(Til side 19)
Javist får man for mange skriftlige anbefalinger at se. De fleste er udstedte af præster. I det mindste burde de indeholde hvor lang tid har gælder. For nogle som forevises er gamle, og for stedse, eller for længe. Skulle de dog vel ikke gælde. De ville ellers være betlerpatenter. Endvidere syndes de at burde, ligesom pas, være forsynet med den forevisendes personbeskrivelse.
Men bør de eksistere overalt? Hvor lille forskel er der ikke mellem tiggere på gaden og i husene? Den første er forbudt, hvorfor skal den anden være tilladt? Misforstå mig ikke. Jeg giver gerne til værdige og bekendte. Men til hvem kan en ærekær fattig henvende sig uden til øvrighed, fattigforstander, bekendte og til de som kan skaffe arbejde? Undtagelser kunne gives. Man får fx ikke nok af hine og har ingen bekendte, undtagen uformuende, man undser sig også ofte ved at ty til bekendte og lader dem vide om nøden. Men som regel kan man antage at den har tabt al skam som henvender sig til andre privatfolk end bekendte. Hvilke, blandt privatfolk, er de eneste som man kan gøre nogen fordring på, og som man kan håbe understøttelse af
(Slutningen følger i næste nummer)
(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 92-93)
(Artikelserien afsluttes ikke)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar