Et Par Ord om Degne og Skolelærere

De endnu tilbageblevne såkaldte gamle degne synes at have vel meget at leve af, i forhold til den nytte de yder staten og menneskeslægten. Når sådan en degn har samme indtægt som den arbejdsomme skolelærer, skulle han så ikke kunne leve og nøjes med det? Jeg drister mig derfor til i al beskedenhed at foreslå nedenstående til nærmere overvejelse og prøve for høje vedkommende:

1. At kirkeindtægterne blev delt mellem skolelærer og degn, dog således at den sidste skulle have noget mere som nærmere kunne bestemmes.
2. At klokkerpenge, degnerente eller små ydelser, samt indtægt ved ligfærd også måtte deles, dog med den bemærkning at degnen fik lidt mere end skolelæreren. I købstæderne deles offeret mellem den anordnede kateket og gamle kordegne.

Sikkert må et misundeligt øjekast ofte falde hen på degnen fra skolelæreren når denne må se på at han alene får hvad der ofres i kirken. Det må ryste ham vældigt, og hans sinds væsen må just ikke blive det mest muntre og mon lysten derved opildnes til hans meget vigtige fag, hvis øjemed er at danne det unge menneske til kundskab om dyd, sædelighed og fædrelandskærlighed? Han skal tåle at degnen ene griber offeret og dog være sine pligter hengivne. Hvem der kender mennesket, han vil med anmelderen sande at sådant gør et dybt og græmmende indtryk på den værdige skolelærers karakter og forhold. Var det muligt så gid der måtte blive rådet bod på det

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1703-1704)

Redacteurens Anmærkning

Politivennens periode var for så vidt en spændende tid med mange forandringer på skoleområdet. I København var der de gratis borgerskoler (fattigskoler) og de finere betalingsborgerskoler. "Selvfølgelig" opdelt i en drenge- og pigeafdeling. På landet havde man fået oprettet almueskoler.

Hensigten med skolen var radikalt anderledes end hvad vi kender i dag. Fra Politivennens tid kender vi kun skoleforholdene set fra degnenes og lærernes side, ikke var almuen eller eleverne selv. Et typisk eksempel fra Politivennens tid er lærer Anton Nielsen "Gamle Nielsen". Han beklager sig over manglen på forståelde for Oehlenschläger. Og at man meget sent (1840'erne) fik at høre om Grundtvig, Baggesen og P. A. Heiberg. Ellers var det Rahbeks, Todes og Zetlitz' drikkeviser der stod på timeplanen. Kongen nød en ubegrænset tillid. Han noterer at af kristeligt liv var der så godt som intet. De eneste folkelige forlystelser man kendte var dansegilder og markeder. Og så var bønderne dygtige til at finde på alle slags kneb for at snyde tiendeejeren, derfor måtte denne såvidt muligt, oplyse tælleren om de snyderier som var mest brugelige

Hans beretning illustrerer meget godt at lærernes og degnenes rolle var først og fremmest at lære bønderne, almuen om deres plads i samfundet. At indordne sig. Politivennens artikler beskæftiger sig da også mest med to forhold: Degne og læreres dårlige forhold, og beklagelser over bøndernes og almuens manglende forståelse for at de skal underordne sig. Set fra en moderne tid er det forståeligt at almuen og befolkningen var fjendtligt indstillede over for skolen. Men egentlige vidnesbyrd fra de der gik i skole, har vi først fra slutningen af 1800-tallet. Her begynder der at komme beretninger fra andre end degne og lærere. Og de fortæller en helt anden historie. Et typisk eksempel er Kai Rosenberg i bogen "Et dejligt forår". Han fortæller om "den religiøse hjernevask i de første klasser" i tiden omkring år 1900:

"Det er meget få, som ikke blir mærkede for livet og derved blir mindre skikkede til at tænke klart, når det drejer sig om det overnaturlige. Ofrene blir ude af stand til at tænke stringent og logisk, når det rejser sig om emner, man intet ved om og derfor erstatter viden med tro. Jeg tror nok, at jeg efterhånden er sluppet ud af dette emotionelle hængedynd og nu befinder mig på nogenlunde fast grund. Men der skulle megen spekulation til, som måske kunne ha været sparet til vigtigere problemer, hvis jeg ikke havde været hjernevasket som lille og derfor forsvarsløs."