Valg var ikke noget der blev behandlet i Politivennen. Kjøbenhavnsposten derimod beskæftigede sig en del med valgene til stænderforsamlingerne, og set i historiens bakspejl, også på en ret profetisk måde. Her er udvalgte eksempler.
Det første viser hvor meget Kjøbenhavnsposten og den samlede københavnerpresse var partisk hvad angik valgene i hertugdømmerne. Argumenter som lige så godt kunne være anlagt med modsat fortegn, blev uden videre fremsat mere som en regel, end som en undtagelse. Kjøbenhavnspostens artikel udtaler sig helt klart tendentiøst: Hvis "dansksindede" valgsteder havde valgt dansksindede, var det en selvfølge. Var det modsatte tilfældet, var der tale om snyd. Som fx i Sundeved:
- I det 5. slesvigske landvalgdistrikt (Sundeved) er tingskriver Jepsen i Rinkenæs genvalgt til deputeret med 162 stemmer og gårdmand Peter Petersen Suurlyk i Dybbøl til suppleant med 157 stemmer. "Næst disse," beretter Apenrade Ugeblad, "havde de fleste stemmer gårdmand Johan Johansen i Baurup, nemlig over 100. Alle disse tre mænd hører til det slesvig-danske Parti; tingskriver Jepsens virksomhed i stænderforsamlingen i denne ånd er bekendt, og har fundet anerkendelse i hele landet. Af den interessante valgdetail erfares at Matzen på Krammark og Richelsen på Bøsmoes har fået den førstnævnle 93, den sidste 29 stemmer. Disse to herrer betegnes almindeligvis som de schleswigholsteinske eller hertugens kandidater, og man skal ikke have sparet umage for at overtale bønderne til at vælge dem. En godsejer skal have været såre virksom i denne henseende, og ideligt rådet bønderne at vælge til stændernes mand, der ejede "adelige" besiddelser, men jo ikke "kongelige" undergivne, - og en forpagter såvel som en pensioneret og koncessioneret herre m. fl. have været utrættelige i lignende bestræbelser for at åbne deres øjne for de schleswigholsteinske herligheder. Men de sundeveder bønder lode sig hverken forlede eller lede; de gennemskuer de privilegerede herrers færd, og ønsker sig ikke mere af den nordalbingiske hertugherlighed, end hvad de på ingen måde kan slippe fri for. Derfor var de bestræbelser for at bedåre dem også spildt umage. Selvstændige og med mandig vilje trådte de op og valgte til folkerådet mænd, om hvilke de vidste, at de ville kampe for den danske bondes retligheder og ikke give sig i de tydske herrers ledebånd. På Als er som bekendt det samme sket, idet gårdmændene Bladt og Kaad i Tandslet, to ægte danske bondemænd, er blevet valgt. Udfaldet af disse to valg har i disse egne fremkaldt den gladeste stemning, som falder så meget mere i øjet da ligegyldighed, ubetimelig føjelighed og ubestemthed i et tilgrænsende valgdistrikt har ført til et resultat, (hr Thies Steenholdts genvalg) hvis mismodgørende indtryk overalt er kendelig nok. - Derfor hæder de selvstændige dansksindede bønder i Sundeved og på Als!"
(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1847)
Den næste artikel viser at Kjøbenhavnsposten på forbavsende vis havde fat i hvor repræsentativt (eller ikke repræsentativ) den kommende Rigsdag i Danmark ville komme til at blive:
København den 12. august 1847.
- Vi modtager naturligvis med fornøjelse ethvert bevis på, at vi i denne politisk-korrumperede tid ikke står ganske ene i vor bedømmelse af deres færd og anskuelser, som idet de gør Krav på at være liberale, ligefrem fornægter de første betingelser for den folkelige friheds eller selvstændigheds udvikling. Således har da Correspondenzbl. udtalt sig omtrent på samme måde som vi angående adv. Lehmanns tilbagevisning af en falstersk bondes forslag i Bondevennernes Selskab om at virke for en udvidelse af valgloven. Sagen er alt for indlysende til at dens betydning længe skulle lade sig miskende.
Man er ikke demokrat, fordi man forlanger at folket skal lade sig lede af dem, der fra Hustings erklærer sig for dets venner. "Fædrelandet" har nylig fremhævet denne engelske valgmetode, formodenlig som et slags forsvar for den afvisning af valgreformen i Bondevennernes Selskab. Intet kan være mere aristokratisk end hele den engelske repræsentation; men man vil dog, at den skal anses for det modsatte, fordi almuen forinden valghandlingen får lejlighed til at ytre sit bifald eller mishag med de optrædende valgkandidater, der har harangueret den fra de dertil opstillede tribuner. Det anføres vel, at valget ikke afgøres på denne måde, uden når kun en valgkandidat er optrådt, altså når intet valg finder sted, da det ellers altid på en af valgkandidaternes fordring afgøres ved sædvanlig afstemning af de egentlige vælgere, hvisantal er indskrænket efter formue og afgifter.
Men den anden hovedindvending mod de engelske valg omtales derimod slet ikke af "Fædrelandet", eller af dem, der vil at "man" i Danmark skal betragte de engelske institutioner som mønstre for sine bestræbelser: nemlig valgbarhedens indskrænkning til rigmænd, der ikke behøver og ikke modtager nogen godtgørelse for den tid de anvender i parlamentet eller for de dermed forbundne udgifter. Det er den naturlige årsag til at kun enkelte eller et par valgkandidater stiller sig i hvert valgdistrikt, og at man ikke kan vælge i flæng blandt dem man anser for bedst skikkede dertil. Der ville af valgene fremgå ganske andre parlamentsmedlemmer hvis den engelske almues stemmer havde nogen betydning i så henseende. Eller har de danske Bondevenner i og udenfor "Fædrelandet" måske aldrig hørt noget om de engelske chartister og deres bestræbelser for en udvidelse af valgloven såvel med hensyn til valgretten som valgbarheden og for at parlamentsmedlemmerne skulle modtage betaling for udførelsen af deres arbejde, da det først derved ville blive muligt, at mænd af folkets midte kunne indtræde i repræsentationen? Nu er det kun dem, der har sinecurer, store ejendomme, som lader sig bestyre af andre, bankører og såkaldte jernbanekonger, der repræsenterer det engelske folk, og når de forinden valget gør regnskab for almuen om deres politiske principper, så har dette for længe siden tabt sin betydning da denne almue ikke består af andre end dem, der enten er afhængige af det ene eller det andet parti, enten af de store godsejere eller af dito fabrikanter og handelsmænd, som bringer deres klienter frem for Hustings for at demonstrere ved hjælp af deres lunger, mens valget derefter afgøres af de ofte ikke mindre afhængige vælgeres åbenlyse afstemning.
Skal det blive til noget med repræsentationsystemet, så kan det kun ske ved at udvide valgretten og forbedre valgmåden både i England og i Danmark, hvad enten det gælder en blot rådgivende eller en lovgivende forsamling. For det er i begge tilfælde hele folkets
uforbeholdne stemme der skal frem for sagen, hvis man vil høre folkets sande trang og attrå. Vore hidtilværende Stænderforsamlinger har kun haft lille lejlighed til at beskæftige sig med
de mest indtrængende spørgsmål; men vi ville allerede til næste år se dem komme dertil i
langt større grad. Spørgsmålene om ernæringsforholdene ville ikke længere kunne tilsidesættes og der er da al udsigt til at de ikke ville blive anderledes besvarede af vore stænder end vi har set værnepligtssagen, husmandssagen osv. blive det, hvor det tydeligt nok viste sig, at det langt mere er formuen end de menneskelige interesser, der repræsenteres af dem, der vælges fordi de besidder huse eller jordejendomme, og kun vælges af dem, der selv besidder sådan.
(Kjøbenhavnsposten, den 12. august 1847)
Det første viser hvor meget Kjøbenhavnsposten og den samlede københavnerpresse var partisk hvad angik valgene i hertugdømmerne. Argumenter som lige så godt kunne være anlagt med modsat fortegn, blev uden videre fremsat mere som en regel, end som en undtagelse. Kjøbenhavnspostens artikel udtaler sig helt klart tendentiøst: Hvis "dansksindede" valgsteder havde valgt dansksindede, var det en selvfølge. Var det modsatte tilfældet, var der tale om snyd. Som fx i Sundeved:
- I det 5. slesvigske landvalgdistrikt (Sundeved) er tingskriver Jepsen i Rinkenæs genvalgt til deputeret med 162 stemmer og gårdmand Peter Petersen Suurlyk i Dybbøl til suppleant med 157 stemmer. "Næst disse," beretter Apenrade Ugeblad, "havde de fleste stemmer gårdmand Johan Johansen i Baurup, nemlig over 100. Alle disse tre mænd hører til det slesvig-danske Parti; tingskriver Jepsens virksomhed i stænderforsamlingen i denne ånd er bekendt, og har fundet anerkendelse i hele landet. Af den interessante valgdetail erfares at Matzen på Krammark og Richelsen på Bøsmoes har fået den førstnævnle 93, den sidste 29 stemmer. Disse to herrer betegnes almindeligvis som de schleswigholsteinske eller hertugens kandidater, og man skal ikke have sparet umage for at overtale bønderne til at vælge dem. En godsejer skal have været såre virksom i denne henseende, og ideligt rådet bønderne at vælge til stændernes mand, der ejede "adelige" besiddelser, men jo ikke "kongelige" undergivne, - og en forpagter såvel som en pensioneret og koncessioneret herre m. fl. have været utrættelige i lignende bestræbelser for at åbne deres øjne for de schleswigholsteinske herligheder. Men de sundeveder bønder lode sig hverken forlede eller lede; de gennemskuer de privilegerede herrers færd, og ønsker sig ikke mere af den nordalbingiske hertugherlighed, end hvad de på ingen måde kan slippe fri for. Derfor var de bestræbelser for at bedåre dem også spildt umage. Selvstændige og med mandig vilje trådte de op og valgte til folkerådet mænd, om hvilke de vidste, at de ville kampe for den danske bondes retligheder og ikke give sig i de tydske herrers ledebånd. På Als er som bekendt det samme sket, idet gårdmændene Bladt og Kaad i Tandslet, to ægte danske bondemænd, er blevet valgt. Udfaldet af disse to valg har i disse egne fremkaldt den gladeste stemning, som falder så meget mere i øjet da ligegyldighed, ubetimelig føjelighed og ubestemthed i et tilgrænsende valgdistrikt har ført til et resultat, (hr Thies Steenholdts genvalg) hvis mismodgørende indtryk overalt er kendelig nok. - Derfor hæder de selvstændige dansksindede bønder i Sundeved og på Als!"
(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1847)
Den næste artikel viser at Kjøbenhavnsposten på forbavsende vis havde fat i hvor repræsentativt (eller ikke repræsentativ) den kommende Rigsdag i Danmark ville komme til at blive:
København den 12. august 1847.
- Vi modtager naturligvis med fornøjelse ethvert bevis på, at vi i denne politisk-korrumperede tid ikke står ganske ene i vor bedømmelse af deres færd og anskuelser, som idet de gør Krav på at være liberale, ligefrem fornægter de første betingelser for den folkelige friheds eller selvstændigheds udvikling. Således har da Correspondenzbl. udtalt sig omtrent på samme måde som vi angående adv. Lehmanns tilbagevisning af en falstersk bondes forslag i Bondevennernes Selskab om at virke for en udvidelse af valgloven. Sagen er alt for indlysende til at dens betydning længe skulle lade sig miskende.
Man er ikke demokrat, fordi man forlanger at folket skal lade sig lede af dem, der fra Hustings erklærer sig for dets venner. "Fædrelandet" har nylig fremhævet denne engelske valgmetode, formodenlig som et slags forsvar for den afvisning af valgreformen i Bondevennernes Selskab. Intet kan være mere aristokratisk end hele den engelske repræsentation; men man vil dog, at den skal anses for det modsatte, fordi almuen forinden valghandlingen får lejlighed til at ytre sit bifald eller mishag med de optrædende valgkandidater, der har harangueret den fra de dertil opstillede tribuner. Det anføres vel, at valget ikke afgøres på denne måde, uden når kun en valgkandidat er optrådt, altså når intet valg finder sted, da det ellers altid på en af valgkandidaternes fordring afgøres ved sædvanlig afstemning af de egentlige vælgere, hvisantal er indskrænket efter formue og afgifter.
Men den anden hovedindvending mod de engelske valg omtales derimod slet ikke af "Fædrelandet", eller af dem, der vil at "man" i Danmark skal betragte de engelske institutioner som mønstre for sine bestræbelser: nemlig valgbarhedens indskrænkning til rigmænd, der ikke behøver og ikke modtager nogen godtgørelse for den tid de anvender i parlamentet eller for de dermed forbundne udgifter. Det er den naturlige årsag til at kun enkelte eller et par valgkandidater stiller sig i hvert valgdistrikt, og at man ikke kan vælge i flæng blandt dem man anser for bedst skikkede dertil. Der ville af valgene fremgå ganske andre parlamentsmedlemmer hvis den engelske almues stemmer havde nogen betydning i så henseende. Eller har de danske Bondevenner i og udenfor "Fædrelandet" måske aldrig hørt noget om de engelske chartister og deres bestræbelser for en udvidelse af valgloven såvel med hensyn til valgretten som valgbarheden og for at parlamentsmedlemmerne skulle modtage betaling for udførelsen af deres arbejde, da det først derved ville blive muligt, at mænd af folkets midte kunne indtræde i repræsentationen? Nu er det kun dem, der har sinecurer, store ejendomme, som lader sig bestyre af andre, bankører og såkaldte jernbanekonger, der repræsenterer det engelske folk, og når de forinden valget gør regnskab for almuen om deres politiske principper, så har dette for længe siden tabt sin betydning da denne almue ikke består af andre end dem, der enten er afhængige af det ene eller det andet parti, enten af de store godsejere eller af dito fabrikanter og handelsmænd, som bringer deres klienter frem for Hustings for at demonstrere ved hjælp af deres lunger, mens valget derefter afgøres af de ofte ikke mindre afhængige vælgeres åbenlyse afstemning.
Skal det blive til noget med repræsentationsystemet, så kan det kun ske ved at udvide valgretten og forbedre valgmåden både i England og i Danmark, hvad enten det gælder en blot rådgivende eller en lovgivende forsamling. For det er i begge tilfælde hele folkets
uforbeholdne stemme der skal frem for sagen, hvis man vil høre folkets sande trang og attrå. Vore hidtilværende Stænderforsamlinger har kun haft lille lejlighed til at beskæftige sig med
de mest indtrængende spørgsmål; men vi ville allerede til næste år se dem komme dertil i
langt større grad. Spørgsmålene om ernæringsforholdene ville ikke længere kunne tilsidesættes og der er da al udsigt til at de ikke ville blive anderledes besvarede af vore stænder end vi har set værnepligtssagen, husmandssagen osv. blive det, hvor det tydeligt nok viste sig, at det langt mere er formuen end de menneskelige interesser, der repræsenteres af dem, der vælges fordi de besidder huse eller jordejendomme, og kun vælges af dem, der selv besidder sådan.
(Kjøbenhavnsposten, den 12. august 1847)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar