December 1885 ankom en trup sioux-indianere til København hvor de fra mandag den 6. december optrådte på National Scala. Truppen må have været en af de allerførste, hvis ikke den første overhovedet, og formentlig udsprunget af turneer i Tyskland. Indianerstammen blev præsenteret som "bestående af mænd, kvinder og børn under anførsel af høvdingen Standing Eagle og prinsesse Ogalola, fører en stor samling våben, skalpe og redskaber med sig. Stammen optræder i våbenøvelser, skarpskydning og dans."
Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.
For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge!
Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.
Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.
Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."
Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.
Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.
Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L
Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.
Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.
Indianerne i "National"
Det er en kritisk tid, vor tid. Og folk er så fælt vantro, man tvivler om alt. Hvorfor da ikke også tvivle om, at det var rigtige indianere, man her så. Dog om dette punkt ganske i almindelighed behøver københavnerne ikke at være i tvivl. Men om det specielt er sioux-indianere og endnu mere specielt af stammen Sitting Bull, ja til at afgøre det, mangler vi tilstrækkelige etnografiske kundskaber. Og om det allermest specielle, at hans højhed med de to fjer er den berømte høvding, som dræbte General Custer tilligemed et helt regiment soldater (eller, efter en anden beretning fra foreviseren, generalens eskorte), derom kan vi ikke undlade at nære en vis beskeden tvivl.For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge!
Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.
Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.
Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."
Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.
Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.
Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L
Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.
(Social-Demokraten, 8. december 1885).
Forestillingen blev ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.
Forestillingen blev ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.
Happy Jack Sutton (1853-1890) turnerede med P. T. Barnum's Circus i 1870'erne og 1880'erne, og havde sit eget show, the Jack Sutton Wild West Show. Han er afbildet på adskillige fotografier, alle underlagt ophavsret. Han indgik i Sitting Bull Sioux Indians, som bestod af 30 mænd, kvinder og børn, 16 heste og altså også Happy Jack Sutton. Sitting Bull deltog dog ikke i gruppen der rejste rundt i Europa, han rejste i stedet rundt med Buffalo Bill i USA.
Sioux-indianere i København
På etablissement Nationals taganlæg fremvises i disse dage en stamme Sitting Bull Sioux indianere, bestående af 4 høvdinge, 4 yngre mænd, 4 squaws (koner) og 4 børn. Det er første gang, at virkelig ægte Sioux-indianere er kommet til Europa, og det har da også kostet truppens impressario stort besvær at få dem hertil, for indianerne var ikke så snart kommet til New York, før de ville vende tilbage til deres skove, og kun efter megen overtalelse fik man dem ombord. Sioux-indianerne er bekendt som den vildeste og mest krigeriske stamme i Nordamerika. Det er næppe 10 år siden at denne stamme under anførsel af Hicrow, som er med truppen her på National, tog del i det bekendte myrderi ved Black Hills, hvor den tapre amerikanske general Custer med et helt regiment soldater blev dræbt til sidste mand. Nu er stammens hjemsted Dakota i Nordamerika, hvor den lever i venskab med United States regering, der har anvist dem Rosebud reservation til opholdssted. Med indianerne følger den berømte Happy Jac Sutton, også kaldet Stifinderen, en texaner, der fra barndommen af har levet blandt indianere, og der overalt i Amerika er bekendt som skyttekonge; særlig excellerer mr. Sulton som pistolskytte. og mange gange tusind dollars har han vundet i væddemål på sin skydefærdighed. Man glemmer heller ikke at gøre sig bekendt med den interessante våbensamling, truppen medbringer. Her er tomahawker, bue og kogger samt forgiftede pile, man lægger mærke til enkelte, endnu brunlig røde af unionsoldaters blod, og ingen går forbi indianerskalpene med de fæle hårtotter uden gysen. Stammen, der er kommen hertil fra Hamborg, hvor den under overordentlig tilstrømning er fremvist for første gang i Europa, går herfra til Castans Panoptikon i Berlin; derfra er indianerne engagerede til London, Paris og Moskva. København bliver således den næstførste by, som ser ægte rødhuder, og det er også en fremstilling, som ikke forsømmes af hverken lærd eller læg, såvel den etnografiske studerende som de mange der har slugt Coopers skildringer af dette mærkelige folk.
(Demokraten (Århus), 10. december 1885)
"Castans Panoptikum" var et berømt voksfigurmuseum som eksisterede 1869-1922, på daværende tidspunkt i Friedrichstrasse i Berlin.
Sioux-indianerne
Den herværende amerikanske minister besøgte i går sioux-indianerne og førte i Nationals tårnværelse gennem tolken en længere privat samtale med dem og underholdt sig særlig med den gamle indianerhøvding Hicrow. Da det blev meddelt ministeren at flere her drog stammens ægthed i tvivl, erklærede denne at have færdedes meget blandt indianerne og kunne derfor bevidne at de her optrædende er fuldblods, hvad ministeren yderligere i et brev til truppens impressarier ville tilkendegive.(Dagen Nyheder, 10. december 1885)
Sioux-indianerne
kunne fremdeles glæde sig ved et talrigt besøg. Den tyske postdampskibsekspedition oplyser at indianerne ombord har opført sig meget civiliseret og ikke gjort mine hverken til mytteri eller til at springe overbord. De holdt sig tværtimod meget rolig og føg deres cigaretter, hvilke de kun slap når søsygen en gang imellem overvældende dem.(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. december 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar