En Redningshistorie.

Den 26. juli dette år om aftenen kl. 9.30 kom jeg ombord i Kieler-paketten Sabine der lå ved ny toldbod. Da jeg var i begreb med at gå til køjs, hørte jeg noget dumpe i vandet, og et menneske at skrige. Jeg løb da straks op på dækket, hvor jeg erfarede at skriget kom foran for skibet hvorfor jeg begav mig derhen for om muligt at række mennesket hånden. Men han var kommet alt for langt fra bolværket til at jeg kunne nu ham. I dette øjeblik fandt jeg intet som kunne rækkes ham til hans frelse hvorfor jeg råbte til en af skibets folk som ved skriget havde forladt køjen og var kommet op på dækket at han skulle hjælpe mig at fire jollen som hængte under hækken, ned i vandet. Dette skete øjeblikkelig, men da jeg kom i jollen var der hverken året eller bådshage, hvorfor jeg måtte lade mig begge dele tillanges fra dækket, og nu halede jeg forud med jollen, men mennesket var forsvundet.

Imidlertid havde på landet samlet sig en del mennesker som på mit spørgsmål "om de ikke havde set hvor det menneske som lå i vandet, var blevet af?" gav mig til svar: "at han var sunket." Jeg stak da til bunds med bådshagen, men da denne var for kort, bad jeg om en anden som også blev mig tillanget fra bolværket. Med denne søgte jeg omtrent et minut, og var endelig så heldig at få fat i klæderne. Glad halede jeg det fiskede op fra bunden, og da i samme øjeblik en jolle med 2 mand fra en galease som lå foran paketten, kom til, fik jeg disse til at hjælpe med med at gale den bjergede ind i jollen.

Der var ikke mindste livstegn at mærke hos mennesket,chvorfor jeg straks sendte bud efter en barber, og i dette mellemrum arbejdede jeg med at få den druknede til live igen, hvilket også lykkedes mig ved at lægge ham på mavencover toften i jollen og rulle ham dygtigt hvorpå han efter et halvt minuts forløb begyndte at drage ånde. Fra barberen fik jeg straks derpå ordre til at bringe ham op i toldbodvagten hvilket uden ringeste forsømmelse blev efterkommet. Efter at jeg ombord havde taget et par benklæder på og kastet en pjækkert om mig, gik jeg efter de bærende op i toldbodvagten, og da jeg der til min store glæde så at manden kunne reddes fra døden, begav jeg mig ombord for at gå til ro.

Men omtrent 5 minutter efter at jeg var kommet i køjen, bankedes på kahytsdøren, og man lod mig vide at den vagthavende løjtnant i toldbodvagten ville tale med mig. Jeg iførte mig mine klæder og gik igen op i vagten hvor løjtnanten spurgte mig om det var mig der havde reddet manden, og om jeg ikke attråede nogen belønning, hvortil jeg svarede: "at hvis jeg havde fortjent nogen belønning, ville jeg ikke forsmå den." Jeg erfarede tillige at den jeg havde reddet, var en skipper ved navn Rasmus Christopher Hermansen der førte en jagt og hørte hjemme i Marstal. Løjtnanten bad mig at komme igen næste dag, hvilket jeg da også efterkom, og da jeg havde opgivet de fornødne vidners navne, skrev vagtskriveren for mig en ansøgning som jeg fik en ven til at besørge på behørige steder. For jeg havde ikke selv tid til det da vi med skibet lå for udgående.

Efter at have gjort en rejse til Kiel og tilbage, blev jeg tillige med Zacharias Johansen som vidne tilsagt af 2 politibetjente at møde næste dag på politikammeret. Vi mødte begge og aflade forklaring om det passerede, men siden gjorde jeg 3 rejser uden at høre videre om denne sag. Endelig blev jeg den 21. oktober i Adresseavisen indkaldt at møde i Magistratens 2. sekretariat hvor jeg tilspugtes om det var mig der i sommer havde reddet et menneske ved ny toldbod? Jeg bekræftede dette og sagde mandens navn, men fik da til svar a kancelliet ikke havde fundet for godt at tilstå mig nogen belønning da det blev antaget som et menneskes pligt at redde det andet.

Af rygter ha jeg imidlertid erfaret at barberen som var behjælpelig med at få mennesket til live igen, har fået en belønning på 12 rigsbankdaler sølv. Men kunne barberen vel have fortjent 12 skilling når jeg ikke havde trukket mennesket op fra bunden? Og da barberen har nydt så meget, synes mig også at jeg kunne have fortjent en lille belønning. I min enfoldighed har jeg anmodet hr. udgiveren af Politivennen at indrykke dette for om muligt at kunne nytte mig noget.

Christen Møller, styrmand.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 783-787)