Der var en tid da man klagede og det næppe uden grund, over at man på offentlige kontorer hvor menigmand havde nødvendige forretninger, ofte mødtes med en stødende hovmod eller vrangvillighed, ja vel endog med en uhøflighed der grænsede til grovhed. Men siden sådanne embeder er blevet besat med dannede mænd, har man ikke sådant at frygte. Man kan tværtimod vente at behandles med den forekommenhed og humanitet der karakteriserer stadens højeste embedsmænd, og hvorved disse viser sig som et følgeværdigt mønster for de øvrige. Skulle det imidlertid hænde at en eller anden yngre underordnet betjent var kommet ud af det rigtige spor, da ville sikkert hans foresatte, underrettet derom, snart hjælpe ham til rette igen. For dedicisse fideliter artes, emollit mores, nec finit esse feros. Det er derfor man i Kieler Correespondenzblatt nr. 761, f. 26. september 1832 med forundring læser nedenstående historie hvoraf men her tillader sig at give en oversættelse.
* * *
"En landmand kommer i forretninger til en embedsmand. Han finder gadedøren lukket, En gentagen banken åbner betjenten så meget at døren endnu spærres ved en lænke. "Hvad vil han?" farer han op mod den udenfor stående bonde. - Denne foredrager sin sag. - "Herren har ingen tid!". - Bonden lader sig afvise, kommer igen næste dag, samme spil finder sted. Således går det nogle gange. Endelig får bonden af en god ven det vink at han skal stikke betjenten et par skilling i næven. Han gør det, og se! den lukkede port åbner sig, og bonden kommer ind i forstuen. Her løber en skriver ham i møde: "Hvorhen?" Bonden taler om sit ærinde. "Nej, nej, vi har ingen tid!" - Bonden lader endnu et par skilling springe og kommer til skriverstuen. Her sidder fuldmægtigen. "Hvad er der på færde? Hvad vil han? Forstyr os ikke!" - Bonden ved nu desværre besked, lægger tavs en femskiling *) på bordet og finder det allerhelligste åbent. Han indlades i embedsmandens kontor og får nu tid til at foredrage sin begæring om at en med alle dertil nødvendige bilag forsynet obligation som han bringer med sig, måtte udslettes af gælds- og panteprotokollen. "Det kan ikke gå an i dag" er svaret. - "Skal jeg da komme igen i morgen?" - "I morgen er heller ikke tid dertil." - "Overmorgen da?" - "Nej, nej, nej. Da kan det heller ikke lade sig gøre!" - "Hvornår skal jeg da komme igen?". - "Tøv, jeg vil sætte ham en termin". Kalenderen tages frem, og embedsmanden siger med tilbørlig vigtighed: "Jeg vil sætte ham terminen til torsdag, han møder på torsdag!" - Bonden møder om torsdagen, køber sig endnu engang igennem alle instanser, får sin obligation udslettet og betaler to rigsdaler "for en termins anberammelse og afholdelse". - Dette er vist ikke nogen retfærdighedens flor."
Der er ovenfor sagt at man med forundring har læst denne historie, og det fordi den ellers så frimodige redaktør af nævnte blad hvis det er et virkeligt faktum han fortæller, ikke tydeligere har peget hen til den pågældende person eller til stedet hvor sådant skulle være foregået. For kun således ville hans fortælling bevirke at den påankede uorden, kommet til vedkommende foresattes kundskab, kunne hæves og forebygges i fremtiden, da den tværtimod nu kan forårsage at en ufortjent mistanke rettes på aldeles uskyldige, eller den kun anses for en morende anekdote.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar