21 august 2015

Spørgsmaal, Gieldsarrestanter betræffende.

Når en kreditor af en eller anden årsag hvoraf den vigtigste sandsynligvis er mislig betaling, indsætter sin debitor i gældsfængslet, for om muligt derved at tvinge ham til at opfylde den fra enhver synspunkt betragtet ufravigelige pligt der påhviler ham, har da en såkaldt schechter der bedømmer om det kød de mosaiske trosbekendere er tilladt at spise, er kosher eller ej, som således er indsat i nævnte fængsel, større ret til at nyde nogle timers frihed for at schechte enten hos Henrich eller Peer Slagter end en anden gældsfange, det være sig skomager, skræder, kommissionær etc.

Vel er det sandhed at hverken Henrich eller Peer Slagter kan få tilladelse til at lade sådan undersøgelse af en schechter ske i gældsfængslets lokale. Men her eksisterer jo flere schechtere i staden, og følgelig kan assistance af den der er berøvet frihed i gældsfængslet, meget godt undværes. Hvorfra hidrører da den frihed der så fortrinligt forundes ham? Og er det ikke klart endog for de allersvageste øjne at kreditor duperes i sin hensigt med arresten, hvilken er så meget mere bekostelig som underholdningspengene ikke godtgøres når personen alligevel kan passe sin dont. Spørgeren er af den mening at arresten da er til ingen nytte fordi kreditor på sådan måde gerne ønsker den kontinueret.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3005-3006)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar