Stadsmusikantembedet i København er vistnok et af de mageligste og mest indbringende. Der findes nemlig på stadens distrikt nogle og tyve privilegerede danseboder af hvilke de færreste har to, nogle 5 til 6, men de fleste 3 til 4 musici. For ikke at overdrive, vil vi blot antage at overhoved tyve sådanne danseboder, hvoraf de ti har hver tre, de andre ti hver fire musici, altid (sommer og vinter) er i aktivitet, og at ethvert af disses musici må betale 18 Rigsbankdaler årligt (siger og skriver atten rigsbankdaler) til stadsmusikanten, hvilket er vist, så udgør denne indtægt, der på den allermageligste måde erhverves, en lille rund sum på 1.260 rigsbankdaler årligt. Og retfærdiggør dette nok så meget det ovenfor ytrede, især når man tager i betænkning at denne indtægt sandsynligvis er en bifortjeneste, der vel næppe kan sammenlignes med den reelle.
Imod anførte kan vel indvendes at det ikke er de musicerende, men derimod de respektive danseværter der afkræves denne skat for den tilladelse selv at vælge musici, men disse må dog alligevel betale, om de end også ikke tjener mere end hvad stadsmusikanten har betinget sig, med mindre de vil renoncere på al fortjeneste af den slags.
Nu spørger jeg: er stadsmusikanten i København berettiget til at kræve en afgift af de værter der holder dans? Det vil sige af de musici der spiller hos nævnte værter? Det synes næppe at være rimeligt, da han uden disse bistand ikke vil kunne opfylde alles ønsker eller ekspedere alle de bestillinger på musik der muligvis under en eller anden omstændighed kunne indløbe. Med hensyn til oboister som udgør det største antal af disse musici, mener jeg at de som enhver anden militærperson, kunne tillades ved at udøve deres kunst, at erhverve et bidrag til deres udkomme, uden at betale for tilladelsen til det. I det mindste kunne denne betaling tåle at indskrænkes en god del, med mindre der hviler særdeles betydelige afgifter på embedet, hvorom man ønskede sig underrettet. For er dette ikke tilfældet, da retfærdiggøres vistnok den ytring at stadsmusikantembedet i København er et af de mageligste og dertil mest indbringende.
(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 387-389)
Imod anførte kan vel indvendes at det ikke er de musicerende, men derimod de respektive danseværter der afkræves denne skat for den tilladelse selv at vælge musici, men disse må dog alligevel betale, om de end også ikke tjener mere end hvad stadsmusikanten har betinget sig, med mindre de vil renoncere på al fortjeneste af den slags.
Nu spørger jeg: er stadsmusikanten i København berettiget til at kræve en afgift af de værter der holder dans? Det vil sige af de musici der spiller hos nævnte værter? Det synes næppe at være rimeligt, da han uden disse bistand ikke vil kunne opfylde alles ønsker eller ekspedere alle de bestillinger på musik der muligvis under en eller anden omstændighed kunne indløbe. Med hensyn til oboister som udgør det største antal af disse musici, mener jeg at de som enhver anden militærperson, kunne tillades ved at udøve deres kunst, at erhverve et bidrag til deres udkomme, uden at betale for tilladelsen til det. I det mindste kunne denne betaling tåle at indskrænkes en god del, med mindre der hviler særdeles betydelige afgifter på embedet, hvorom man ønskede sig underrettet. For er dette ikke tilfældet, da retfærdiggøres vistnok den ytring at stadsmusikantembedet i København er et af de mageligste og dertil mest indbringende.
(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 387-389)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar