Tavlebærere under Prædiken.

Skønt der ofte er ført anke over den uorden og forstyrrelse som det forårsager når tavlebærerne i prædikenens begyndelse trænger sig frem mellem den forsamlede andægtige mængde, hvorved al andagt og opmærksomhed for talen på en ubehagelig måde afbrydes, så er denne skik uforandret vedblevet. Mærkeligt nok er det at det koster så megen møje at få en sådan slendrian afskaffet og det bliver endnu mere forunderligt når man erindrer sig at denne griben i lommen efter skillingen på det hellige sted har været til anstød end også længe før mange andre ting som vor senere års forfatning har bragt på bane og fortrængt. Men det er gået her som så ofte at tingen på grund af andre sager er skrevet i glemmebogen, og de gejstlige hvis sag det var at have sådant i erindring, frygter måske for a miskendes i bestræbelser af den art.

Sagen synes måske også ubetydelig. Indsenderen er dog af den mening at dens betydning er langt større end det ved første øjekast kunne synes. Fører man klage over vor tids hang til verdslige sysler og adspredelser, da bør man uden tvivl heller ikke forsømme at gøre gudstjenesten så højtidelig og indbydende som muligt. Hertil hører naturligvis især at sindet ikke adspredes ved uvedkommende veredslige tanker og at roen ikke forstyrres. I den gamle kirke fandt det vist nok sted at man indsamlede gaver, men med hensyn til forholdenes natur dengang kunne dette betragtes som en af den gudelige handlings skønneste scener. For det var de fattige som man på denne måde forsørgede, og det i en trængselstid hvor kristensamfundets trængende medlemmer uden sådan gavmildhed måtte geråde i elendighed. De offentlige stiftelser påtager sig fattigforsørgelsen, så at der ikke er nogen grund til at efterligne en skik i den udvortes form, når ånden og betydningen i samme er forandret. Tavlepengene tilfalder vel til dels endnu de fattige, men det indses ikke hvorfor denne sum ikke kan indkræves på anden måde og på belejligere tid og sted. Noget mindre stødende ville det dog være hvis man gik omkring enten umiddelbart før prædiken eller også efter denne. Dette er skik adskillige steder i provinserne. Vel er det muligt at der herved ville gå en del tabt for bøssen, men om så var, kunne dette vel blive godt. Kirkebetjentene ville sikkert ikke have noget imod en forandring som den omtalte der i det højeste kunne formindske deres indtægter med nogle få rigsbankdaler om året.

(Politivennen nr. 1307, Løverdagen, den 16de Januar 1841. Side 44-46).