Om de saa kaldte Commissionairer.

(Slutning, se nr. 187-88).

Men hensyn til ejendommes forhandling eksisterer en lige sådan maskekrig: En og samme kommisionær sælger gårde og huse i selvsamme avis hvori han anviser købere. Tro ikke han har eller ved nogen af delene, men han venter blot på fangsten. Naturligvis er der jo nok i disse pengetrange tider der vil og nødes til at sælge. Man løber da efter sådanne skrydende kommissionærer ligesom efter avispris skomagere og kræmmere, og man bliver bedraget som hos disse, så hos de andre. Nu får han da at vide hvem der vil sælge. Fører samme tilfælde ham nu ikke en liebhaver til, så opsnuser han sig en gennem alskens veje, og kan han ikke nærmere, så må han slå sig i kompagni med en af hans værdige staldbrødre. Ikke må der glemmes at betinge sig et ublu, i ingen love hjemlet salær som i kommissionærsproget kaldes dusør for haft ulejlighed, og dette går mest og mærkbart ud over manden som må og skal sælge. Vel synes det som denne betungelse just ikke er aldeles urigtig, men så må der og forudsættes at kommissionærerne både har indsigt og vilje til at præstere hvad han bær, det er: for dette deres betingende salær eller dusør rigtigt at forfatte dokumenter og bringe alt i den samvittighedsfuldeste orden, så at hverken køber eller sælger i sin tid skal råbe ak og ve over dem, men sådant venter man forgæves hos sådanne kommisionærer der ikke kan skrive et brev rigtigt, endsige et lovformeligt og skíkrende dokument. Mange af dem går oven i købet højst bedragerisk til værks ved nemlig at putte de leverede penge til stemplet papir, dokumenters indløsning etc i egen lomme.

Flere, og det ikke få eksempler, kunne anføres på disse kommissionærkneb.

Indsenderen nærer det håb at han i det fremsatte har sagt nok for at vække opmærksomhed mod dette omsiggribende væsen  hvis standsning sikker er hver en borgers ønske. Mange er velgørende foranstaltninger der i den senere tid så visselig truffet for at sikre borgerne deres rettigheder, og betrygge dem mod forurettelser og underslæb. Hvorfor skulle da ikke de her omhandlede personer kunne bindes til pligts opfyldelse? Var der fx []eien om enhver af disse såkaldte kommissionærer, og hver den som ønskede at [] denne næringsvej, for øvrigheden gjorde deres duelighed inden de fik tilladelse dertil? Handelskommissionærer må jo vinde borgerskab, sågar savskærere har fået laug, og kludekællinger tør, så siges der, ikke drive deres væsen uden at de ved tegn er autoriserede.

Unægteligt er det at kommissionærer ikke vel kan undværes i hovedstaden. Borgeren eller manden der trænger til råd eller hjælp i et påtrængende anliggende kan ikke altid løbe til en advokat eller prookurator, dels er denne for kostbar, dels afgiver de sig ikke med bagateller. Den rådsøgende må da henvende sig til en aller anden mand hvem han tiltror indsigt og at kunne give ham attrået råd. Er altså kommissionærer nødvendige, så er det også på den anden side nødvendigt at de er fo[] indsigter og retskaffenhed så at de kan vinde almindelig tillid. Desuden burde efer indsenderens uforgribelige mening være et bånd på dem så at de var nødt til for deres egen vedigeholdelses skyld, at []le redeligt og klogeligt fx for første [] at have handlet med retskaffenhed og [] en klækkelig mulkt som anden gang fo[] ledes og tredje gang burde de ganske have tabt deres rettighed. Det gentages at her aldeles ikke er ment embedsmanden der også påtager sig kommisioner, for han har jo forordningen om duelighed og redelighed for sig, og hvem ville vel misunde ham der ofte har knap gage, en bifortjeneste til sine kårs forbedring.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3047-3051)