December 1885 ankom en trup sioux-indianere til København hvor de fra mandag den 6. december optrådte på National Scala. Truppen må have været en af de allerførste, hvis ikke den første overhovedet, og formentlig udsprunget af turneer i Tyskland. Indianerstammen blev præsenteret som "bestående af mænd, kvinder og børn under anførsel af høvdingen Standing Eagle og prinsesse Ogalola, fører en stor samling våben, skalpe og redskaber med sig. Stammen optræder i våbenøvelser, skarpskydning og dans."
Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.
For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge!
Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.
Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.
Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."
Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.
Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.
Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L
Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.
Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.
Indianerne i "National"
Det er en kritisk tid, vor tid. Og folk er så fælt vantro, man tvivler om alt. Hvorfor da ikke også tvivle om, at det var rigtige indianere, man her så. Dog om dette punkt ganske i almindelighed behøver københavnerne ikke at være i tvivl. Men om det specielt er sioux-indianere og endnu mere specielt af stammen Sitting Bull, ja til at afgøre det, mangler vi tilstrækkelige etnografiske kundskaber. Og om det allermest specielle, at hans højhed med de to fjer er den berømte høvding, som dræbte General Custer tilligemed et helt regiment soldater (eller, efter en anden beretning fra foreviseren, generalens eskorte), derom kan vi ikke undlade at nære en vis beskeden tvivl.For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge!
Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.
Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.
Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."
Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.
Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.
Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L
Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.
(Social-Demokraten, 8. december 1885).
Forestillingen blev ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.
Forestillingen blev ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.
Happy Jack Sutton (1853-1890) turnerede med P. T. Barnum's Circus i 1870'erne og 1880'erne, og havde sit eget show, the Jack Sutton Wild West Show. Han er afbildet på adskillige fotografier, alle underlagt ophavsret. Han indgik i Sitting Bull Sioux Indians, som bestod af 30 mænd, kvinder og børn, 16 heste og altså også Happy Jack Sutton. Sitting Bull deltog dog ikke i gruppen der rejste rundt i Europa, han rejste i stedet rundt med Buffalo Bill i USA.
Sioux-indianere i København
På etablissement Nationals taganlæg fremvises i disse dage en stamme Sitting Bull Sioux indianere, bestående af 4 høvdinge, 4 yngre mænd, 4 squaws (koner) og 4 børn. Det er første gang, at virkelig ægte Sioux-indianere er kommet til Europa, og det har da også kostet truppens impressario stort besvær at få dem hertil, for indianerne var ikke så snart kommet til New York, før de ville vende tilbage til deres skove, og kun efter megen overtalelse fik man dem ombord. Sioux-indianerne er bekendt som den vildeste og mest krigeriske stamme i Nordamerika. Det er næppe 10 år siden at denne stamme under anførsel af Hicrow, som er med truppen her på National, tog del i det bekendte myrderi ved Black Hills, hvor den tapre amerikanske general Custer med et helt regiment soldater blev dræbt til sidste mand. Nu er stammens hjemsted Dakota i Nordamerika, hvor den lever i venskab med United States regering, der har anvist dem Rosebud reservation til opholdssted. Med indianerne følger den berømte Happy Jac Sutton, også kaldet Stifinderen, en texaner, der fra barndommen af har levet blandt indianere, og der overalt i Amerika er bekendt som skyttekonge; særlig excellerer mr. Sulton som pistolskytte. og mange gange tusind dollars har han vundet i væddemål på sin skydefærdighed. Man glemmer heller ikke at gøre sig bekendt med den interessante våbensamling, truppen medbringer. Her er tomahawker, bue og kogger samt forgiftede pile, man lægger mærke til enkelte, endnu brunlig røde af unionsoldaters blod, og ingen går forbi indianerskalpene med de fæle hårtotter uden gysen. Stammen, der er kommen hertil fra Hamborg, hvor den under overordentlig tilstrømning er fremvist for første gang i Europa, går herfra til Castans Panoptikon i Berlin; derfra er indianerne engagerede til London, Paris og Moskva. København bliver således den næstførste by, som ser ægte rødhuder, og det er også en fremstilling, som ikke forsømmes af hverken lærd eller læg, såvel den etnografiske studerende som de mange der har slugt Coopers skildringer af dette mærkelige folk.
(Demokraten (Århus), 10. december 1885)
"Castans Panoptikum" var et berømt voksfigurmuseum som eksisterede 1869-1922, på daværende tidspunkt i Friedrichstrasse i Berlin.
Sioux-indianerne
Den herværende amerikanske minister besøgte i går sioux-indianerne og førte i Nationals tårnværelse gennem tolken en længere privat samtale med dem og underholdt sig særlig med den gamle indianerhøvding Hicrow. Da det blev meddelt ministeren at flere her drog stammens ægthed i tvivl, erklærede denne at have færdedes meget blandt indianerne og kunne derfor bevidne at de her optrædende er fuldblods, hvad ministeren yderligere i et brev til truppens impressarier ville tilkendegive.(Dagen Nyheder, 10. december 1885)
Sioux-indianerne
kunne fremdeles glæde sig ved et talrigt besøg. Den tyske postdampskibsekspedition oplyser at indianerne ombord har opført sig meget civiliseret og ikke gjort mine hverken til mytteri eller til at springe overbord. De holdt sig tværtimod meget rolig og føg deres cigaretter, hvilke de kun slap når søsygen en gang imellem overvældende dem.(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. december 1885).
Ægte indianere.
På etablissementet "National" i København optræder for tiden en trup sioux-indianere og gør stor lykke hos publikum. Forleden har den amerikanske minister i København, professor Rasm. B. Andersson, som det skrives til os, besøgt disse indianere, og attesteret deres ægthed. Professor Andersson er så meget mere i stand til at udtale sig herom som sagkyndig, som han selv har tilbragt en stor del af sin ungdom blandt indianere. Hans forældre boede på en farm i det fjerne vesten, og de eneste nærboende mennesker var en indianerkoloni, med hvis børn han legede sammen næsten til sit 14. år. Han lærte deres sprog, han fiskede og gik på jagt med dem og delte føde med dem. De indianere, med hvilke han således gjorde et så intimt bekendtskab, hørte rigtig nok til Winnipegstammen, medens de foreviste er sioux'er, og da sprogene hos de forskellige indianerstammer er lige så forskellige fra hinanden som fx. dansk fra russisk og selv indenfor den samme stamme undergår en stadig omdannelse, var det kun ministeren muligt at underholde sig med indianerne her gennem tolk. Han spurgte dem bl. a. om, hvad de ønskede, hvorpå høvdingen efter et øjebliks betænkning svarede, idet han pegede på den med medaljer og mønter overlæssede texanske skyttes bryst, at han gerne ville have en medalje af "dette lands store fader" (kongen). Dette må nu ikke forstås således, som om indianerne allerede havde tilegnet sig civilisationen i den grad, at de har fået smag for dennes ordener og dekorationer; det er kun en almindelig indiansk tilbøjelighed til at fylde brystet med så mange mønter og medaljer som muligt. På høvdingens ønske svarede gesandten ham, at han var ude af stand til at formå dette lands fader til at bortgive nogen medalje, men derimod kunne høvdingen meget godt få en mønt eller medalje af gesandten, som repræsenterede den store fader i Washington, efter indianerbegreb indehaveren af den fornemste magt og herlighed på kloden. Høvdingen slog sig til tåls hermed, og det glædede ham øjensynligt at erfare, at den store fader i Washington rundt om i de stæder, de skulle gæste, har afsendinge, der ville tage sig af steppens børn, så længe de, som hr. Andersson udtrykkelig betingede, opførte sig vel.(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 15. december 1885)
Etablissementet "National"
er stærkt besøgt i denne tid. Det har fået en hel mængde nye kunstnere og kunstnerinden.---
Af og til blander der sig om aftenen en mislyd i de musikalske præstationer. Den skriver sig fra sioux-indianerne, der opholder sig på taganlægget og som navnlig i forrige uge, før de fik opsat en kakkelovn, ved hvilken de kunne opvarme deres væsentligt ubeklædte tatoverede legemer, hver time foretog et vildt opvarmningsløb der gik igennem forsalens store galleri, og som var ledsaget af langtrukne "hugh"-lyd og en hvislende piben, således som den beskrives af Cooper når han taler om rødhuderne der befinder sig på krigsstien.
(Dannevirke, 15. december 1885)
(Morgenbladet (København), 16. december 1885).
(Jyllandsposten, 18. december 1885).
Indianernes yngste barn
er alvorlig angrebet af brystkatar. Faderen siges at være set slibende sin skalperkniv og truende med at lade det gå ud over "medicinmanden", hvis barnet ikke kommer sig. Den behandlende læge tager sig med stor omhu af sin interessante lille patient.(Morgenbladet (København), 16. december 1885).
Indianerne på "National" taganlæg.
Den 17-årige prinsesse af sioux-truppen er ifølge "Avisen" i disse dage upasselig af krampeanfald, ligesom det yngste barn som en indianerkvinde ved forestillingerne kom slæbende ind med på ryggen, har fået så heftige anfald af brystkatar, at der stærkt tvivles om at bevare dets liv. Høvdingen sidder bestandig hen i dyb melankoli. På søndag, den sidste dag truppen forevises i København, vil han bære den guldmedalje som den amerikanske gesandt har lovet at skænke ham.(Jyllandsposten, 18. december 1885).
En af de ægte sioux-indianere
følte for et par dage siden trang til at blive barberet. Ledsaget af en tolk begav han sig til et atelier for barberkunsten, hvor han blev betroet til et ungt menneskes omsorg. Den unge mand skulle til at begynde på udførelsen af sit hverv, men da indianeren i denne anledning slog kraven på sin ulster-coat ned, blev den unge barber så rædselsslagen over at stå overfor en af de blodtørstige rødhuder, at han tabte sæbekoppen og ikke var til at bevæge til at fortsætte sin forretning. Mesteren - der altså har været en del mere behjertet - måtte da tage fat, og så vidt vides slap både han og indianeren helskindede fra affæren.
(Dags-Telegraphen (København) 19. december 1885).
Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.
Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.
Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:
"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".
General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.
Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.
Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.
Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X
(Morgenbladet (København), 20. december 1885).
National Scala, tegning 1885. Erik Henningsen (1855-1930). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
(Morgenbladet (København), 21. december 1885).
Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december.
Noget om indianere
Indianerne på "National" er fuldstændigt ægte. Der er ikke mindste tvivl derom. Om de alle er af fuldstændig ublandet race turde tværtimod være et andet spørgsmål. Dog gælder det utvivlsomt for høvdingens og krigernes vedkommende. De er ægte sioux-indianere.Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.
Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.
Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:
"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".
General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.
Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.
Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.
Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X
(Morgenbladet (København), 20. december 1885).
Sioux-indianerne på National taganlæg.
Opmærksomheden henledes på omstående annonce, ifølge hvilken indianerstammens ophold her i byen af hensyn til den stærke og vedvarende tilstrømning er blevet forlænget til den 31. december. Rødhuderne har trods kontraktsforhold andet steds, indgået på denne forlængelse af omsorg for det syge indianerbarn, der har sat megen uro i stammen. Der menes at barnet næppe vil kunne tåle en sørejse før om nogen tid.(Morgenbladet (København), 21. december 1885).
Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december.
En buket til prins Valdemar.
Den gamle sioux-indianer Hi-Crew der fra "National"s vinduer så den uoverskuelige menneskemasse - efter hans anskuelser mindst 1 million - , der modtog deres kongelige højheder prins Valdemar og prinsesse Marie, blev meget rørt og løb ind i sit sovekammer, hvor han af en vældig dragkiste udtog en ørnefjer, som han indtil i forgårds har gemt som en helligdom (høvdingen skal nemlig bære 3 fjer på sit hoved, men efter at han i krigen blev ramt af en kugle i den højre hofte, tør han kun bære 2 fjer. Fjerens farve var på dens øverste del sort, på den nederste del hvid, den ene side af det hvide var malet rød som tegn på at den var taget af høvdingens hoved på grund af at han var blevet såret). Idet han truede med mytteri, erklærede han at ville sende fjeren som tegn på sin deltagelse tilligemed fotografi af sig og de andre indianere til prinsen og prinsessen. Impressarioerne der var bange for at gøre høvdingen noget imod, sendte derfor ifølge "Natt." søndag eftermiddag fra Dina Schuldts blomsterforretning en stor, elegant buket til prinsen og prinsessen. Buketten der var i amerikanske farver og med bånd i franske farver, bar indskriften: "Hi Crew, høvding for 4.000 sioux-indianere", og forneden på båndene var fotografiet med ørnefjeren anbragt.(Aalborg Stiftstidende, 24. december 1885).
Prins Valdemar boede på daværende tidspunkt i det gule palæ i Amaliegade, hvortil buketten blev sendt.
Indianerbarnet Black-Eyes,
der ved indianernes bortrejse fra København måtte efterlades i syg tilstand på Kommunehospitalet, er senere død. Barnets fader ville komme hertil i går for at afhente sin hustru, som blev tilbage, da resten af truppen afrejste. (Dg. Nh.).
Begravelsen fandt ifølge "Natt." sted i går fra kapellet ved Kommunehospitalet. Der havde i den anledning indfundet sig en mængde nysgerrige, der trodsede det ublide vejr, men blev skuffede, idet der kun indlodes ganske få i kapellet. Her var kun barnets moder og fader samt texas-Indianeren. Efter at hospitalets præst havde forrettet den gejstlige handling, blev liget i hospitalets rustvogn kørt til Vestre Kirkegård, hvor det sænkedes i graven. Hertil fulgtes det af de 3 indianere og et par af hospitalets funktionærer.
(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 7. januar 1886.)
Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd.
Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd.
Sioux-indianere underholdt nytårsdag på exsercerskibet "Dannebrog" og "tiltrak sig de besøgendes livlige opmærksomhed".
En indianer-begravelse.
Indianertruppen der for kort tid siden opholdt sig i København, mistede der et af sine medlemmer, et barn der bar navnet O-ke-sas. Barnet blev indlagt på Kommunehospitalet og begravedes derfra. "Politiken" giver følgende interessante beretning om begravelsen:
Der har vist aldrig på en gang været samlet så mange mennesker ved Kommunehospitalets yderst tarvelige ligkapel, som ved denne ejendommelige jordefærd.
Folk slap dog ikke ind. Inde i kapellet var kun samlede: Barnets forældre, indianertruppens tolk og impressario, nogle læger og sygeplejersker, "Politiken"s medarbejder, samt en enkelt uniformeret hospitalstjener.
O-ke-sas (Sorte Øje), eneste barn af truppens bedste danser Sorte-Hest og dennes squaw Den Hvide Bjælde, blev kun 1½ år gammel. Den lille stakkel der af naturen var svagelig, havde lidt såre meget på den besværlige rejse fra det vilde vesten til det fjerne Europa og Københavns umilde decemberklima bragte så den lurende brystsyge til fuldt udbrud. Da de andre indianere i følge kontraktsmæssig forpligtelse rejste herfra, blev det dødssyge barn indlagt på Kommunehospitalet, hvor moderen fik særlig tilladelse til at pleje det. Fraregnet enkelte næsten vanvittige udbrud, blev den sørgende Hvide Bjælde i sin yderlige forladthed, hvor hun kun med tegn kunne gøre sig forståelig for sine omgivelser, lidt efter lidt blød og føjelig og søgte så godt hun kunde at vise de deltagende plejersker sin taknemmelighed ved at klappe dem på skulderen og grædende at stryge deres hånd.
Natten mellem søndag og mandag døde så den lille Sorte Øje. Man var forberedt på et ulykkeligt udbrud af sorg fra moderens side, men afkræftet som hun var af vågen og gråd, var hun dog så nogenlunde rolig.
Der telegraferedes straks til truppens impressario mr. Dawe i Stettin, der i tirsdags ankom hertil med faderen Sorte-Hest og tolken halvindianeren David Twist. Efter at ægteparret havde omfavnet hinanden, klippede de straks til stor sorg for mr. Dawe, deres lange prægtige hår af og afførte sig alle prydelser. Videre sørgeforanstaltninger så man ikke noget til, da den stærke kulde tvang dem til at have klæder på kroppen.
I ligkapellet sad forældrene indhyllede i røde tæpper side om side på hug ved den åbne kiste, der var pyntet med kranse fra forskellige hospitalsfunktionærer. Mr Dawe og David Twist lagde som en hilsen fra de fraværende stammefæller hver en buket blomster på det af et hvidt slør dækkede lig og gjorde derpå plads for moderen, der langsomt rejste sig for at tage en sidste afsked med sit barn.
Hendes fortvivlelse var hel uhyggelig at se og høre. De hvinende skrig, hun udstødte, gjorde den talrige forsamling ude i gården ganske bange, og hendes hjerteskærende hulken gik til sidst over i et hastigt krampeanfald, der endte i en voldsom blodstyrtning. Halvt besvimet blev hun ført tilside og, så godt det lod sig gøre, trøstet af medlidende damer fra hospitalet. Faderen kastede med stive tåreløse øjne og krampagtigt bidende i sin kappe et sidste blik på den døde og gav så tegn til at skrue låget på kisten.
Da dette var sket, trådte pastor Bostrup frem, som, da moderen og barnet var døbte, (faderen er derimod hedning) på kristen vis forrettede jordpåkastelsen.
Han holdt på dansk en kort tale, i hvilken han kaldte den lille Sorte Øje sin og vor broder, og trykkede, da de tre skuffer sand var faldne, højtidelig forældre og nærstående i hånden.
Hverken tolken eller nogen af de andre fremmede forstod naturligvis ret meget deraf.
Kisten blev derefter bragt ud i hospitalets ligvogn, som fulgt af to drosker med det fåtallige følge i flyvende fart kørte afsted til Vestre Kirkegård.
Under kørslen sad forældrene tavse og hensunkne i tanker, kun da tolken ville tænde sig en cigar, for Sorte Hest op i vrede. Det var en forrygende storm, ruderne klirrede, og vognen truede flere gange med at vælte. Den Hvide Bjælde gjorde af og til et ejendommeligt tegn i luften med den højre hånd, mens hendes ægtefælle nikkede med dyb alvor, men den fornærmede tolk ville ikke forklare os hvad det betød.
Det har dog rimeligvis hentydet til verdens nærforestående undergang eller noget lignende.
Oppe på en bakke på kirkegårdens fattigjordsafdeling standsedes der endelig. Kisten blev båren hen til en stor kold grav, der åbenbart var bestemt til også at rumme adskillige andre lig, og følget fulgte efter i den rasende storm og på den islagte, knudrede vej så godt det kunne. En bluseklædt mand med et blikskilt på kasketten kom til stede og forlangte en gul kvittering underskrevet, hvorefter man i en snup væltede kisten ned i det store, med smudsig sne beklædte hul. Den lille kiste synede så uendelig lidt dernede, men har vel op ad dagen fået kammerater ved siden. Manden med blikskiltet kilede derpå af med nogle kranse, vi havde medbragt, for, som han sagde, at lægge dem ovenpå, når der var klappet til, og vi havde således ikke mere der at gøre. På gravens rand stod de to vilde forældre stive som støtter, og så i deres fremmedartede dragt og med de dristige, alvorlige træk i den flagrende blæst ud som noget helt uvirkeligt på den prosaiske, ægte danske fattigkirkegård. Det kneb at få dem med hjem igen. Vi trykkede deres hånd og gav efter ønske moderen en håndfuld jord fra graven, det eneste hun i sin fjerne hjemstavn vil have tilbage af sin døde yndling.
(Demokraten (Århus) , 13. januar 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar