Så vidt det er at hovedstaden fra søsiden frembyder et behageligt skue for de forbisejlende fremmede, så vist må disse også tabe i deres forventning om den, når de nærmer sig Toldboden. Allerede i nogen afstand mødes de af en meget utålelig stand fra den derværende slamkiste som de ved at betragte nærmere finder forrådnet og ubedækket, så at hele dens urene indhold ligger til skue for ethvert øje. Trappen de skal bestige for at komme i land, er vanskelig og farlig at betræde, da den er fuld af huller, ja mangler endog hele trin. Den plads hvorpå før færgefolkenes hus stod, henligger ubrolagt, så at jorden efterhånden glider ud i stranden og frembyder et ubehageligt syn. Endelig stødes øjet ved det gamle stygge plankeværk der strækker sig fra vagten til den yderste ende af fæstningsmuren. Af dette plankeværk er flere brædder borte. Størsteddelen hænger kun sammen ved et enkelt søm og det hele synes at være mådeligt og upassende grænseskel mellem hovedstaden og en fæstning som Kastellet.
Dog ville ikke alene fremmede støde sig over disse mangler, men selv mange af Københavns indbyggere der jævnligt har forretninger der, eller kommer derud for at modtage en rejsende ven eller følge ham ombord, må hastig vende næsen hjem igen på grund af den slemme stank som slamkisten i dens nuværende tilstand giver fra sig
[Herefter forslag om afhjælpning]
(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3671-3675. Forkortet)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar