Næppe nogen vil kunne fremstå som med mindste gnist af sund fornuft kan modsige at det omkring den afbrændte Nikolaj kirkes tårn opførte plankeværk der i flere år har eksisteret uden at man har mærket ringeste spor til begyndelse med dette tårns formodentlig besluttede istandsættelse i et vist øjemed, ikke alene er til skade for passagen, men i særdeleshed for de slagtermestre hvis butikker har stade i huggen til højre og venstre side af nævnte plankeværk som vender imod Lille Kirkestræde. For i diss afkroge falder butikkerne ikke i øjnene, men derimod passeres forbi ugen at bemærkes, og altså er det klart at sælgerne derved hindres i den større afsætning af deres varer som de i modsat tilfælde sandsynligvis kunne vente.
I samme hug har nogle amagere udsalg af grøntvarer, på hvilke de heller ikke har den afsætning som de ellers kunne have, når dette til sand vansir for vor skønne hovedstad, stående plankeværk var borttaget, og følgelig er samme ligeledes til skade for disse, hvilke lige såvel må betale stadepenge til stadens kæmnerkasse som slagtermestrene. Anmelderen er overbevist om at 2 ansøgninger om nævnte plankeværks borttagelse er tilstilet de ansvarlige, men desuagtet står det endnu, muligvis fordi derfor må være i høj grad gyldige årsager. Ja ingen som ved med hvor udmærket nøjagtighed vores høje øvrigheder bestræber sig for enhver i sit kald at opfylde deres pligter, bør nære mindste tvivl derom. Men da foråret nu nærmer sig med stærke skridt, og med dette solens varme, så håbes det gunstigst undskyldt at de slagtere som nævnte plankeværk skader, i forening med grønthandlerne ved deres side, ytrer det højst rimelige og med retfærdighed overensstemmende ønske: at de snart måtte befris for denne byrde. For deres handel er så såre lille at de er udsatte for at kødet på grund af den nu daglig mere og mere frembrydende solvarme, fordærves og grøntsagerne visner, ene og alene af mangel på afsætning!
(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2771-2773)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar