(Indsendt.)
På den tid jeg tilstillede redaktøren af Politivennen en lille dissertation om vore tjenestetyenders mådelige opførsel, gjorde jeg i medhold af den af mig og ethvert individ af staten, ved forordningen af 27. september 1799 allernådigst givne rettighed, et velment forslag til en formentlig bedre indretning ved tjenestetyenders fæstelse.
Jeg anede ikke at møde andet end begrundede indsigelser, i det tilfælde at min mening ikke måtte finde kompetente dommeres dom, og havde lagt fra ikke i sinde at indvælte mig i nogen fejde. Men da ma, Gud, forfatteren og redaktøren, ved hvem? i stedet for at bestride min ytrede mening og den af mig gjorde, vist nok af ethvert herskab eller husbond erkendte sandheds ytrelse, overfaldt mig med grovheder, tog jeg til genmæle. - Publikum har skønnet grundigheden af mit forslag, og det derfor førte bevis. Jeg foragter de af forsvareren mod mig brugte invektiver og vedbliver min mod hans ungdom og uerfarenhed, i hvad det er at være husbond, ytrede mening.
Dette af mig anførte mener jeg at være bevist, og at forsvareren end ikke er det danske sprog mægtig, viser hans konstruktioner når han, vist nok mod sin hensigt, udtrykker sig således: "Forfatteren (hvorved jeg menes) har ved at ville gendrive de af indsenderen i bladet nr. 47 anførte modargumenter til fulde røbet hvor lidt han er blottet for kundskab etc.", Kære ven! Lær først at skrive dansk, før De i dette sprog afgiver Dem med skriftligt at ville udtrykke Deres tanker (!!!)
Dernæst vil et oplyst publikum vist ikke have fundet at jeg nogensinde har ytret den sætning: "at jeg ingen forsvarer tåler for tjenestetyender" - men jeg har hørt flere oplyste mænd erklære at forsvareren (cfr. Politivennen nr. 44, p. 684) har skrevet uden sagkundskab. At de ikke har leet af ham, kommer deraf at de måtte gabe ved hans forsvar. Når forsvareren engang kommer i en ægteskabelig forbindelse, hvortil han endnu ikke synes at være moden, vil han med anger og ruelse over sit lige så enfoldige som usammenhængende forsvar slå øjnene ned og udråbe: manden der skrev mod tjenestetyender havde dog ret! Martialsk vil han vist ikke blive, for dertil viser han for få evner, men han vil komme til at hylde det ham vist nok hidtil ubekendte axiom: Afgiv dig ikke med det du ikke forstår!
Til slut opfordres forsvareren til offentlig at nævne sig, så man ikke skal fristes til at anse ham for et fantom. Nærværende indsenders navn skal derefter blive ham meddelt.
(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 828-830)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar