Den 19, april skete der en ulykke ved Amagerports bom, hvor et menneske for livstid blev gjort til krøbling, et andet kvæstet, og som på nær et hår havde skilt 4 personer ved livet på en ynkelig og forargelig måde.
Hestene løb løbsk ved Amagerport, hvor bommene på ordre af Rådmand Lund var halvt lukkede til glæde for fodgængerne, men til stor fare for kørende. (Bommen stod på den anden side af vejen, til venstre uden for billedet, på den anden side af voldgraven).
En familie bestående af mand, kone og pige, samt kusk, som på egen vogn ville til staden, havde det uheld, at hestene løb løbsk lige udenfor fæstningsværkerne. Kusken tabte i sin forskrækkelse tømmen, og de kørende havde nu intet andet håb tilbage, end at den nedslåede bom ville gøre ende på hestenes uregerlige løb. Men til ulykke stod bommen ikke nede. Derimod ikke engang halvt opslået, så hestene smuttede under. Kusken blev straks med et så vældig slag og en sådan knugen stødt fra vognen, at han fik et bræk af den værste art, foruden mange andre beskadigelser. Pigen som sad hos karlen, dukkede sig. Og manden og konen havde lykkeligvis åndsnærværelse nok til at kaste sig aldeles bagover, og slap således under. Bommanden som var sprunget til, havde sluppet bommen løs. Og denne for nu op med sådan fart, at tampen af tovet gav konen et vældigt slag i ansigtet, så blodet strømmede ud af næse og mund.
Hestene løb, men da pigen opfangede tømmen, styrede manden dem nu brat til siden, så deres fart for denne gang fik ende.
Da manden spurgte bommanden, hvorfor bommen ikke stod enten lukket eller åben i stedet for i denne så farlige skrå stilling, blev svaret at det var således befalet, og at ordren navnlig var ham givet af hr. rådmand Lund.
Den som nedskriver dette, betvivler ikke at sådan ordre kan være given af gode årsager. Og han indser den, at en sådan stilling er bekvem for fodgængernes færdsel. Da det imidlertid af denne fremsatte fortælling er klart, at en bom enten bør være helt oplukket, eller helt lukket, så tør man med den største tillid forvente, at den høje magistrat iler at give fornøden befaling herom.
Det er klart at man må ønske, at en lignende ordre gives overalt hvor der er bomme, da lignende ulykkelige tilfælde kunne ske ved enhver bom.
(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5832-5835)
En familie bestående af mand, kone og pige, samt kusk, som på egen vogn ville til staden, havde det uheld, at hestene løb løbsk lige udenfor fæstningsværkerne. Kusken tabte i sin forskrækkelse tømmen, og de kørende havde nu intet andet håb tilbage, end at den nedslåede bom ville gøre ende på hestenes uregerlige løb. Men til ulykke stod bommen ikke nede. Derimod ikke engang halvt opslået, så hestene smuttede under. Kusken blev straks med et så vældig slag og en sådan knugen stødt fra vognen, at han fik et bræk af den værste art, foruden mange andre beskadigelser. Pigen som sad hos karlen, dukkede sig. Og manden og konen havde lykkeligvis åndsnærværelse nok til at kaste sig aldeles bagover, og slap således under. Bommanden som var sprunget til, havde sluppet bommen løs. Og denne for nu op med sådan fart, at tampen af tovet gav konen et vældigt slag i ansigtet, så blodet strømmede ud af næse og mund.
Hestene løb, men da pigen opfangede tømmen, styrede manden dem nu brat til siden, så deres fart for denne gang fik ende.
Da manden spurgte bommanden, hvorfor bommen ikke stod enten lukket eller åben i stedet for i denne så farlige skrå stilling, blev svaret at det var således befalet, og at ordren navnlig var ham givet af hr. rådmand Lund.
Den som nedskriver dette, betvivler ikke at sådan ordre kan være given af gode årsager. Og han indser den, at en sådan stilling er bekvem for fodgængernes færdsel. Da det imidlertid af denne fremsatte fortælling er klart, at en bom enten bør være helt oplukket, eller helt lukket, så tør man med den største tillid forvente, at den høje magistrat iler at give fornøden befaling herom.
Det er klart at man må ønske, at en lignende ordre gives overalt hvor der er bomme, da lignende ulykkelige tilfælde kunne ske ved enhver bom.
(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5832-5835)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar