Franz Joseph Glæser (1798-1861) var en bøhmisk komponist og kapelmester, der stod i spidsen for Det Kongelige Kapel i ca. 20 år. Hans navn skrives også Franz Joseph Gläser eller Franz Joseph Glaeser. Han blev som 12-årig sanger i hofkapellet i Dresden. 1815-1817 på Prags Musikkonservatoriet. Fra 1817 i Wien som nodeskriver og musikarrangør og skrev musik til et romantisk skuespil. Det skaffede ham 1818 stilling som vicekapelmester, året efter 1. kapelmester ved et andet af Wiens folketeatre. I 1822 assisterede han Beethoven med direktionen af noget festspilmusik. Glæser kendte Beethoven personligt fra sin tid i Wien og havde set og hørt denne opføre sine egne stykker. Dette er fx dokumenteret i Allgemeine musikalische Zeitung nr. 49, 1822:
"Der Meister dirigierte selbst; da man jedoch seinen leider noch immer geschwachten Gehorswerkzeugen nicht sicher vertrauen kann, so war ihm im Rucken Hr. KapeIImeister Glæser postiert, um dem gleichfalls neuorganisierten Orchester des Autors Willensmeynung erst recht eigentlich zu verdollmetschen, welches doppelte, nicht selten ganz verschiedene, Taktieren sich der That recht sonderbar gestaltete. Dennoch ging Alles so ziemlich glucklich von statten, bis auf die Chore, welche manche Dissonanzen extemporierten ..."
Det var derfor naturligt at han introducerede Beethoven i København da han blev kapelmester for det Kongelige Teater.
De følgende år skrev Glæser over 120 forskellige værker for teater, operaer og anden scenemusik. 1828-1830 kapelmester ved Theater an der Wien. 1830 i Berlin. 1832 skrev han sin største succes, operaen Des Adlers Horst, som blev vel modtaget i København ved opførelsen i 1835. I slutningen af 1830'erne blev han kapelmester for Det Kongelige Kapel.
Kjøbenhavn, d. 6te Januar.
Capelmester Glæser. Det er i den senere Tid bleven Mode, offentlig at indanke for Critikens Domstol Præstationer, som enten ere af aldeles privat Natur eller dog kimne henregnes til denne Categori, saaledes har man da ogsaa gjentagne Gange under kastet Hr. Capelmester Glæsers Virksomhed udenfor hans egentlige Embedsstilling offentlig Bedømmelse, og det endogsaa ved saadanne beiligheder, hvor det Præsterede har været frugten af forekommende Velvillie, f. Ex hans Anførsel af "Musikforeningens" Concerter, og man har her taget Anledning til at dadle, hvad tidligere har været Gjenstand for den meest uindskrænkede Roes. Det er imidlertid ikke vor Hensigt, i denne Henseende videre at imødegaae, hvad efter vor formening ingen Modsigelse behøver, da den Paagjeldendes Dygtighed som Dirigent er tilfulde anerkjendt, og ligesaa lidt skulle vi bestræbe os for end yderligere at blotte de Motiver, der ligge til Grund herfor, end Vedkommende alt selv have gjort; men vi have dog ikke villet undlade, om end kun leilighedsviis, at paapege det høist Upassende i saaledes at giøre Brud paa den allersimpleste Discretion. Thi hvad enten en privat Kreds bestaaer af 7-8 eller 7-800 personer, saa er og bliver det en privat Kreds, og hvad der foregaaer i dens Midte, er Ingen berettiget til at drage frem for Offentlighedens Domstol, med mindre det indeholder noget faretruende for det Offentlige. Musikforeningen er et aldeles privat Selskab, og oftere af de Deeltagende i dette Selskabs Concerter end ere Musici ex professo, saa har denne Omstændighed intet med deres Medvirkning hine Concerter at skaffe, men de maae her være samme Betingelser underkastede, som alle andre Medlemmer af Selskabet. Man vil maaskee indvende os, at man andetsteds ikke er saa nøieregnende i denne Henseende, f. Ex. Leipzig, hvor de bekjendte Gewandthaus-Concerter regelmæssigen omtales offentligen, og vi have virkelig ogsaa hørt denne Omstændighed anføres som en undskyldende Grund for den offentligt Bedømmelse af Musikforeningens Virksomhed. Men man glemmer her, at Gewandthausconcerterne ingenlunde ere private, men Abonnements-Concerter, det vil sige, at hele Publikum har Adgang til dem, naar man i Forveien har abonneret. Musikforeningen er derimod et afsluttet Selskab, hvor man ordentligviis maa optages som Medlem, men som er aldeles utilgængeligt for hele det øvrige Publicum. Hvad Discretionen byder med Hensyn til alle andre Selskaber, gjelder altsaa ogsaa her.
Det er imidlertid ikke blot som Anfører, men ogsaa som Componist, man i den sidste Tid har angrebet Glæser, forsaavidt han under sit Ophold iblandt os har havt Leilighed til at optræde som saadan. Allerede af Sørge-Kantaten ved Thorvaldsens Bisættelse tog man Anledning til at drage hans Competence i denne Henseende i Tvivl, og hvad der aabenbart var gaaet ud fra en høist agtværdig Pietetsfølelse og Ønsket om ogsaa at bidrage Sit til at hædre den Nations Yndling, blandt hvilken han nys havde vundet Borgerret, blev forekastet ham som Anmasselse. Nu har man ogsaa udtalt en fordømmelsesdom over hans sidste Arbeide, den i Slotskirken opførte Jule Cantate, og ogsaa ved Betragtningen af den har man villet negte Glæser den behørige Competence. Det er det skjæve i denne Betragtningsmaade og de Argumenter, man har hygget den paa, vi med et Par Ord ville oplyse, uden dog videre at indlave os paa det nævnte Arbeides musikalske Værd, da vi idet mindste ikke driste os til at fælde en afgjørende Dom over et Arbeide af den Natur, efter kun at have hørt det een Gang og uden at have kunnet gjere os bekjendt med Partituren.
Man har nemlig paastaaet, at der er to Omstændigheder, der, uden Hensyn til Glæsers Talent som Componist, bevise hans Uberettigelse til her at componere Kirkemusiker, nemlig for det første, at han ikke er det Sprog mægtig, hvori Tonen er skreven, altsaa med andre Ord, at han ikke er født Dansk, - thi Glæser har alt opholdt sig længe nok iblandt os til at kunne erhverve sig Kundskab i Sproget, om end ikke at tale det flydende - og dernæst at han er Catholik, og som saadan neppe kan sætte sig ind i den protestantiske Kirkemusiks Aand. Hvad nu det første Hovedargument angaaer, at Glæser ikke er Dansk født, da synes dette mere at være bestemt paa en alt for vidt dreven, man kunde vel fristes til at sige barnagtig Nationalitetsfølelse, end paa de virkelige forhold. Naar en Mand har opholdt sig to Aar i et Land, som han selv har valgt til sit andet fædreland, tør man vel nok antage, at dette Tidsrum, i hvilket han saa godt som udelukkende har syslet med Landets Indfødte og Kunstværkers Indstudering, der ere affattede i Landets Sprog, er tilstrækkeligt til, naar det er hans alvorlige Villie, at erhverve sig saamegen Kundskab i dette Sprog, at han, om ikke paa anden Maade, saa dog ved Andres Hjelp, kan sætte sig ind i en Cantate-Text. Vi skulde i denne Henseende ikke paaberaabe os den Omstændighed, at mangfoldige Componister have maattet komponere fremmede Texter, udelukkende ved Hjelp af Andres forklaring; men vi skulle minde om - hvad der ligger os nærmere - at vore egne berømteste Componister, som Schultz, Kuntzen, Kuhlau, ja selv Weyse, vare tydsk fødte, og de tre førstnævnte havde sikkert opholdt sig her i langt kortere Tid, end Glæser, da de komponerede den første danske Text. I det mindste er det vitterligt, at Kuhlau kort efter sin Ankomst hertil, da han selv neppe endnu kunde have noget Begreb om det danske Sprog, komponerede sin "Røverborgen" et Værk man dog vel neppe vil vælge som Exempel paa den nævnte Componists Inkompetence til at komponere en dansk Text. Men endnu løsere hænger det sammen med det andet Hovedargument, at Glæser skulde være uberettiget til at komponere protestantisk Musik, fordi han er Katholik. Hvis her var Talen om en Mand, der havde henlevet hele sin Tid afsondret i el Kloster hvor han udelukkende havde tilbragt sin Tid med strenge asketisk kirkelige Anliggender, Messer og Bønnebøger, da kunde en saadan Paastand have noget for sig. Men at en Componist, der har tilbragt sit Liv under verdslige Forhold og, uafbrudt Syslen med sin Kunst, skulde være i Besiddelse af en saa ringe Objektivitet, at han ikke for en Stund skulde kunne glemme det katholske for det reent christelige Element, er dog en altfor cras forudsætning. Skulde det virkeligt ansees nødvendigt, ved Exempler at godtgjøre, at den sande christelige Kirke Stiil i Musiken meget godt lader sig forene med Componistens katholske Troesbekiendelse, da behøve vi kun at nævne et eneste, nemlig Beethoven, hvis Oratorier, f. Ex. "Christus paa Oliebjerget", dog vel neppe skulle henregnes til det Uberettigedes Classe.
Hvad der er sagt om den Glæserske Jule-Cantates musikalske Værd ligger, som alt bemærket, uden for Hensigten her at drøfte, kun fortiener det i denne Henseende, som en Curiositet, at udhæves, at man har givet Glæser Anviisning paa at gjøre sig bekjendt med Weyses Compositioner for at erfare "hvad en Fuga er" !!! Men det er maaske atter her Nationalfølelsen, der fordrer sin Ret og vil, at vi for Weyses Skyld skulle ignorere den hele Verdens Contrapunctister.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1845, 2. udgave).
Dato: 25. oktober 1853
Fra: Franz Joseph Glæser Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.
Beiliegend sende ich Ihnen das übersandte Opern-Manuscript "Befrielsen", für dessen Mittheilung ich Ihnen bestens danke, wieder zurück. Die Dichtung selbst finde ich, wie ich Ihnen bereits mündlich sagte, ercht schön, die Eintheilung der Singstücke aber ist nicht opernmäszig genug. Dies würde sich vielleicht bewerkstelligen lassen; der Stoff der Handlung selbst aber spricht mich nicht an, besonders weil es im Gebiete des Griechischen und Türkischen Bereiches sich bewegt. Jede andre Nationalität ist mir lieber.
Ihr herzlich ergebener
Franz Glæser
25. Octbr. 1853
Under Glæsers ledelse hævede kapellet kvalitetsmæssigt. Han var kapelmester her til sin død i 1861. Desuden 1843-50 dirigent for Musikforeningen. 1845 hofkapelmester. Som en kuriositet kan nævnes, at Dansk biografisk Leksikon fra 1905 udførligt beskriver, at han lærte sig at tale dansk, at han stillede sig i spidsen for koncerter til fordel for de faldnes efterladte i Treårskrigen, og at han i sin familiekreds og selv i sit dødsøjeblik talte dansk. Hans anden kone var da også danskfødt.
- Efter nogle Ugers Sygeleie døde iforgaars Aftes temmelig uventet Capelmester ved det kgl. Thealer, Professor Glæser, R. og Dbmd., i en Alder af lidt over 62 Aar. Den Afdøde var, som bekjendt, ikke vor Landsmand; han var født i Böhmen, der næstefter Italien er et af de i musikalsk Henseende rigest udstyrede Lande. Allerede som Barn vakte Glæser Opmærksomhed langt ud over den lille Landsby, hvor hans fattige Forældre boede, ved sit sjeldne musikalske Talent og navnlig ved en vidunderlig deilig Sangstemme. For at uddanne sin Sangstemme kom han til Dresden; men i Overgangsalderen mistede han den og maatte nu reise til Conservatoriet i Prag, hvor han i kort Tid erhvervede sig en betydelig Dygtighed som Violinist. Senere gik han til Wien, hvor hans Bekjendsklab med Beethoven blev af stor Betydning for hans Udvikling som Componist. I Aaret 1830 blev han Capelmester ved Königstadter-Theatret i Berlin. Mange af hans Operaer gjorde stor Lykke og forskaffede ham et europæisk Ry. I 1842 blev Glæser af Christian VIII kaldt til Kjøbenhavn med Titel af Hofcapelmester og 3000 Rdr. Gage. Under Glæsers Anførsel hævede Capellet sig paany til Rang med de første Orchestre i Europa. Hans Underordnede nærede megen Agtelse og Hengivenhed for ham, grundet paa hans ubestridelige Dygtighed og laa den varme Deel, han tog i deres Vee og Vel. Desværre skulde denne Interesse blive en medvirkende Aarsag til hans Død. Cultusministerens ubillige Resolution til Bedste for en Uvedkommende, hvorved Capellets ældre, fast ansatte Medlemmer tilsidesattes, tog han sig overordentlig nær. Han saae deri paa eengang en Forurettelse mod den Mand, som han varmt havde anbefalet, og en personlig Krænkelse imod ham selv. Harmen herover havde hos den choleriske Glæser fremkaldt et heftigt apoplectisk Anfald, og det var dette, som, efter flere Gange at være vendt tilbage, gjorde Ende paa hans Liv. (Uddrag af Dgbl.)
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. september 1861)
Han er begravet på Assistens Kirkegård i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar