For et halvt år siden gik jeg en formiddag en tur ud på Vestre Kirkegård. Der var netop en begravelse. En simpel, sort fyrretræskiste, kun smykket af to kranse. Jeg trådte nærmere hen til følget, der kun bestod af en ung pige og et ungt menneske, rimeligvis et par forlovede. Tog jeg fejl? - Nej, det var jo den lille pige fra kvistkamret, og den døde var hendes moder, der endelig havde fundet den ro og hvile, hun ikke fandt i livet. Jeg blottede uvilkårligt mit hoved, da kisten sænkedes ned, idet jeg sendte et "Hvil sødt!" til den døde, og et "til lykke" til de to forlovede,
René.
(Social-Demokraten, 19. juli 1882.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar