(Indsendt)
De synes vel hr. Udgiver at denne titel eller om de så behager overskrift er vel vidtløftig og måske allerede af den årsag afslår mig min begæring i henseende til at få den, såvel som medfølgende stykke indrykket i Deres blad. Men da jeg ved at De er politiets ven og tildragelsen er sandfærdig, så håber jeg det nok for denne gang kan lade sig gøre, og måske det kan have til følge:
"At forældre for fremtiden uden frygt kan tillade deres små børn at nyde aftenluften på gade- eller kældertrapperne uden at står i fare for at blive kørt over fordi en vognmandskarl enten af dumhed, skødesløshed, ligegyldighed eller magelighed ikke gider at opfylde sine pligter"
Forleden fredag den 9. maj om aftenen omtrent mellem kl. 7 og 8 så man hvorledes et uskyldigt tre års drengebarn som sad på kældertrappen nr. 52 i Møntergade og legede nær på det farligste kunne være blevet kørt over, hvis ikke et fruentimmer som tilfældigvis kom til og så den overhængende fare barnet svævede i havde ilet til og taget det op o sine arme, til inderlig glæde såvel for forældrene som for naboerne og de forbigående, der ved barnets heftig og ynkelige skrig uagtet det lykkeligvis ikke havde fået noget skade straks ilede til for at se hvad der var på færde.
Kusken kom kørende ordentlig som det sig hør og bør efter plakaten af 14. september 1815 med en favn brænde ind i gården i nr. 139 i Møntergade for der at læsse af. Men næppe havde han fået brændet aflastet, før han skyndte sig i sådan hast for at komme ud af porten (hvilken manøvre for pladsens skyld måtte ske baglæns), at han som hverken brød sig om at dreje hovedet tilbage for at se om han ikke muligvis kunne gøre de forbigående skade, eller drage vognen lempelig til siderne, lod den løbe rask tilbage, hvorved den på grund af gadens højde i midten nu da den fik fart rullede lige ned i rendestenen på den anden side af gaden, hvor det omtalte barn sad på trappetrinnet og legede i sin uskyldighed.
Ved alarmen som denne tildragelse forårsagede, stimlede som sædvanligt en mængde mennesker til og efter at karlen havde i sit høflige sprog i forening med 2 pandurer som holdt sig til ham, formodentlig fordi de havde hjulpet ham ved aflæsningen, men glemt at styre vognen da den blev rykket tilbage, besvaret adskillige spørgsmål, som man dristede sig at gøre ham i den anledning, kørte han afsted ligeså rolig og ubekymret som om han aldeles ikke ved sin uforsigtighed var den der havde været skyld i hele dette frygtelige optrin.
Hvem denne karl tjener hos, ved jeg ikke. Men på hans vogn stod for så vidt renligheden gjorde skriften læselig: Nr. 11 litr. A
C. B. Hallager
(Politivennen nr. 72, Løverdagen den 17de Maj 1817, s. 1226-1229)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar