På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund har tilladt sig offentlig at benævne religionsprøven som allernådigst er befalet den mosaiske ungdom, "konfirmation" tillod anmelderen sig i dette blads nr. 618 at anmode disse om behageligt at opgive deres hjemmel for og berettigelse til at betjene sig af den oven citerede benævnelse.
Det har imidlertid ikke behaget de herrer repræsentanter at besvare det fremsatte til dem stillede spørgsmål. Og de vil derfor tillade mig at jeg anser denne deres tavshed for en stiltiende erkendelse af deres skrivesynd: Den de ikke har villet eller kunnet forsvare, især da den allerhøjeste forordning af 29. marts 1814 alene betjener sig af benævnelsen "eksamen". se fx dens §§ 15 og 16.
I sidste Politivennen har imidlertid en såkaldt hr. Emet Hadabar (sandsiger) historisk søgt at bevise at den allerede nævnte prøve retteligt og passende burde benævnes konfirmation. Men da han i sin fremstilling dels er afveget fra sandheden, og dels har tilladt sig upassende udladninger om anmelderen som fx at kun ortodoksi og fantastiske religionsskrupler har foranlediget spørgsmålet, så finder han det upassende, ja vel endog unyttigt at gøre forsøg på at overbevise en person der allerede må antages at have sat sig på det point ikke at ville lade sig overbevise. Kun vil han henvise andre tvivlende til den oven citerede forordning der ikke taler om konfirmation, men altid betjener sig af benævnelsen "eksamen", ligesom han også til styrke for sin påstand bør bemærke at man hverken i kateketernes attester eller på de udstedte adgangskort betjener sig af denne benævnelse.
Anmelderen slutter med den bemærkning at det synes ham formasteligt at forandre en af hans majestæt kongen allernådigst autoriseret benævnelse, og tør holde sig forvisset om at de herrer repræsentanter, ja vel endog hr. Emet Hadabar ikke vil kunne have noget at indvende mod det.
(Politivennen nr. 625 Løverdagen den 22de December 1827, s. 834-836).
Med jødernes "frihedsbrev" 1814 var det blevet aktuelt at udbrede dannelse, bl.a. gennem jødiske skoler så de kunne blive borgere. Ikke i nutidens betydning af ordet "borger", men i enevældens betydning hvor borgerstanden var Københavns over- og middelklasse, dvs. handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem havde fået monopol på at styre byens anliggender.
Anordningen af 1814 betød at der skulle udpeges kateketer (lærere) til at forestå konfirmationsundervisningen. Kravene til disse var at de kunne forstå, tale og skrive korrekt dansk og beherske tysk så godt at han kunne få udbytte af velegnede bøger. I praksis var der kun en kateket i København, Odense og Fredericia. I København Isac Noa Mannheimer. Indførelsen af denne form for konfirmation rejste en intern splid i den jødiske menighed mellem reformvenlige og ortodokse som dog neddæmpedes efter opførelsen af synagogen i Krystalgade 1830. (Martin Schwartz Lausten: Jøder og kristne i Danmark. 2012).
Det har imidlertid ikke behaget de herrer repræsentanter at besvare det fremsatte til dem stillede spørgsmål. Og de vil derfor tillade mig at jeg anser denne deres tavshed for en stiltiende erkendelse af deres skrivesynd: Den de ikke har villet eller kunnet forsvare, især da den allerhøjeste forordning af 29. marts 1814 alene betjener sig af benævnelsen "eksamen". se fx dens §§ 15 og 16.
I sidste Politivennen har imidlertid en såkaldt hr. Emet Hadabar (sandsiger) historisk søgt at bevise at den allerede nævnte prøve retteligt og passende burde benævnes konfirmation. Men da han i sin fremstilling dels er afveget fra sandheden, og dels har tilladt sig upassende udladninger om anmelderen som fx at kun ortodoksi og fantastiske religionsskrupler har foranlediget spørgsmålet, så finder han det upassende, ja vel endog unyttigt at gøre forsøg på at overbevise en person der allerede må antages at have sat sig på det point ikke at ville lade sig overbevise. Kun vil han henvise andre tvivlende til den oven citerede forordning der ikke taler om konfirmation, men altid betjener sig af benævnelsen "eksamen", ligesom han også til styrke for sin påstand bør bemærke at man hverken i kateketernes attester eller på de udstedte adgangskort betjener sig af denne benævnelse.
Anmelderen slutter med den bemærkning at det synes ham formasteligt at forandre en af hans majestæt kongen allernådigst autoriseret benævnelse, og tør holde sig forvisset om at de herrer repræsentanter, ja vel endog hr. Emet Hadabar ikke vil kunne have noget at indvende mod det.
(Politivennen nr. 625 Løverdagen den 22de December 1827, s. 834-836).
Redacteurens Anmærkning
Konfirmationen i den skikkelse som den lutherske kirke praktiserede på Politivennens tid, var blevet indført i 1736. Og da var der virkelig tale om at træde "ind i de voksnes rækker", dvs retten til at erhverve de borgerlige rettigheder. Kun konfirmerede kunne indgå ægteskab, være fadder og vidne. Desuden kunne man blive straffet hvis man ikke var blevet konfirmeret inden sit 19. år. Juridisk gjaldt dette til 1921, uofficielt dog en del år før.Med jødernes "frihedsbrev" 1814 var det blevet aktuelt at udbrede dannelse, bl.a. gennem jødiske skoler så de kunne blive borgere. Ikke i nutidens betydning af ordet "borger", men i enevældens betydning hvor borgerstanden var Københavns over- og middelklasse, dvs. handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem havde fået monopol på at styre byens anliggender.
Anordningen af 1814 betød at der skulle udpeges kateketer (lærere) til at forestå konfirmationsundervisningen. Kravene til disse var at de kunne forstå, tale og skrive korrekt dansk og beherske tysk så godt at han kunne få udbytte af velegnede bøger. I praksis var der kun en kateket i København, Odense og Fredericia. I København Isac Noa Mannheimer. Indførelsen af denne form for konfirmation rejste en intern splid i den jødiske menighed mellem reformvenlige og ortodokse som dog neddæmpedes efter opførelsen af synagogen i Krystalgade 1830. (Martin Schwartz Lausten: Jøder og kristne i Danmark. 2012).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar