03 februar 2016

Om Passagen over Knippelsbroe.

Hvor betydelig passagen til og fra Christianshavn over Knippelsbro er, kan man overbevise sig selv om når man ser den mængde mennesker der samler sig på begge sider af broen, mens passagen på grund af et skibs gennemsejling er stoppet. Men for den mængde der daglig passerer her, er der kun levnet en lille vej langs med det siddende fortorv hvor man må arbejde sig gennem sjovere, fiskerkoner og andre der bærer byrder. For så længe der ligger kulskibe og finlappere, er gaden besat med to rækker vogne hvoraf den ene holder langs med bolværket, og den anden langs med og tæt ind til fortorvet. Mødes to vogne, da er rummet mellem disse to rækker ikke så bredt at de kan komme hinanden forbi så at passagen stoppes, og ikke sjældent opstår der klammeri mellem kørekarlene, og når der nu endelig skal gøres plads til siden, går det ud over fodgængerne der skubbes, trykkes og stødes fra alle sider.

Denne hindring for passagen ville delvis kunne bortryddes når det blev pålagt den række af vogne som holder langs med fortorvet, at holde på den anden side af Børsen, og kun da køre frem når den kan  indtage sin fragt, og man tillige åbnede passagen bag om det schimmelmannske sukkerhus. Men da man mener at dette sidste ikke vil ske, såsom grundejerne der i nærheden har hævd på at holde vejen spærret, vil anmelderen fremsætte et forslag som han underkaster kyndigeres nøje bedømmelse.

Kanalen eller graven bag Børsen menes at være til lille eller ingen nytte. Man ser aldrig skibe i den, kun undertiden enkelte pramme eller tømmerflåder. Når derfor denne grav blev opfyldt og et bolværk opsat der hvor den nu begynder, så ville der blive en bekvem liggeplads for kulskibene, og vognfærdslen ville herved blive mere fordelt. Den plads graven nu indtager, kunne anvendes til et torv der i særdeleshed ville være Christianshavns indbyggere kærkomment da de nu har meget langt at gå for at få de fornødenheder et torv tilbyder.

Man kan ikke formode at de til kanalen stødende grundes ejere kunne have noget imod en sådan foranstaltning. For de indtægter de som bolværksejere har, er vist ikke tilstrækkelige til bolværkets vedligeholdelse, så at de vel enodog kunne ønske sig befriet for denne besiddelsesret. Men i modsat fald kunne de måske få en godtgørelse ved at få del i de stadepenge, pladsen som torv ville afgive.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9503-9505)

Knippelsbro. Broen er oppe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar