En begravelse for 30 år tilbage.
Indtil for kort tid eksisterede der på Nørrebro et beværtningssted, kaldet "Billigheden". Her kom if. D. N. en stor del ærbare borgere sammen og fordrev tiden, og iblandt disse daglige gæster var børstenbinder Bentzen fra Antonistræde. En skøn dag udeblev imidlertid Bentzen til stor forundring for hans omgangsvenner, og således gik det også næste dag. Den sædvanlige "pot" blev helt forsømt for at drøfte grunden til udeblivelsen, og man blev endelig enig om at en deputation med skomager Sørensen som ordfører skulle sendes til Bentzens hjem for at undersøge sagen. De deputerede blev modtaget af madame Bentzen, der grædende fortalte dem, at hendes mand for to aftener siden var kommet hjem fra "Billigheden" i sådant et velsignet humør. "Ja, det ved jeg," afbrød Sørensen hende, "jeg fulgte ham selv hjem". - "Han gik glad til sengs." fortsatte madamen, - men næste morgen var han død."
Nu bad hun hans gode venner om at møde i hendes bopæl næste tirsdag for at bære hendes salig mand til det sidste hvilested, men da jordpåkastelsen efter den tids skik og brug skule gå for sig i hjemmet, anmodedes de om at komme tidligt for forinden at indtage en bid brød og en drik af et eller andet. Til den fastsatte tid mødte en flok venner, som for ret at hædre den afdøde spiste og drak som om de var betalte for det. Vel forfriskede overværede de ceremonien, og de begav sig nu til Garnisonskirkegården, bærende deres hensovede ven. Ankommet der blev de antastede af graveren, der spurgte: "Hvem er det?" - "det er jo Bentzen, ham børstenbinderen fra Antonistræde." - "Vi skal ingen Bentzen have, det må være på den anden side af gaden, på søetatens kirkegård". - Forundrede over fejltagelsen vandrede de da over gaden; dog gjorde de et lille holdt ved et værtshus, hvor de indtog en lille forfriskning, mens Bentzen tålmodigt ventede udenfor. Endelig kom de ind på kirkegården, men samme modtagelse: "Hvem er det?" "Ih! Bentzen, ham børstenbinderen fra Antoniestræde". - "Det er ikke her, det må være på den anden side af gaden, på Garnisonskirkegården". - "Nej, der har vi været". - "Ja så må det være på Assistentskirkegård på Nørrebro". - Her var jo ikke andet for end at gå den lange gang ad Nørrebro til, og toget bevægede sig højtideligt til St. Hans Torv, hvor de udenfor den kære "Billighed" holdt en lille rådslagning, og på Sørensens forslag blev Bentzen bragt ind i haven, medens sørgeskaren "spillede en pot" for at hædre mindet om den afdøde. Derefter fortsattes vejen til Assistentskirkegård, men her måtte de vandre omkring, stadigt fulgte af spørgsmålet: "Hvem er det?" "Ih! det er jo Bentzen, Børstenbinderen fra Antoniestræde." "Det er ikke her, det er ved siden af", og da de havde gennemvandret alle kirkegårdene måtte de, så nødig de ville, bære Bentzen hjem igjen. Man kan tænke sig madame Bentzens forskrækkelse, da Sørensen dinglende - den lange vej og de øvrige strabadser havde udmattet ham - i mørkningen viste sig for hende med de Ord: "Ak! lille madam, her har De Bentzen igen". - "Du forbarmende! var han ikke rigtig død!" - "Jo, det tror jeg nok, han var, men nu har vi været på alle byens kirkegårde, men ingen steder vil de have ham".
Madamen, der hele dagen have drukket gravøl med sine kvindelige bekendte, protesterede mod atter at modtage Bentzen ved den huslige arne, men Sørensen var ubønhørlig, Bentzen måtte ind igen, og nu begyndte drøftelsen angående denne mærkelige sag; tilsidst opklaredes det, at begravelsen på kirkegården ved en fejltagelse var bestilt til om torsdagen i stedet for om tirsdagen. Følgen heraf blev, at Bentzen fik lov til at hvile et par dage i sin egen stue, og hans venner samledes da atter til en lille frokost, hvorpå de vandrede til Garnisonskirkegård, og denne gang blev Bentzen modtaget.
(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 7. april 1875).
Det er ikke muligt at verificere at der skulle have boet en børstenbinder Bentzen i Antonistræde. Så der er sandsynligvis tale om en anekdote.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar