Man har ofte skrevet og atter skrevet at det er til skade for børnenes opdragelse når der spares alt for meget på riset. Og nægtes bør det heller ikke at for stor lemfældighed lige såvel er til skade for barnet som for det dårligt opdragede barn. Ave i tide er nødvendig, og virker ofte uberegnelig nytte, især i den alder da mennesket skal forberedes til sin tilkommende bestemmelse, og smidig som vokset lader sig danne efter de former som den modnere alder finder tjenlige og velgørende. Men ligesom alt i verden kan drives for vidt, således også barnets revselse. Straffer læreren eller andre foresatte efter lune eller i arrighed, da overdrives let straffen, og i begge tilfælde stifter den større skade end gavn. Således ved indsenderen to eksempler hvoraf det ene nylig er passeret, at lærere i institutter har mishandlet børn for højst ubetydelige forseelser, eller endog for blotte hukommelsesfejl ved oplæsningen af det dem foresatte. Til at belønne og straffe efter fortjeneste hører vist lige så meget overlæg og koldblodighed som der hører indsigt og øvelse til at bibringe ungdommen kundskaberne på en hensigtsmæssige måde. Men hvor sjældent ville de gode lærere indrømme dette, eller rette sig derefter i deres forhold mod de børn der er deres omsorg og vejledning betroede! Burde man ikke have ret til at klage hos skoledirektionen over sådant skoledespoti, når klage til bestyreren ikke hjalp?
(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6332-6333).
Redacteurens Anmærkning.
Ifølge em bekendtgørelse i Politivennen nr. 421, 24. januar 1824, s. 6809-6810 udløste klagen at en institutlærer fik en passende irettesættelse, mens den anden ikke da barnets forældre var bortrejst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar