Næppe vil man i hele København, ja ikke i nogen købstad i Danmark, finde en gade der er så aldeles forsømt som Nørregade fra nr. 240 til volden. Det synes som havde skæbnen og menneskene forenet sig om at bevare denne del af hovedstaden som et minde om landets ulykke. Stumper af mure, kransede med de væmmeligste uhumskheder, dynger af sten og skarn, rødstensfabrikker, anlagte på levningerne af fortorvet, ruiner der kunne tjene til baghold for hele røverbander, alt dette yder tilsammen et højst sørgeligt skue. Brolægningen i denne del af gaden er, rimeligvis for at svare til det øvrige, i en sådan tilstand at det ville være et dristigt foretagende at køre til sin gadedør. Og man må være glad ved om aftenen i mørke at kunne til fods nå sit hjem uden at brække benene på det usle fortorv eller formedelst de ud af orden revne fliser, falde i rendestenen. For at imidlertid næsen ikke skal have det bedre end øjnene og de øvrige lemmer, henlægges stadigt, bag murblokken ved nr. 240 en del af lugten at dømme brugt eller fordærvet farvestof hvis utålelige stank udstrømmer og angriber de forbigående gennem nævnte borgruins skydehuller.
At ønske alle nævnte ulemper afhjulpne, ville måske under nuværende tidsomstændigheder være vel meget. Men da uorden og svineri ikke bør skrives på tidsomstændighedernes regning, nærer man det håb at i det mindste sidstnævnte pestbringende sager, tilligemed foranstaltningerne og hvad i øvrigt der tilhører rensningsvæsenet måtte blive forflyttet andetsteds hen. Og overlader man iøvrigt til brolægningskommissionens og andre vedkommendes rimelighedsfølelse at afgøre hvorvidt færdslen efter omstændighederne muligvis kunne gøres lidt mindre halsbrækkende for den del af hovedstadens stedbørn der nu i henved 2 årtier dagligt har sukket ved synet af det dem omgivende kaos.
(Politivennen No, 480, Løverdagen den 12te marts 1825, side 9541-9543)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar