Dyrlægens første problem var at undgå at slå ihjel
Nordens første dyrlæge, Peter Chr. Abildgaard, hvis skole blev grundlaget for Landbohøjskolen, mindes af 900 dyrlæger på måde i København.
Der skulle en altødelæggende kvægpest til før landbrugslandet i Danmark begyndte at interessere sig for dyrlægekunst 1750-60. Og der skulle gå endnu en snes år før man to det helt alvorligt. Det var da Nordens første dyrlæge, Peter Christian Abildgaard, standsede kvægpesten i 1781. I mellemtiden havde man i samarbejde med staten oprettet den dyrlægeskole der blev den spæde begyndelse til Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. P. C. Abildgaard mindes i denne uge af 900 deltagere i den nordiske veterinærkongres i København.
P. C. Abildgaard var af norsk afstamning. Faderen, Søren Abildgaard var kommet hertil fra Flekkefjord i Norge for at studere. Han giftede sig og levede for en stor del af et stort tegnetalent, der gik i arv til sønnerne. Peter Christians yngre broder, Nikolaj Abildgaard, blev sin tids største danske maler og kunstakademiets direktør.
Peter Christian Abildgaard blev sat i apotekerlære. Det var ham Ikke nok. Havde faderen ikke råd til at lade ham læse til student, måtte han klare det ved siden af arbejdet i Cappels Apotek Efter fire års natlige studier blev han i 1780 akademisk borger og gik videre med medicinen
En skuffelse
Men i 1763 ledte skæbnen ham ind på dyrlægekunsten, som for øvrigt i første omgang blev ham en skuffelse. Kvægpesten, der på ny var dukket op i 1782, fik rigets styrelse til at spekulere på, hvordan man skulle standse den. Man besluttede at sende tre unge medicinske studerende til veterinærskolen i Lyon. Blandt disse var Abildgaard.
Da de tre danskere kom til Lyon i 1763, var den første opdagelse, de gjorde, at man ikke interesserede sig for kvæg. Skolens opgave var at uddanne kursmede eller hestelæger. Skolens leder, Bourgelat, var i øvrigt så fornem, at han lod andre holde forelæsninger om hvad han skrev.
Kun Abildgaards videbegær og energi hindrede, at det hele blev en fiasko. Abildgård fik så omfattende en viden om heste og beslagkunst, at han senere vakte opmærksomhed ved at konstruere en hestesko på de rigtige og videnskabelige grundsætninger. Det var typisk for Abildgård, at han Ikke nøjedes med Bourgelats grundsætninger. Han studerede tillige hos dennes svorne modstander, Vitet.
Abildgaards hjemkomst har sikkert været ham en skuffelse. - Kvægpesten rasede endnu. Men Abildgaard beholdt sit stipendiat, så han kunne rejse ud i landet og finde en medicin mod pesten. Det lykkedes ikke. I 1767 skrev han en bog om dyrlægekunst. Den blev lagt hen. Så opgav han dyrlægekunsten i denne omgang og vendte tilbage til det medicinske studium. I 1768 blev han dr. med. på en afhandling om åreladning som middel mod undertrykt menstruation og erhvervede sig ret til at praktisere som læge. Han fik især praksis hos de udenlandske ministre I København.
Abildgaards første værk
Men dyrlægekunsten spøgede videre i hans hjerne. I 1770 udkom fra hans hånd en fortrinlig bog "En dansk heste- og quæglæge i et lidet udtog. Efter kongelig allernådigst befaling forfærdiget til bøndernes brug og nytte". Det blev 82 stærkt brugte sider. Senere kom udvidede udgaver. og de blev oversat til svensk og tysk.
Det var baggrunden for, at professor Oeder foreslog Struensee at få planen om en veterinærskole fremmet. Abildgård vægrede sig ved at gå i gang med opgaven, vel vidende hvilke vanskeligheder, der ville melde sig. Dyrlægekunsten var kun på forsøgsstadiet.
Men Struensee trøstede ham med, at blot hestelægerne blev undervist, så de ikke slog de dyr, der blev dem betroet i kur, ihjel, var det godt. Og det krav var overkommeligt at følge, selv under den tids forhold,
Struensees fald kort tid efter var ved at standse det hele. Men da Abildgaard i 1772 standsede den smitsomme lungebetændelse hos hesten i de kongelige stutterier, skulle det blive alvor. Den 13. Juli 1773 åbnede skolen på Christianshavn med den 33-årige P. C. Abildgaard som planlægger, ejer, forstander og eneste lærer. Samtidig fortsatte han som praktiserende læge, og han studerede videre i zoologi, botanik, fysik, kemi og mineralogi. I 1775 blev den første prøve holdt, og samme år blev Abildgård medlem af Videnskabernes Selskab og stadslæge i København.
Han havde nok at gøre, og det var forståeligt, at han Ikke kunne vedblive at bestride arbejdet alene, da skolen allerede i 1776 blev udvidet. Han fik en tysk kursmed og to unge medicinere som hjælpere.
Den 13. juli 1773 åbnede Peter Chr. Abildgaard sin skole på Christianshavn og lagde dermed grunden til det der siden blev til Landbohøjskolen. Her ses hovedbygningen på den gamle landbohøjskole i København der nu for længst er blevet for lille.
I 1779 holdtes den første egentlige dyrlægeeksamen. Og to år senere var Abildgård nået så vidt med sine kvægstudier, at kvægpesten i Danmark kunne standse. Da var der gået 19 år, efter at sygdommen havde fået rigets styrelse til at "gøre noget".
Sled sig op
Skolen blev efter udvidelserne I 1776 solgt til staten. De penge, Abildgård fik for skolen, blev ikke til lykke for ham. Han begyndte at spekulere på Børsen. Og her var åbenbart noget, Abildgård Ikke havde forstand på. 1 1783 var han i så store økonomiske vanskeligheder på grund af fejlspekulationer, at han ikke kunne se sig ud af en gæld på 16.000 rigsdaler, et betragteligt beløb på den tid.
Den lille detalje står at læse i "Skat-Cammerets Deliberationsprotocoll", hvori det står anført, at staten købte biblioteket, lnstrumentsamllngen og den mineralogiske samling af Abildgård. Og denne omstændighed skabte grundlaget for det store bibliotek, Veterinær- og Landbohøjskolen har i dag.
Siden har Abildgård nok alene holdt sig til videnskaben og dyrlægekunsten. Han rejste meget for at Indsamle ny viden og omsatte denne viden i skrifter og forelæsninger. Han bragte nye stamfår fra Spanien hjem til det danske landbrug, og han blev optaget som medlem i flere og flere udenlandske naturvidenskabelige sammenslutninger. Han tog aldrig hensyn til, at helbredet Ikke var for stærkt, og i 1801 - kun 61 år gammel - bukkede han under for en hjerneblødning.
Tage Jessen.
(Aalborg Amtstidende, 9. juli 1962. Demokraten (Århus), 6. juli 1962).
De kloge mænd og koner var dyrlæger.
Det var kvægpesten der var årsagen til at man begyndte at skænke dyrlægekunsten opmærksomhed.
Efter at kvægpesten havde raset med stor voldsomhed i årene 1745-48, kom den efter en pause tilbage 1762, og året efter blev den daværende medicinske student Peter Christian Abildgaard af regeringen sendt til den nyoprettede veterinærskole i Lyon for at gøre sig bekendt med midlerne til kvægpestens bekæmpelse.
Abildgaard var en meget dygtig og stærkt interesseret mand. Han blev i Lyon i halvtredie år, og da han kom hjem, åbnede han med beskeden støtte af regeringen den første veterinærskole i Danmark. Det var i året 1773 under det Guldberg'ske ministerium. Forinden havde han i 1770 udgivet en meget nyttig bog "Dansk Heste- og Qvæg-Iæge", og året efter en på det tyske sprog skrevet Bog om Husdyrenes Avl og Pleje. Veterinærskolen blev i 1776 overtaget af den danske stat.
Før man her i landet fik uddannede dyrlæger, hjalp man sig i sygdomstilfælde blandt husdyrene med såkaldte kloge mænd og koner, hvis råd var en vidunderlig blanding af indvundne erfaringer og overtro.
Når en ny stald var bygget, var det meget almindeligt at grave et levende kreatur ned i jorden udenfor stalddøren. Det var et brutalt offer til Hævnens Gud, for ethvert sygdomstilfælde blev betragtet som en hævn fra onde magter, og det gjaldt derfor om at stemme disse mildere ved at bringe et offer i form af et levende dyr.
Da udbygningerne til Hardenberg i 1890 brændte og genopførtes efter branden, fandt man således udenfor stalddøren de hensmuldrende skeletdele af en hest. De brændte bygninger var ældgamle, og der er ingen tvivl om, at hesten i sin tid er blevet nedgravet levende som et offer. Lignende fund er gjort mange andre steder, og de viser, at man på bøndergårdene er nøjedes med at nedgrave et mindre dyr, enten en stor kalv eller en kvie. Ved mit barndomshjem i Sydøstjylland har jeg selv uden for stalddøren fundet resterne af et dyreskelet.
Meget almindeligt var det også, når et husdyr blev angrebet af en eller anden sygdom, at antænde et bål af halm og kvas på marken og derefter trække det syge dyr gennem bålet, for at ilden kunne fortære sygdommen.
Sådan bar man sig i kvægpestens tid ad mange steder. At det ikke hjalp, kunne man tænke sig skyldtes de onde ånders store magt. At visse kreatursygdomme. bl. a. skab hos heste, var smittefarlige, og at det derfor gjaldt om at hindre smittens udbredeIse. havde man allerede øje for så tidligt som i 1693, da Christian V Danske Lov udkom. Det hedder nemlig i denne vise lovbog:
"Vorder Storhors skabede, og den, der ejer dem, vil ej forvare dem særlig paa sit eget. da man Ejerne, naar de hannem det til Tinge forelagt haver, jage dem i Dynd og Bløde og dræbe dem uden Paatale. Det samme er og om tamme Høns, om de vorde skabede".
Det var en barbarisk bestemmelse, idet de fleste nøjedes med at drive hestene ud i bundløse moradser, hvor de herefter døde en langsom og pinefuld død af sult, kulde og frugtesløse anstrengelser for at komme op. Og at man i vid udstrækning har gjort brug af lovens bestemmelser, derom vidner de mange hesteskeletter, som man siden har fundet ved tørvegravning i moserne.
På den tid, loven udkom, levede der imidlertid en præst, som vel af såvel humane som økonomiske grunde gav anvisning på at helbrede sygdomme hos dyr. De midler, han gav anvisning på, var imidlertid i bogstavelig forstand en hestekur, og hvis dyrene selv havde kunnet vælge mellem den og døden i mosen, er det et spørgsmål, om de alligevel ikke havde valgt det sidste. Den af præsten anbefalede kur mod skab hos heste lyder i al sin gru således:
I en balje samler man sur lud og lader den blive gammel, koger den og overgnider derefter den syge hest med en halmvisk. som flittigt dyppes i luden. Dernæst skraber man hesten med en skraber, så det bløder, hvorefter man på ny vasker hesten med lud, der er så varm, som den kan tåle det, og sætter så hesten på stald, til den bliver tør. Man tager så et halvt pund salpeter eller krudt, laurbær eller tolv lod svovl, støder hver af disse ingredienser i en morter og tager dernæst to potter køkkenfedt, hvornæst det hele røres sammen. Man varmer derefter denne salve i en lerpotte, smører salven på hesten og gnider den godt ind. Endelig tager man en gloende jernskovl og holder den over det syge sted, således at smørelsen smelter og langsomt drikkes ind i såret. Lidt tjære i smørelsen er godt. Midlet skal bruges hver fjerde dag, og hesten skal stå inde i et hus til sårene er lægte.
I det 16. og 17. Aarhundrede var oksens ondartede lungesyge også meget udbredt. For denne sygdom vidste præsten dog ligeledes råd, og dette råd lød således:
"Om aftenen, når solen er gået ned, tager man en tudse, hakker den, som den er, rører eller ælter den i sød mælk - dog med en pind for giftens skyld - sammen med rugmel, bager det som en kage og bager det hårdt. Hver morgen river man så lidt af denne hårdbagte kage og giver kvæget det, både det, som har ondt, og det, som intet fejler".
Når en studeret mand kunne give råd som dette, kan man uden vanskeligheder tænke sig til, at de råd, der blev givet af "kloge mænd og koner", ingenlunde var bedre.
Tudsen synes i det hele taget at have spillet en meget stor rolle som middel mod alle slags kreatursygdomme. Når den kluntede, uskønne tudse om sommeraftenerne kom frem fra sit skjul i småhuller under bygningerne, blev den betragtet med overtroisk ærefrygt. Den listede så sindigt om, gjorde ingen fortræd, men alligevel var det ikke værd at komme den for nær. Den kunne nemlig - mente man - spytte edder og forgift på den, der rørte den. At den selv var en eneste giftklods på fire stumpede ben, var der ingen tvivl om. Derfor var ikke alene hele dens krop, men også dens organer meget virksomme mod kreatursygdomme, når den, som præsten anbefalede, blev hakket og blandet med rugmel og bagt til en kage, thi med ondt skulle ondt fordrives.
Mod kastning af kvæget var et af de "kloge mænds og koner"s råd at hænge en død ræv op i stalden. Dette råd havde i hvert fald den fordel, at det ikke gjorde dyrene fortræd eller påførte dem lidelser, men særlig behageligt kan det ikke have været at komme i nærheden af ræven, så længe forrådnelsesprocessen varede.
I det hele taget må både dyr og mennesker være glade for, at vort land - omend lidt sent - fik så dygtige dyrlæger, som tilfældet nu er.
(Isefjordposten, 3. januar 1948).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar