Atter et opsigtsvækkende Selvmord i København.
Den svenske Forfatterinde Victoria Benedictsson, bekendt under Forfatternavnet Ernst Ahlgren, har i Søndags aflivet sig i København.
"Aftenbladet" meddeler følgende nærmere herom :
I Gaar ved 2-Tiden blev der bragt os en uhyggelig Efterretning fra en Sidegade ved Kongens Nytorv; En derboende svensk Dame skulde være ombragt paa voldelig Maade, ved egen eller ved andres Haand. En af vore Medarbejdere begav sig øjeblikkelig derhen.
Fra Gaden var der intet usædvanligt at se i Lejligheden. I Vinduet stod et Glas med smukke Roser, hvide og røde, omgivet af Bøger og Portræter; paa Bøgerne stod, som vi siden saa, det svenske Forfatternavn Ernst Ahlgren, under hvilket Navn Fru Benedictson skriver. Ude fra var der at se kun Hygge og Fred i det lille lave Mezzaninetages Værelse. Men træd ind; der er Blod og Lig.
Paa gulvtæppet laa en af et fint Linstykke kun halvt dækket Kvinde i en stor Blodpøl; paa en Taburet ved Siden af fandtes en bloddryppende Barberkniv og et Haandspejl. Hver Side af Kvindens Hals viste tre store tommelange Flænger; Pulsaaren var overskaaren. Ogsaa Haandleddene viste flere Snit. Taburetten, Sengen, Puder og Lagner var gennemvædede af en Blodstrøm.
Hun var om Aftenen kommen hjem, tilsyneladende glad og veltilfreds; hun talte muntert med Pigen, som bragte hende Aftensmad, et Par Stykker Smørrebrød og et Glas Øl. Efter at have spist læste hun lidt og gik til Sengs. Her er saa uden Tvivl den frygtelige Gerning begaaet, og under Dødskampen er hun styrtet ud paa Gulvet.
Da Pigen omtrent Kl. 11 om Formiddagen kom for at vække Damen, fandt hun Døren aflaaset; denne blev aabnet, Pigen styrtede tilbage, forfærdet over det Syn, der mødte hende.
Øjeblikkelig blev der tilkaldt Lege; man traf Dr. med. Philipsen, men der var for ham intet at gøre uden at konstatere Døden. Ligeledes gik der Bud efter den svenske Litterat Axel Lundegaard, til hvem der laa et Brev paa den Afdødes Bord.
Politiet lod Liget besørge ud til St. Johannes Stiftelse, hvor der er Ligstue over dem, der ved Ulykke, Selvmord eller paa anden usædvanlig Maade kommer af Dage.
(Demokraten (Århus) 24. juli 1888).
Ernst Ahlgren.
Fru Victoria Benedictson - eller som hendes stadige Forfattermærke lød Ernst Ahlgren - har i Søndags dræbt sig selv i det Hotel i Hovedvagtsgade, hvor hun under sine hyppige Besøg i Kjøbenhavn som oftest tog Ophold. Hendes sidste tunge Timer maa de, der har staaet hende mere personlig nær end vi, fortælle om. Ingen, der nu har besøgt hende i Hotellet eller talt med hende i Dagmartheatret, hvor hun var en sikker Gjæst ved de tyske Forestillinger, kunde faa Indtryk af, at hun tænkte paa selv at afslutte sit Liv. Snarere syntes hun ivrig med nye literære Planer. Hun kom hertil fra et Besøg i Paris og var glad ved, at noget af det første, der mødte hende her, var et Tilbud fra Direktør Aug. Rasmussen om at spille hendes lille Stykke "I Telefon" til Vinter paa Kasino. Det var Alvor for hende at ville være dramatisk Forfatterinde Derfor drog Paris hende til sig, derfor erklærede hun ikke at ville vende tilbatil Skaane, saalænge det fortræffelige tyske Gjæstespil varede ved her. Hun vilde gjærne lære. Det svenske Akademis Hæderspenge - for Resten kun 500 Kr - der nylig var tildelt hende, har vel ogsaa været en Opmuntring. Den gamle Institution er ikke saa særdeles villig til at anerkjende unge Evner, mindst naar disse har et mere moderne Tilsnit, men Digtergagen motiveredes ogsaa udtrykkelig som en Belønning for det sædelige Element, der fandtes i Forfatterindens nyeste Produktion, hendes "Folkelivsbilleder".
Dette Blads Læsere vil ofte have truffet paa Ernst Ahlgrens Navn. Sidst med hendes smukke Fortælling "Kammerater" om den gamle Røgter og hans Hund, der i Forening redder Gaardens Kreaturer under en Ildsvaade og heller ikke vil skilles paa Medaljedagen. Under sit første Ophold i Stockholm, hvor Ernst Ahlgren indførtes i den literære Verden, skrev hun ogsaa Breve til dette Blad. De gjorde Opsigt ved deres uforbeholdne Aabenhjærtighed og Naivitet. Man saa af dem, hvorledes den hidtil ukjendte, men higende og ærgjerrige Provinsforfatterinde nød Hovedstadens Luft og de nye, forjættende Omgivelser. Der var en Friskhed over disse Breve, et tillidsfuldt Haab om, at nu gryede en ny Dag, nu stod Solen ogsaa op for hende. Hvad der senere har bragt saa afgjørende og bitre Skuffelser, véd vi ikke. Under Samtaler med hende kunde Ordene falde saa, at det moderne Liv saavel som den moderne Literatur altfor ofte var en Sækkegade, hvor man endte med at løbe Hovedet til Blods mod den afsluttende Mur. En Gang sagde da Ernst Ahlgren til den, der skriver disse Linjer, at hun nu havde endt en Bog, der netop hævdede Sundhed og Livsmod og brød med de falske literære Recepter. Det var "Fru Marianne", hun mente. Vi har altid fundet, hun skuffede sig selv. Denne Roman var, hvad godt man end ellers vil sige om den, ingen Nybegyndelse, intet frist Hjærtes glade og lyse Digtning. Ernst Ahlgren var sundest og sandest i sine smaa skaanske Fortællinger og Skizzer.
For en tre Aar siden gav vi her i "Morgenbladet" et kort Omrids af hendes ydre Livsforhold. Det maa være nok nu at minde om, hvorledes Victoria Bruzelius var et Friluftsbarn, født og opvoxet paa Landet. Hun blev aldrig sendt i nogen Skole idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende, men allerede som ung blev hun en ivrig Rytterske og Skøjteløberske. Dobbelt tungt ramte det derfor netop hende da hun i Aarevis blev kastet paa et smertefuldt Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende først i flere Aar til Sengen, og mange af hendes kjøbenhavnske Venner vil endnu mindes, hvorledes hun senere ikke engang kunde gaa over et Gulv uden de to store Krykker. Men lidt efter lidt gjenvandt hun alligevel sin Førlighed, og sidst da vi forleden Aften saa hende i Jærnbanegade udenfor Dagmartheatret, gik den høje, slanke Dame med det blege Ansigt nok saa rask uden nogen Støttestav.
Hendes Hjem var og blev Skaane. Hun blev gift med en ældre Mand. Postmester Benedictson i Hørby og blev Stifmoder til voxne Børn. Saasnart imidlertid hendes første literære Forsøg havde brudt Isen for hende, higede hun ud fra det snævre Hjem, og de sidste Aar af sit Liv var hun en rejsende, der snart gjæstede Stockholm, snart Paris, snart Kjøbenhavn.
Hos os har hun i en Række af Aar boet ofte og tidt længe ad Gangen. Hun efterlader sig mange Venner her, der med Deltagelse vil spørge den sørgelige Udgang af et lovende Forfatterliv. Men større vil dog Tabet føles i Sverige. Ernst Ahlgren hørte til de Forfattere, der varslede en ny Literatur. Mulig vilde hun aldrig have indfriet de første og største Forhaabninger, der blev sat til hende, at hun, der kom fra Landsbygden, ogsaa skulde bringe noget af Landets Friskhed og Sundhed ind i Hovedstadsliteraturen. Der viste sig Tegn i hendes Forfattervirksomhed til, at ogsaa en Orm gnavede her. Nu er imidlertid alle Haab afbrudte. Denne Produktion hører Historien til.
De literære Forhold i Norden er lidet lyse for Øjeblikket. Der samler sig truende Skyer i Synskredsen, og en efter en tier de i Forvejen spredte Kræfter eller træder bort fra Skuepladsen. Ernst Ahlgrens bratte og beklagelige Død kan vække alvorlige Tanker hos os alle.
(Morgenbladet (København) 24. juli 1888)
Ernst Ahlgren.
Det var et Sorgens Budskab rundt om i Norden, da Telegrafen bragte Bud, at Ernst Ahlgren (Victoria Benedictson), "Penges" Forfatterinde er død.
Der er i hendes Fædreland ikke den Kvinde, som jo har læst, hvad hun har skrevet, ikke den unge Pige med fribaarne Tanker, som jo har ofret hende sin dybeste Beundring, set op til hende med Begejstring og gjerne villet reist mange Mil for blot at faa se et Glimt af hende.
Netop nu i disse Dage kom en ung, kvindelig Student i Gøteborg herned i det Haab at træffe hende. "Jeg vil bringe Ernst Ahlgren Blomster", sagde hun. Nu maatte hun nøies med at lægge en Krans paa hendes Kiste.
Ogsaa her i Danmark var hendes Navn kjendt og afholdt, ikke blot som "Penges" og "Fru Mariannes" Forfatterinde, som den ærlige og sandhedssøgende Psykolog, men ogsaa som den naturtro og fintfølende Skildrer af Fattigmands Liv og ViIkaar, som den, der har Øiet aabent for alt, hvad hun saa omkring sig, og med Humor, men ogsaa navnlig naar Talen var om Dyr - med ren Medfølelse kunde beskrive dette. Thi som Forfatterinde stod hun sikkert høist i disse Smaaskitser og Fortællinger, som for en stor Del er spredt omkring i vore Blade og Tidsskrifter, og Ingen, som har læst "Mo'r Malenes Høne", "Newfoundlænderen", "Jeppe" og flere, vil glemme dem.
Hun var en fnst og middelbar Natur, en stor Karakter, en talentfuld Kvinde; det, hun først og fremmest vilde, det var Sandhed og Klarhed. Sandhed i sit Liv og i sin Digtning, Klarhed over, om hun formanede al udrette noget Virkeligt.
Men Tvivl og Mistro mod sig selv gnavede bestandigt paa hendes Livstraad.
Jeg, der i henved fire Aar har staaet i nær og uafbrudt Forbindelse med hende og for en stor Del været fortrolig med hendes Arbeide, hendes Virken og hele hendes Tankeliv, kan maaske bedre end nogen Anden her i Danmark forklare hendes pludselige Død.
Det var Livslede, en uimodstaaelig, ubetvingelig Livslede.
For os, der havde staaet hende nær, kom dette Pludselige ikke uventet; vi vidste Alle, at Livsleden til sine Tider kom over hende som en uhyggelig Mare, der ikke lod sig afryste, som et klamt, snigende Uhyre, der sugede sig fast i hendes Tanker og drak hendes Hjærteblod.
Som Barn og ganske ung Pige havde hun været usigelig lykkelig. Med sin Fader, som hun elskede over alt, færdedes hun i Mark og Skov, hun red og hun jagede, hun kjørte de væligste Heste og foer med Vindens Fart hen over den frosne Sø. Denne Fader, denne elskede, men svage Fader, ser man idelig og al Tid dukke op i hendes Digtninger. Han døde, før hun ret var voxen, og nu tog Moderen fat; hun blev stængt inde i mørke Stuer, holdt tit Bog og Naal og den strengeste Pietisme. I den Tid fik hendes indre sit Præg, det blev korrekt og stivt og koldt, men i hendes Indre sydede det som glødende Lava. Efter Konfirmationen blev hun Guvernante, og det var hun indtil hun 20 Aar gl. blev gift med en allerede den Gang aldrende Mand, Postmester og Bankdirektør Benedictson i Hørby, Enkemand med sex Børn. At omtale hendes Ægteskabs li første Aar hører ikke herhen; men jeg tør vel antage, at hun følte sig tilmode som en Svane i en Andegaard.
Saa blev hun syg. En Knæskade fængslede hende til Sengen i to Aar; men disse to lange Aar var for hende en Udviklingens og Befrielsens Tid. Hun nød den tvungne Ro; hun arbeidede og lagde der den egentlige Grund til sin fremtidige Forfattervirksomhed; thi en Del Smaating, som hun tidligere under et andet Pseudonym havde indsendt og faaet optaget i Bladene, fandt hun selv uden al Betydning. Hendes Mand elskede hende høit, men taalte ikke, at hun skrev, derfor antog hun Forfatternavnet "Ernst Ahlgren", og Ingen anede i lange Tider, at der under dette Mærke skjulte sig en Kvinde - selv holdt hun den Gang for sin Mands Skyld strengt paa Pseudonymet.
Ved Juletid 1884 udkom "Från Skåne", og henad Foraaret 1885 "Penge". Samme Aar blev hendes Smaafortællinger oversat her i Danmark tilligemed "Penge", og begge gjorde de stor og velfortjent Lykke.
1885 var i flere Henseender af stor Betydning for hende. Banken i Hørby blev nedlagt og hendes Mand mistede som Følge deraf sin mest indbringende Stilling og den største Del af sin Indtægt. Hun havde al Tid været forvænt, aldrig behøvet at tage Hensyn til Penge; men den gode Modtagelse, hendes Bøger havde faaet, gav hende, trods sin legemlige Svaghed, der tvang hende til at gaa med Krykker, Mod til selv at tage Kampen op og med sin Pen tjene sit Livs Fornødenheder. Hun længtes ud i Livet for sammen med Jævnlige og med de Forfattere, hun gjennem deres Skrifter havde lært at beundre, at berige sin Aand, og hun indgik nu paa den Overenskomst med sin Mand, at hun skulde faa Lov at opholde sig, hvor hun vilde, imod at ernære sig selv. Han har sikkert erkjendt, at her var en Villie, som Intet kunde bøie, og derfor givet efter.
I Efteraaret 1885 reiste hun efter Indbydelse af Friherreinden Adlersparre til Stockholm, hvor hun for første Gang indførtes i Forfatternes Kreds, som deres Jævnlige og Kammerat, og fra nu af blev der Rift om hver Linie fra hendes Haand, og hun fik nu sit Arbeide godt betalt.
1886 delte hun mellem Høiby og Kjøbenhavn, hvor hun nu havde erhvervet sig Venner, og hvor hun elskede al opholde sig, at gaa paa Theatret og til Forelæsninger. Men at hun ikke var ulykkelig i sit Hjem, hvor hendes Datter og Stedbørn forgudede hende, viser bedst følgende Brudstykke af et Brev, skrevel i Oktober 1880:
"For Øieblikket befinder jeg mig saa vel her i Hørby, hvor Alle kappes om at gjøre det hyggeligt for mig. Men uagtet jeg for Øieblikket nyder den landlige Stilhed, veed jeg, at jeg i Længden vil synes, delt giver mig aandelig Tomhed, og derfor tør jeg ikke bestemme mig for at blive her. - - - Det er ganske mærkværdigt, hvor jeg befinder mig vel her. Man naar at faa saa uendelig meget bestilt paa en Dag; her er ingenting som forstyrrer En. Jeg vil lade min egen Sindsstemning afgjøre, om jeg kommer til al reise til Kjøbenhavn eller ikke. I ethvert Tilfælde fordyber jeg mig helt i Arbeider i den nærmeste Tid. Jeg har Hænderne fulde af Emner, og jeg maa skynde mig, inden Livsleden kommer igjen. Thi den kommer, det veed jeg"
Og senere samme Maaned :
"Jeg befinder mig stedse vel her i Hørby og vilde blevet her, om det ikke var for Forelæsningernes Skyld; men denne Gang har jeg foresat mig at føre Hjemmets Hygge med til Kjøbenhavn, saa jeg kommer til at føle Ulig rigtig i Ro ligesom her. De kan ikke tro, hvor bekvemt jeg har det, saadan jeg har faaet Værelserne møblerede efter eget Ønske."
1887 tilbragte hun dels i Kjøbenhavn og Paris, dels i Hørby og Stockholm, og samme Aar kastede hun Krykkerne. Først paa Aaret spilledes under stort Bifald paa det kongelige Theater i Stokholm hendes lille etakts stykke: "I Telefon" - det blev senere oversat til "Familiejournalen" og er i den allersidste Tid solgt til Kasino - henad Foraaret udkom samtidigt i Stockholm og Kjøbenhavn hendes store Roman "Fru Marianne", hendes Tankers kjæreste Barn, som beredte hende saa store Glæder og saa dybe Skuffelser. Hun skriver saaledes i Januar 1887:
"Jeg har i lang Tid været syg og ødelagt af Livslede, men de sidste fem Dage har jeg arbeidet som i Feber for at faa min "Frue" færdig. Det har været en saa umaadelig Glæde endelig at kunne arbeide, al jeg ikke har tænkt paa Andet end at skrive. Det har været herlige Dage, saa fulde af Kraft og Energi. Nu mangler jeg kun det sidste Kapitel, og det begynder jeg paa i Morgen. Der er i Slutningen et Par Scener, som har været noget af del kjæreste Arbeide, jeg har havt. Jeg holder af dem. Gid jeg kunde gjøre mig forstaaet - - - - - - - - - - Jeg skriver saa kort, thi min elskede "Frue" venter jo paa mig. Hvilken Følelse at kunne arbeide! Jeg, som for en Uge siden led af den sorteste Fortvivlelse - jeg opmuntrer nu hele Huset."
Efter at "Fru Marianne" var udkommen og ikke her i Danmark bleven modtaget saa velvilligt af Kritiken, som hun havde ventet, begyndte hun undertiden at mistvivle om sit Talent; ikke fordi hun var bange for sit Udkomme, thi hun tjente mere end hun brugte, men hun stræbte efter det høieste Maal, Anerkjendelse af netop dem, hun ansaa for de ypperste i Aandens Rige - og Livsleden hjemsøgte hende hyppigere end nogen Sinde. Hun skriver i Juli 1887, da hun var reist til Vennerne i Stokholm:
"Vi seilede i haardt Veir fra Dalarø. Det var min første Tur i Seilbaad; jeg syntes om at seile, og naturligvis var jeg ikke bange. Hvad skulde jeg være bange? - - - - - - - - - - jeg føler, at intet i Verden kan hjælpe mig, hvis ikke denne helt forandrede Levemaade kan det -"
Og i September samme Aar:
" - mit Arbeide er mig kjærere end Luften, jeg indaander. Men en daarlig Forfatter vil jeg med Vidende og Villie ikke være. Hellere dø. - - - - - - - - - - - - - - - - det var Tanken om min Talentløshed, der gjorde, at jeg vilde begaa Selvmord. - - - - - - - - - - - - - Hvad jeg nu skriver, skriver jeg med mit Liv i den ene Haand og Pennen i den anden - for at tale i Lignelse - . Jeg behøver blot at komme til Klarhed, om jeg er en dygtig eller udygtig Forfatter. Deri ligger Afgjørelsen - - - - - - - - - - - Intet i dette Brev behøver at betragtes som en Hemmelighed."
Der var ikke i Fru Benedictsons Livsforhold noget som helst, der forklarer, hvorfor hun gav Afkald paa Livet - intet uden Livslede.
I Mai 1885 skriver hun :
"Jeg er til yderlighed skeptisk, har al Tid været det og aldrig lidt nogen Skuffelse, det være sig i Venskab eller Kjærlighed. Tværtimod: Livet har undertiden givet mig mere, end jeg havde gjort Regning paa."
Juni 1885:
"Jeg er saa mismodig, at jeg kunde fly hele Verden og begrave mig i en Hule, og det skjønt jeg kan tale og le som sædvanligt, naar jeg er sammen med Andre. Aa, jeg er saa træt af Livet, og dog vil jeg ikke opgive det endnu. - - - - - - - - - - Min Livslede er denne Gang værre end sædvanlig, og den hindrer mig i at arbeide. Men bryd Dem ikke derom, det kommer over mig periodisk. en Tilfældighed kan vække mig op af Døsigheden, og jeg veed godt - selv nu - at jeg vil vaagne op af den. Og saa lever jeg igjen."
Hun elskede sit Arbeide over Alt, tænkte ikke paa andet, levede ikke for Andel; Alt var for hende Smaating i Sammenligning med det.
Hun skriver derom i September 1885
"Jeg ønsker blot, al hele Verden kjendte mig, at jeg kan blive opfattet, saaledes som jeg er: en Arbeidsmyre, kjønsløs som de. Erotiken hører Fortiden til, Nutiden og Fremtiden er Arbeide, ikke andet end Arbejde - - - - - - - - - - - - Jeg føler mig al Tid fremmed for dem, som lever i Overflødighed. Jeg, som har set saa meget af de lavere Klassers Raahed og Fattigdom, jeg væmmes ved Raaheden, og jeg foragter Forfiningen."
Og i Mai 1886:
"Jeg elsker mit Arbeide høit og forlanger intet bedre end helt al kunne være mig for det."
* * *
Tre Dage før hendes Død talte jeg med hende. Hun saa syg og træt ud og sagde saa underlig tonløst:
"Jeg bliver her ikke længel"
For alle hendes Nærmeste har det vist længe staaet klart, at dette saa smertelige Øieblik, Reisen til del store, ubekjendte Hinsides, vilde komme pludseligt; men tungt rammer det dog alle os, der personlig har staaet hende nær og holdt af hende, baade som Menneske og som Forfatter, og alle de Mange, der i hendes unge, friske, oprindelige Forfattervirksomhed saa noget stort og genialt i hendes Digtning, saa Realismens Sandhed i en ny og tiltalende Form.
Hendes Lidelser er nu forbi; men selv i Døden viste hun sin stærke Villie, sin kraftige Karakter
Hun kunde ikke leve længere.
Men i Ernst Ahlgren har Skandinavien mistet sin mest lovende Forfatterinde.
Sofie Horten.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. juli 1888)
Der findes en hjemmeside om Victoria Benedictsson. Victoria Benedictsson omtalte aldrig sit barndomshjem positivt. Det var delt mellem moderen som underviste i sprog og sang, og faderen som lærte om at håndtere våben og red til hest.
Victoria Benedictssons sygdom i benet er af nogle mistænkt for at være psykosomatisk. Steddatteren Mattis sagde imidlertid at hun i begyndelsen af 1880'erne fik et kistelåg over benet. Lægerne kunne ikke standse inflammationen som varede i flere år og mange misykkede operationer. I stedet lykkedes det for en lægekyndig kvinde, "Lundakvinnan" Elna Hansson at stoppe inflammationerne med grødomslag. Hun var herefter i stand til at gå med krykker.
Fra efteråret 1886 boede Ernst Ahlgren mest i København, dog afbrudt af kortere besøg i Hörby, i Paris foråret 1887 og nogle uger i foråret 1888. Her led hun under stadige økonomiske vanskeligheder. I et af sine breve klagede hun over at hun ikke engang havde råd til at købe bøger, og i et andet at økonomien ville knække hende. Men hun erklærede at hun ikke igen ville være rig og ufri, om hun så fik en million. Fra 1887 synes også hendes selvtillid til sine kunstneriske evner at vakle. I december 1887 konstaterede hun at hun have penge til at kunne leve til marts 1888. I januar 1888 forsøgte hun at begå selvmord med morfin - det mislykkedes. Det foregik ligesom selvmordet på Hotel Leopold i Hovedvagtsgade 6, mezzaninen ved Kongens Nytorv.
100 år efter hendes fødslen blev der rejst en mindesten på hendes fødesten, bekostet af bl.a. Svenska Akademin og Bonniers forlag.
Se bl.a. Ellen Key: Ernst Ahlgren. Häggström 1889. 88 sider. Niels Erdmann: Ny svensk Skønliteratur. in: Tilskueren Bind 5, s. 264-275. Victoria Benedictsson. En sjelfbiografi ur bref ock anteckningar. Samlade och utgivne af Axel Lundegaard. Stockholm, Høggström 1890.
Desuden anmeldelser af "Penge" her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar