Herr Udgiver!
Syg og dårlig måtte jeg ile tilbage fra en rejse og har nu næsten i 3 uger været kastet på det pinefulde sygeleje. Når De nu tænker Dem at jeg næsten i al den til ikke har haft søvn i mine øjne, kan de let forestille Dem hvad jeg har desuden lidt og endnu dagligt lider af den forbistrede omgangsmusik der i den seneste tid har taget så stor overhånd her i staden. Her er fra morgen og til aften snart den ene, snart den anden lirekassemand, snart en skrigende violinspiller, snart en hel trup, bestående af fløjte, bas etc.
At blive disse kunstnere kvit er sandelig ikke så let en sag. Især når ejeren af stedet er musikalsk eller har følelse for sådan skøn musik og ikke vil jage dem bort, og det lader sig heller ikke så let gøre. For for det første måtte man holde et par karle fra morgen til aften for at passe på spillemændene. Og for det andet får man kun grovheder især af det sammenløbne pak der bestandigt følger kunstnerne eller også ved første lyd ufortøvet indfinder sig. Jeg har selv haft prøver på det ved i foråret at anmode en lirekassemand om at gå fanden i vold der i over 2 timer dagligt stod i gården og drejede på sin kasse under vinduerne af min søns studerekammer.
Overalt, hvorfor i al verden forbyder man uordener på gaden og tillader dem i porte og gårde, på trapper og i forstuer? Og til hvilken nytte? Vel blot for at hjælpe på det så kære dagdriveri. Og tillige når man husker at sådan indretning netop giver tyven god lejlighed til at se sig om i folks boliger. Ville man hjælpe på disse spillefolk, hvorfor da ikke hellere tillade dem at spille på de offentlige torve og pladser, i Kongens Have, på Toldboden og uden for portene etc.
Anmelderen henstiller således denne sag til de ansvarliges overvejelse og hensætter blot den bemærkning at de nævnte omkring drivende spillemænd vist nok gør stadsmusikanten stort afbræk uden dog tillige at stifte den mindste nytte, men tværtimod ubodelig skade.
(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 545-547)
P. Klæstrup: Gårdinteriør fra Pilestræde. Her ses også et par spillemænd.
Syg og dårlig måtte jeg ile tilbage fra en rejse og har nu næsten i 3 uger været kastet på det pinefulde sygeleje. Når De nu tænker Dem at jeg næsten i al den til ikke har haft søvn i mine øjne, kan de let forestille Dem hvad jeg har desuden lidt og endnu dagligt lider af den forbistrede omgangsmusik der i den seneste tid har taget så stor overhånd her i staden. Her er fra morgen og til aften snart den ene, snart den anden lirekassemand, snart en skrigende violinspiller, snart en hel trup, bestående af fløjte, bas etc.
At blive disse kunstnere kvit er sandelig ikke så let en sag. Især når ejeren af stedet er musikalsk eller har følelse for sådan skøn musik og ikke vil jage dem bort, og det lader sig heller ikke så let gøre. For for det første måtte man holde et par karle fra morgen til aften for at passe på spillemændene. Og for det andet får man kun grovheder især af det sammenløbne pak der bestandigt følger kunstnerne eller også ved første lyd ufortøvet indfinder sig. Jeg har selv haft prøver på det ved i foråret at anmode en lirekassemand om at gå fanden i vold der i over 2 timer dagligt stod i gården og drejede på sin kasse under vinduerne af min søns studerekammer.
Overalt, hvorfor i al verden forbyder man uordener på gaden og tillader dem i porte og gårde, på trapper og i forstuer? Og til hvilken nytte? Vel blot for at hjælpe på det så kære dagdriveri. Og tillige når man husker at sådan indretning netop giver tyven god lejlighed til at se sig om i folks boliger. Ville man hjælpe på disse spillefolk, hvorfor da ikke hellere tillade dem at spille på de offentlige torve og pladser, i Kongens Have, på Toldboden og uden for portene etc.
Anmelderen henstiller således denne sag til de ansvarliges overvejelse og hensætter blot den bemærkning at de nævnte omkring drivende spillemænd vist nok gør stadsmusikanten stort afbræk uden dog tillige at stifte den mindste nytte, men tværtimod ubodelig skade.
(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 545-547)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar