Slesvig-Holsten 1837-1839. (Efterskrift til Politivennen)

Fra omkring 1837 begyndte det at knirke mellem de liberale i Danmark og Slesvig-Holsten. Stænderforsamlingerne opførte sig højst forskelligt: De københavnske liberale ville fastlægge en politik for alle dele af Helstaten, mens de slesvig-holstenske stænderforsamlinger arbejdede for regionale friheder og rettigheder, også selvom disse var i strid med centralmagten i København. Enevældens forsøg på at fordanske Holsten under Englandskrigene 1807-1814 viste sig at være en fiasko.

En af de første tvister fandt sted omkring oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Her kritiserede "Kiøbenhavnsposten" (nr. 85, 25. marts 1837) at "Kieler Corresponden-Blatt" ikke ville støtte en indsamling til opførelse af Thorvaldsens Museum. "Correspondenz-Blatt" mente ikke, som "Kiøbenhavnsposten", at det var en  patriotisk handling for slesvig-holstenske bønder og landbefolkning, især i en tid med stor nød og fattigdom. Ydermere havde bladet antydet at det heller ikke var det for landbefolkningen og bønderne i Jylland. "Kiøbenhavnsposten" kaldte det for "magtsprog", mens "Kieler Correspondenz-Blatt" efterfølgende svarede i en artikel 5. april 1837 at det var udtryk for at Kiels indbyggere altid havde afvist danismen ("Danismus"). 

Bladet understregede at det ikke var rettet imod det danske folk, men hovedstadens aristokrati. Og bladet sammenlignede frivilligheden med lotto-indkomster som kom staten til gode. Det påpegede at når amtmænd opfordrede til noget, blev det opfattet af bønderne som en befaling, idet hvis de ikke gjorde det, ville de falde i unåde. (Det danske synspunkt til fordel for indsamling gengives iøvrigt helt op til i dag, hvor Thorvaldsens Museum kun fokuserer på et af "Kieler Correspondezblatts" argumenter: at det var igangsat af adelen. Museet har dog - og respekt for det - aftrykt hele artiklen) så læsere med tyskkendskab kan få alle nuancer med. Det er i øvrigt et af de få steder man kan læse på dansk om Olshausen.

Der blev fyret op under splittelserne mellem dansk og tysk i et svar til præster fra Flensborg (uddrag) som havde udbragt skåltaler:

Politisk Fanatisme

Men hvad skal man sige om Skaalen, naar man vil betragte den som et Udtryk af de flensborgske Præstemænds christelig-kjærlige Sindelag mod deres Embedsbrødre i selve Hertugdømmet; thi saa uvidende kunne de ikke være, at de ikke skulde vide, at der i Nordslesvig findes mange jydske Præster? Og hvad skal man sige om Invectivet, naar man betragter det som rettet mod deres egne Menigheder; thi det er vitterligt, at Flensborg Amt er beboet af Jyder (Sønderjyder) og selv den arrigste Erkeslesvigholstener skal ikke være mægtig til at kunne bevise at den fariske Stamme nogensinde har udbredt sig derhen? Om man end ikke havde historiske Documenter derfor, saa give de danske Stednavne og det endnu levende, skjøndt ved Præsters og Skolelæreres forenede Bestræbelser mere og mere hendøende, danske Almuesprog uforkastelige Vidnesbyrd derom, og det er jo desuden, som Professor Poulsen har oplyst, befalet, at ingen Præst maa ansættes i Flensborg Amt, som ikke er det danske Sprog mægtig; men den Anordning have Tydskerne puttet i Kakkelovnen, ligesom saa mange andre. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. juli 1838)

Dette blev fulgt op i " med den danske præsts opsigelse af sin stilling. Af de fire kirker i Flensburg var kun 1 dansk, og den var endda i krise. Den ringe opbakning til kirken får bladet på en eller anden måde til at være "tyskernes" skyld:

(Dansk Præstekald i Flensborg.) Efter Forlydende skal den hidtilværende danske Præst i Flensborg have søgt om sin Afsked. Dette Præstekald besættes paa den Maade, at Magistraten i Flensborg repræsenterer tre Candidater, af hvilke saa Magistraten og de deputerede Borgere vælge een. Denne Maade, efter hvilken et dansk Præstekald besættes af tydske Collegier, kan ikke ansees for passende, og der turde derfor vel være Grund til at ophæve denne Skik og bestemme, at dette Kald i Fremtiden skulde besættes umiddelbart af Kongen. - Det danske Præstekald i Flensborg er kun ringe i Henseende til Indtægterne, men det er vigtig, fordi Hellig-Aands Kirken i Flensborg er den eneste danske Kirke i denne By. Den hidtilværende Præstes formand Pastor Jensen, havde 800 Communicanter om Aaret og virkede desuden meget ved at give Privatunderviisning i det danske Sprog. Men den nuværende Præst har ikke gjort mere, end det høist Nødvendige. Han skal strax efter sit Kalds Tiltrædelse have svaret dem, der af ham begjærede Privatundervisniing i det danske Sprog, at han ikke kunde saa meget dansk, som der udkrævedes til at give Underviisning deri. Den danske Menighed, hvortil Enhver i Flensborg By kan holde sig, er derfor geraadet i Forfald, og Præsten har i de senere Tider ofte været dispenseret fra at prædike, fordi der ingen Mennesker kom i Kirken. Alligevel kan det ikke omtvivles, at der i saa stor en By som Flensborg, der har  14.000 Indvaanere og hvor der endnu høres meget dansk, ere Mange, især blandt de talrige, for det meste kun dansktalende Søfolk, der gjerne ville høre en god dansk Prædiken. En begavet dansk Præst, der tillige viste Nidkjærhed for det danske Sprog, vilde der vist kunne virke meget, saavel til at samle den adspredte og næsten opløste Menighed, som til Sprogets Opretholdelse. Det var derfor at ønske, at man paa høiere Steder ville tage Hensyn dertil. (Dannevirke).

(Kjøbenhavnsposten, 28. august 1838)

Gammel slægtsgård (1789). Selv om landbruget stadig spillede en stor rolle i hertugdømmerne, var de dog også langt fremme med industrialiseringen, endda længere end Danmark. Frederik 6. var ikke just tilhænger af teknologiske fremskridt. Han skal således fx have frarådet blikkenslageren Johannes Irgens at satse på gasbelysning. Den blev da også modsat London og Paris først indført efter enevældens fald. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Københavnerpressen blandede sig i allerhøjeste grad i Slesvigs regionale forhold. Ud fra forestillinger som var mindre realistiske end Olshausens.