Til Udgiveren!
Tør jeg ikke anmode Deres velædelhed om at berøre en yderst påfaldende ting i Politivennen som gjorde mig og to andre borgere meget opmærksomme i mandags ved en spadseretur uden for Østerport. Det hændte sig nemlig at en soldat fra Kastellet blev begravet. Vor nysgerrighed bragte os på kirkegården, og ved at gå lidt omkring, traf man først på en hule hvori 6 lig var hensat. Dernæst på en med flere og på en åben hule med over 20 lig. Først en mængde ved siden af hverandre og de øvrige ovenpå hensatte uden mindste jords bedækning. Et gyseligt syn for de levende ved at tænke at turen engang falder på os. Hvad lyst har vi da at virke til medbrødres hjælp og hvilken udsigt om vi desto værre falder i armod. Skulle den afdøde ikke forundes den smule jord til at bedække det syndige legeme efter fuldendt kummer. Og hvad lejlighed gives ikke for den som har lyst af berøve den afdøde sit linned eller brædder, hvilket godt kan bruges i dyre og besværlige trængselstider? Og hvor har man ikke årsag at frygte for en anstikkende gift og sygdom ved disse ligs forrådnelse? Man ønsker at denne sag må synes Dem vigtig nok til indrykkelse.
Den 15. marts 1809
R. Winther
Skræddermester
****
Udgiveren har ved eftersyn den 18. denne måned fundet at to sådanne kuler med ubedækkede ligkister virkelig var og spor til nylig tilkastelse af flere. Skønt denne måde at samle lig på muligvis er hjemlet i lov eller bud, tør man dog frimodigt ønske, at heri måtte befales forandring. Gravtyveri forebygges ikke ved jords påførelse, men gøres dog vanskelig. De mange menneskeben og hovedpander ser heller ikke således liggende oven på jorden alt for godt ud. De kunne samles og nedlægges i bunden af kulerne. Kun i den hårdeste frost kunne undsættelsen af jordens påkastelse på ligene finde sted. Men ellers ikke. Og det var at ønske at altid når en kule var åben, fik en skildvagt sin post der. Man hædrer sig ved at ære de dødes ben, hvor ringe personer de end tilhørte. En soldat kan være oberst og et hospitalslem millionær for Vorherre.
(Politivennen nr. 568, 18. mar 1809, s. 10009-10012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar