Enhver er Tyv i sin Næring.

(Efter indsendt.)

Det gamle, ikke gode og ærværdige gamle, men afskyelige og timeligt af en gammel tyv udtænkte ordsprog: enhver er tyv i sin næring, synes at være blevet et livsprog i København i disse tider. Man undser sig ikke ved ligesom at indgå en væddestrid om hvem der bedst og the højeste priser kan benytte sig af sin nabos forlegenhed. Man undser sig ikke ved at benytte øjeblikke der burde med de værdigste og varigste bånd knytte borgeren til borgeren, til at presse hinanden, til at trykke hinanden, til at forbitre livet for hinanden, mere end det endnu har været fjenden muligt. Tier da moralen hertil? Eller har sådant ingen indflydelse på selskabet som moralsk betragtet? I stedet for at enhver af os skulle føle det sin helligste pligt som altid, og især under nuværende omstændigheder at befordre sine medborgeres vel, og være den ene den anden til nytte, så studerer man på som om man ville bringe det i system hvorledes egennytten kan bygge sig templer, og mens tusinder falder som dens ofre, tilbeder de enkelte gudinden. Det er vel den fattigste måde en nation kan udarte på fordi den nedbryder alt hvad der er godt hos mennesket, fordi ærlighed, redelighed og hvad de flere flere dyder heder der pryder menneskeheden, ganske gøres landflygtige i selskabet. Hvorimod træskhed, list, underfundighed og alle laster ligesom glinser og tilvinder sig agtelse fordi de føder sin mand.

  Regeringen og lovene synes ikke at kunne gribe ind i denne lavtænkenhed der alligevel kan have flere store og farlige følger. Hvad er der da at gøre herimod? Borgerne selv, de agtværdige borgere, skulle gribe de våben som både deres moralske frihed og lovene hjemler dem. De skulle offentlig bekendtgøre de uendelig, de af moral undertrykkende handlinger som blev dem vidnefast bekendt, og som så nedrige de endmåtte være, dog ikke kunne bringes for domstolene.

Derved, jeg tilstår det, forbedres måske ikke de uredeligere handlende, men de gøres mere uskadelige, da andre medborgere derved advares om at tage sig i alt for at indlade sig med de betegnede. Andre ville muligvis nøjere eftertænke deres handlinger for de satte dem i udøvelse og noget, i det mindste noget, godt ville være frugten deraf.

Forfatteren af dette kunne levere ode bidrag hertil, dersom han ellers havde evne til at ordne dem, og det ikke var ubehageligt at skrive sin tids krønike *). Dog bør dette ikke afholde nogen, for ingen foretager let noget til nytte for det almindelige uden jo en eller anden ubehagelighed er forbundet dermed, og ofte hans eneste visse løn. Men det skulle sikkert være nyttigt at have sin tids slette handlinger beskrevet til advarsel, ligesom de gode, til efterligning.

*) den som føler det, føler det. 

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8269-8272)