Frederik Ferdinand Printzlau (1814-1859). Debuterede 1833 på det kongelige teater. Han fik her en stormende succes. Bagsiden var at han begyndte at tage stimulanser, og da faderen Ferdinand Printzlau som var teatrets kasserer, af revisorerne i 1934 blev afsløret i at tage af teatrets kasse (der manglede 5.000 rigsdaler), tog det hårdt på ham. Faderen var også kasserer ved enkekassen hvorfra beløb blev overført frem og tilbage. Han blev langsomt til et vrag. Omkring 1846 blev Frederik fjernet fra det kongelige teater og blev provinsskuespiller. Også her fik han stor succes i de første år før det begyndte at gå ned ad bakke. De følgende artikler er om hans første år i provinsen.
Uorden paa Alborgs Theater. (I Aalborg Avis har man anket over, at Skuespiller Prinzlau har tilladt sig upassende Tilsætninger i en af ham udført Rolle. Formodentlig ere Andre af en modsat Mening, hvilket har givet Anledning til nedenstaaende Optøier):
Aalborg Avis af 10de ds. indeholder derom Følgende: Atter igaar vare vi Vidne til Optrin, der maatte sætte i Forbauselse, hvis ikke forresten ogsaa selve Forundringen nu maa ophøre og lade os indskrænke til det Ønske og den nødvendige Opfordring, at, naar Tact- og Velanstændighedsfølelsen i Publicum ikke er istand til selv at værne om sig, da Politiet, hvis Pligt det ved saadan Lejlighed er, ikke at være taus Tilskuer, skaffer sædelig og lovlig Orden, Ret og Ro tilveie. Ved Forestillingen maa nemlig den Deel i Publicum, som fandt Smag i Hr. Prinzlaus sidste Opførsel paa Scenen, have besluttet at ville give denne Anskuelse ny Stadfæstelse, thi ved nævnte Skuespillers Indtræden i "Aprilsnarrene", modtoges han fra denne Side med stærk Applaus, der imidlertid paafulgtes af Piben og Hyssen, og vedvarede disse Menings- eller Parti-Tilkjendegivelser - hvad man nu vil kalde dem - med den gjensidige Støi og Larmen, som en Kamp, der fremkaldes ved saa uheldigt beregnede Demonstrationer, altid maa have med sig i Følge Istedetfor at lade det forblive ved det tilstrækkelig Uhyggelige i en saa stærkt marqueret Meningskamp, søgte imidlertid Acclamanterne at forøge deres Styrke, idet der fra Mange af disse udsendtes Raab, der ikke blot vare insulterende mod den modsatte Menings Tilkjendegivere, men endog med al Simpelhed paakaldte raa Magt til at gjøre Mening til Villie, saa at selve Opinions- eller Partikampen befandt sig paa yderste Grændse af brutal Voldsomheds Gebeet, hvilket endog ved en Tilskuers korporlige Forgribelse paa en Anden blev betraadt, og det ved Tæppets Fald kun møisommelig lykkedes at tilveiebringe noget af den Orden og Anstand, som skyldes enhver offentlig Sammenkomst og fremfor Alt den, som idetmindste af Hensyn til Dame-Publicummet bør vide at holde sig indenfor Excessers Grændser. Da Tæppet atter var gaaet op, fornyede imidlertid Støien og Excesserne sig og bragtes kun et Øieblik til Taushed, idet Hr. Printzlau udbad sig Ordet og Tilladelsen til med dette at træde udenfor sin Rolle. En saadan Ret var under disse Omstændigheder naturlig, men Hr. Prinzlaus Brug heraf - ved navnlig at udtale sig om en af ham specielt udhævet Mand, som Organ i den offentlige Mening (og ved paa en confus Maade at sammenstille dens Bedømmelse, hans sidste Færd paa Scenen havde modtaget i den herværende Presse, med den Retfærdighed, der stedse af Samme med Roes er vederfaret ham indenfor sin Rolles Gebeet) - en Bersærkergang, som vi for vort Vedkommende forøvrigt ere lige saa tilbøielige til at undskylde, som vi, hvis en Reflekteren derover kunde underholde os, stedse ville føle det Smigrende i en saadan Opførsels og Ligesindedes Demonstrationer var saaledes beskaffen, at Hr. Prinzlau under ny Støien maatte afbrydes indtil Directeuren, under Raabet om Stykkets Fortsættelse, traadte frem og efter med et Par Ord at have henvendt sig til Publicum, tilfredsstillede dettes Forlangende, hvorefter Stykket fortsattes og fra de fleste Spillendes Side udførtes meget godt, med Undtagelse af den Svækkelse, som enkelte Fremstillinger efter det Passerede altid maatte lide. Med Hensyn til Begivenhederne i Publicum maae vi imidlertid beklage, at Politiets Tilstedeværelse ikke blev mere kjendelig eller virksom, eller at den tilstedeværende Officeer, som tog den rigtige Beslutning at tilkalde Vagten for at erstatte Politiet, ikke fik denne udført; thi ved Bortgangen fra Theatret vare atter Excesser af endnu scandaleusere Natur i Begreb med at udbryde, idet, efter hvad der er os berettet, en Mængde var sammenstimlet om den Person, i hvem Publicum oprindelig ved Hr. Printzlaus Rolletilsætninger, var bleven fornærmet, og ved Incitering og Insultering nødsagede flere agtede Tilstedeværende til under Politieskorte at ledsage den Forfulgte bort, efterfulgt af en Sværm, som endog underveis skal have forsøgt sig i et - Steenkast, der ramte en Dames Hat og efter den Voldsomhed, hvormed det traf, naar Hovedbedækningen ikke havde beskyttet, vilde have bibragt et maaskee dræbende Saar. Det er ubehageligt at maatte give et Referat af saadanne Begivenheder, der tildrage sig i vor Midte. Men Udskeielsen er her gaaet saa vidt, at en Skildring dog maaskee kan bidrage til at fremkalde en bedre Overvejelse og danne et fremtidigt sikkrere Værn imod slige Optrin. Hvad Politiet i denne Sag har foretaget, er os ubekjendt, men vi forstaae i det Hele taget ikke, hvortil Politiet holder en Fuldmægtig i Theatret, naar det ikke maa paahvile ham - uden Hensyn til den Stemning han som privat Tilskuer i den ene eller anden Retning kan dele (skjøndt han som Politiofficiant slet ingen privat Tilskuer kan være) - at forebygge eller standse en Meningskamps Overgang til Udbrud og Opfordringer, der skulde give en raa Magt eller Lidenskab Tøile. Beklageligt er det at maatte tænke eller ønske sig Politiets Indskriden ved en offentlig Handling eller Sammenkomst, men bliver den ved Excesser til Nødvendighed, saa skylder det baade Publicum og Skuespildirecteuren, hvis Ret og Stilling ved slige Optrin lige saa fuldt krænkes, at tilveiebringe Orden og idetmindste paabyde den Rolighed og lovlige Ret, som Politiet maa vaage over at see udført.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1846, 2. udgave).
Personen som Printzlau havde udtalt sig upassende om, var redaktøren af Aalborg Avis, Bernhard Ree.
Aalborg, den 19de Januar.
- Den tredie puniske Theaterkrig var dog ikke aldeles tilende, thi Laurbærrene vare endnu at uddele, ligesom maaskee ogsaa Resultatet af Krigen, med Hensyn til Publicums Bedømmelse af Scenens skyldige Decorum og af Publicums Pligter imod sig selv, har været et andet (idetmindste efter Søndags-Publicummets Fortolkning), end det vi troede at see stipuleret. Efter at Hr. Printzlau ved Stykkets Slutning igaar Aftes var fremkaldt, henvendte han sig nemlig med en Takketale til Publicum og havde dernæst - efter formeentlig Berigtigelse af den Maade, hvorpaa vi i vort sidste Referat havde opfattet Tilkjendegivelserne og Stemningen ved hans fornyede upassende Tilsætninger - den gode Idee, at holde en Skjændetale mod "Aalborg Stiftstidende", der blev modtagen med enthusiastisk Bifald: en Demonstration, der var os en interessant Stadfæstelse af del Omdømme om og Sindelag imod os og vor Redactions-Virksomhed, som vi ved saamangen anden Erfaring aldrig have betvivlet, besjæler en stor Deel af Aalborgs Publicum. (Aalb. Av.)
Fra Hr. Printzlau læses følgende Bekendtgørelse i "Aalborg Avis" :
"Til Publikum! Naar en Paastand fremsættes med Suffisance, og oftere gjentages, vinder den let Tiltro, og antages, af de i Sagen Uindviede, for et Evangelium. Denne gamle Erfaringssætning gør mig det til Pligt, herved foreløbig at bekjendtgjøre, at jeg, snarest muligt, i et Følgeblad til en af Provindsens resp. Tidender, skal give en aldeles tro Skildring af de i Theatret opførte Intermezzer, hvori det har behaget Hr. Ree at give mig Hovedrollen, uden at nævne sig selv og de andre tre Herrer, som godhedsfuld assisterede, Aarsagen, hvorfor jeg ikke strax seer mig istand til at fremkomme med denne nødvendige Berigtigelse af Facta (for det ærede Publicum heri Byen behøvedes dette vist ikke, da det er bekjendt nok, hvormegen Misbilligelse Hr. Ree's Referater angaaende denne Sag have mødt), vil være let at indsee for Enhver, der kjender Hr. Ree's Taktik, og veed, hvor vanskeligt og kostbart det er, at faae aabnet Aalborg Stiftstidendes Spalter for Artikler, der vedrøre Redacteuren. Jeg tillader mig tillige, at benytte denne Lejlighed til at takke det ærede Aalborgensiske Publikum for al den Deeltagelse, det navnlig under de sidste Forhold har viist mig, og uden hvilken jeg neppe vilde kunne holde mig imod en Modstander, der har saa stærke Vaaben, som Piben og Pennen, og som bruger begge med saa stor Færdighed.
Aalborg, den 20de Januar 1846.
Fr. Printzlau"
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. januar 1846)
Mere om Aalborgs Theater. Det hedder i Byens Avis af 17. dS.: Efter Alt hvad der senere er passeret, var det allerede mindre rigtigt af Hr. Printzlau, at gjentage saa kort efter til sin Benefice det Stykke, der havde givet Anledning til Optøierne i Theatret, og hvis fornyede Opførelse ogsaa af Politiet forbødes og først tillodes efter at saavel Beneficehaveren som Directeuren hos Politiet havde deponeret Forsikkring om, at ingen Tilsætninger deri skulde finde Sted. Uafseet herfra, maatte det desuagtet almindelig forudsættes, at Beneficehaveren, naar han end ved Stykkets Valg havde troet at maatte fjerne andre Hensyn for det, der i hans Forventning kunde influere paa Aftenens Indtægt: dog ikke kunde falde paa, atter at forsynde sig imod det simple, og ved Gjentagelse end mere saarede, Tactbegreb. Det maatte derfor høilig overraske, naar Hr. P. endogsaa igaar atter kunde glemme sig til at fremkomme med et Par af de sidste, til Personligheder alluderende, flaue Tilsætninger, og som ogsaa hver Gang mødtes med stærk og almindelig Hyssen og havde til Følge, at hans Fremkaldelse, der ved Stykkets Slutning forsøgtes og som Tæppet altfor iilsomt imødekom, ikke kunde udføres uden ligesaa at ledsages af stærk og vedholdende Hyssen. Hr. Printzlau vil nu indsee, at man ogsaa som duelig Skuespiller skylder at iagttage Scenens Decocum (og som ogsaa, om vi forstod ret, udtrykte sig i og vil finde sin Undskyldning ved hans Slutnings-Henvenden til Publicum); i Publicum stadfæstede den hele tactfulde Tone og Stemning, som man havde Grund til at vente, Erkjendelsen om hvad der skyldes Theatret, naar dette som Kunstforædlende og Sædeligheds-Anstalt ikke skal udarte til et Boldhuus for Lidenskabelighed eller Kabale; Politiet, hvis Virksomhed vi naturligviis altid helst ønske saa neutral som muligt, har af denne Theater-Sag ogsaa høstet sin Erfaring for Fremtiden, og saaledes "endte da den tredie puniske Krig".
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1846, 2. udgave).
- Et Inserat i "Randers Avis", som udtaler sin Misbilligelse over Hr. Printzlaus Scene-Tilsætninger, mener kun, at vi ved at revse en i sig selv saa Uvigtig Sag og Personlighed, maaskee havde været for varm. Vi ville kun hertil bemærke, at vi heller langtfra have tillagt denne Sag i sig selv ringeste Viglighed og endnu mindre reflekteret over den paagiældende Skuespillers Personlighed, men den Fraværende maae herved erindre, at Skuespilleren i del omhandlede Tilfælde ikke blot havde tilladt sig at alludere til Personligheder, men endog, ved at ville kritisere en Persons Stillinger ved Scenens Nærhed, havde paa den meest upassende Maade forladt sin Rolle og formelig begivet sig ind i Publicums; og skal Scenen ikke være et Giøglebrædt og Theatret ikke Puerititetens Boldgade, men begge Dele saavidt muligt repræsentere og befordre Kunst og Dannelse; saa behøver Udskeielsen, især naar den gaaer saavidt, ogsaa den alvorligste Tilretteviisning, og naturligviis staaer det da til Publicum, om det ovenikjøbet vil acclamere en Fornærmelse mod det selv eller vil vide at conservere og hævde sin og Theatrets Værdighed thi at, som "O. Th. Av." i Anledning af Hr. Pr.'s Færd bemærker, "Raaheden jo altid har Tilhængere", det er en Sandhed, som saadanne Begivenheder, uden at kunne præjudicere det bedrefølende Publicum, altid ville erindre om og som ogsaa "Aarhuus Avis" kan stadfæste. Naar hin Indsender i "Rand. Av." forøvrigt tillige mener, at det er Skuespildirecteuren, der burde have vaaget over at Scenen ikke misbruges, da maae vi ganske istemme dette. Veed en Skuespiller ikke at iagttage Scenens Pligt og Decorum, saa er det naturligviis ogsaa Directeuren, der maa erindre ham herom eller give de fornødne Paalæg. Men Intet af dette see vi at være foretaget af Hr. Orlamundt, af hvis gode Tact i øvrig Theaterbestyrelse vi ellers havde ventet en bedre Conduite end at han, som her aabenbar, enten har viist en Svaghed eller staaet i Forbindelse med det Passerede; thi ikke alene, at Rygtet allerede forud skal have bebudet, at man vilde gjøre et Stykke til Gjenstand for Scene-Tilsætninger, saa burde Directeuren idetmindste ved de første Misbrug i Stykket, selv uanseet at disse acclameredes, have modsat sig deres Fornyelse og end stærkere Fremtræden i det Følgende, og allermindst burde han have tilladt en ny Opførelse, om der end hertil inciteredes; thi hvad nytter det, at Dhrr. Orlamundt og Printzlau give Politiet Tilsikkringer, naar man dog har den mageløse Hardiesse at fremkomme med nye upassende Tilsætninger, og hvorledes har da Politiet optaget disse, thi Stykket "den letsindige Løgner" indeholder intet om "at ride paa Crocodiller", og har heller Intet om "Hofjunkere" (hvor der i Stykket staaer Kammerraade). Af Randers Avises Inserat i denne Sag hidsætte vi endnu Følgende: "Af hvad der om de omtalte Theaterscener er meddeelt, fremgaaer ogsaa, at der har været Misfornøjelse tilstede over at der hyssedes i Theatret. Denne spidsborgerlige Misfornøjelse erindrer os om en magnifique Spidsborgerlighed, der for nogle Aar siden gav sig tilkjende i Odense, idet endeel Herrer, der fandt Anledning til at hysse ad en Præstation, endog udsattes for Brutalitetens Udbrud, retsom om man i et Theater, hvor man har Tilladelse til at tilkjendegive Bifald, ikke ligesaafuldt havde Ret til at give sit Mishag tilkjende. Vi kunne ingenlunde ønske, at man underkaster omrejsende Skuespilselskabers Præstationer nogen stræng Kritik, men ganske at lade Kritiken borte og idelig kun at rose, klappe, fremkalde, hvor der saa ofte ikke er Anledning hertil - det er dog virkelig under al Kritik. At der anvendes Kritik, er unægtelig i Skuespillerselskabernes egen Interesse. Havde man saaledes oftere i Provindserne udtalt sig dadlende om slette Præstationer, vilde det vel ogsaa have bidraget til, at flere Skuespillere, der nu kun udi egen Indbildning ere duelige, vare blevne ret brugbare Skuespillere."
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. januar 1846)
Debatten fortsatte i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. februar 1846)
Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau døde 43 år gammel 1859 af tæring (tuberkulose og andre sygdomme som medfører vægttab fx kræft) hos sin tante Regine Thorup i Frederiksberggade. Han efterlod sig en frakke, to par bukser, en vest, en hat, et halstørklæde, tre skjorter, tre par strømper og et par støvler til en samlet værdi af 16 rigsdaler der ikke dækkede begravelsen. Dagbladet og nogle provinsaviser omtalte ham i få linjer "damernes afgud". Nogle så uret i at Det kongelige Teater ikke ønskede ham. Faderen overlevede ham og døde på Almindelig Hospital omkring 1864.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar