Den almeninteresse hvormed vores samtidige modtager enhver meddelelse om vores verdensberømte landsmand Tycho Brahe og om hans berømte bolig og observatorium på Ven, lader håbe at nedenstående linjer ikke vil læses uden deltagelse. Indsenderen har fundet denne uden tvivl allersidste efterretning om ruinerne på Ven i en skånsk provinsavis, hvoraf herved en oversættelse meddeles.
"Efter at ruinerne af den navnkundige Tycho Brahes observatorium mm på øen Ven var opdaget, om jeg ikke tager fejl af oldgranskeren hr. Ekdahl *) og befriet fra den jordmasse hvormed en utilgivelig ligegyldighed havde ladet dem være bedækket i en mængde år, og de derefter, formodentlig ved regeringens omsorg, var blevet omgivet med et stengærde for at frede dem (i det mindste fra urenligheder), skulle de dog efter beretninger af rejsende som i den seneste tid har besøgt stedet, være fundet under dårligt tilsyn i den grad at urenlighed har spærret adgangen, og således berøvet de rejsende lejlighed til at opnå hensigten med en lang og bekostelig rejse. Det ellers så fortræffelige vand i Tycho Brahes brønd, hvoraf de hvert år til Ven ankommende udlændinge og andre rejsende gerne ønsker at drikke et glas, skal således også være blevet udrikkeligt af den omgivende urenlighed. Årsagen vil man tilskrive en notabilitet på øen, nemlig klokkeren som dog i dignitet ikke kan sammenlignes med Holbergs bekendte Per degn på øen Anholt.
Ligesom alle andre notabiliteter tager sig små friheder, skal også hr. klokkeren have taget sig den frihed, lige midt for den årvågne politiautoritets, sognefogedens næse at indkvartere sin svinehjord på den indhegnede ruinplads, og forholder dette sig således, må man tilstå at det er meget svinagtigt.
Hvad angår den af klokkeren for sin således anmassende græsningsplet, kan der dog vel findes middel til forandring, hvis som man siger, den ene kile drev den anden, eller enhver blev holdt til at gøre sin tjeneste. Men hertil ville vel behøves mere end det bekendte udråb i Jægerbruden: "Hjælp Samuel!" **)
Efter det foranstående synes det desværre som endog det sidste spor af det fordum så stolte Uranienborg, hvortil hele det lærde Europa i sin tid valfartede, atter er i fare for at udslettes. Ikke stort mere end 50 år efter at Brahe havde forladt Ven, således beretter P. Petersen, "var alle synlige spor af Tychos anlæg forsvundne." I sandhed sørgeligt om nu de i vores tid udgravede ruiner atter ved en så uforsvarlig behandling som den her omtale, skulle måske for evigt begraves.
*) Af præsten Niels Ekdahl i året 1823-1824. (P. Pedersen: Tycho Brahes liv og levnet. København. 1838.)
**) Formodentlig en allusion, måske til sognefogden.
(Politivennen nr. 1368, Løverdagen, den 19de Marts 1842. Side 183-187).
Titelblad fra P. Pedersens bog om Tycho Brahe, 1838 hvorfra der henvises til oplysningen om Niels Ekdahl. (Københavns Biblioteker). Ekdahl omtales også i F. R. Friis: Tycho Brahe, 1871.
"Efter at ruinerne af den navnkundige Tycho Brahes observatorium mm på øen Ven var opdaget, om jeg ikke tager fejl af oldgranskeren hr. Ekdahl *) og befriet fra den jordmasse hvormed en utilgivelig ligegyldighed havde ladet dem være bedækket i en mængde år, og de derefter, formodentlig ved regeringens omsorg, var blevet omgivet med et stengærde for at frede dem (i det mindste fra urenligheder), skulle de dog efter beretninger af rejsende som i den seneste tid har besøgt stedet, være fundet under dårligt tilsyn i den grad at urenlighed har spærret adgangen, og således berøvet de rejsende lejlighed til at opnå hensigten med en lang og bekostelig rejse. Det ellers så fortræffelige vand i Tycho Brahes brønd, hvoraf de hvert år til Ven ankommende udlændinge og andre rejsende gerne ønsker at drikke et glas, skal således også være blevet udrikkeligt af den omgivende urenlighed. Årsagen vil man tilskrive en notabilitet på øen, nemlig klokkeren som dog i dignitet ikke kan sammenlignes med Holbergs bekendte Per degn på øen Anholt.
Ligesom alle andre notabiliteter tager sig små friheder, skal også hr. klokkeren have taget sig den frihed, lige midt for den årvågne politiautoritets, sognefogedens næse at indkvartere sin svinehjord på den indhegnede ruinplads, og forholder dette sig således, må man tilstå at det er meget svinagtigt.
Hvad angår den af klokkeren for sin således anmassende græsningsplet, kan der dog vel findes middel til forandring, hvis som man siger, den ene kile drev den anden, eller enhver blev holdt til at gøre sin tjeneste. Men hertil ville vel behøves mere end det bekendte udråb i Jægerbruden: "Hjælp Samuel!" **)
Efter det foranstående synes det desværre som endog det sidste spor af det fordum så stolte Uranienborg, hvortil hele det lærde Europa i sin tid valfartede, atter er i fare for at udslettes. Ikke stort mere end 50 år efter at Brahe havde forladt Ven, således beretter P. Petersen, "var alle synlige spor af Tychos anlæg forsvundne." I sandhed sørgeligt om nu de i vores tid udgravede ruiner atter ved en så uforsvarlig behandling som den her omtale, skulle måske for evigt begraves.
*) Af præsten Niels Ekdahl i året 1823-1824. (P. Pedersen: Tycho Brahes liv og levnet. København. 1838.)
**) Formodentlig en allusion, måske til sognefogden.
(Politivennen nr. 1368, Løverdagen, den 19de Marts 1842. Side 183-187).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar