Kjøbenhavnsposten bragte 30. juli - 1. august 1836 en længere artikelserie om en retssag mod Ane Rasmusdatter, Haarsløv. Hun tilstod at hun i 1828 skulle have dræbt sin 3 uger gamle datter. Hun blev dømt til døden i underretten, men frikendt ved Højesteret. Retsagen i sig selv er opsigtsvækkende da den afgør at det er præsters ansvar at have forledt Ane til at angive sig selv. Men udover det beskriver retssakterne også husmandskonen og forholdene for husmænd generelt, refereres dele af retsakterne som de blev offentliggjort i Kjøbenhavnsposten:
Ane Rasmusdatter er født den 30te Mai 1800 af Bondeforældre; hendes Fader var Tjenestekarl. Hun var hjemme hos Forældrene indtil sin Confirmation, i Aaret 1815, ved hvilken hun i Attesten tillægges Characteren "godt" for Kundskaber og Opførsel. Hun kom nu i Tjeneste hos sildigere afdøde Peder Nielsen i Taarnmark, hos hvem, saavelsom dennes Enke, Sophie Sørensdatter, hun tjente uafbrudt i henved 10 Aar, indtil hun derfra blev gift, og har benævnte Enke forklaret, at hun i den Tid "var sund og frisk og Intet manglede paa Forstanden", hvorhos Dep. "ansaa hende ikke for saa meget indskrænket eller eenfoldig." I 1825 traadte hun i ægteskabelig Forbindelse med Huusmand Peder Nielsen i Spjellerup, med hvem hun var gift indtil hans Død, i Marts 1829. Med ham havde hun to Børn, af hvilke det ene, en Dreng, døde i sit 3die Aar, det andet, en Pige var det Barn, hvis Drab tre Uger efter dets Fødsel Tiltalte i Aar aabenbarede for Præsten. Saavel efter hendes egen, som efter flere afhørte Vidners Forklaring var hendes Ægteskab med Peder Nielsen høist ulykkeligt; denne var nemlig meget hengiven til Drik og saa doven, at han almindelig var tillagt Navn af "Doven-Peer"; han brød sig ikke om at sørge, hverken for Kone eller Børn, og de hensank mere og mere i Armod og lede ofte Mangel selv paa det Nødvendigste. Peder Nielsen havde været gift en Gang tilforn og havde to Børn af dette sit første Ægteskab, der imidlertid vare hos Mandens Familie og saaledes ikke faldt dem til Byrde. Ved P. Nielsens Død skiftede hun med Stedbørnene; Boets samtlige Eiendele udgjorde kun et Beløb af 41 Rbd. 3 Mk., af hvilke Beholdningen ved Repartitionen, efter alle Udgifters Fradrag, blev 21 Rbd. 1 Mk 7 Sk. Enken fik da de 10 Rbd. 3 Mk. 11½ Sk., og hun tog nu et par Aars Tid igjen Tjeneste paa flere forskjellige Steder, indtil hun atter blev gift. Tvende Personer, hos hvilke hun i dette Tidsløb har tjent, har samstemmende bevidnet hendes Troskab, Skikkelighed og upaaklagelige Forhold. Smeden Niels Pedersen, hos hvem hun tjente 3/4 Aar strax efter P. NIelsens Død, har derhos forklaret, at hun, da hun tiltraadte Tjenesten, "var meget daarlig af Udseende, mager, afkræftet og havde hovne Been, som hun angav at være Følgerne af en foregaaende stor Sygdom og Barselseng," samt at hun "undertiden var meget tungsindig", og Mad. Luplau, hos hvem hun tjente 1 Aar før hun giftede sig paa ny, fandt hende "meget indskrænket og eenfoldig" og forklarede, at hun ikke havde nogensomhelst Sygdom i hendes Tjeneste, men "saae altid forknyt og modfalden ud." Hun blev anden Gang gift med Huusmand Hans Hansen, der døde efter 2½ Aars Forløb og med hvem hun havde en Datter, der endnu lever og omtrent er 3 Aar gammel. Efter hendes egen Forklaring var heller ikke dette hendes andet Ægteskab lykkeligt, da "Hans Hansen var gjerrig, saa at hun ei kunde fortjene ham nok og hun blev derfor enkelte Gange slaaet." Kort efter Hans Hansens Død blev hun tredie Gang gift med sin nuværende Mand, Huusmand Ole Bertelsen, med hvem hun har et Pigebarn i en alder af omtrent 2 Aar.
Efter disse Oplysninger om Sagens generalia gaae vi over til at følge dens Gang for Retten.
Den 13de Februar d. A. indløb til Birkedommer Klüver en Skrivelse fra Præsten Mau i Haarslev, af følgende Indhold:
"En Sag af høieste Vigtighed for mig som Præst og Sjælesørger tillader jeg mig herved at bringe til Hr. Birkedommerens Kundskab. Ved Huusbesøg i forrige Uge hos Huusmand Ole Bertelsen har dennes Konge Ane Rasmusdatter, rørt af sin Samvittighed, aabenbaret en Forbrydelse, der i 6 à 7 Aar har været skjult. Skjøndt hun tilforn slet ikke har viist Lyst til Guds Ord, og ikke besøgte Kirken, er der dog nu foregaaet en mærkelig Forandring hos hende. Sagen har tilforn været ubekjendt for Manden, til hvem hun har yttret, "det gjør mig ondt, naar jeg skal forlade Dig og mine smaa Børn", uden at Meningen hermed var ham forstaaelig. Plaget af Samvittigheden har hun endelig igaar Nat aabenbaret sig for Manden, og igaar Middag kom hun til mig, som hendes Sjælesørger, og gav sit beklemte Hjerte Luft. Efter hendes Fortælling har hendes første Mand, der skal have været et grueligt Menneske, forført hende til at dræbe deres 3 Uger gamle Barn, i Fortvivlelse over, hvad de skulde faae til deres og Barnets Underholdning. Første Gang han omtalte dette, gyste hun derved, og vægrede sig, men, tilsidst seirede hans Ondskab over hendes Hjerte. Sin Bekjendelse aflagde hun aldeles frivillig, "og hvad de borgerlige Følger angaaer, behøvede hun jo slet ikke at have aabenbaret Sagen"; den borgerlige Straf, erklærede hun, at hun gjerne vilde lide, naar hun blot kunde faae Fred med Gud og sin Sjæl frelst. Hun har, foruden for sin Mand og mig, aabenbaret sig for sin anden Sjælesørger Pastor Rønne. Med Hensyn til Forhør og Fængsling bedes hun behandlet med størst mulige Skaansomhed; thi hun er af en yderst svagelig Characteer, baade legemlig og aandelig, og alle udvortes Omstændigheder kunne have saare megen Indflydelse paa hendes Sjæls Tilstand og hendes Forhold til Gud."
Pastor Mau tilføiede derhos den Forespørgsel om han maatte besøge Konen i Fængslet; det tilkom vel og Lic. Holm; men hun havde vel mest Tillid til Brevskriveren og Pastor Rønne. Slutteligen var til Brevet føiet følgende P. S.: "Efterat jeg har skrevet Ovenstaaende, har Konen af sig selv tilstaaet, at hun ved nøiere Overveielse troer selv at have fattet den første Tanke om hiin Ugjerning, hvilket jeg bemærker til Berigtigelse. Mau."
Tilligemed det ovenmeldte Brev bragte Manden Ole Bertelsen, som han udtrykker sig, efter Pastor Maus Befaling, selv sin Kone til Tinget, hvor hun medbragte en Skrivelse af f. D. fra Præsten Rønne i Høve til Birkedommeren, hvori Pastor Rønne "begjærte, at Arrestantinden i sin Arrest maatte blive behandlet med muligst Mildhed." Dreven af Guds Ords Magt of for sin Sjæls Frelses Skyld havde hun frit bekjendt sin Udaad, der var skjult for hele Verden, og ikke kunde overbevises hende af Mennesker, og nu overgav hun sig frivillig til Øvrigheden - hun var villig til at lide sin Straf, men hun havde et saare svagt Legeme, leed af Krampeslag og skulde nu tillige afvænne et Barn, som var ved Brystet."
Kjøbenhavnsposten 30. juli 1836.
Den 13de Februar holdtes Politiret paa Grevskabet Holsteinborg, for hvilken Ane Rasmusdatter fremstillede sig frivillig og erklærede at ville sige Sandhed og at have en gruelig Misgjerning at bekjende. I 1825 blev hun gift med Huusmand Peder Nielsen, der døde i Marts 1829, med ham havde hun to Børn, en Søn Hans, der døde i 1829 af Vattersot, og en Datter, som hun fødte i Novbr. 1828, blev ikke døbt og opnaaede kun en Alder af 3 Uger. Peder Nielsen havde Huus i Spjellerup, men tilsatte Alt ved Spil og Drik; derved kom de i den yderste Armod, og, da han ikke vilde arbeide eller fortjene Noget, saa saae hun ingen Udvei til at ernære sig og 2 Børn. I denne Trang faldt Dep. paa den gruelige Beslutning at aflive sit lille Pigebarn, og foreslog dette en Morgen for sin Mand. Peder Nielsen svarede blot "Du kan jo putte et Tørklæde i Halsen", hvorpaa han gik og blev borte hele Formiddagen. en halv Time efter at han var gaaet, besluttede hun at udføre sin Ugjerning efter hans Forslag. Hun tog derpaa Enden af det Tørklæde, som hun havde om Halsen og beholdt paa, vreed den sammen i en Klump, og lagde sig over Barnet, som laae i deres Seng, og stoppede det sammenvredne Tørklæde i Barnets Mund, saa langt hun kunde faae det, og blev liggende over Barnet, til hun saae, at det var død. - Hun var syg og laae i 9 Uger før hun fødte Barnet, og i de 3 Uger efter at hun havde født det, og hun laae syg i Sengen, da hun gjorde sin Mand Forslaget, og saaledes laae hun med Barnet i Armen, da hun dræbte det. I sin syge Tilstand havde hun ingen Die til Barnet, og hendes Mand var uvillig til at gaae i Byen og skaffe noget Mælk, saa at hun var næsten færdig at døe af Sult, og Barnet havde hele Natten forud skreget af Sult. Da Peder Nielsen kom hjem, sagde hun til ham "nu er Barnet forbi"; hvad han svarede, erindrer hun ikke, men han føiede Anstalt til at faae det begravet. - Forhøret blev udsat paa Grund af Dep. heftige Sindsbevægelse over hendes Udaad, der ei tillod hende at fremføre nogen sammenhængende Forklaring.
Den 14de Februar fortsattes Forhøret paa Holsteinborg. Ane Rasmusdatter befandt sig noget mere rolig og ratihaberede sin Forklaring fra igaar. Der er ikke videre talt mellem Dep. og Peder Nielsen om Barnemordet, end hvad hun allerede har forklaret, men nogen Tid efter, da hun, naget af Samvittigheden, en Nat beklagede sig derover, forklarede han hende, at hun skulde tie stille; de havde Læs nok alligevel; naar denne Samtale faldt, erindrer hun ikke. Det lod ikke til som Peder Nielsen enten fortrød Drabet, eller følte Samvittighedsnag derover. Da Barnet var død, stod Dep. op og tilkaldte Nabokonen Ellen, hvorefter hun igjen, som syg, lagde sig i Sengen. Ellen tilkaldte Konen Karen, som nu er død, og disse lagde Barnet i en Klædekurv i Dep.'s Kiste. Da Konerne kom, var Barnet formodentlig endnu varmt, og der fandt ingen Samtale Sted angaaende Dødsmaaden. Dep. hørte, at den ene af Konerne yttrede "saa sort det Barn er paa Brystet", hun saae ei Barnets Bryst, men kun dets Ansigt, der var blegt. Barnet sprellede ikke under Aflivelsen. Nu udsiger Dep., at , efterat hun havde puttet Tørklædet i Munden og Halsen, og ligget noget ved Barnet, følte hun paa dets Hænder, og da disse faldt ned, som om Livet var borte, saa udtog hun Tørklædet, men, da Barnet gav et Skrig fra sig, stoppede hun igjen Tørklædet i Barnets Mund og Hals, og lod dette nu blive siddende, indtil hun tydelig kunde see, at Barnet var død. Operationen medtog omtrent 1/4 Time. Dep. følte derunder ikke det Urigtige i sit Forhold eller noget Nag derover; hun var ufølsom, kold og ligegyldig. - Forhøret blev igjen udsat paa Grund af Dep.'s heftige Bevægelse over sin Misgjerning og hendes vaklende Forklaring.
Under den d. 15de. Febr. skeete Fortsættelse af Forhøret forklarede Ane Rasmusdatter rolig, at hun laae syg i 4 à 6 Uger, efterat hun havde dræbt Barnet. Siden Drabet har hun stedse følt Samvittighedsnag derover men ikke før yttret sig i den Anledning, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sagde til Ole Bertelsen, at det gjorde hende saa ondt, at forlade ham og Børn. Da Ole spurgte, hvorfor hun skulde forlade ham, fortalte hun ham Sagen, og næste Dag, i Mandens Fraværelse, gik hun til Præsten Mau, forlangt at tale med ham, og da hun blev indladt i hans Stue, hvor hans Kone ogsaa var, fortalte Dep. at hun havde Noget som hun ville bekjende for ham. Da Præsten derpaa spurgte, hvad det var, fortalte hun ligeledes ham, hvad hun foran har forklaret. Da hendes Mand kom hjem, sagde hun til ham, at hun havde været hos Præsten, hvorpaa ogsaa han gik derhen, og strax efter kom de begge tilbage. Præsten blev omtrent 1 Time hos hende og formanede hende til Sagtmodighed og Rolighed. I Løverdags Formiddag var han atter hos hende og trøstede hende, og om Eftermmiddagen kom han igjen, leverede hendes Mand et Brev til Birkedommeren, og sagde, at hun skulde føres til Tinget.
Samme Dag fremstod for Retten hendes Mand, Huusmand Ole Bertelsen, og afgav følgende Forklaring: Han har først kjendt sin Kone fra Mai 1833. I Novbr. f. A. holdt de Bryllup, og havde levet et lykkeligt Ægteskab, under hvilket de have avlet en Datter sammen. Han har ikke før mærket til, at hans Kone har været modfalden, grublet eller viist Samvittighedsnag, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sukkede og græd i Sengen, tog Comparenten i Favn, fortalte ham, at hun var en grov Synder, yttrede, at detgjorde hende ondt, at hun skulde forlade ham og Børn, spurgte, om hun maatte aabenbare ham sin Synd, og da han svarede Ja! fortalte at hun havde dræbt et 3 Ugers Pigebarn, medens hun var gift med Peder Nielsen, ved at stoppe et Tørklæde i Munden paa det. Dep. beklagede hende, og yttrede, at hun skulde slaae sig til Ro, samt det skulde dølges for det første; men hans Kone svarede hertil, at det kunde hun ikke, da hendes Samvittighed ikke tillod hende det. Da han i Fredags gik bort, syntes han at Tiltalte havde fattet sig meget; men, da han kom hjem, var hun borte; noget efter kom hun, sigende, at hun havde været hos Præsten og meldt sin Forbrydelse. Dep. gik derpaa ogsaa til Præsten og talte om Sagen, og Præsten yttrede, at han ikke ret vidste, hvorledes han skulde forholde sig. Sidste Løverdag kom Præsten med et Brev til Birkedommeren, og befalede Dep. at bringe sin Kone til Tinget, som han strax efterkom.
Den 16de Februar var Tiltalte i Arresten betagen af stærkt Krampetilfælde. Hun blev bragt frem i Retten; men var meget forvildet, talte ikke om Andet end om religiøse Gjenstande og kunde saledes ingen Forklaring afgive. Der fremlagdes Lægeattest om Krampen, hvori det tillige hed at "længere Ophold i Arresten vilde forøge Tiltaltes forvirrede Sindstilstand og være til Hinder for hendes Helbredelse." Fra Pastor Mau indløb Andragende om Arrestens Relaxation paa Grund af Tiltaltes Sygdom; Præsten og hendes Mand vilde indestaae for hendes Tilstedeblivelse. Dommeren bemærkede: at Tilt. under hendes Ophold i Arresten har viist sig mere og mindre forvildet og urolig i sindet, samt at hendes Tale i denne Tilstand stede er gaaet ud paa religiøse Gjenstande. Han antaget, at hendes forvildede Tilstand hidrører fra religiøse Sværmerier, saa eget mere, som hun siden igaar, efter en Samtale med hendes Sjælesørger Mau har været mere urolig og i større Sværmeri. hun medbragte i Arresten ""Troens rare klenodie" og "evangeliske Fortællinger", hvilke Bøger hun bestandig vilde have hos sig, og var urolig naar man forlangte dem af hende.
I Betragtning af Krampetilfældene, der oftere have angrebet hende i Arresten, og paa Grund af Hr. Pastor Maus Skrivelse, ophævedes Arresten, for at forsøge, hvorvidt dette kunne bevirke hendes Bedring, og stille hendes Sind i Ro.
De den 16de og 17de Febr. afgivne Vidneforklaringer, sex i Tallet, stemme alle overens i Henseende til den Armod, hvori Tiltalte havde levet under sit Ægteskab med Peder Nielsen, de fem tillige i, at Grunden dertil var Mandens Dovenskab, og de tre aflagde Stadfæstelse paa, at hun under sit Ægteskab med Peder Nielsen havde ligget i en svær Sygdom; hvorimod det var Ingen af Vidnerne vitterligt, at hun den Tid havde Krampetilfælde eller manglede noget paa Forstanden. Ligeledes oplystes det, at de tre Koner, der skulde være komne der i Huset under hendes svære Sygdom og have klædt Barnet, alle siden vare døde. Et af Vidnerne, Kirkesanger Jensen i Spjellerup, forklarede derhos, at "Ane Rasmusdatter medens hun var gift med Peder Nielsen var en skikkelig og arbeidsom Kone og ved sin Flid og sit Arbeide erhvervede det, hvoraf hun og Manden levede; hun var fornuftig, sund og frisk, men lod til at være meget indskrænket og eenfoldig. Deres Armod var saa stor, at hun ofte kom og bad om Brød til den i 1829 bortdøde Søn."
Den 17de f. M. fortsattes Forhørene over Tiltalte i Haarsløv. Hun viste sig rolig og ved god Sindsstemning. Foruden nogle Oplysninger ad generalia forklarede hun, at hun havde første Gang Krampe ved Pindsedagstid f. A. hun fødte den myrdede Pige i Nov.; den paafølgende Sommer (1828) havde hun det 2-3 Gange. Om hun havde Krampe under Sygdommen før hendes Nedkomst, veed hun ikke, men hun var yderst svækket, og kunde lang Tid saavel før, som efter Barselen, ikke uden Hjelp komme af eller i Seng. Om Barnets Død m.m. vedblev hun sit Forrige, efterat være foreholdt sin Forklaring om Barnets Drab og Dødsmaade.
Samme Dag fremlagdes i Retten en Erklæring fra Districtschirurg Goellrich i Skjelskjør, der efter Dommerens Anmodning havde undersøgt Tiltaltes Tilstand med Hensyn til Krampetilfældene og Sindet. Ifølge de af Tiltalte og Mand afgivne Symptomer antager Districtschirurgen, at hun er betagen af Krampe, men ikke Krampeslag, thi hun skal falde i Besvimelse efter Tilfældene, hvilket skal vedvare omtrent 1 Qvarteer. Dersom nu disse Tilfælde have været tilstede paa den Tid, hun foregiver at have dræbt Barnet, ledsaget med Besvimelse, kan det tænkes muligt, at hun uafvidende kan have qvalt Barnet, ved enten at ligge paa det, eller derved, at Barnet kan have faaet en Stilling ved hende, saaledes at det ikke har kunnet trække Veiret. Har hun ligget syg i 9 Uger fr og 3 Uger efter Barselsengen, selv ingen tilbørlig Pleie erholdt, og uden at kunne yde Barnet Andet, end hvad Brystet afgav, saa er der megen Grund til at antage, at Barnet har været svagt, og antageligt, at det kunne ligge og hendøe ved Moderens Side, hende uafvidende. "Jeg antager ei", hedder det videre "at hun er berøvet Fornuftens Brug eiheller sindssvag, men hun befandt sig i en urolig Sindsstemning, hvortil religiøse Grublerier synes at være Grunden. Jeg antager, at der, med Hensyn til hendes urolige Sind, hendes indskrænkede og eenfoldige Begreb ikke sikkert kan bygges paa hendes Udsagn om sig selv."
Den 18de og 19de Febr. afhørtes 3de Vidner. De 2de vare Personer, hos hvilke Tiltalte havde tjent; deres Forklaring, der ogsaa gik ud paa, at hun ikke havde havt Krampe eller manglede noget paa Forstanden, er ommeldt i de foranførte generelle Bemærkninger. Den Tredie var et Fruentimmer, Lisbeth Pedersdatter, der forhen havde været gift med afdøde Anders Nielsen, en Broder til Peder Nielsen. Om denne vidste hun forresten kun, at han levede i Fattigdom. Ogsaa erindrede hun, at Tiltale for 7 Aar siden fødte et Barn, og forinden hun fødte dette Barn, laae længe og meget syg, og da Comp. en Dag bragt hende Mad, klagede over at være hoven i Kroppen og Benene. Den dag, det ommeldte Barnblev begravet, var Dep. vel der Huset, men hun saae ikke Barnet, da Kisten ved hendes Ankomst var slaaet til. Tiltalte laae da meget syg, og en gammel Kone, som nu er død, passede Huset; hun var ikke forvildet eller modfalden eller bekymret, men saae meget bleg, afkræftet og elendig ud. Dep. vidste ei, hvorlænge Tilt. endnu laae syg, thi hun kom først igjen i Huset til Peder Nielsens Begravelse.
Den 20de fremlagdes en Skrivelse fra Præsten Rønne i Høve. Han har, melder han deri, meget vel kjendt Tiltalte, der endog i Naadsensaaret ved hans Ansættelse tjente i Præstegaarden; hun besad sund Samling og Forstand men hørte dog ikke til de bedre Oplyste. Hun har til forskjellige Tider kjendelig været meget nedbøiet og lidende, og har, saavidt vides, lidt af Krampe. Hendes Helbred har været svagelig, men hendes Forhold ordentlig og skikkeligt, og med Taalmod har hun baaret adskillige Besværligheder i hendes andet Ægteskab, hvilke sidste Pastoren antog som Aarsag til hendes ofte nedbøiede Sindsforfatning. Hendes oekonomiske Forfatning har under hendes Ægteskaber været trykkende, undtagen da hun tjente.
Den 20de og 21: Skrivelse fra Præsten Monrad om at Fattigvæsenet ingen Oplysning kan give om Tiltaltes Sygdom i 1828, dog herskede der dengang en epidemisk Feber i Sognet, og efter 1827 bleve de Syge nok ikke i Almindelighed tagne under Lægebehandling af Fattigvæsenet"; og en Attest fra Apothekeren i Nestved, at der i 1828 ingen Medicin findes at være ordineret for Tiltalte.
Den 21 stedtes Tiltalte paa ny i Forhør. Retten fandt hende rolig og ved Fornuftens fulde Brug. Hun retihaberede sit Forrige. Tiltalte blev ikke betjent af nogen Gjordemoder; hendes afdøde Mand kjørte efter 2,men de vare andetsteds henne, hvorimod de forhen omtalte gamle Koner strax efter kom til. Hun laae syg i 6 Uger efter Barnets Død, og var ei oppe ved Begravelsen. Barnet erholdt fra dets Fødsel til dets Død ingen anden Næring, end fra hendes svage Bryster, hvilken var saare ringe; det var derfor meget lidet, og, efter hvad hun antager, stedse sygeligt, og vilde formeentlig i dets usle Tilstand ikke have kunnet leve. Peder Nielsen passede eller pleiede ikke hende eller Barnet; han gik bort om Morgenen,og kom først hjem, naar han om Aftenen gik i Seng, saa at hun havde ligget og kreperet af Sult,naar Byens Folk ikke havde givet hende Mad, og de omtalte gamle Koner pleiet hende. Der var under hele hendes Sygdom ingen Doctor hos hende (undtagen den Dag, da hendes Søn Hans blev begraven i 1829), og hun erholdt følgelig heller ingen Medicin. Aarsagen til, at hun for Præsten Mau først sagde, at det var hendes Mand, og senere at det var hende selv, der fattede Beslutningen at dræbe Barnet, var, at hun var saa fortvivlet og urolig, at hun ikke vidste hvad hun sagde, men efterat Præsten havde trøstet hende noget, fattede hun sig. Hun kan nu ikke bestemt sige, om hun vilde have meldt sin Ugjerning for Politiet, men hun troer dog, hun havde gjort det; men hun troede, at, naar hun havde meldt det for Præsten, blev det nok meldt for Politiet, dersom det skulde meldes. Hun har i de mange Aar ofte tænkt over sin Udaad, men Samvittigheden har aldrig i den Grad vaagnet, at hun vilde anmelde sig eller gjøre Nogen bekjendt dermed, førend Pastor Mau ved Læsning med hende rørte hendes Samvittighed. En Søster til Tiltalte, Bodil Rasmusdatter, stedtes til Vidneforklaring og oplyste, at hun i 1828 boede ved Slagelse og Intet vidste om Søsten, da hun ei kom til denne.
Ole Bertelsen forklarede, at hans Kone ikke havde havt Krampe siden den 16de d. M. da hun kom hjem, og havde imidlertid passet Huset, hun havde stedse været modfalden siden Anmeldelsen for Præsten.
Lehnsbesidderen, afdøde Grev Holstein, var imidlertid gaaet ind med Forestilling til det Kongl. danske Cancelli om at Sagen maatte blive afgjort arbitrairt ved kongelig Resolution. Cancelliet svarede herpaa, at det, efter Omstændighederne, fandt, at der burde gaae Dom i Sagen. Under 2den Marts communicerede Lehnsbesidderen Dommeren denne Cancelliets Resolution og samme Dag udstedtes Actions-Ordre i Sagen.
Ved et d. 4de Marts afholdt Forhør blev Tiltalte forelæst Ordren. Ole Bertelsen forklarede, at Fredagen d. 12te Febr., samme Dag hans Kone havde bekjendt, om Eftermiddagen Kl. 5, kom Præsterne Mau og Rønne ind til dem. De yttrede, at Tilt. maatte henvende sig til Gud og bede om Forladelse for sin begangne Misgjerning, da hun saa kunde vente Tilgivelse og Mau spurgte, om hun vilde lide den borgerlige Straf, hvortil hun svarede, at det vilde hun gjerne. Mau vedblev, at det heller ikke kunde blive anderledes, end at hun maatte bringes til Birkedommeren, og spurgte, om hun den følgende Morgen kunde gaae til Tinget. Tilt. svarede hertil Intet, men Comp. sagde, at hun ikke kunde gaae, fordi hun var daarlig, og hun maatte desuden have nogle Sengeklæder med, hvorpaa Mau tilbød ham sine Heste og sin Vogn. Om Løverdagen Formiddag kom Mau igjen, og yttrede, at det var bedst at der blev gjort Ende derpaa, nemlig at Tilt. tog til Birkedommeren. Deps. Kone laae i Sengen og svarede Intet, men han selv yttrede, at, naar det ikke kunde være anderledes, var det bedst, at det skeete inden Aften, han fik derpaa Løfte om Præstens Heste Kl. 2, og da han hentede dem, modtog hantillige Brevet til Birkedommeren. Derpaa kjørte han til sit Huus, satte sin Kone paa Vognen og kjørte til Tinghuset.
Ane Rasmusdatter, der var rolig og ved Fornuftens fulde Brug, blev foreholdt forestaaende hendes Mands Forklaring og ratihaberede den. Hun var stedse tilstede ved de omforklarede Samtaler, undtagen den Gang hendes Mand hentede Befordringen og modtog Brevet. Da hun atter foreholdtes sin i Forhøret gjentagne Tilstaaelse og Bekjendelse om Drabet af Drabsmaaden, vedblev hun endnu samme, og erklærede, at hun deri, Sandheden tro, ikke kan gjøre nogensomhelst Forandring. Tilt. har siden sin Løsladelse af Arresten, ikke været betagen af eller lidt af Krampe.
Den 6te Marts indløb til Retten en Skrivelse fra Ole Bertelsen om at hans Kone maatte blive frifunden, fordi der ei er Beviis imod hende, men kun egen Anklage for, hvad der ikke er beviist at være skeet, og fordi hun ikke bør bøde, fordi Præsterne urigtigen have overgivet hende til Retten i Anledning af hvad hemmelig var dem betroet.
Underet den 7de Marts afholdt Forhør forklarede Mad. Mau, at Fredagen d. 12te Febr. Kl. 12-1 kom Tiltalte ind til Depon. og hendes Mand, og i en Bestyrtelse, der grændsede til Fortvivlelse, ytterede, at hun var Ole Bertelsens Konge, og i en meget klagende Tone, rystende med Hovedet, sagde, at hun var en stor Synder, og maatte aabenbare det. Da Konen havde talt disse Ord, gik Comparentinden bort, og hørte ei Samtalen med hendes Mand, hvis Indhold hun derimod senere har erfaret. Tiltalte bemærkede derved, at saavidt hun erindrer, gik Mad. Mau ud af Stuen, medens Dep. talte med hendes Mand, og hun troer saaledes ikke, at hun har hørt hendes Bekjendelse. Pastor Mau vedgik Ole Bertelsens Forklaring af 4de d. M., dog at Comp. ikke har sagt, at det ei kunde være anderledes, end at Tilt. maatte føres til Birkedommeren, eller spurgt, om hun kunde gaae til Tinget. Ole Bertelsen forklarede i den Anledning, at det vel er muligt, at Ordene ikke ere faldne just saaledes, som han har anført dem, men talen gik dog ud paa, at hans Kone skulde føres til Tinget. Pastor Rønne vedgik ligeledes den omqvæstionerede Forklaring, dog med de samme Erindringer derimod som Pastor Mau. Dep. erindrede derimod, at der blev talt om, at der intet andet var at gjøre med Sagen end at bringe Tilt. til Birkedommeren, men af hvem disse Ord bleve talte erindrede han ikke.
Den 10de Marts afgav Tiltalte, rolig og fornuftig, for Retten den yderligere Forklaring, at medens hun var svanger med det titnævnte Pigebarn, raadede Peder Nielsen hende engang at gaae til en Mølle og faae noget Møllefedt for at tage ind til dermed at fordrive Forsteret; men det afslog hun. Sin Forklaring om Barnets Drab vedblev hun derhos som forrhen.
Den 14de fremlagdes i Retten erklæring fra Præsterne Mau og Rønne, der gik ud paa, at da det syntes at have vundet almindelig Tiltro, at Tanken om Angivelse først er opstaaet hos dem, saa modsiges Saadant, da det fra først af baade forekom Tiltale og Mand at hun maatte gjennemgaae en timelig Straf, men denne Anskuelse havde de bestyrket.
I en d. 15de, efter Fremlæggelsen af Actors Indlæg, afholden Extrarets-Session bemærkede Dommeren, at han modtog den første Kundskab om Sagen ved Maus Skrivelse af 13.de Februar, hvilket ikke kunde ansees som privat. Ane Rasmusdatter forklarede, at hun ikke veed Mere at anføre til sit Forsvar, uden at hun paa den Tid hun udøvede Forbrydelse, længere Tid i Forveien havde været og endnu var meget syg og betagen af Krampe. Hun kunde ikke huske, om hun selv og uden Anledning har yttret tiil Præsterne at vlle og maatte gjennemgaae den timelige Straf. Ole Bertelsen: at hverken han eller Kone har yttret noget til Præsterne om timelig Straf eller Anmeldelse for Politiet; men dette blev omtalt af en af Præsterne. Hun var iaftes i et Concilium af Præsterne Mau, Rønne, Holm og Fenger, hvor hun vilde overtyde ham om, at han var den første, der havde omtalt den borgerlige Straf for hans Kone, hvilket han negtede.
Den 17de tilsenddte Ole Bertelsen Defensor i Sagen en Skrivelse, hvori han urgerede paa, at Præstens Angivelse var ulovlig; han burde have fortiet den ham af Tiltalte betroede Hemmelighed; og bad, at Præsten maatte bive dragen tl Ansvar.
Den 21de femlagdes Defensors Indlæg, til hvilket Tiltalte i den afholdte Extrarets-Session henholdt sig.
Retten fandt sig, efterat samtlige Acter i Sagen saaledes vare blevne den forelagte, foranlediget til at indhente det kongl. Sundheds-Collegiums Betænkning. Denne, dateret d. 23de April, indløb med en Skrivelse fra Lehnbesidderen af 26de f. M., og var af følgende væsentlige Indhold: At Tiltale havde Krampe under sin 12 Ugers Sygdom er ikke tilfulde oplyst, men i lang Tid før Fødselen og i Barselssengen havde hun været syg og sengeliggende og lidt Nød, og hun kan derfor antages at have været i en saadan Fortvivlelses- og Ligegyldigheds-Tilstand, at Evnen til at bestemme sig efter Fornuftsgrunde maa frakjendes hende dengang hun - efter egen Forklaring - dræbte Barnet, hvilket desuden rimeligviis vilde være død af Mangel paa Næring, da Moderen ei kunde give det tilstrækkeligt Die, eller formedelst Sygdom og Svækkelse yde det fornøden Pleie. Flere Punkter i Sagen synes at tale for, at Tilt. lider af et religieust Vanvid, i hvilket hun maaskee kun indbildte sig at have dræbt Barnet.
Den 27de April fremlagdes en Skrivelse fra Pastor Mau, hvori Tiltaltes Forhold som "Ægtefælle, Moder og Medlem af Menigheden" skildres som "aldeles upaaklagelligt." "Mod Børnene viser hun megen Omhu og moderlig Kjærlighed."
I en d. 30te april afholden Extrarets-Session blev slutteligen Tiltalte forelæst Betænkningen fra Sundheds-Collegiet, i hvilken Anledning hun vedblev sin tidligere Forklaring saavel angaaende Drabet som Drabsmaaden.
Kjøbenhavnsposten, 1. august 1836
Ane Rasmusdatter er født den 30te Mai 1800 af Bondeforældre; hendes Fader var Tjenestekarl. Hun var hjemme hos Forældrene indtil sin Confirmation, i Aaret 1815, ved hvilken hun i Attesten tillægges Characteren "godt" for Kundskaber og Opførsel. Hun kom nu i Tjeneste hos sildigere afdøde Peder Nielsen i Taarnmark, hos hvem, saavelsom dennes Enke, Sophie Sørensdatter, hun tjente uafbrudt i henved 10 Aar, indtil hun derfra blev gift, og har benævnte Enke forklaret, at hun i den Tid "var sund og frisk og Intet manglede paa Forstanden", hvorhos Dep. "ansaa hende ikke for saa meget indskrænket eller eenfoldig." I 1825 traadte hun i ægteskabelig Forbindelse med Huusmand Peder Nielsen i Spjellerup, med hvem hun var gift indtil hans Død, i Marts 1829. Med ham havde hun to Børn, af hvilke det ene, en Dreng, døde i sit 3die Aar, det andet, en Pige var det Barn, hvis Drab tre Uger efter dets Fødsel Tiltalte i Aar aabenbarede for Præsten. Saavel efter hendes egen, som efter flere afhørte Vidners Forklaring var hendes Ægteskab med Peder Nielsen høist ulykkeligt; denne var nemlig meget hengiven til Drik og saa doven, at han almindelig var tillagt Navn af "Doven-Peer"; han brød sig ikke om at sørge, hverken for Kone eller Børn, og de hensank mere og mere i Armod og lede ofte Mangel selv paa det Nødvendigste. Peder Nielsen havde været gift en Gang tilforn og havde to Børn af dette sit første Ægteskab, der imidlertid vare hos Mandens Familie og saaledes ikke faldt dem til Byrde. Ved P. Nielsens Død skiftede hun med Stedbørnene; Boets samtlige Eiendele udgjorde kun et Beløb af 41 Rbd. 3 Mk., af hvilke Beholdningen ved Repartitionen, efter alle Udgifters Fradrag, blev 21 Rbd. 1 Mk 7 Sk. Enken fik da de 10 Rbd. 3 Mk. 11½ Sk., og hun tog nu et par Aars Tid igjen Tjeneste paa flere forskjellige Steder, indtil hun atter blev gift. Tvende Personer, hos hvilke hun i dette Tidsløb har tjent, har samstemmende bevidnet hendes Troskab, Skikkelighed og upaaklagelige Forhold. Smeden Niels Pedersen, hos hvem hun tjente 3/4 Aar strax efter P. NIelsens Død, har derhos forklaret, at hun, da hun tiltraadte Tjenesten, "var meget daarlig af Udseende, mager, afkræftet og havde hovne Been, som hun angav at være Følgerne af en foregaaende stor Sygdom og Barselseng," samt at hun "undertiden var meget tungsindig", og Mad. Luplau, hos hvem hun tjente 1 Aar før hun giftede sig paa ny, fandt hende "meget indskrænket og eenfoldig" og forklarede, at hun ikke havde nogensomhelst Sygdom i hendes Tjeneste, men "saae altid forknyt og modfalden ud." Hun blev anden Gang gift med Huusmand Hans Hansen, der døde efter 2½ Aars Forløb og med hvem hun havde en Datter, der endnu lever og omtrent er 3 Aar gammel. Efter hendes egen Forklaring var heller ikke dette hendes andet Ægteskab lykkeligt, da "Hans Hansen var gjerrig, saa at hun ei kunde fortjene ham nok og hun blev derfor enkelte Gange slaaet." Kort efter Hans Hansens Død blev hun tredie Gang gift med sin nuværende Mand, Huusmand Ole Bertelsen, med hvem hun har et Pigebarn i en alder af omtrent 2 Aar.
Efter disse Oplysninger om Sagens generalia gaae vi over til at følge dens Gang for Retten.
Den 13de Februar d. A. indløb til Birkedommer Klüver en Skrivelse fra Præsten Mau i Haarslev, af følgende Indhold:
"En Sag af høieste Vigtighed for mig som Præst og Sjælesørger tillader jeg mig herved at bringe til Hr. Birkedommerens Kundskab. Ved Huusbesøg i forrige Uge hos Huusmand Ole Bertelsen har dennes Konge Ane Rasmusdatter, rørt af sin Samvittighed, aabenbaret en Forbrydelse, der i 6 à 7 Aar har været skjult. Skjøndt hun tilforn slet ikke har viist Lyst til Guds Ord, og ikke besøgte Kirken, er der dog nu foregaaet en mærkelig Forandring hos hende. Sagen har tilforn været ubekjendt for Manden, til hvem hun har yttret, "det gjør mig ondt, naar jeg skal forlade Dig og mine smaa Børn", uden at Meningen hermed var ham forstaaelig. Plaget af Samvittigheden har hun endelig igaar Nat aabenbaret sig for Manden, og igaar Middag kom hun til mig, som hendes Sjælesørger, og gav sit beklemte Hjerte Luft. Efter hendes Fortælling har hendes første Mand, der skal have været et grueligt Menneske, forført hende til at dræbe deres 3 Uger gamle Barn, i Fortvivlelse over, hvad de skulde faae til deres og Barnets Underholdning. Første Gang han omtalte dette, gyste hun derved, og vægrede sig, men, tilsidst seirede hans Ondskab over hendes Hjerte. Sin Bekjendelse aflagde hun aldeles frivillig, "og hvad de borgerlige Følger angaaer, behøvede hun jo slet ikke at have aabenbaret Sagen"; den borgerlige Straf, erklærede hun, at hun gjerne vilde lide, naar hun blot kunde faae Fred med Gud og sin Sjæl frelst. Hun har, foruden for sin Mand og mig, aabenbaret sig for sin anden Sjælesørger Pastor Rønne. Med Hensyn til Forhør og Fængsling bedes hun behandlet med størst mulige Skaansomhed; thi hun er af en yderst svagelig Characteer, baade legemlig og aandelig, og alle udvortes Omstændigheder kunne have saare megen Indflydelse paa hendes Sjæls Tilstand og hendes Forhold til Gud."
Pastor Mau tilføiede derhos den Forespørgsel om han maatte besøge Konen i Fængslet; det tilkom vel og Lic. Holm; men hun havde vel mest Tillid til Brevskriveren og Pastor Rønne. Slutteligen var til Brevet føiet følgende P. S.: "Efterat jeg har skrevet Ovenstaaende, har Konen af sig selv tilstaaet, at hun ved nøiere Overveielse troer selv at have fattet den første Tanke om hiin Ugjerning, hvilket jeg bemærker til Berigtigelse. Mau."
Tilligemed det ovenmeldte Brev bragte Manden Ole Bertelsen, som han udtrykker sig, efter Pastor Maus Befaling, selv sin Kone til Tinget, hvor hun medbragte en Skrivelse af f. D. fra Præsten Rønne i Høve til Birkedommeren, hvori Pastor Rønne "begjærte, at Arrestantinden i sin Arrest maatte blive behandlet med muligst Mildhed." Dreven af Guds Ords Magt of for sin Sjæls Frelses Skyld havde hun frit bekjendt sin Udaad, der var skjult for hele Verden, og ikke kunde overbevises hende af Mennesker, og nu overgav hun sig frivillig til Øvrigheden - hun var villig til at lide sin Straf, men hun havde et saare svagt Legeme, leed af Krampeslag og skulde nu tillige afvænne et Barn, som var ved Brystet."
(Fortsættes).
Kjøbenhavnsposten 30. juli 1836.
Den 13de Februar holdtes Politiret paa Grevskabet Holsteinborg, for hvilken Ane Rasmusdatter fremstillede sig frivillig og erklærede at ville sige Sandhed og at have en gruelig Misgjerning at bekjende. I 1825 blev hun gift med Huusmand Peder Nielsen, der døde i Marts 1829, med ham havde hun to Børn, en Søn Hans, der døde i 1829 af Vattersot, og en Datter, som hun fødte i Novbr. 1828, blev ikke døbt og opnaaede kun en Alder af 3 Uger. Peder Nielsen havde Huus i Spjellerup, men tilsatte Alt ved Spil og Drik; derved kom de i den yderste Armod, og, da han ikke vilde arbeide eller fortjene Noget, saa saae hun ingen Udvei til at ernære sig og 2 Børn. I denne Trang faldt Dep. paa den gruelige Beslutning at aflive sit lille Pigebarn, og foreslog dette en Morgen for sin Mand. Peder Nielsen svarede blot "Du kan jo putte et Tørklæde i Halsen", hvorpaa han gik og blev borte hele Formiddagen. en halv Time efter at han var gaaet, besluttede hun at udføre sin Ugjerning efter hans Forslag. Hun tog derpaa Enden af det Tørklæde, som hun havde om Halsen og beholdt paa, vreed den sammen i en Klump, og lagde sig over Barnet, som laae i deres Seng, og stoppede det sammenvredne Tørklæde i Barnets Mund, saa langt hun kunde faae det, og blev liggende over Barnet, til hun saae, at det var død. - Hun var syg og laae i 9 Uger før hun fødte Barnet, og i de 3 Uger efter at hun havde født det, og hun laae syg i Sengen, da hun gjorde sin Mand Forslaget, og saaledes laae hun med Barnet i Armen, da hun dræbte det. I sin syge Tilstand havde hun ingen Die til Barnet, og hendes Mand var uvillig til at gaae i Byen og skaffe noget Mælk, saa at hun var næsten færdig at døe af Sult, og Barnet havde hele Natten forud skreget af Sult. Da Peder Nielsen kom hjem, sagde hun til ham "nu er Barnet forbi"; hvad han svarede, erindrer hun ikke, men han føiede Anstalt til at faae det begravet. - Forhøret blev udsat paa Grund af Dep. heftige Sindsbevægelse over hendes Udaad, der ei tillod hende at fremføre nogen sammenhængende Forklaring.
Den 14de Februar fortsattes Forhøret paa Holsteinborg. Ane Rasmusdatter befandt sig noget mere rolig og ratihaberede sin Forklaring fra igaar. Der er ikke videre talt mellem Dep. og Peder Nielsen om Barnemordet, end hvad hun allerede har forklaret, men nogen Tid efter, da hun, naget af Samvittigheden, en Nat beklagede sig derover, forklarede han hende, at hun skulde tie stille; de havde Læs nok alligevel; naar denne Samtale faldt, erindrer hun ikke. Det lod ikke til som Peder Nielsen enten fortrød Drabet, eller følte Samvittighedsnag derover. Da Barnet var død, stod Dep. op og tilkaldte Nabokonen Ellen, hvorefter hun igjen, som syg, lagde sig i Sengen. Ellen tilkaldte Konen Karen, som nu er død, og disse lagde Barnet i en Klædekurv i Dep.'s Kiste. Da Konerne kom, var Barnet formodentlig endnu varmt, og der fandt ingen Samtale Sted angaaende Dødsmaaden. Dep. hørte, at den ene af Konerne yttrede "saa sort det Barn er paa Brystet", hun saae ei Barnets Bryst, men kun dets Ansigt, der var blegt. Barnet sprellede ikke under Aflivelsen. Nu udsiger Dep., at , efterat hun havde puttet Tørklædet i Munden og Halsen, og ligget noget ved Barnet, følte hun paa dets Hænder, og da disse faldt ned, som om Livet var borte, saa udtog hun Tørklædet, men, da Barnet gav et Skrig fra sig, stoppede hun igjen Tørklædet i Barnets Mund og Hals, og lod dette nu blive siddende, indtil hun tydelig kunde see, at Barnet var død. Operationen medtog omtrent 1/4 Time. Dep. følte derunder ikke det Urigtige i sit Forhold eller noget Nag derover; hun var ufølsom, kold og ligegyldig. - Forhøret blev igjen udsat paa Grund af Dep.'s heftige Bevægelse over sin Misgjerning og hendes vaklende Forklaring.
Under den d. 15de. Febr. skeete Fortsættelse af Forhøret forklarede Ane Rasmusdatter rolig, at hun laae syg i 4 à 6 Uger, efterat hun havde dræbt Barnet. Siden Drabet har hun stedse følt Samvittighedsnag derover men ikke før yttret sig i den Anledning, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sagde til Ole Bertelsen, at det gjorde hende saa ondt, at forlade ham og Børn. Da Ole spurgte, hvorfor hun skulde forlade ham, fortalte hun ham Sagen, og næste Dag, i Mandens Fraværelse, gik hun til Præsten Mau, forlangt at tale med ham, og da hun blev indladt i hans Stue, hvor hans Kone ogsaa var, fortalte Dep. at hun havde Noget som hun ville bekjende for ham. Da Præsten derpaa spurgte, hvad det var, fortalte hun ligeledes ham, hvad hun foran har forklaret. Da hendes Mand kom hjem, sagde hun til ham, at hun havde været hos Præsten, hvorpaa ogsaa han gik derhen, og strax efter kom de begge tilbage. Præsten blev omtrent 1 Time hos hende og formanede hende til Sagtmodighed og Rolighed. I Løverdags Formiddag var han atter hos hende og trøstede hende, og om Eftermmiddagen kom han igjen, leverede hendes Mand et Brev til Birkedommeren, og sagde, at hun skulde føres til Tinget.
Samme Dag fremstod for Retten hendes Mand, Huusmand Ole Bertelsen, og afgav følgende Forklaring: Han har først kjendt sin Kone fra Mai 1833. I Novbr. f. A. holdt de Bryllup, og havde levet et lykkeligt Ægteskab, under hvilket de have avlet en Datter sammen. Han har ikke før mærket til, at hans Kone har været modfalden, grublet eller viist Samvittighedsnag, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sukkede og græd i Sengen, tog Comparenten i Favn, fortalte ham, at hun var en grov Synder, yttrede, at detgjorde hende ondt, at hun skulde forlade ham og Børn, spurgte, om hun maatte aabenbare ham sin Synd, og da han svarede Ja! fortalte at hun havde dræbt et 3 Ugers Pigebarn, medens hun var gift med Peder Nielsen, ved at stoppe et Tørklæde i Munden paa det. Dep. beklagede hende, og yttrede, at hun skulde slaae sig til Ro, samt det skulde dølges for det første; men hans Kone svarede hertil, at det kunde hun ikke, da hendes Samvittighed ikke tillod hende det. Da han i Fredags gik bort, syntes han at Tiltalte havde fattet sig meget; men, da han kom hjem, var hun borte; noget efter kom hun, sigende, at hun havde været hos Præsten og meldt sin Forbrydelse. Dep. gik derpaa ogsaa til Præsten og talte om Sagen, og Præsten yttrede, at han ikke ret vidste, hvorledes han skulde forholde sig. Sidste Løverdag kom Præsten med et Brev til Birkedommeren, og befalede Dep. at bringe sin Kone til Tinget, som han strax efterkom.
Den 16de Februar var Tiltalte i Arresten betagen af stærkt Krampetilfælde. Hun blev bragt frem i Retten; men var meget forvildet, talte ikke om Andet end om religiøse Gjenstande og kunde saledes ingen Forklaring afgive. Der fremlagdes Lægeattest om Krampen, hvori det tillige hed at "længere Ophold i Arresten vilde forøge Tiltaltes forvirrede Sindstilstand og være til Hinder for hendes Helbredelse." Fra Pastor Mau indløb Andragende om Arrestens Relaxation paa Grund af Tiltaltes Sygdom; Præsten og hendes Mand vilde indestaae for hendes Tilstedeblivelse. Dommeren bemærkede: at Tilt. under hendes Ophold i Arresten har viist sig mere og mindre forvildet og urolig i sindet, samt at hendes Tale i denne Tilstand stede er gaaet ud paa religiøse Gjenstande. Han antaget, at hendes forvildede Tilstand hidrører fra religiøse Sværmerier, saa eget mere, som hun siden igaar, efter en Samtale med hendes Sjælesørger Mau har været mere urolig og i større Sværmeri. hun medbragte i Arresten ""Troens rare klenodie" og "evangeliske Fortællinger", hvilke Bøger hun bestandig vilde have hos sig, og var urolig naar man forlangte dem af hende.
I Betragtning af Krampetilfældene, der oftere have angrebet hende i Arresten, og paa Grund af Hr. Pastor Maus Skrivelse, ophævedes Arresten, for at forsøge, hvorvidt dette kunne bevirke hendes Bedring, og stille hendes Sind i Ro.
De den 16de og 17de Febr. afgivne Vidneforklaringer, sex i Tallet, stemme alle overens i Henseende til den Armod, hvori Tiltalte havde levet under sit Ægteskab med Peder Nielsen, de fem tillige i, at Grunden dertil var Mandens Dovenskab, og de tre aflagde Stadfæstelse paa, at hun under sit Ægteskab med Peder Nielsen havde ligget i en svær Sygdom; hvorimod det var Ingen af Vidnerne vitterligt, at hun den Tid havde Krampetilfælde eller manglede noget paa Forstanden. Ligeledes oplystes det, at de tre Koner, der skulde være komne der i Huset under hendes svære Sygdom og have klædt Barnet, alle siden vare døde. Et af Vidnerne, Kirkesanger Jensen i Spjellerup, forklarede derhos, at "Ane Rasmusdatter medens hun var gift med Peder Nielsen var en skikkelig og arbeidsom Kone og ved sin Flid og sit Arbeide erhvervede det, hvoraf hun og Manden levede; hun var fornuftig, sund og frisk, men lod til at være meget indskrænket og eenfoldig. Deres Armod var saa stor, at hun ofte kom og bad om Brød til den i 1829 bortdøde Søn."
Den 17de f. M. fortsattes Forhørene over Tiltalte i Haarsløv. Hun viste sig rolig og ved god Sindsstemning. Foruden nogle Oplysninger ad generalia forklarede hun, at hun havde første Gang Krampe ved Pindsedagstid f. A. hun fødte den myrdede Pige i Nov.; den paafølgende Sommer (1828) havde hun det 2-3 Gange. Om hun havde Krampe under Sygdommen før hendes Nedkomst, veed hun ikke, men hun var yderst svækket, og kunde lang Tid saavel før, som efter Barselen, ikke uden Hjelp komme af eller i Seng. Om Barnets Død m.m. vedblev hun sit Forrige, efterat være foreholdt sin Forklaring om Barnets Drab og Dødsmaade.
Samme Dag fremlagdes i Retten en Erklæring fra Districtschirurg Goellrich i Skjelskjør, der efter Dommerens Anmodning havde undersøgt Tiltaltes Tilstand med Hensyn til Krampetilfældene og Sindet. Ifølge de af Tiltalte og Mand afgivne Symptomer antager Districtschirurgen, at hun er betagen af Krampe, men ikke Krampeslag, thi hun skal falde i Besvimelse efter Tilfældene, hvilket skal vedvare omtrent 1 Qvarteer. Dersom nu disse Tilfælde have været tilstede paa den Tid, hun foregiver at have dræbt Barnet, ledsaget med Besvimelse, kan det tænkes muligt, at hun uafvidende kan have qvalt Barnet, ved enten at ligge paa det, eller derved, at Barnet kan have faaet en Stilling ved hende, saaledes at det ikke har kunnet trække Veiret. Har hun ligget syg i 9 Uger fr og 3 Uger efter Barselsengen, selv ingen tilbørlig Pleie erholdt, og uden at kunne yde Barnet Andet, end hvad Brystet afgav, saa er der megen Grund til at antage, at Barnet har været svagt, og antageligt, at det kunne ligge og hendøe ved Moderens Side, hende uafvidende. "Jeg antager ei", hedder det videre "at hun er berøvet Fornuftens Brug eiheller sindssvag, men hun befandt sig i en urolig Sindsstemning, hvortil religiøse Grublerier synes at være Grunden. Jeg antager, at der, med Hensyn til hendes urolige Sind, hendes indskrænkede og eenfoldige Begreb ikke sikkert kan bygges paa hendes Udsagn om sig selv."
Den 18de og 19de Febr. afhørtes 3de Vidner. De 2de vare Personer, hos hvilke Tiltalte havde tjent; deres Forklaring, der ogsaa gik ud paa, at hun ikke havde havt Krampe eller manglede noget paa Forstanden, er ommeldt i de foranførte generelle Bemærkninger. Den Tredie var et Fruentimmer, Lisbeth Pedersdatter, der forhen havde været gift med afdøde Anders Nielsen, en Broder til Peder Nielsen. Om denne vidste hun forresten kun, at han levede i Fattigdom. Ogsaa erindrede hun, at Tiltale for 7 Aar siden fødte et Barn, og forinden hun fødte dette Barn, laae længe og meget syg, og da Comp. en Dag bragt hende Mad, klagede over at være hoven i Kroppen og Benene. Den dag, det ommeldte Barnblev begravet, var Dep. vel der Huset, men hun saae ikke Barnet, da Kisten ved hendes Ankomst var slaaet til. Tiltalte laae da meget syg, og en gammel Kone, som nu er død, passede Huset; hun var ikke forvildet eller modfalden eller bekymret, men saae meget bleg, afkræftet og elendig ud. Dep. vidste ei, hvorlænge Tilt. endnu laae syg, thi hun kom først igjen i Huset til Peder Nielsens Begravelse.
Den 20de fremlagdes en Skrivelse fra Præsten Rønne i Høve. Han har, melder han deri, meget vel kjendt Tiltalte, der endog i Naadsensaaret ved hans Ansættelse tjente i Præstegaarden; hun besad sund Samling og Forstand men hørte dog ikke til de bedre Oplyste. Hun har til forskjellige Tider kjendelig været meget nedbøiet og lidende, og har, saavidt vides, lidt af Krampe. Hendes Helbred har været svagelig, men hendes Forhold ordentlig og skikkeligt, og med Taalmod har hun baaret adskillige Besværligheder i hendes andet Ægteskab, hvilke sidste Pastoren antog som Aarsag til hendes ofte nedbøiede Sindsforfatning. Hendes oekonomiske Forfatning har under hendes Ægteskaber været trykkende, undtagen da hun tjente.
Den 20de og 21: Skrivelse fra Præsten Monrad om at Fattigvæsenet ingen Oplysning kan give om Tiltaltes Sygdom i 1828, dog herskede der dengang en epidemisk Feber i Sognet, og efter 1827 bleve de Syge nok ikke i Almindelighed tagne under Lægebehandling af Fattigvæsenet"; og en Attest fra Apothekeren i Nestved, at der i 1828 ingen Medicin findes at være ordineret for Tiltalte.
Den 21 stedtes Tiltalte paa ny i Forhør. Retten fandt hende rolig og ved Fornuftens fulde Brug. Hun retihaberede sit Forrige. Tiltalte blev ikke betjent af nogen Gjordemoder; hendes afdøde Mand kjørte efter 2,men de vare andetsteds henne, hvorimod de forhen omtalte gamle Koner strax efter kom til. Hun laae syg i 6 Uger efter Barnets Død, og var ei oppe ved Begravelsen. Barnet erholdt fra dets Fødsel til dets Død ingen anden Næring, end fra hendes svage Bryster, hvilken var saare ringe; det var derfor meget lidet, og, efter hvad hun antager, stedse sygeligt, og vilde formeentlig i dets usle Tilstand ikke have kunnet leve. Peder Nielsen passede eller pleiede ikke hende eller Barnet; han gik bort om Morgenen,og kom først hjem, naar han om Aftenen gik i Seng, saa at hun havde ligget og kreperet af Sult,naar Byens Folk ikke havde givet hende Mad, og de omtalte gamle Koner pleiet hende. Der var under hele hendes Sygdom ingen Doctor hos hende (undtagen den Dag, da hendes Søn Hans blev begraven i 1829), og hun erholdt følgelig heller ingen Medicin. Aarsagen til, at hun for Præsten Mau først sagde, at det var hendes Mand, og senere at det var hende selv, der fattede Beslutningen at dræbe Barnet, var, at hun var saa fortvivlet og urolig, at hun ikke vidste hvad hun sagde, men efterat Præsten havde trøstet hende noget, fattede hun sig. Hun kan nu ikke bestemt sige, om hun vilde have meldt sin Ugjerning for Politiet, men hun troer dog, hun havde gjort det; men hun troede, at, naar hun havde meldt det for Præsten, blev det nok meldt for Politiet, dersom det skulde meldes. Hun har i de mange Aar ofte tænkt over sin Udaad, men Samvittigheden har aldrig i den Grad vaagnet, at hun vilde anmelde sig eller gjøre Nogen bekjendt dermed, førend Pastor Mau ved Læsning med hende rørte hendes Samvittighed. En Søster til Tiltalte, Bodil Rasmusdatter, stedtes til Vidneforklaring og oplyste, at hun i 1828 boede ved Slagelse og Intet vidste om Søsten, da hun ei kom til denne.
Ole Bertelsen forklarede, at hans Kone ikke havde havt Krampe siden den 16de d. M. da hun kom hjem, og havde imidlertid passet Huset, hun havde stedse været modfalden siden Anmeldelsen for Præsten.
(slutn. følger)
Kjøbenhavnsposten 31. juli 1836.Lehnsbesidderen, afdøde Grev Holstein, var imidlertid gaaet ind med Forestilling til det Kongl. danske Cancelli om at Sagen maatte blive afgjort arbitrairt ved kongelig Resolution. Cancelliet svarede herpaa, at det, efter Omstændighederne, fandt, at der burde gaae Dom i Sagen. Under 2den Marts communicerede Lehnsbesidderen Dommeren denne Cancelliets Resolution og samme Dag udstedtes Actions-Ordre i Sagen.
Ved et d. 4de Marts afholdt Forhør blev Tiltalte forelæst Ordren. Ole Bertelsen forklarede, at Fredagen d. 12te Febr., samme Dag hans Kone havde bekjendt, om Eftermiddagen Kl. 5, kom Præsterne Mau og Rønne ind til dem. De yttrede, at Tilt. maatte henvende sig til Gud og bede om Forladelse for sin begangne Misgjerning, da hun saa kunde vente Tilgivelse og Mau spurgte, om hun vilde lide den borgerlige Straf, hvortil hun svarede, at det vilde hun gjerne. Mau vedblev, at det heller ikke kunde blive anderledes, end at hun maatte bringes til Birkedommeren, og spurgte, om hun den følgende Morgen kunde gaae til Tinget. Tilt. svarede hertil Intet, men Comp. sagde, at hun ikke kunde gaae, fordi hun var daarlig, og hun maatte desuden have nogle Sengeklæder med, hvorpaa Mau tilbød ham sine Heste og sin Vogn. Om Løverdagen Formiddag kom Mau igjen, og yttrede, at det var bedst at der blev gjort Ende derpaa, nemlig at Tilt. tog til Birkedommeren. Deps. Kone laae i Sengen og svarede Intet, men han selv yttrede, at, naar det ikke kunde være anderledes, var det bedst, at det skeete inden Aften, han fik derpaa Løfte om Præstens Heste Kl. 2, og da han hentede dem, modtog hantillige Brevet til Birkedommeren. Derpaa kjørte han til sit Huus, satte sin Kone paa Vognen og kjørte til Tinghuset.
Ane Rasmusdatter, der var rolig og ved Fornuftens fulde Brug, blev foreholdt forestaaende hendes Mands Forklaring og ratihaberede den. Hun var stedse tilstede ved de omforklarede Samtaler, undtagen den Gang hendes Mand hentede Befordringen og modtog Brevet. Da hun atter foreholdtes sin i Forhøret gjentagne Tilstaaelse og Bekjendelse om Drabet af Drabsmaaden, vedblev hun endnu samme, og erklærede, at hun deri, Sandheden tro, ikke kan gjøre nogensomhelst Forandring. Tilt. har siden sin Løsladelse af Arresten, ikke været betagen af eller lidt af Krampe.
Den 6te Marts indløb til Retten en Skrivelse fra Ole Bertelsen om at hans Kone maatte blive frifunden, fordi der ei er Beviis imod hende, men kun egen Anklage for, hvad der ikke er beviist at være skeet, og fordi hun ikke bør bøde, fordi Præsterne urigtigen have overgivet hende til Retten i Anledning af hvad hemmelig var dem betroet.
Underet den 7de Marts afholdt Forhør forklarede Mad. Mau, at Fredagen d. 12te Febr. Kl. 12-1 kom Tiltalte ind til Depon. og hendes Mand, og i en Bestyrtelse, der grændsede til Fortvivlelse, ytterede, at hun var Ole Bertelsens Konge, og i en meget klagende Tone, rystende med Hovedet, sagde, at hun var en stor Synder, og maatte aabenbare det. Da Konen havde talt disse Ord, gik Comparentinden bort, og hørte ei Samtalen med hendes Mand, hvis Indhold hun derimod senere har erfaret. Tiltalte bemærkede derved, at saavidt hun erindrer, gik Mad. Mau ud af Stuen, medens Dep. talte med hendes Mand, og hun troer saaledes ikke, at hun har hørt hendes Bekjendelse. Pastor Mau vedgik Ole Bertelsens Forklaring af 4de d. M., dog at Comp. ikke har sagt, at det ei kunde være anderledes, end at Tilt. maatte føres til Birkedommeren, eller spurgt, om hun kunde gaae til Tinget. Ole Bertelsen forklarede i den Anledning, at det vel er muligt, at Ordene ikke ere faldne just saaledes, som han har anført dem, men talen gik dog ud paa, at hans Kone skulde føres til Tinget. Pastor Rønne vedgik ligeledes den omqvæstionerede Forklaring, dog med de samme Erindringer derimod som Pastor Mau. Dep. erindrede derimod, at der blev talt om, at der intet andet var at gjøre med Sagen end at bringe Tilt. til Birkedommeren, men af hvem disse Ord bleve talte erindrede han ikke.
Den 10de Marts afgav Tiltalte, rolig og fornuftig, for Retten den yderligere Forklaring, at medens hun var svanger med det titnævnte Pigebarn, raadede Peder Nielsen hende engang at gaae til en Mølle og faae noget Møllefedt for at tage ind til dermed at fordrive Forsteret; men det afslog hun. Sin Forklaring om Barnets Drab vedblev hun derhos som forrhen.
Den 14de fremlagdes i Retten erklæring fra Præsterne Mau og Rønne, der gik ud paa, at da det syntes at have vundet almindelig Tiltro, at Tanken om Angivelse først er opstaaet hos dem, saa modsiges Saadant, da det fra først af baade forekom Tiltale og Mand at hun maatte gjennemgaae en timelig Straf, men denne Anskuelse havde de bestyrket.
I en d. 15de, efter Fremlæggelsen af Actors Indlæg, afholden Extrarets-Session bemærkede Dommeren, at han modtog den første Kundskab om Sagen ved Maus Skrivelse af 13.de Februar, hvilket ikke kunde ansees som privat. Ane Rasmusdatter forklarede, at hun ikke veed Mere at anføre til sit Forsvar, uden at hun paa den Tid hun udøvede Forbrydelse, længere Tid i Forveien havde været og endnu var meget syg og betagen af Krampe. Hun kunde ikke huske, om hun selv og uden Anledning har yttret tiil Præsterne at vlle og maatte gjennemgaae den timelige Straf. Ole Bertelsen: at hverken han eller Kone har yttret noget til Præsterne om timelig Straf eller Anmeldelse for Politiet; men dette blev omtalt af en af Præsterne. Hun var iaftes i et Concilium af Præsterne Mau, Rønne, Holm og Fenger, hvor hun vilde overtyde ham om, at han var den første, der havde omtalt den borgerlige Straf for hans Kone, hvilket han negtede.
Den 17de tilsenddte Ole Bertelsen Defensor i Sagen en Skrivelse, hvori han urgerede paa, at Præstens Angivelse var ulovlig; han burde have fortiet den ham af Tiltalte betroede Hemmelighed; og bad, at Præsten maatte bive dragen tl Ansvar.
Den 21de femlagdes Defensors Indlæg, til hvilket Tiltalte i den afholdte Extrarets-Session henholdt sig.
Retten fandt sig, efterat samtlige Acter i Sagen saaledes vare blevne den forelagte, foranlediget til at indhente det kongl. Sundheds-Collegiums Betænkning. Denne, dateret d. 23de April, indløb med en Skrivelse fra Lehnbesidderen af 26de f. M., og var af følgende væsentlige Indhold: At Tiltale havde Krampe under sin 12 Ugers Sygdom er ikke tilfulde oplyst, men i lang Tid før Fødselen og i Barselssengen havde hun været syg og sengeliggende og lidt Nød, og hun kan derfor antages at have været i en saadan Fortvivlelses- og Ligegyldigheds-Tilstand, at Evnen til at bestemme sig efter Fornuftsgrunde maa frakjendes hende dengang hun - efter egen Forklaring - dræbte Barnet, hvilket desuden rimeligviis vilde være død af Mangel paa Næring, da Moderen ei kunde give det tilstrækkeligt Die, eller formedelst Sygdom og Svækkelse yde det fornøden Pleie. Flere Punkter i Sagen synes at tale for, at Tilt. lider af et religieust Vanvid, i hvilket hun maaskee kun indbildte sig at have dræbt Barnet.
Den 27de April fremlagdes en Skrivelse fra Pastor Mau, hvori Tiltaltes Forhold som "Ægtefælle, Moder og Medlem af Menigheden" skildres som "aldeles upaaklagelligt." "Mod Børnene viser hun megen Omhu og moderlig Kjærlighed."
I en d. 30te april afholden Extrarets-Session blev slutteligen Tiltalte forelæst Betænkningen fra Sundheds-Collegiet, i hvilken Anledning hun vedblev sin tidligere Forklaring saavel angaaende Drabet som Drabsmaaden.
Kjøbenhavnsposten, 1. august 1836
Ingen kommentarer:
Send en kommentar