Om Liremænd og Lirespil.

Skønt indsenderen af dette er langt fra at være misundelig og ret vel indser hvor mange arbejdssøgende og arbejdsløse subjekter der for nærværende tid findes, kan jeg dog ikke undlade at klage over det nu så overhåndtagende lirekassespil. At de personer der på denne måde søger erhverv, af høje vedkommende må være forsynet med tilladelse er ikke underkastet nogen tvivl. Men for nogle år siden hørte man kun somme tider i enkelte gader en såkaldt lirendrejer, en gammel mand og som vel næsten var den eneste i staden. Men nu vrimler jo staden af sådanne instrumenter, hvoraf adskillige ofte er af den slags at man hellere måtte give penge for at blive dem kvit end for at høre dem. Skal den syge og svage som i adskillige nætter har savnet søvn, forstyrres ved disse når han på hvilken som helst tid af dagen falder i slummer og vækkes af denne som oftest skurrende lyd, især når lirekassemændene opstiller sig i gårdene hvor uroen endog forøges ved tilløbet af en hob gadedrenge og anden pøbel? 

I øvrigt må man i grunden beklage de mange unge mennesker som man daglig ser at befatte sig med dette hverv. Var det ikke bedre for dem at de enten blev ved den profession de havdelært eller i den tid som de på denne måde virkelig bortødsler, lærte en. Vel er den indtægt de kan have i forhold til den daglige leje de må svare til vedkommende ejere af disse instrumenter, sikkert kun ubetydelig. Men for at forebygge ørkesløshed hos sådanne unge mennesker synes det at være mere passende at tilladelse til at lade nævnte instrumenter høres, kun meddeltes gamle, trængende mennesker, for så vidt de var i stand til at transportere dem, dog med den indskrænkning at de ikke måtte gå ind i gårde eller forulejlige nogen husbeboer med deres musik, med mindre de af dem blev indkaldt.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 665-667)

På Klæstrups billede fra Pilestræde har nogle gårdmusikanter opstillet sig. Dog uden lirekasse.