De efter reformationen sekulariserede klostre som på adskillige steder her i landet er indrettet til hospitaler for gamle, svagelige personer, er vist så priselige stiftelser at enhver der føler noget for sine lidende medbrødre, må glæde sig over at regeringen har anvendt disse store bygninger med tilhørende jordegodser til så hæderværdigt et brug.
Men det spørgsmål kunne måske med føje gøres: er også disse stiftelser overalt således indrettede som de burde være? Anmelderen heraf tror det ikke, han har haft lejlighed til at lære at kende hospitalet i Helsingør hvor han blandt andet lagde mærke til en højst vigtig mangel.
Som bekendt er med hospitalet forbundet en dårekiste hvis indretning er så lidt menneskelig, så grusom at enhver som har set de ulykkelige som en ublid skæbne bragte derhen, må gennemtrænges af de vemodigste følelser.
Dårekisten er en fritstående bygning på den ene side af hospitalet som vender ud mod Kronborg. Den er altså udsat for at den storm og kulde som det nærliggende sund fører med sig. Væggene er af enkelte egeplanker hvori åbninger med blot et jerngitter for er anbragt til lysning. I ethvert lukaf er en seng med halm. Men ingen kakkelovn som på nogen måde kunne lindre vinterens kulde, hvilken enhver let ser må på det græsseligste plage de ulykkelige skabninger der opholder sig der da intet uden en blot bræddevæg beskytter dem mod vejrligets ubehagelighed.
En vanvittigs tilstand er vist nok den beklageligste som kan tænkes. At han bør være i sikker forvaring for hverken at skade sig selv eller andre, vil vist ingen nægte. Men hvorfor skal han behandles værre end misdæderen? Og det tør jeg sikkert påstå er tilfældet her.
Da Helsingørs hospital er en af de rigeste stiftelser i riger, synes det underligt at der ikke for lang tid siden er bødet på denne vist nok overmåde store mangel. Måske arbejder nuværende bestyrelse derpå. Det siger i det mindste rygtet at hospitalets ærværdige forstander har allerede for et år siden indgivet et forslag til direktionen om en dårekistes bedre indretning.
Men man tør håbe at direktionen ikke tøver med at udøve en for deres lidende brødre så højst vigtig velgerning, og kunne anmelderen heraf have bidraget noget dertil ved at skrive disse linjer, da vil han anse det øjbelik han anvendte herpå som det lykkeligste i sit liv.
P. Hansen.
Student. Boende på Regensen.
(Politivennen. Hefte 27, Nr. 344, 24. november 1804, s. 5465-5468)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar