Tørlægningen af Nakskov Fjord. Tredje Omgang: Højesteret 1836. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1836:

- Red. er bleven anmodet om at bringe til offentlig kundskab at de i Nr. 62 af d. bl. navngivne borgere af Nakskov under 1. dennes har ladet udtage appelstævning til Overretten i sagen mellem dem og hr. kammerråd landvæsenskommissær Lund på Fredsholm; hvorhos bemærkes at, i den af hr. kammerråden i benævnte nr. af d. bl. indkørte underretsdoms-konklusion, kontracitanternes navne er angivne i en urigtig orden. Dommen nævner nemlig som de tre første af disse: "Lods Poul Weilsøe, dennes Søn Peder Weilsøe og Kjøbmand og Dbmd. Jens Andrea", og ikke som anført, den sidstnævnte af disse tre først.

Tillægsblad til Kjøbenhavnsposten nr. 332, 16. november 1836:

Underdanigst!
Det er det Kongelige danske Kancelli bekendt, at der mellem landvæsenskommissær Lund på Fredsholm og en del af Nakskovs borgere og indbyggere verserer 2 retssager, angående bortryddelsen af en del af dæmningen, der forbinder Skandsen i Nakskov Fjord med Færgelandet og over hvilke Lund har søgt at bane sig en kørevej til Nakskov.

Hvad der i særdeleshed må have bevæget Lund til at anlægge sag i berørte anledning må vi formode er den omstændighed, at det skøde der meddeltes Lund af den forrige ejer af Steensøe, Clasens enke, og hvori hr. Lund tillige overdrages Skandsen og dæmningerne, som forbinder Steensøen med Skandsen og denne igen med Færgelandet - er tinglæst uden at rettens skriver hr. byskriver Vest, som bestyrer af skøde- og pantevæsenet, har meddelt samme nogen bemærkning eller påtegning om Clasens og enkes manglende adkomst og hjemmel til de nævnte dæmninger eller grunden hvorpå disse hviler.

Det er netop i denne vigtige anledning at undertegnede, som nogle af dem, Lund i hint tilfælde har sagsøgt, vover at henvende sig til det Kongelige danske Kancelli for at gøre dette Kollegium bekendt med hvorledes byskriver Vest her i Nakskov ved at undlade hin bemærkning, har forsømt at meddele en attestation, han i medfør af sit embede, antages at burde have givet, og hvorunder de sagsøgte mere eller mindre vil komme til at lide. Lund beråber sig under sagerne bestandigt på sit rene, uanmærkede skøde som skulle hjemle ham ejendomsret til dæmningerne og deres beliggenhed. Men Clasens enke der ved skødet overdrog Lund disse, har lige så lidt som hendes afdøde mand haft rettighed til disse enten ved skøde, ved hævd eller på nogen som helst anden måde, og havde følgelig heller ikke rettighed til dæmningens anlæg eller vej.

Nævnte vej som af Clasen blev anlagt ved tilførsel af sand, sten, grus osv., har blot henligget nogle år upåtalt af vedkommende på et sted, hvor der fra Arilds tid har været fri og uhindret sejlads og fart, og er det som meldt først ved skødet til Lund at der eksisterer et retsdokument på samme. Byskriver Vest har således ved at undlade på skødet at gøre bemærkning om forrige ejers manglende adkomst til disse køre-våser og deres beliggenhed, formentlig tilsidesat eller forsømt en pligt der i medfør af hans embede i det væsentlige måtte påhvile ham. 

Vi vil for at det høje Kollegium kan være i stand til fuldkommen at skønne over, og sætte sig ind i sagen, ordlydende anføre landvæsenskommissær Lunds egen begæring på titnævnte skøde med hensyn på sammes tinglæsning ved Nakskov byting, under hvis jurisdiktion nævnte vejanlæg ligger. - Bemeldte begæring lyder således:

- For så vidt den i dette skøde anmeldte V, Skandsen kaldet med tilhørende og tilliggende dæmninger, der forbinder Steensø og Skandsen med Færgelandet er beliggende på Nakskov grund og under dennes jurisdiktion, udbedes samme tinglæst som adkomst for mig til dem. Det bemærkes, at bemeldte Skandse med dæmninger ansættes til en værdi af 100 Rbd. sedler.
Fredsholm d. 5. jan. 1835.
Lund.

I overensstemmelse med denne begæring blev skødet tinglæst uden at hr. byskriver Vest på samme gjorde nogen bemærkning om at Clasen eller enke manglede hjemmel eller adkomst såvel til dæmningerne selv, som til grunden hvorpå disse ligger.

Hr. Vest vidste fuldkommen vel at der ikke eksisterede hjemmel for Clasen eller enke til titnævnte dæmninger, der var anlagte på en det offentlige tilhørende grund. Det var endog da skødet blev tinglæst, som først skete den 7. januar 1835, omendskønt udfærdiget i marts 1832, allerede over en måned siden at Lund var forbudt brugen af vejen over dæmningerne til Nakskov derved: at møller Seifert havde i november måned 1834 ladet oprense den gamle kanal eller indsejling til hans mølle og hvilket foretagende havde afskåret Lund al videre passage og vej over møllerens grund og ejendom.

Årsagen hvorfor mølleren således afskar ham vejen var: at Lund nægtede at give såvel ham, som Færgelandsejeren den erstatning for at køre fra dæmningsvejen over deres ejendomme til byen, som de før havde haft, ikke alene af Clasen og dennes enke, men endog af selve hr. Lund i de flere år disse og han havde været ejere af Steensø og gjort brug af vejen over Færgelandsvejen og møllerens Grund.

Kancelliet behager at bemærke: at omendskønt Lund fra marts 1832 har haft skøde af madam Clasen på Skandsen og dæmningerne, har han dog, som kan bevises - men for underretten er glemt at bevises - svaret mølleren og Færgelandsejeren noget vist årlig for at have vej over deres grund; vi beder endog underdanigst at det høje Kollegium vil bemærke at der i Lunds begæring til Vest om at skødet ved retten måtte læses som adkomst for ham, forsåvidt dæmningerne lå på Nakskov grund, ligger bevis og tilståelse af Lund for at dæmningerne for en del var anbragt på byens grund; - Ja der var endog under 1. december 1834 læst en deklaration ved bytinget, efter hvilken møller Seifert erklærede at han ingen sinde over sin ejendom, hvortil benævnte dæmninger grænser, ville tillade Lund vej da han indså at det kunne være til største skade for byen, og hans deklaration indeholdt endog at han til sikkerhed for at han ville holde sit løfte, forpligtede sig til at han i modsat tilfælde ville yde 10 tønder byg til byens kæmnerkasse årlig, hvilket skulle hæfte som prioriteret gæld på hans mølle og øvrige ejendom.

Alt dette foruden den almindelige tale imellem mand og mand om det urigtige og skadelige af dæmningerne og vejanlæg m. v. burde have vakt hr. Vests opmærksomhed. Men desuagtet gav han Lund et uanmærket skøde, så man næsten kunne fristes til at tro at han har gjort dette ganske i favør af Lund. 

Som følge deraf har Lund hvad man kalder et rent uanmærket skøde, hvilket her ikke tilkommer ham, eller han nogensinde kan få. Men da dette hidrører fra en forseelse fra skøde- og pantekontoret, skal da 3 mænd lide derunder? eller skal vedkommende embedsmand efter loven ikke rimeligvis tilsvare den deraf flydende skade i enhver henseende? Der haves jo ingen anden sikkerhed med hensyn til adkomstens fuldstændighed og mulige behæftelser på ejendommen end netop skødet og pantevæsnets bestyrers attestation.

Når nu altså Lund har hjemlet skøde på oftnævnte dæmninger med videre, ved den omstændighed at byskriver Vest ingen påtegning om sælgerens manglende adkomst har givet skøder så ved vi heller ikke hvormed hr. Vest vil forsvare denne sin handling, da han i en attest af 31. maj 1836, som her in extenso indføres, erklærer: at aldeles ingen for Lund har haft skøde på dæmningerne m. m. Attesten lyder således:

"Afdøde H. D. Clasen, Eier af Steensøe, haver under 28de Februar 1831 faaet Skjøde af Bagermester Anders Lehm paa Øen Skandsen i Nakskov Havn, derimod har hverken han eller hans Enke, saalidet som nogen Anden her under Jurisdictionen havt tinglæst Adkomst til de Dæmninger, der forbinde Skandsen med Færgelauget eller Steensøe, der disse ved Clasens Enkes Skjøde overdroges Kammerraad Lund. Dette attesteret herved.

Nakskov, den 31te Mai 1836. Vest.

Denne attest indeholder bevis eller oplysning om det ganske modsatte af hvad skødet godtgør. Og netop ved denne attest erkender Vest det urigtige i at have undladt at give skødet anmærkning om sælgerens manglende adkomst til det solgte. Netop ved denne attest modsiger Vest sig selv.

I det vi således have gjort det høje Kollegium bekendt med hvorledes byskriver Vest i Nakskov har undladt at give den fornødne bemærkning på det omtalte skøde, hvilken omstændighed vi formener alene har bevæget landvæsenskommissær Lund til under sagerne om os at bruge den skammelige benævnelse: "Voldsmænd," udbeder vi på egne og øvrige sagsøgtes vegne, underdanigst at hr. Vest fra det offentliges side må blive draget til strengt ansvar for denne hans tilsidesættelse af hvad der qva embedsmand pålå ham som pligt, og ham tillige pålagt at erstatte den ved sådan urigtighed foranledigede og foranledigende skade og tab overensstemmende med forordningen af 7. februar 1738, i hvilken anledning vi forventer det høje Kollegiums gunstige resolution, da vores sag ikke er chikane mod Lund, men en redelig trætte om enten byen skal beholde sine gamle rettigheder til fri sejlads for fiskeri og videre næringsdrift imellem nævnte øer, eller Lund skal beholde hævd og ret til veje og vejanlæg ved de gjorte dæmninger.
Nakskov, den 27. oktober 1836.
Underdanigst 
konciperet af Jens Andrea, Skibsfører. Dannebrogsmand.
Til Det Kongl. danske Eancelli. i Kjøbenhavn.
Underdanigst
Jens Andrea, Skibsfører. Dannebrogsmand. 
C. L. Dideriksen, Skipper og Borger i Nakskov.
Poul Weile, Fast-Lods.
Christian Poulsen, Skibsfører.
Christian Sove, Skipper og Borger.
At en ligelydende kopi til det Kongelige danske Kancelli, såvelsom den ligelydende original til stiftsbefalingsmand kammerherre Jessen er afsendt med dagsposten, bliver på Forlangende bevidnet.
Nakskov Postkontor den 27. oktober 1836.
Klemp.
Genpartens rigtighed bekræfter
J. Andrea. C. I. Diderichsen. Poul Weile

Kjøbenhavnsposten 7. februar 1838:

- Imorgen (torsdag d. 8. febr.) foretages i Højesteret Sagen: Lods Poul Weiløe, dennes søn Peder Weilløe, købmand og dbm Jens Andrea, skibstømmerm. Jens Jacobsen med flere kontra landvæsenskommissær og proprietær Henrik August Lund til Fredsholm. Denne sag har allerede tidligere været omtalt i dette blad, idet 2 borgere fra Nakskov havde tilstillet redaktionen en skrivelse, der findes meddelt i det nummer, som udgik torsdag den 8. oktbr. 1835, og hvori de klagede dels over den ovennævnte indstævntes formentlig aldeles ubeføjede anlæg af en dæmning mellem den såkaldte Skandse og Færgelandet ved Nakskov, af en anden mellem Skandsen og Steensø samt af en fra Skandsen ud i Nakskov Havn anlagt gangbro, hvorved "han spærrede dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben og altid været befaret såvel af Nakskovs fiskere som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstaden med deres produkter", dels over Generaltoldkammerets formentlig uberettigede indblanding i denne sag, der ikke egnede sig til administrativ, men kun til judiciel afgørelse, ved at befale havnekommissionen at tilstoppe en åbning i førnævnte dæmning, som citanterne havde ment sig berettigede til at gøre, da Lund havde vægret sig ved at åbne dem den gamle vej, hvilken ordre havnekommissionen vægrede sig ved at opfylde. Senere modtog redaktionen atter fra 3 borgere i Nakskov en skrivelse, hvor de yderligere deducerede sagen, og som er blevet meddelt i nr. 258 af dette blads 9. årgang for tirsdag den 27. oktbr. 1835, hvortil vi henviser vores læsere. 

På grund af det ovennævnte brud på dæmningen havde Lund indklaget citanterne for vold, samt til at istandsætte våsen, og disse havde igen kontra-sagsøgt denne for vold samt til at borttage våsen. I begyndelsen af året 1836 modtog redaktionen fra proprietær Lund en skrivelse, der er kommunikeret i nr. 62 af dette blads tiende årgang, og hvori findes indrykket den af den konstituerede sættedommer, birkedommer Christian Møller, den 22. febr. 1836 afsagte domskonklusion 

(her dommen, se artiklen ovenfor)

Denne dom blev under 10. oktober næstefter stadfæstet inden Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, hvis dom ved stævning af 8. november samme år er ved justitsråd Høegh-Guldberg indanket for Højesteret til at blive kendt uefterrettelig at være og til sagens hjemvisning eller til underkendelse, tilsidesættelse og forandring, ligesom der også under 29. april 1837 er erhvervet kongelig bevilling til at sagen må for Højesteret procederes og sammesteds påkendes i realiteten, uden at den omstændighed at sagens realitet ikke er blevet procederet for Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, og at denne ret ikke desto mindre har pådømt samme, deri skal være til hinder. For fuldstændigheds skyld bemærker vi at redaktionen efter at overrettens dom var faldet, har modtaget en skrivelse fra en af citanterne, købmand og dannebrogsmand Jens Andrea der findes meddelt i et ekstranummer til dette blad for onsdag den 16. november 1836, til hvilken vi vil henvise de af vore læsere der ønsker yderligere kundskab om sagen. For den indstævnte møder for Højesteret advokat Schäffer.

Kjøbenhavnsposten 8. februar 1838:

For at publikum ikke forgæves skal møde i Højesteret i anledning af den til i dag ansatte sag: Lods Poul Weiløe, dennes søn Peder Weiløe, købmand og dannebrogsm. Jens Andrea, skibstømmermand Jens Jacobsen med flere kontra landvæsenskommissær og proprietær Henrik August Lund til Fredsholm, bemærker vi at samme formentlig endnu ikke i morgen vil komme for, da den foregående sag endnu vedvarer, men at den derimod rimeligvis vil begynde på mandag. Vi har allerede tidligere bemærket hvor vanskeligt det er, med bestemthed at sige, til hvilken tid en sag vil blive foretagen i ugens løb, og har her en stadfæstelse derpå som vi beder læserne undskylde, som os utilregnelig. Sagen selv vil når den kommer for, formodentligt vare flere dage.

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 18. februar 1838:

Fædrelandet.
I sagen lods Poul Weiløe, Kjøbmand og dbm. dennes søn, Peder Weiløe, Jens Andrea m. fl. kontra landvæsenskommissær, og proprietær Henrik August Lund blev i onsdags, den 14. febr. afsagt følgende dom i Højesteret: "Indstævnte bør inden 6 måneder efter denne Højesteretsdoms lovlige forkyndelse, under en mulkt af 5 rbd. Sølv til Nakskov Købstads Fattigkasse for hver dag han derefter sidder dommen overhørig, foranstalte borttaget den mellem Skandsen og Færgelandet værende dæmning eller kørevej, betegnet på det under sagen fremlagte kort no 1 med a til b, og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, hvori det var forinden bemeldte dæmning eller kørevej blev anlagt. I øvrigt bør parterne for hinandens tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger for alle parter ophæves. Til justitskassen betaler citanterne 5 rbd. sølv og indstævnte ligeså meget. 

(Som bekendt var citanterne såvel ved Under- som Overretsdommen tilpligtede hver for sig at bøde 3 S lod sølv til deling på anordnet måde, samt in solidum at erstatte kammerråd Lund på Fredsholm den skade som de ved at  gennembryde forbemeldte dæmning eller kørevei havde forårsaget, efter uvillige af retten udnævnte mands skøn, dog at denne erstatning ikke måtte overstige 3000 rbd.).