Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn bragte bragte i 11 dele en rejseberetning af en mand i sin "alders høst". Rejsen startede lørdag den 26. juli 1817 og foregik i vogn. Her er et uddrag af disse artikler. Udeladt er skribentens egne holdninger, hans historiske gennemgang af seværdighederne undervejs og andre emner som falder uden for dette uddrags ide: At give en beskrivelse af hvordan Sjælland så ud i 1817.
Del 1 rummer skribentens indledende overvejelser og rejsens begyndelse fra København til Frederiksberg Slot. Herefter skriver han:
Uagtet Veien lige til Roeskilde er temmelig flad, saa er den dog ikke fattig paa Afvexling: paa begge Sider yndige landsbyer, hvis hvide Kirketaarne oplyses af Solen, og Marker, begrote med Herthas Guld, og smykkede med blomster af de skjønneste Farver. De Køer, Heste og Lam, som græssede, besjelede den livløse Natur, og bragte Kraft og Varme i det herlige Malerie. Lige ved Landeveien, fordi Damhuset, ligger den smukke Landsby Glostrup.
Da vi kom nær Bommen ved Roeskilde Kro, stege vi af i en nydelig Bondegaard tæt ved Landeveien for der at nyde af vor Madkurv en tarvelig Frokost. Vi fandt her en venlig Modtagelse og traf her den idylliske Jevnhed og Gjestmildhed, som Thaarup saa skjønt har skildret os i Høstgilde. Den forreste Stue kunde givet Æmne til et teniersk Malerie. Paa den ene Side sad en gammel Kone, der ikke kunde sige os sin Alder uden paa Slump, skønt hun dog havde levet over tre fjerdedele Aarhundrede paa denne underlige Klode, og spandt Hør; paa den anden Side sad en Dreng paa Bordet og reparerede et Par Lærredsbeenklæder; igjennem den aabent staaende Dør præsenterede sig sex Sider Flesk i Skorstenen. Den venlige Kone førte os ind i Haugestuen eller det Værelse som man i Kjøbenhavn kalder Sahlen. Alting var her peent og næt. Den opredte Send var behængt med Gardiner af hjemmegjort Uldentøj; paa hver Side stode to store Kister, malede og forgyldte paa Bondeviis; paa Væggen over Dragkisten hang adskillige af de Kobberstykker, som Barometmagere pleie at trække omkring med paa Landet, og som et glad Minde om lykkeligere Dage, saae jeg her det danske Orlogsmods Prøvesteen, den brave Lassen, ved Siden af Engellændernes Nelson.
I Roeskilde Kro fandt jeg ikke mere saadanne Inskriptioner paa Vinduesruderne, som Tapper i Gulddaasen allerede for nogle og tyve Aar siden med Føje kagede over; men derimod vare de gibsede Vægge, som endnu for 6 Aar siden vare ganske ny og bemalede med Landskaber, heel oversmurte med Navne, Tankesprog og andre Anmærkinger. De lignede mere Blade i en Stambog end Vægge i en Gjestgivergaard. Man maa næsten ansee det for en Lykke at saadanne Vægsmørere lader sig nøje med at besmøre Vægge.
Herefter følger en grundig gennemgang af Roskilde Domkirkes historie og tilblivelse. Del 2 beskæftiger sig udelukkende med Roskilde Domkirke, og også lidt i Del 3. Herefter skrives lidt om Roskilde:
Roeskilde, saaledes som det staaer nu, besidder neppe mere Skyggen af sin fordums Glands og Storhed. Det er interessant at tænke sig nogle Øjeblik tilbage i den Tidsalder, og da her fandtes 13 Kirker og 14 Klostere. For fem hundrede Aar siden mødte man hher paa disse stille Kjøbstædsgader hvert andet Skridt Munke af forskjellige Ordener, som man nu kun finder i catholske Lande.
Vi forlode nu Roeskilde, for, efter vor Bestemmelse, at tilbagelægge saa meget af Veien, at vi, efter at have overnattet i en Kro paa Veien til Ringsted, kunde næste Dags MOrgen kjøre lige til det gamle Ringsted, der nu, ligesom Roskilde, kun eier en eneste Mærkværdighed fra Oldtiden, den ældgamle Kirke med sine Kongelige Begravelser. Underveis kunde jeg vel have fundet en Deel Kampesteen, der lode til at have ligget i en saadan Orden, at man ved Phantasiens mægtige Hjelp, let kunne danne sig et Billede af de gamle hedenske Konger, der, ogivne af Dommere, Præster og Rugets Store, holdt her Tinge under aaben Himmel.
De fleste af hine Steenkredse, Steendysser, Kjæmpehøje ere intet andet end, om jeg saa maa kalde det, en død Maske. Alt hvad de vidne om er, at her engang have levet Mennesker; men hvilke disse vare og hvad de virkede, derom lade de os blive i fuldkommen Uvidenhed.
Medens jeg paa Veien til Ordrupskroen tabte mig i saadanne antiqvariske betragtninger, mødte jeg adskillige Tropper af Haandværkssvende, der vandrede ud af Landet; et Syn, der bortdrog min Opmærksomhed fra Oldtiden, og henledte den paa Nutiden.
Hver bar sit Huus og Hjem paa Nakken. Og dog vare de glade, maaskee gladere end den, der putter det ene Kongerige efter det andet i Rantslen! De agtede sig til Wien - en Spadseretour paa henved nogle Hundrede Mile - men sang lystige tydske Viser, som om de skulde til Dyrehaugen.
Førend vi kom til Kroen, stege vi af og gik til en Mand, man i Roeskilde havde givet os Anvisning paa, for at kjøbe nogle Pund Kirsebær. Først efter mange Præludier vilde han overlade os to Pund, men de skulde koste 6 Mk. Pundet. Det er kun 6 sk. i gamle Penge, meente han. Hvorledes? Kun sex Skilling? sagde jeg. er da en Rigsbankmark vel merre end en gammel Skilling, svarede han. - "Det skulde jeg dog troe." - "Da regner jeg den aldrig for mere, sagde Manden; for den er jo ikke større end en gammel Kobberskilling." - "Naar De vil tage det efter Vægten og Størrelsen, svarede jeg, saa har De Ret; men naar De regner og sammenligner, saa vil De finde, at De har Uret. Hvor meget betaler De for et Lod Sølv?" - "Jeg kjøbte nyligen, svarede han, paa en Auction i Ringsted en Sølv Snustobaksdaase - han præsenterede mig i det samme en Priis af denne Daase - og den kostede 14 Mk Loddet." "Vel, sagde jeg, kunde De før Krigen kjøbe et Lod sølv for fjorten Skilling?" Nu blev han noget forlegen. "De seer heraf, min gode Mand, at en Rigsbankmark er over 4 sk. i gamle Penge, og at 6 Mk. for et Pund Kirsebær er henved 26 Sk. i gamle Penge." Mine Demonstrationer hjalp her imidlerrtid kun lidet. Jeg maatte betale ham 2 Rbdlr. for to Pund Kirsebær.
Vi blev nu Natten over i Ordrupkro, og kjørte derfra næste Dags Morgen til Ringsted.
I Ringsted, og det ovenikjøbet under en Skylleregn, er sikkerligen een af de ubehageligste Stillinger, hvori en Kjøbenhavner kan kkomme. Men Skjebnen har sine underlige Nykker.
Jeg havde næsten allerede begyndt at capitulere, og holdt mig beredt til een af de kjedsommeligste Timer, jeg nogensinde havde levet, da paa eengang eet mig saare bekjendt Ansigt traadte ind i Stuen. Det var Stedetss nuværende Eier, bekjendt i den draatiske Verden, som Directeur for et Provindsial-Theater. Adskillige Gjæster kom nu til, og en Conversation begyndte, som ganske bragte mig til at glemme Regnen og Ringsted med dets feilbare Gader. Det vilde blive for vidtløftigt at anføre her Alt hvad, som bragtes paa Bane, afhandledes, drøftedes og omtaltes her.
Del 5 omtaler en hændelse efter Ringsted:
En Bonde, der formodentligen ikke havde Raad til at bygge sin Køter et ordentligt hundehuus, havde lænket den til en Tønde, hvor den, som en sand Cyniker (Hundephilosoph) byggede og boede, og med cynisk Arrighed gjøede ad alle Forbikjørende og Forbigaaende.
Del 6 omhandler indtoget i Sorø, Klosterkirken og det afbrændte Sorø Akademi. Det brændte i 1813, så beretningen om at der stadig 4 år efter skulle ligge bogsider, lyder ret utrolig.
Under Betragtninger over Menneskehedens mange Krebsgange nærmede jeg mig Krebshuset i Nærheden af Sorø. Det ligger netop saaledes, som jeg fra min tidligste Ungdom forestillede mig det, efter den Beskrivelse, man gjorde mig derover. Bekrandset oaf Skov, indbyder det venligen hver veifarende Mand til at tage derind, og nyde her en Beværtning, som Konger og Fyrster hverken forsmaae eller behøve at forsmaae. Efterat have dvælet paa dette nydelige, ved sin Beliggenhed saa høist interessante Sted, i nogle Timer, toge vi derfra til Sorøe
Strax i Alleen uden for Byen mødte os een af Sorøe Academies gamle, ærværdige Professorrer, der med venlig Mine besvarede vort Hilsen. Som det lod til spadserede han her for sin Fornøielse, da det netop var Søndag. Dette Syn overraskede mig; det viste mig, at der endnu var en Professor - om Studerende taler jeg ikke - paa dette Academie; og denne Professor kom mig i Munden, den gamle Noah i Arken.
Ved Indkjørslen i Byen drager man, saa at sige, igjennem to forskjellige vigtige Tidsperioder: den ny og den gamle. Man kommer først igjennem en lang Gade, der ligner alle Kjøbstædsgader; smaa uregelrette Bygninger, hvvoraf den ene synes at bære den anden paa Ryggen, er alt hvad der tildrager sig her vor Opmærksomhed. Men aldrig saasnar kommer man til Klosterporten, førend Sjelen opløftes, og man ligesom forberedes til at see noget Stort og Herligt fra længst hensvundne Tider. Denne hvælvede Port er trofast bygger, og har en ganske besynderlig Form.
Naar man eer kommet igjennem denne ærværdige Klosterport, saa er det ligesom et Tæppe opgik for vort Øie, og en nye Scene, bærende Oldtidens ægteste Præg, fremstiller sig for os i det skjønneste Lys. Strax paa vesntre Side er den gamle ærværdige Klosterkirke, som nu i henved syv Aarhundreder har trodset tidens og Hændelsernes Vold; lige tæt derved de levnede Muure af Academiets afbrændte Bygning.
Vi forlode nu Kirken, og traadte ind i Ruinerne af det afbrændte Academie. Hvilket Syn for det følende Hjerte! Hvilken skrækkelig Ødelæggelse! De høie, svære Mure, de sidste Levninger af Absalons Kloster, staae vel endnu, ret som om de vilde minde os om hvad de i en Række af sex Aarhundreder indsluttede i deres trygge Favn; men halv hældende til Siderne true de med Fald. Over halvforbrændte, sønderbrudte Muurstene, mellem hvilke høit Græs og Nelder ere opskudte, vandrer man halvskjelvende frem igjennem den øde Tomte. Omspredte paa Jorden ligge Bladene af de Bøger, som engang prydede Academiets Bibliothek, der talte 10,000 Bind, og betragtedes som een af de største danske Bogsamlinger udenfor Kjøbenhavn.
Del 9. Turen fra Sorø til Holløse Mølle.
Foruden Murene er af Academiet endnu tilbage dets fortræffelige Hauge. Dens beliggenhed ved Søen gjør den ganske fortryllende, og der er anvendt meget, ikke blot paa at forskjønne den, men ogsaa paa at gjøre den saa nyttig som mueligt. Her findes en Planteskole af alle Slags Trøer, som overlades til Godsets Bønder for en meget billig Betaling. Den lille Øe, Bøgholm, i den ene Ende af Sorøe Sø, som tilforn var tæt begroet med Skov, er nu indrettet till et sandt OPholdssted for en Calypso. Der er anlagt Gange, efter engelsk Anlæg, med bord og Bænke for Spadserende, og man roer derover i Lystbaade.
Efterat vi havde opholdt os tre til fire Timer i Sorøe, reiste vi videre, for, om mueligt, inden Kl. 10, at komme til Nestved; thi man havde sagt os, at der fra Sorøe til Nestved ikke var meget over to Mile, og i den Forudsætning, at man i Sjælland dog vel vidste hvor langt der var fra den ene Kjøbstad til den anden, tiltraadte vi vor reise. Men hvor fandt vi os ikke skuffede i vor Forventning! Vejen gik, for en stor Deel, igjennem Skov, hvor Vognen hvert Øieblik sank til Hjulnavene i en Pøl. Vi kjørte og kjørte, over Banker og Bakker, igjennem Vandpytte og Søler, men det ligesom Veien var uden ende. Man havde sagt os, at en Miil fra Sorøe laae e Kro, Holløsemølle, kaldet. Denne var nu Maalet for vore ivrigste Ønsker. Efterat vi, i det mindste i Tankerne, thi Milepæle vare her ikke at tænke paa, havde kjørt 1 ½ kjedelige Mile, begyndte vi at spørge os for hos de Bønder, vi mødte; men det os som saa mange Spørgere, der ere ligesaa efterkloge som forkloge. "Hvor langt er der til Holløsemølle?" spurgte vor Kudsk. en god halv Miil! svarede en Træskomand, der langsomt, som en Snegl, slæbte sig frem med sin stumpede Pibe i Munden. Vi kjørte videre, og hver Gang vi øinede langt fra Noget, der kunde ligne en Mølle, begyndte vi ordentligen at faae nyt Liv. Men efterat vi atter troede at have kjørt en halv Miil, spurgte vi længselsfulde de os mødende Bønder: hvor langt er der til Holløsemølle? en god Miil var Svaret. Vi kjørte videre og kom til en Landsby, hvor adskillige Fruentimmer af Bondestanden stode og holdt en Aftenconversation. Hvor langt have vi til Holløsemølle? spurgte vi: Halvanden Miil svarede de Sjællandske Skjønne, ligesom med een Mund, paa ganske bredt Sjællandsk. Nu bleve vi reent fortvivlede. Vi befandt os her ligesom midt i det Spanske Hav, hvor man gjør bedst i at overlade Alting til den store Neptun, der regjerer Havet med sin mægtige trefork. Omsider mødte vi da en lang Figur, klædt som Kjøbstædsmand, med Stok i Haanden. Af ham troede vi da, i det mindste at dømme efter Klædedragten, at kunne vente os et fornuftigt Svar. "De kunde vel ikke sige os, hvor langt der er til Holløsemølle?" spurgte vor Kudsk den blaa Mand eget høfligen. Men enten nu den blaa Mand ikke kunde, eller ikke vilde tale, nok er det, han løftede paa Hatten og gik stiltiende sin Vei. Efter Snese Gange at have været paa Veie at vælte i store Vandpøle, naaede vi da endeligen den saa ivrigen attraaede Mølle, og med større Glæde kan ikke en Chinacapitain sætte sin Fod paa Cantons Bred, end jeg og Mine betraadte Dørtærkslen af Holløsemølle. Imidlertid lærte jeg paa denne Reise to Ting: 1) at man der, hvor ingen Milepæle findes, aldrig bør spørge sjællandske Bønder: hvor langt Veien er til det eller hiint Sted; 2) at man paa saadanne Stæder altid bør regne en dansk Alen for en engelsk (yard), og een engelsk Miil for en Dansk.
Næstved: Byen har sine to Klubber, sin Conditor, sine to Cellecteurer, og et Læseselskab, som tæller en anseelig Deel danske Bøger.
Efter nogle timers ophold i denne By toge vi lige til Kjøge. som ligger noget over 5 Mile fra Nestved.
Jeg kjørte igjennem de meest paradisiske Egne, der vare en Claude Lorrains Pensel værdige. Snart kom jeg igjennem den meest romantiske Skov, hvor Aarhundreder gamle Ege og Birke undbredte deres mørke, melankolske Skygger, snart øinede jeg de smilende Landsbyer, som med deres fremragende Kirketaarne venligen syntes at vinke ad den forbiilende Vandrende. Undtaleligt var det Indtryk, som det ærværdige Gisselfeld med sine af den dalende Sol belyste hvide Mure gjorde paa min Sjel, og som en Trylleborg laae her den gamle Peder Oxes Herresæde, omkrandset af Skov, svævende for mig som Fata Morgana i Aftenskumringens taagede Slør.
Kjøge hvor der paa Torvet var opslaaet Stader og Boder til næste Dags Marked. Paa to Vægtere nær laae Alting her indsvøbt i Morpheus's sorte Kaabe, og denne Gravens Taushed lod ikke formode, at den næste Dags Morgen vilde see her Alting i støiende Bevægelse.
Jeg tog ind hos Carl Hansen, en Mand, der har Ære af sit Gjestgiversted, som uden Modsigelse er eet af de bedste i Dan,ark, og i Sammenligning med de øvrige Kroer paa Kjøgeveien, et sandt Slot, baade i Henseende til Bygning og Beværtning. Den, som veed hvor vigtigt gode Gjestgiversteder ere for et Land, vil tilstaae, at den Mand, der i en Række af Aar med største Orden og Paapasselighed har røgtet sin Dont, fortjener en Plads ved SIden af de hæderligste af hans Medborgere.
