Erklæring.

I anledning af en anmodning til stadens indbyggere om at give oplysning om de steder hvor oversvømmelser ved regnvejr fandt sted, indført i nr. 757 af Politivennen, med tilføjelsen: at indrykkelsen af samme i bladet Dagen var nægtet, på grund af at den manglede brolægningskommissionens påtegning, har hr. etatsråd Thaarup i min fravær såvel i Dagen for 10. juli som i Københavns Skilderie af 13. sammes tilladt sig at benægte at en sådan vægring og påstand om påtegning har fundet sted, samt beskyldt mig for at have fremsat en usandhed. Da imidlertid ejeren af Dagen, hr. Rostock i sit blades nr. 178 for 28. juli vedgår at have forlangt en sådan påtegning, så er det klart at indsenderen, såvel som jeg, havde ret i den omhandlede annonces fremsættelse, og at beskyldningen om usandhed må falde tilbage på den beskyldende selv. Men da hr. etatsråden i nævnte nummer af Skildertiet endvidere anfører "at jeg ved at følge indsenderens opgivende og ved at tro ham, tillige har troet Dagens redaktion i så dårlige hænder at en så urimelig fordring kunne gøres", så må jeg bemærke at hr. etatsråden atter har fejlet, eller overilet sig ved at fælde dom. For jeg kan på ære forsikre at jeg har troet og tror at Dagens redaktion i den senere tid er i bedre hænder end Kjøbenhavns nyeste Skilderies er, og derfor har jeg mine grunde.

Ved denne lejlighed må jeg beører at bladet Dagen især i hr. etatsrådens redaktions tid har vist sig ugunstig og særdeles unådig imod mig. Jeg vil ikke tale om at man flere gange har nægtet at modtage nogle småarbejder af mig under det påskud at Dagen ikke optog poesier, skønt den straks efter optog sådanne af andre forfattere. For sådan inkonsekvens måtte jeg såvel som andre finde mig i. Heller ikke vil jeg anke over at bladet Dagen ikke efter anmodning har villet anføre indholdet af Politivennen, da det dog under "litteratur", omtaler ethvert nok så ubetydeligt skrift eller blad. Men det må fortryde mig at hr. etatsråden ofte har givet mig sidehug, at hans hr. søn engang har fældet en lanse mod mig og at jeg hvis jeg lever noget endnu, muligvis kan vente at sønnesønnen vil forsøge at ride ranke på mig. Jeg tror ikke at dette er sket af nogen animositet imod min person. For jeg har aldrig fornærmet hr. etatsråden, jeg har kun set ham en eneste gang for 14 år siden i læseselskabet Nordia, dog aldrig haft den ære at tale med ham. Men er det derimod sket fordi jeg undertiden har optaget en eller anden anke mod Dagen og Skidleriet, da er en sådan fremgangsmåde mildest talt urimelig. For om det endog ikke stred imod min upartiskhed, kunne jeg jo dog ikke give disse blades redaktør udelukkende privilegium på at ingen anke over dem skulle optages i mit blad. Dette sidste har kun en lille mark som det under ansvar må bearbejde, hvorimod hele verden så at sige ligger åben for nævnte blades redaktør. Han kan benytte såvel indenlandske som fremmede blade og aviser, fortælle gamle og nye begivenheder og samle bidrag af blade der er trykt for 30 år siden. Hvem har således fx ikke allerede i sin barndom læst den gamle historie om Romeo og Julie der for kort siden gik igen i Københavns nyeste Skilderie, og hvem beundrer ikke den tålmodighed hvormed hr. etatsråden har pløjet den utrykte del af Junges beskrivelse over København og derved skænket sine læsere en fuldstændig beskrivelse over Holmens Kirke, tilligemed en udførlig fortegnelse over dens sognepræster og kapellaner. Kun skade! at klokkerne og graverne endnu mangler, da det hele således ikke er komplet. Under så  gunstige omstændigheder har hr. etatsråden godt ved at vrage de ham tilsendte bidrag, hvorimod jeg som oftest er nødt til at optage det lille der tilstilles mig når vedkommende selv er ansvarlige for samme. Jeg skulle derfor ikke fortryde på om hr. etatsråden tog til genmæle mod en eller anden anke som han muligvis kunne formene mindre begrundet når han blot ville holde sig til forfatteren, indsenderen eller tingen selv, og lade mig være udenfor spillet. Men at jeg skal angribes, bøde for andre og uskyldigt beskyldes for at have fremsat usandheder, er dog vist alt for meget forlangt og for hårdt.

Dog, det er ikke første gang at jeg for andres skyld har pådraget mig ugunst og uvenskab. Nej, man har endog fjendtligt forfulgt mig og stræbt at undergrave min velfærd. For nogle år siden formåede 2 mig velbekendte mænd en nu afdød videnskabelig mand til at udgive et blad af samme tendes som Politivennen og med lignende titel. Ved deres understøttelse kunne bladet sælges for det halve af den sædvanlige pris. At hensigten med dette foretagende var at undermindre Politivennen og således at skille mig ved den indtægt der om den end ikke yder Rostocker Bier dog er nødvendig til min eksistens, var umiskendelig, om jeg desuden ikke af tredje mand i forvejen var blevet truet med det. Dog deres veludtænkte, men dårligt udførte plan strandede. For bladet gad ingen læse, og det døde så at sige i fødslen. Med hvilket navn denne handling fortjener at benævnes overlader jeg til mine læsere at bedømme. Jeg har forholdt mig roligt. Jeg har aldrig før omtalt den eller søgt at hævne mig på udøverne. Men om jeg tænker: manet alta mente repostum, deri vil vist ingen fortænke mig.

At denne erklæring er blevet noget vidtløftigere end den muligvis kunne synes at burde være, forventer jeg tilgivet, da jeg har troet at burde sige det der er anført deri for at møde ensidige domme og mislige udtydninger. Måtte den kun bidrage til at skaffe mig den ro jeg inderligt attrår!!

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 766, Løverdagen den 4de September 1830, s. 562-568)