Straf. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret har i denne Uge paakjendt en Sag, der afgivet et paafaldende Beviis paa, hvorledes Lovgivningens Straffebestemmelser, naar de anvendes paa det enkelte foreliggende Tilfælde, undertiden kunne blive yderst haarde og ikke staae i nogetsomhelst passende Forhold til Forbrydelsens egen Natur og Beskaffenged. Den 3die Januar sidstleden blev Tiltale Karen Christine Loa anholdt og arresteret paa Grund af et Tyveri, som der dog efter det under Forhørene oplyste ingen Grund er til at antage, at hun har begaaet. Under Forhørene vedgik hun imidlertid, at hun nogle faa Gange i Løbet af December Maaned forrige Aar af Mangel paa Nattelogis er igjennem et ikke tillukket vindue stegen ind om Aftenen i hendes forrige Husbondes, Toldbetjent Hermannsens, Stue, hvor hun viste, at Ingen paa den Tid opholdt sig, og derpaa hver Gang, efterat have smurt sig et Par stykker Smørrebrød og spiist samme, sat sig til at sove i Stuen indtil om Morgenen, da hun atter forlod Huset. Denne Lovovertrædelse fandt Localøvrigheden sig beføiet til at eftergive hende, imod at hun lovede for Fremtiden at afholde sig fra alt Ulovligt. I Midten af Marts Maaned gjorde hun sig imidlertid skyldig i en lignende Lovovertrædelse, idet hun et Par Gange banede sig Vei ved Hjelp af et aabentstaaende Vindue til Væver Fabers Spisekammer og der nød et Par Stykker Smørrebrød. Som et Beviis paa Tiltaltes trængede og forladte Stilling fortjener det at anføres, at hun den sidste Nat, da hun blev paaagreben, satte sig i en Krog i Gaarden og faldt strax i Søvn, i hvilken Tilstand Bestjaalne Faber fandt hende. At hun har handlet i den yderste Trang og blottet for alle Subsistentsmidler, er der al Anledning til at antage, og det er ikke under Sagen oplyst, at hun har sat sig i Besiddelse af andet end de omtalte Fødemidler, som vare fornødne til at tilfredsstille hendes Hunger. Hun har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Efter den Tyvslovgivning, der gjalt førend Frdn. af 11te April 1840 udkom, vilde hun paa Grund af det Stjaalnes Ubetydelighed og hendes Trang være bleven anseet med nogle Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, da hun ikke havde begaaet noget Indbrud for at udøve Tyveriet. Efter den nysnævnte Forordnings § 12 kunde hun imidlertid ikke slippe med denne Straf, thi denne Paragraphs andet Membrum fastsætter, at den, der om Nattetid baner sig Adgang til Huusleilighed igjennem saadanne Veie, som ikke ere bestemte til Indgang, skal ansees med Strafarbeide fra 6 til 16 Aar, efter Omstændighederne paa Livstid. Bemeldte Forordnings § 30 kunde heller ikke komme Tiltalte tilgode, da den vel for mindre Tyverier, navnligen hvor det er "Føde- eller drikkevarer", der "borttages til umiddelbar Fortæring eller dog af ubetydelig Værdi" fastsætter, at "de ikke skulle behandles som Tyveri eller uden paa dens Forlangende, som derved finder sig forurettet, gjøres til Gjenstand for Undersøgelse eller Paatale"; men denne Bestemmelse er gjort afhængig af, at der ikke i den Maade, hvorpaa den Paagjeldende har banet sig Adgang til de Steder, hvor bemeldte Frugter eller Varer findes, er Noget, som udelukker Handlingen fra den foranførte mildere Bedømmelse. Tiltalte blev derfor igjennem alle 3 Instantser anseet med Straf af 6 Aars Tugthuusarbeide, en Straf, der maa forekomme Enhver overordentlig haard i Forhold til Tiltaltes Brøde, og som nu kun kan forandres ad Naadens Vei, hvilken vel heller ikke vil blive uforsøgt.

(Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842)