Løsgængeri. (Efterskrift til Politivennen)

Der findes i Lovgivningen ikke faa forældede Bestemmelser, som derivere sig fra en Periode, hvor Anskuelserne om Frihed og Lighed vare heelt forskjellige fra Nutidens. Saalænge nu saadanne Forskrifter, hvis Overtrædelse ofte medføre betydelig Straf, ikke ere ophævede ved nyere Love, ere som Følge deraf Domstolene bundne til slavisk at dømme derefter, hvormeget end Billighed og naturligt Hensyn til Tidens Tarv maatte tale for ganske andre Resultater. - Til saadanne forældede Love, der efter vor Mening snarest burde forandres, og hvis Ophævelse vilde være af langt større praktisk Vigtighed end en Mængde Detailbestemmelser, som Rigsdagen vidt og bredt udbreder sig over, hører ogsaa Lovens Begreb om Løsgængeri. Hovedbestemmelsen derom findes i Forordningen af 21de August 1829, hvis første foreskriver: "Ligesom Loven og Anordningerne tydelig vise, at de Personer, der ikke have Formue, fast Næringsvei, eller anden saadan Stilling, hvorved de uden Skade eller Fare for det Offentlige, kunne finde deres Udkomme, i Almindelighed og med de Undtagelser og nærmere Bestemmelser, som i saa Henseende ere gjorte, ere pligtige afsøge fast Tjeneste hos Andre, saaledes kunne deslige Personer ikke i den Tid, hvori saadan Tjeneste ei for dem er at erholde, være fritagne for at søge andet lovligt Erhverv. Ethvert Steds Politi-Øvrighed bør derfor føre Tilsyn med at de opfylde denne deres Pligt, og har desaarsag, naar Omstændighederne gjøre det fornødent, at affordre dem Rede og Rigtighed for, hvoraf de ernære sig og hvormed de befljæftige sig, "Hvis den Forklaring, de afgive desangaaende, ikke findes tilfredsstillende, at meddele Anviisning paa det Arbeide, hvorved de kunne finde Erhverv; og bør ethvert Steds Fattigvæsen være behjelpelig i saa Henseende, enten ved at formaae enkelte Beboere til at tage dem i Arbeide, eller paa anden Maade, som Omstændighederne tilstæde. Politi-Øvrigheden er derhos berettiget til at foreskrive den Paagjældende saadanne Forholdsregler, hvormed den sættes i Stand til at paasee, at han søger det ham anviste Erhverv. Den, som modvilligen tilsidesætter de ham i saa Henseende givne Tilhold, hvilke bør tilføres Protocollen, bliver at anses som Løsgænger." Straffen for Løsgængeri er første Gang Fængsel paa Vand og Brød fra 5 til 10 Dage; anden Gang fra Fængsel paa Vand og Brød i 20 Dage til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar; for enhver af de følgende Gange bliver Straffen at Forbedringshuusarbeidet at fordoble." Hvem er altsaa Løsgænger? Enhver, som ikke har "Formue", "fast Næringsvei", eller "anden Stilling", som Politiet finder passende. Enhver, som altsaa ikke er i disse Tilfælde, kan affordres Forklaring til Politiprotokollen til Rede og Rigtighed for, hvoraf han ernærer sig og hvormed han beskjæftiger sig", og hvis Forklaringen ikke findes "tilfredsstillende", bliver ham anviist fast Arbeide (f. Ex. Sneekastning, fange Hunde paa Volden, passe paa Slaver o. s. v.), hvormed Fattigvæsnet er behjælpelig. Finder nu Personen ikke dette "faste" Arbeide passende, er han uenig med Politi og Fattigvæsen i saa Henseende, kan denne Uenighed føre til Forbedringshuset for Livstid. - Loven er unægtelig i sin Theori en meget god Advarsel for vore Drivere, der ofte ikke kunde paavise anden passende (?) Beskjæftigelse end at være Hyssere og Klappere ved Valgmøder; men den bliver i Praxis meget ubillig. Thi den anvendes aldrig mod Østergade- eller Hippodrom-Drivere, der beviislig ikke have Raad til at drive, og som derfor maae ernære sig af at gjort Gjæld og slaae Plader, som neppe kan ansees for "lovligt Erhverv". Men det gaaer ud over de saakaldte simple Folk, som over hele Landet skareviis kaldes for Politiet, uden at de beviislig falde Fattigvæsenet til Byrde, eller drive nogen for Samfundet farlig Haandtering. Lovens Princip hverken kan eller bliver gjennemført, og det er derfor at en Reform synes absolut nødvendig. Den forunderligste Vilkaarlighed i Anskuelsen af Løsgængeri finder Sted i Praxis. Medens saaledes her i Kjøbenhavn Spillen og Syngen i Gaardene er særdeles hyppig, og uden at Velkommende straffes for Løsgængeri, forekomme paa Landet mangfoldige lignende Tilfælde, hvor Straffen anvendes. Saaledes sees det af en Dom i "Juridisk Ugeskrift" for 26de Februar, at en Tiltalt, som var sat under Tiltale for Løsgængeri og for at have befattet sig med Taskenspillerkunster "uden dertil erhvervet Tilladelse", kun er frifunden, fordi det ikke sees, at det befalede Tilhold har været ham givet, og fordi han efter sin Alder ikke uden saadant Tilhold har været pligtig til at tage fast Tjeneste. Uagtet den Tiltalte saaledes er bleven frifunden, er han dog idømt at udrede alle Sagens Omkostninger, hvilket for en ubemidlet Person er det samme som at komme paa Vand og Brød. Hvis han nemlig ikke kan betale, eller at blive aldeles forarmet, hvis Beløbet ved Execution kan inddrives. Besynderligt er det ogsaa, at Staten straffer en Person, fordi han ikke kan, eller ikke vil, aflægge for Politiet passende Rapport om sit Erhverv, medens derimod Staten paa den anden Side, idetmindste stiltiende, sanktionerer de afskyeligste af alle Næringsveie, nemlig Prostitutionen og Rufferiet. Medens saadanne Individer, der directe eller indirecte leve af Lastens Offere, altsaa af Staten autoriseres som dem, der have "fast Næringsvei", "passende Beskæftigelser" og "lovligt Erhverv", kan en stakkels Almuesmand paa Landet ved, at Uskyldighed at dreie en Lirekasse, eller giøre "Taskenspillerkunster for Bønder, komme i Forbedringshuset. En slig Inconseqvenis, som er faktisk og synlig for Enhver, maa ansees for ubillig og uretfærdig. Idet vi altsaa andrage paa en Forandring i den bestaaende Lovgivning om Løsgængeri, maae vi tillige andrage paa, at Loven, medens den endnu gælder, kommer til at gælde lige for Alle: for den fornemme Driver "uden Formue" og "fast Næringsvei", den sminkede Skøge, den fattige Liremand. - En lignende Vilkaarlighed gjør sig gjældende med Hensyn til Begrebet om og Straffen for Betleri. Medens den fattige Kone, der stille og ydmyg staaer paa Hjørnet, og med en sagte Haandbevægelse appellerer til de Forbigaaendes Medfølelse, for Betleri kommer paa Vand og Brød eller i Forbedringshuset, gaae de fornemme Tiggere, eller saadanne, der drive Betleriet i det Store som Profession og Industrigreen, aldeles frie for Straf. Heri er heller ikke Billighed eller Lighed for Loven.

(Kjøbenhavnsposten 11. marts 1853).

3. marts 1860 blev loven revideret som "Lov om straffen for løsgængeri og betleri". Heri blev det lovfæstet at løsgængeri stadig var ulovligt og kunne straffes med fængsel på vand og brød eller tvangsarbejde. Loven blev først ophævet med lov 608 fra 6. september 1986. Både før og efter har løsgænger mest betegnet et medlem af Folketinget som forlader det parti han er valgt til - og er ikke ulovligt.