Dr. J. J. Dampe VI. (Efterskrift til Politivennen)

 Del VI causerer over dommen set i lyset af tiden hvori Dampe virkede: 1820'erne, tiden før og tiden efter. 

Dr. Dampe

VI

Det er mig uvitterligt, om denne dom - hvis væsentligste fundamenter man så meget des vanskeligere skal kunne efterspore i vor ellers på restriktioner af ytringens frihed få frugtbare lovgivning som retten selv her har troet aldeles at måtte abstrahere fra lovgivningen - , af den domfældte i sin tid er bleven forlangt indanket for højesteret. At den ikke er kommen under påkendelse af landets øverste domstol er imidlertid ligeså vist som det er højst beklageligt. Nu afgiver denne sag kun et bedrøveligt vidnesbyrd om, hvor lidt der for ikke længer end 2 årtier siden behøvedes hertillands for at få en mand ved en retsdom frakendt den af ham lovligt erhvervede rettighed til at optræde som offentlig taler og lærer fra Prædikestolen og katedral. Det er et både retligt og logisk mærkværdigt ræsonnement, der her frembyder sig som summen af flere dog både fornuftige og retskyndige mænds, juridiske mening: tiltalte kan ikke antages ved prædikenen at have haft til hensigt at opmuntre til deltagelse i de dengang stedfundne uroligheder, ja end ikke overhovedet at have villet opmuntre til nogen egenrådig og mod den borgerlige orden stridende fremfærd; men han er gået nogle vers udenfor den ham egentlig foreskrevne tekst, han har desuden ikke indrettet sit foredrag således, at ingen mistydning deraf kunde finde sted: han har derfor vist mangel på skønsomhed og overlæg og bør til straf frakendes ikke blot sin ret til at prædike, men også sin jus docendi som doktor i filosofien. Når ikke rettens offentlige protokoller godtgjorde eksistensen af denne domsakt og af disse præmisser, tror jeg, at de fleste med mig højlig ville drage i tvivl, at det er i Danmark, denne retsdom er afsagt, tyve år inde i det nittende århundrede.

Som man af dommen vil have set, er der aldeles intet lovstridigt fundet i den trykte prædiken - og dog er denne ikke bleven frigiven? dog ligger den endnu, 21. år efter, under politiets beslag? Grunden hertil kunde måske søges i den praksis, som følges ved deslige beslaglæggelser, at de nemlig ikke hæves umiddelbart efter sagens afgørelse for domstolene, men først når en rekvisition er sket fra tiltaltes side med en udskrift af dommen. Men det må for alting ikke tabes af sigte, at i dette tilfælde er sagen slet ikke kommen til endelig afgørelse. Det må stå i Dampes magt, såfremt han ikke har erklæret sig tilfreds med Hof- og Stadsretsdommen, endnu at få denne prøvet for Højesteret, ligesom han, hvis han ikke nu vil appellere den, har sin ret ubeskåren til at fordre oplaget af den beslaglagte prædiken sig udleveret som sin lovlige ejendom. At det står til ham, om han vil, at gøre en af disse to påstande gældende, anser jeg for soleklart, med mindre også retten dertil særligt skulle være ham berøvet, hvilket da kun kunne antages at være sket ved den samme kgl. resolution af 7. marts 1821, som, efter at han ved  kommissionsdom var dømt fra livet for majestætsforbrydelse , benådede ham med hensættelse i fængsel på Christiansø, under streng bevogtning, for livstid. Det er imidlertid ikke rimeligt, at der i denne resolution , der, ligesålidt som kommissionsdommen nogensinde i sin helhed er blevet publiceret, er blevet taget hensyn til den tidligere sag.

Allerede forinden aktionen imod ham i denne trykke- og talefriheds-sag anlagdes, havde Dampe åbent og på den mest utvetydige måde ytret sine anskuelser om ønskeligheden af en repræsentativ forfatning for fædrelandet ved en ode: "Constitution", "tilegnet H. M. Kongen", hvilken han agtede at udgive i trykken; men den blev supprimeret efter kancelliets ordre uden at nogen aktion derfor anlagdes imod ham. Jeg mindes ikke at have set dette digt; men det er højst sandsynligt, at det intet har indeholdt, der endog dengang kunde give mindste formodning om muligheden af en domfældelse.

Under aktionen udgav han, under titel af: "Prosa", to samlinger, indeholdende mindre prosaiske stykker af blandet, for størstedelen satirisk indhold, af hvilke flere, skønt holdt i en vis almindelighed, i et dengang uvant sprog behandlede oppositions-temaer *). Ligeledes påbegyndte han udgivelsen af et blad "Iagttageren", hvoraf et nummer skulle udgå om ugen et nummer skulle udgå om ugen. Det første nummer udkom den 4. oktober og det sidste (nr. 13) den 15. novbr. 1820 (dagen for Dampes arrestation). Det var især i dette blad (der forøvrigt også indeholdt æstetiske meddelelser) at Dampe udviklede sine politiske anskuelser, og det bliver derfor af vigtighed ved bedømmelsen af hans stilling i publikum nærmest forinden højforræderiaktionens anlæggelse imod ham. Men for rigtigt at kende denne hans stilling er det nødvendigt først at kaste et blik på stemningen heri landet og navnlig i hovedstaden i slutningen af året 1820.

Over seks år var da forløbet siden den ulykkelige Kielerfred, og den almindelige utilfredshed, som denne vakte overalt i landet), havde haft tid til at lægge sig. Det er bekendt nok, med hvilken jubel allerede Frederik den Sjette blev modtaget efter sin hjemkomst fra Wien, hvorledes man havde glemt alt ved gensynet af den fyrste, til hvem man i en så lang årrække havde været vant at knytte ethvert håb om frelse af de mange lidelser, som en ulykkelig krig og en slet finansbestyrelse havde bragt over landet og folket, og i hvem man endog nu - så kort efter den katastrofe - så den styrmand, der havde reddet det tilbageblevne lille Danmarks selvstændighedsskude ud af det truende skibbrud. - Vel kunne det ikke være andet end at jo en og anden allerede i de år sendte et længselsfuldt blik op til det sig under en fri forfatning stedse lykkeligere og fastere konsoliderende fordums broderrige; men  en almindelig sympati for dettes vilkår var ikke endnu vakt, og kunne så meget mindre vækkes som en fjendtlig ånd, endnu stedse hos nordmændene i skrift og tale ytrede sig, ikke alene imod den danske regering, men også imod det danske folk, og således holdt gemytterne i en bestandig ægget stemning. Nogen egentlig liberalistisk fraktion af folket eksisterede her l Danmark næppe i de første år efter Kielerfreden, i det mindste næppe nogen, der selv vidste hvad den ville; for på misfornøjelse i anledning af enkelte regeringsforanstaltninger og en dunkel bevidsthed om, at det var temmelig slet bevendt med flere væsenlige brancher af regeringen, og navnlig med finansbestyrelsen, manglede det ikke, men den ytrede sig kun i private samtaler, højst, og endda sjælden nok, i enkelte større selskaber, fx i de klubber, hvor ikke l'Hombrespillet havde kvalt al konversation. Pressen var aldeles tam; vi havde dengang ingen selvstændig journalpresse, og de få frie ytringer der ville give sig luft, kvaltes i fødselen , da man dengang (som også Dampes i forrige afsnit anførte ytringer nok så meget viser), ligesom endnu et årti efter, betragtede den med eg muligt en trykkefrihedsaktion med sine kun alt for sandsynlige følger af, i det heldigste tilfælde, bøder omkostninger og livsvarig censur, var et skræmmebillede, som kun såre få vovede at troede dristigt under øjnene. Ja, havde engang en enkelt ladet pennen løbe af med sig i et ubevogtet øjeblik, gik han hellere ind med en supplik til kancelliet om at blive fri for alt videre imod at lægge en lille rund sum som bo-pressen tilsynhavende politiembedsmand ganske som en virkelig censor, til hvem man sendte korrekturaftryk af ethvert blad og skrift, hvem man lod stryge så godt som alt hvad han vilde, og hvis trussel om beslaglæggelse der, end han lod sig aktionere. Hvert år bragte sine regelmæssige rigelige deputater af kongerøgelse i dårlige vers og viser til de allerhøjeste geburtsdage, regeringens foranstaltninger omtaltes på prent kun i de vamleste smigerudtryk, og jo mindre sand nationalfølelse der åbenbarede sig, desto hyppigere viste sig dens gøglebillede i de uendelige lovsange over Danmark og gamle Danmark, som fandt deres højeste potens af ridicule i frøken Jessens kronede nationalsang. Kort sagt, man levede dengang ganske i de gode gamle tider, da man aldrig på prent nævnte kongen uden adorerende tillægsord, og aldrig nogen af hans embedsmænd uden at anføre hvilken rang, hvilke titler og ordener denne havde, og at kalde ham den højfortjente, - de tider, hvis forlis Henrik Hertz har viet en så tragisk jeremiade i sine "Stemninger og Tilstande" og som, med Guds og den vakte folkeånds bistand, aldrig  ville vende tilbage.

*) Et lidet satirisk Stykke heri: "Om O'er med +" gjorde, husker jeg, især opsigt. Det går ud på at bevise, "at et O med et + betyder ingen ting, og at når, hvad der virkelig betyder noget, så er et + tilsat, så bliver den virkelige værdi dog derved ikke større"

**) Om Stemningen i hovedstaden i det øjeblik efterretningen indløb om fredsslutningen og Norges afståelse, kan kun den gøre sig en ret levende forestilling, der i Skuespilhuset bivånede opførelsen af "Jacob v. Tyboe", som blev givet samme aften eller en af de første Aftener efter. Den harme, som havde gennemtrængt alle klasser af  folket, gav sig ved denne lejlighed luft fra loger og parterre i det propfulde hus med en så bittert ironiserende furore, som jeg i det mindste hverken før eller siden nogensinde har hørt magen til.

Kjøbenhavnsposten, 27. august 1841.