Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død.
Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes.
1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.
Carl Wulff.
Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.
Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.
Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.
Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.
Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.
Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.
Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.
I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig
(Kjøge Avis, 19. september 1888).
Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.
(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).
Carl Wulffs jordefærd.
Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.
Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.
Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.
Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.
Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.
Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.
Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.
(Morgenbladet (København), 25. september 1888).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar