København
Majdagen i København.
København var i forgårs som aldrig før, en "verdensby". I store drømme har man gået og leget med dette stavn, men i torsdags lagde Socialdemokratiet den rette betydning deri. Vor by var en af de mange pulse på det store verdenslegeme, som slog for den samme sag.
Med strålende forårsvejr oprandt dagen, og allerede fra morgenstunden kunne man møde folk på gaderne med det røde mærke i hatten. Efterhånden som tiden skred frem, blev der flere og flere, og henad mødetiden vrimlede det med demonstranter gennem alle gader, der førte ud mod Fælleden.
Langs Blegdamsvej fra Fredensgade og udefter plantedes der op fane ved fane, og folk fylkedes om dem i store skarer. Samtaleemnet var overalt hvor mange der ville komme, og at arbejdsgiverne ved tvang havde holdt masser borte fra at give møde. Men folk strømmede stadig til og det varede ikke længe før tallet var over de flestes forventning. Dette satte humør, og da man brød op og med fanerne i spidsen drog over til talerstolen, gik det under sang og frejdige tilråb mand og mand imellem.
Blot tilnærmelsesvis at angive, hvor mange der var i den tætpakkede skare som kl. 4 stod hoved ved hoved omkring talerstolen, er ikke let. Befandt man sig selv i mængden, var det umuligt. Fra tribunen, hvor man havde fri oversigt til alle sider, tog forsamlingen sig i høj grad imponerende ud og den almindelige mening var, at der var omkring 50.000. Da de alle som en svingede med hatten, eller de ved afstemningen rakte hænderne i vejret, var det et storartet syn.
Og hvilken mønsterværdig ro og disciplin var der over denne vældige menneskemasse. Ikke tanke af uorden eller usømmelighed fandt der sted. Glade, tillidsfulde, begejstrede mennesker gav deres følelser luft for den sag der havde samlet dem alle, men alt med den værdighed der heldigvis er nået til at blive et særkende for det danske arbejderpartis fester og som kan tjene andre partier til følgeværdigt eksempel.
Der er ikke tvivl om, at de var forstående overfor betydningen af den verdensdemonstration de deltog i. Det var ikke bededagsklokkerne, de denne gang skulle høre ringe. Nej, der var en anden malmtung røst som den bededagsaften klang ud over verden og fangede deres øren. Det var den store internationale dommedagsklokke, der en gang skal ringe det kapitalistiske samfund til jorden, som lod høre sit første slag.
At de følte sig berørte af solidariteten, fik man bevis for da telegrammerne fra ind- og udland oplæstes. Der gik som en bølge af jubel op over mængden for hvert. Og hvilken begejstring vakte det ikke, da brevet fra statsbanens arbejdere oplæstes og det kundgjordes, at disse kun ved et magtbud afholdtes fra at være hos deres kammerater, hvis demonstration de i hjertet fuldt og helt sluttede sig til.
Vil man have yderligere bevis på, hvor meget arbejderne sætter ind på at tilkæmpe sig bedre og lykkeligere livsvilkår, så leverede Burmeister & Wains arbejdere på Refshaleøen det. Det var dagen forud ved opslag på værftet forbudt dem at deltage i demonstrationen, og i tilfælde af overtrædelse var der ikke alene stillet dem afskedigelse i udsigt, men de truedes med at miste alt, hvad de havde krav på i alderdomsforsørgelseskassen. Man havde under disse omstændigheder rådet dem til at arbejde som sædvanligt, da de eventuelle følger kunne blive af alvorlig betydning for mange af dem, som havde indtil 1200, ja 1600 kr stående i kassen. Men arbejderne tog det som en ærespligt at støtte den sag, som de føler sig overbeviste om er den eneste, der har udvej for dem af elendigheden, og mellem 800 og 900 mand indstillede arbejdet og flokkedes under fanerne på Fælleden.
Kom så og sig, at arbejderne ikke tror på deres sag, at de ikke vil kæmpe, ofre og lide for den! Den mand, der for at stå last og brast med sine standsfæller ikke alene risikerer at miste det daglige brød, men også den efter hans forhold store sum, som en gang skal mildne hans alderdoms dage, den mand, der sætter sin eksistens på spil for at bidrage til at betrygge sine medmenneskers, han er ikke nogen dårlig soldat i den hær, han tilhører. Med sådanne folk
kan man erobre verden!
Hvilken stemning var der derfor også i de tætte masser, som under sang bølgede over mod byen, da mødet var forbi! Man var snart på det rene med, at det var mænd, som havde nået det, de ville, og som følte sig at være den magt, hvorpå samfundet hviler.
Ind gennem gaderne gik det snart i tætte klynger og snart spredte i enkelte familiegrupper og mand for mand. Men ro og orden var der alle vegne. Ikke spor af brug blev der for den masse af politi, gendarmer og soldater, der var parat til at slå løs.
Rundt om fra Sjælland var der trukket gendarmer her til byen. Fra Køge skrives således til os, at gendarmerne fra alle de omliggende stationer onsdag eftermiddag pr. jernbane rullede hertil for at bekæmpe revolutionen. Husarer var der også på benene, de fik sig et muntert hurra, da de red hjem ad Blegdamsvej. Politiinspektør Th. Petersen brillerede selv til hest, i spidsen for en stor bereden skare af ordenens beskyttere, men selv ikke hans skarpt spejdende øje kunne opdage tanke af "arbejde" for dem. Inde i gården på Fælledvejens politistation vrimlede det af lyseblå uniformer og stampende heste. Arbejderne, som gik forbi, morede sig over den skræk, de havde sat i kroppen på pengemændene, og drog ud på Fælleden for at være deres eget politi. Omkring talerstolen vrimlede det ligefrem af "opdagere". Enkelte af dem havde endog været så "fiffige" at sætte det røde mærke i hatten. De var lige godt kendt for det. Hænde kan det måske, vi gør en og anden uret, en opdagelsesbetjent kan jo også være socialist.
Aftenmøderne.
Stuvende fuldt alle vegne var det fælles mærke for aftenens fest.
I Rømersgade stod folk ude i gården og diskuterede om det kunde nytte at gå ind, og oppe stod de langs ned ad trappen. Salen var fyldt til sidste plads.
Udenfor Sortedamslund var Dosseringen sort af mennesker, i haven var der ikke til at komme frem og i salen næppe til at drage ånde, så pakket var der.
På Vodroflund måtte talerne holdes under åben himmel, da det hurtigt viste sig, at salene ikke kunne rumme de store skarer, som strømmede til.
Ny Alhambra havde pyntet sig i dagens anledning. Den store Ny Alhambra havde pyntet
sig i dagens anledning. Den store sal var behængt med vimpler og flag
og fra lyseblå skjolde lyste i hvidt Socialdemokratiets store navne. Til gengæld viste publikum deres anerkendelse ved at samles så tæt, at der
ikke var til at trænge sig gennem døren
Også i alle de andre værelser var
der fyldt og i haven bølgede store skarer op og ned.
Løftet stemning og stor begejstring
var der alle vegne. Selv under dansen
glemte man ikke anledningen til festen
Der blev gjort pauser, musikken intonerede, og i tusindstemmigt kor sang
man dagens to sange atter og atter,
fulgte af jublende hurra for det internationale værk.
På gaden var der hele aftenen
selv ved midnatstid så fredeligt som
nogen sinde. Vi spurgte mangfoldige betjente om der var forefaldet nogen uorden, men fik overalt det svar, at
det hele gik mønsterværdigt til. "Avisen" måtte da også galdegrøn tilstå,
at den ved at piske om til alle politistationerne havde fået den samme besked, og at der i hele nattens løb kun
fandt en anholdelse sted. Men der
gives vist ikke den dag eller nat hvor
der ingen bliver anholdt, så socialdemokraternes fest kan ikke tage denne
ene mand til indtægt.
Ret forunderligt er det derfor, at politiets betjente plagedes med overdreven megen tjeneste. Vi skal blot
nævne et eksempel. I Dybbølsgade
havde politiet lejet en ledig hørkrambutik til vagtlokale. Her sad i nattens mulm og mørke en 30-40 betjente
indespærrede, samtidig med at ikke så få to og to kredsede rundt om Ny
Alhambra. Hvorfor de i hørkrambutikken ikke kunne få en smule lys
er ikke godt at begribe, hvis det ikke
var for at vi andre ikke skulle opdage,
hvilket sværd der hang over vort hoved. Henad midnat kedede uvirksomheden dem i den grad, at de gav sig
til at synge alskens fornøjelige viser.
Gennem et åbent vindue trængte det
kraftige kor ud i de stille gader og
var den eneste uorden, vi kunne opdage. En patriotisk betjent forsøgte,
mens vi stod og hørte på koncerten,
at få de andre til at synge fædrelandssange, han foreslog "Kong Kristian", "Danmark dejligst Vang og
Vænge", men der var absolut ingen stemning for det patriotiske, thi
han fik ikke en eneste til at tage fat
med.
Alt i alt var demonstrationen så vellykket som muligt, og har de haft
samme held andre steder i verden,
vil den 1. maj ikke blot komme til at stå som en af de stolteste dage i historien, men også som en af de smukkeste.
På Nørrefælled.
Folketingsmand P. Holm (Holm leve! Hurra !): Af hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund" og af fællesbestyrelsen for de samvirkende Fagforeninger er overdraget mig det ærefulde hverv, at lede dette møde, hvilken opgave sikkert vil blive let, thi jeg nærer den overbevisning, at Københavns arbejdere i dag som ved alle lejligheder vil optræde med alvor og ro. Hermed byder jeg forsamlingen velkommen! Lad os i dag vise, at vi er de organiserede arbejdere, der ved, hvad vi vil og véd hvad vi kan. Der er lagt hindringer nok i vejen fra autoriteternes og de private arbejdskøberes side for at ødelægge dette møde, og mange af vore kammerater er af omstændighederne tvungne til at blive borte herfra, men desuagtet er vi nok til at stille det fælles krav for dem og os. Kravet om en 8 timers arbejdsdag, denne fordring, der i dag bliver stillet fra tusinder af talerstole hele den civiliserede verden over. (Hør! Bravo!) Når denne dag er endt, da vil den tilhøre historien.
Taleren gjorde derefter rede for mødets program og udbragte et leve for den internationale arbejderbevægelse, som besvaredes med rungende hurraråb.
Normalarbejdsdagen
Dirigenten gav ordet til maler J. Jensen: Tak for det talrige møde! Efter at vi vinteren igennem i så mange møder har drøftet dette spørgsmål, som her i dag skal finde sin besvarelse, glæder det mig at se dette resultat. Arbejderne mødes ikke her i dag just for at tage sig en fridag, men vi mødes her for at stille vort første store krav om en otte timers arbejdsdag. Dette krav er det første i den kamp, de organiserede arbejdere fører. Det er ikke kampen med kugler og krudt (Hør!), men det er de organiserede arbejderes kamp mod kapitalen. Nu er arbejderne tvunget til at sælge deres arbejdskraft, og så længe de er nødte til det, må de dog i det mindste have lov til at bestemme arbejdstidens længde. Der har lydt og lyder røster nok om, at en forkortelse af arbejdstiden vil skade arbejderne, medens forholdet faktisk er det, at en forkortet arbejdstid er det første, der må indføres for at gøre arbejderne det muligt at føre en menneskeværdig tilværelse. De får bestandig mindre for deres arbejde, end de kan leve for. (Hør!) Det går dem som mange handlende, de må bestandig sælge "under indkøbspris". Og så er der det, at en stor mængde arbejdere netop på grund af den nuværende lange arbejdstid forgæves tilbyder deres arbejdskraft. De må gå ledige. Dette forhold må forandres! Vi forlanger 8 timers arbejdstid for at skaffe plads til dem, der nu ikke kan få arbejde. (Hør!) Når arbejderne arbejder i 10 timer, tjener de arbejdslønnen i 4 timer, og i de 6 timer tjener de til arbejdskøberens lomme. (Hør!) Men vi forlanger også 8 timers arbejdsdagen for at sikre os bedre livsvilkår og en menneskelig tilværelse. Det herskende mindretal regerer ved hjælp af de kundskaber, det har købt sig. Vi må også skaffe os kundskaber, dersom vi vil tænke på at få nogen indflydelse på tingene. Men kundskaber kan vi kun få tid til at erhverve os, når arbejdstiden forkortes. Alle vil være enige om, at arbejdstiden bør forkortes. 8 timersdagen er ikke målet, men midlet. Arbejderklassens kamp for det socialistiske samfund, det er en provianteringsstation på vejen mod vort store mål. Et hurra for 8 timers arbejdsdagen, således at der gives et løfte om at arbejde med til dens virkeliggørelse. Et hurra for 8 timers arbejdsdagen! Den leve! (Begejstrede hurraråb. Jensen leve! Hurra!)
Musikken intonerede melodien til sangen for normalarbejdsdagen, som blev afsunget.
Arbejdets ordning.
Forretningsfører P. Knudsen: Der er talt om nødvendigheden af, at arbejdstiden indskrænkes. Vi vil nu gøre os klart, hvad vi vil bruge den tid til, som vi vinder. Arbejderne har hårdt brug for mere frihed til at afkaste klasseherredømmet. (Hør!) Var dette ikke til stede, så ville endnu flere tusinde være mødt her i dag. At de er borte, viser, at de er tvunget til at gå i åget. Indehaverne af klasseherredømmet bruger værdien af vort arbejde til at undertrykke os. Man ville forhindre det internationale samarbejde ved at ødelægge arbejdernes internationale organisation. Men mødet i dag her og møderne hele verden over er bevis nok for, at de arbejderfjendtlige bestræbelser ikke er lykkedes. (Hør!) Blandt arbejdernes fordringer er også den, at kvindens arbejde skal betales lige så højt som mandens arbejde. Endvidere vil vi kæmpe for vore politiske rettigheder. Arbejderne, der opretholder samfundet, er berettigede til at være medbestemmende om samfundets ordning. (Hør!) Vi tilstræber et samfund, hvor der hersker frihed, lighed og broderskab! (Stærkt bifald.) Men blandt vore foreløbige fordringer til det nuværende samfund er kravet om ophævelsen af kvinders natarbejde og en ugentlig hviledag for alle arbejdere. Vi vil fremdeles arbejde videre for de foreløbige mål, men derfor ikke tabe det endelige mål af sigte. Et leve for arbejdets ordning ved arbejderne selv! Leve socialismen! (Stormende hurra-råb P. Knudsen leve! Hurra!)
Den mægtige forsamling istemte nu "Socialisternes march", hvorefter dirigenten oplæste nedenstående telegrammer og et brev fra statsbanens arbejdere.
Disse hilsener fra meningsfæller nær og fjern besvaredes med rungende hurraråb.
Dirigenten knyttede til brevet fra statsbanearbejderne følgende ord:
Lad altså kun magthaverne og kapitalisterne forbyde deres arbejdere at komme herud, men deres følelser for og tilslutning til mødet kan ikke tages fra dem. De vil fuldt ud i tanken være hos os og billige hvad der bliver besluttet. Hvad der end bliver skrevet i bladene i morgen, så vil de ikke kunne skrive, at det var børn og kvinder, der var på Fælleden i dag. Nej, det er fuldmyndige, alvorlige mænd, der er sig deres mål og deres krav bevidst. Jeg vil ikke anstille nogen beregning over, hvor mange her er til stede, men det ved jeg, at jeg aldrig har set så mange ved tidligere møder. Her er vist nok samlet henved et halvt hundrede tusind mennesker.
Dirigenten oplæste nu følgende resolution.
"Det den 1. maj på Nørrefælled i København afholdte, af ca. 50.000 personer besøgte møde, erklærer overensstemmelse med beslutningerne på Pariser-arbejderkongressen, på hvilken de danske arbejdere også var repræsenteret, at fordringen om en lovmæssig fastsat normalarbejdsdag der i de økonomisk fremskredne lande allerede nu med iagttagelse af
alle berettigede interesser kan ansættes til 8 timer - såvel som de øvrige af Pariserkongressen formulerede fordringer til national og international arbejderbeskyttelse er et livsspørgsmål for det arbejdende folk, hvorfor man henvender sig til den lovgivende myndighed med forlangende om disse fordringers opfyldelse.
Det pålægges mødets funktionærer at bringe den vedtagne resolution med vedføjelse af Pariserkongressens beslutninger til regeringens og Rigsdagens kundskab."
Resolutionen vedtoges enstemmigt.
Dirigenten: Det er nu slået fast, at fordringen om en otte timers arbejdsdag er en fordring, som Socialdemokratiet sætter foran alle andre fordringer med al den kraft, som ligger i en bevidst organisations hele magt. Vi har ved vor organisation allerede opnået ikke så lidt, og vi skal bringe magthaverne og kapitalisterne til at anerkende også denne fordring. (Hør!) Jeg skal som en af arbejdernes repræsentanter bidrage mit til, at kravet om normalarbejdsdagen i den lovgivende forsamling skal blive tolket så godt, som en arbejder formår det. (Stærkt bifald.)
Det skal ikke siges om de danske arbejdere, at de indlader sig på tomme demonstrationer. Vi samles i alvor og med bevidsthed om, hvad der skal gøres i den nærmeste fremtid. Lad dem i udlandet, der vil, demonstrere tomt, men vi vil virke i kraft af vor organisation. Den ro, der hersker på dette møde, er en borgen for, at sagen glemmes ikke, og fordringen heller ikke. Den skal gennemføres! Et leve for det danske socialdemokratiske arbejderparti! (Rungende hurraråb.)
Lad os, når vi forlader dette sted, sprede os over Byen og demonstrere fredeligt. Det er det betydningsfulde, at denne dag forløber i ro og på en for den danske arbejderstand værdig måde. I aften samles vi i vore lokaler med de kammerater, der ikke har kunnet møde her, og fornyer sammen med dem det løfte, vi her har givet! (Folketingsmand P. Holm leve! Hurra!)
* * *
Efter talernes slutning spillede musikken en halv times tid, medens den uhyre forsamling opløste sig. En stor del af foreningerne marcherede under arbejdermarchens toner og med faner i spidsen ned til Blegdamsvej, hvor de skiltes.
* * *
I Rømersgade.
Allerede ved 7-tiden strømmede folk ind i festsalen, og ved 8-tiden var lokalet fyldt til sidste plads, mange måtte gå bort uden at kunne komme til.
Orkestret, der var placeret på tribunen, intonerede nu 1. maj sangen, og forsamlingen istemte de taktfulde toner. Efter at også Socialisternes March var spillet og sunget med begejstring, blev forsamlingen budt velkommen af formanden for Snedkerforbundet, Simon Nielsen, der ledede arrangementet. Han gav dernæst ordet til
Kursusbestyrer Clausen, der holdt et kort, fortrinligt foredrag om 8-timerdagen. Carl Marx' ord: "Proletarer alle lande, forener Eder!" var et levende ord, der havde gjort sin virkning - derom vidner de arbejderforsamlinger, der i dag afholdes over hele verden. Han påviste nærmere de goder, en normalarbejdsdag ville medføre. Mange flere hænder ville blive beskæftiget, og derved de arbejdsløses tal formindskes. Men vi måtte huske på, at normalarbejdsdagen er ikke det endelige mål - dette er socialismens indførelse. Lang arbejstid medførte lille løn og ofte en dårlig behandling, hvad taleren påviste nærmere ved eksempler. Et lykkeligt familieliv blev umuliggjort derved. Fattigdommen sad jo som gæst i huset, og manden var aldrig sammen med sin familie om dagen - han så kun børnene når de sov og kunne derfor ikke tage sig af deres opdragelse. Da konen også var tvunget til at arbejde ude, var børnene henvist til at sørge for sig selv på gaden. Det mest bagvendte var dog, at også børnene blev pint ind i industriens tjeneste, mens forældrene og de voksne arbejdere ofte måtte gå arbejdsløse. Disse utålelige tilstande ville Socialdemokratiet have forandret. Det har været en stor dag for det danske arbejderparti, at det har kunnet samle 50.000 på Fælleden, trods al den modstand, der er blevet arrangeret af kapitalisterne og myndighederne. Et leve for, at den danske arbejderbevægelse stadig må vokse og gå fremad sammen med bevægelsen i de andre Lande! (Stor begejstring og hurraråb. "Lærer Clausen leve!" 9 hurraer.)
Efter at Simon Nielsen på forsamlingens vegne havde bragt hr. Clausen en tak for hans foredrag, erklæredes den alvorlige del af festen afsluttet. Musikken tog nu atter fat og spillede afvekslende sang- og dansemelodier, og forsamlingen skiltes først sent.
* * *
Vodroflund.
Der havde den smukke forårsaften samlet sig en talrig feststemt folkemængde i Vodroflunds store have, hvor der musiceredes af et orkester og blev sunget korsange af "Den sociale Skomagersangforening". Da der var mødt mange flere end den store sal kunne rumme, blev talerne holdt fra den åbne musikpavillon i haven.
Maler J. Jensen bød velkommen. Det var i aften første gang vi her samledes i vort ny sommerlokale, hvor vi herefter ville mødes hver mandag (stærkt bifald). Vi har al grund til at være tilfreds. Arbejderne har vist, at de ikke frygter for at tage en fridag, når det gælder deres livsinteresser. Som arbejderne har mødt i dag og trodset de hindringer, Højre har søgt at
lægge dem i vejen, således vil de møde hver gang, pligten kalder - næste gang i september til Landstingsvalg. (Stærkt bifald.)
Forretningsfører P. Knudsen: Vi har i dag været i kamp for vore fordringer, og vi har ført kampen - ikke som vore modstandere med deres politiknipler og gendarmer i baghold vel kunne ønske det - men således, at modstanderne må komme til at ligge under. Lad os ønske og håbe, at arbejderne verden over må ende 1. majdagen med samme gode resultat som vi. - Modstanderne herhjemme har også søgt at lægge os hindringer vejen. Den gang arbejderpartiet trådte frem, sagde de: Her har socialismen ikke hjemme; men lidt efter lidt har arbejderne tvunget deres fordringer igennem. Modstanderne tør ikke lade arbejderne udtale sig frit. "Arbejdernes Værn" har de oprettet for at umuliggøre arbejdernes fordringer. "Værnet" har i dag fået lov til at opslå plakater på gadehjørnerne - dette blev nægtet os; men selv "Værnet" har i sit opråb måttet indrømme, at fordringen om 8 timers arbejdsdagen er billig, retfærdig og gennemførlig. Lad os kun tage os dette til indtægt. Den tid er ikke så fjern, at vi kan tage magten i hånd. Lad os slutte dagen med et stærkt hurra for det danske Socialdemokrati, overbeviste om, at det vil være modent til sin gerning når tiden er inde. (Begejstrede hurraråb. Knudsen leve! Maler Jensen leve!)
Maler Jensen var stolt over dagen. Lige som vi i dag har demonstreret for otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile, således vil vi anspænde vore kræfter for gennem vor agitation at indvirke på lovgivningsmagten. I dag har vi haft lejlighed til at vise, at alle arbejdere verden over er brødre. Et kraftigt hurra for den internationale socialisme! (Stærk tilslutning).
Anderson bragte en hilsen fra Sveriges arbejdere.
Aftenen sluttede med sang og dans.
* * *
Ny Alhambra
Herude i det fjerne vest, hvor gaderne slipper op ud mod Kalvebodstrand, mødtes beboerne af de store nye arbejderkvarterer for at sejre aftenen. Kl. 7-8 var der helt fuldt af folk i den rummelige have, madkurvene blev pakket ud under de knoppende træer, og man nød af hjertenslyst den milde forårsluft. Et orkester spillede på estraden, de unge dansede og glade sange lød l være modent. Men så snart det hed sig, at Meyer skulle tale, fik alle travlt med at komme ind i den store sal som i et nu var stuvende fuld. Der var pyntet op med guirlander og kulørte skjolde, hvorpå man læste berømte socialdemokraters navne. Musikken tog plads på tribunen, og man istemte først "Socialisternes March" og så "Slagsangen", som de fleste allerede kunne udenad.
Cigarmager Hyller bød velkommen, og Meyer talte om maksimalarbejdsdagen: Det har været en stolt dag i dag, hundreder, tusinder arbejdere hele verden over har demonstreret for den samme sag. Lad os se et øjeblik på, hvad 8 timersdagen betyder; vi kan ikke gøre det for ofte. Den betyder først og fremmest for mange fag mindre arbejdsløshed og højere løn. Vore modstandere påstår det modsatte i store plakater, som de har fået lov at slå op, mens man har nægtet os den samme frihed. Men det er klart, at når konkurrencen mellem arbejderne begrænses, når vi ikke mere underbyder hverandre, - så vil lønnen stige. Altså: flere mand i arbejde og kortere arbejdstid for hver. Er det nået, sætter vi os større mål: Afskaffelse af udbytningssystemet. Dernæst har de 8 timer betydning for arbejdernes sundhed. Brystsygen florerer i fabrikkernes forurensede luft, og det er bevist, at de fleste ulykker sker i de sidste arbejdstimer, når arbejderne er overanstrengte. Vi lever ikke for os selv alene, vi vil ikke forspilde vort liv i et håbløst øjeblik på barrikaden, vi vil leve for vore børn, opdrage dem til det seje, udholdende arbejde for fremskridtet. At den forkortede arbejdstid vil have moralsk virkning, er klart nok. Modstanderne siger, vi vil drikke vor fritid bort; men vi drikker ikke, som de drak i de gamle lav under det landsfaderlige regimente, vi vil bruge vor fritid til at skaffe os kundskaber og oplysning. Endelig giver først den forkortede arbejdstid os lejlighed til at varetage vore interesser som samfundsborgere; den er et middel til at gennemføre det nye samfund. I dag har vi demonstreret for de 8 timer - i morgen begynder vor arbejde derfor!
Talen blev modtaget med stormende bifald og leveråb.
Typograf Louw gjorde nogle bemærkninger om myndighedernes holdning: de har sat husarer til at passe på gendarmerne og gendarmer til at passe på politiet; men arbejderne har atter i dag vist, at de forstår at passe sig selv. (Munterhed og bravo!)
Da Hyller havde sluttet mødet, spillede musikken op til dans, og resten af aftenen forløb i den muntreste stemning - inde i restaurationslokalerne og ude i haven under majnattens klare himmel. Kl. 12 endte den smukke arbejderfest i mønsterværdig ro og orden.
* * *
Sortedamslund (1898). Sortedamslund er nu Fredens Kirke. Som altså er et ombygget forlystelsessted. Arne Rolstad. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Sortedamslund.
Allerede længe før kl. 7 var samtlige Sortedamslunds lokaler såvel som haven tæt besatte af feststemte arbejdere og arbejderfamilier. Tilstrømningen vedblev, og ved ottetiden var der også udenfor haven så tætpakket af folk, der ikke kunne få plads på etablissementets territorium, at det var vanskeligt at trænge sig igennem. På tribunen inde i den store sal blev der fra kl. 7 til 8 afsunget sange af forskellige sangergrupper. På slaget 8 åbnede medlem af de samvirkende Fagforeningers Udvalg, arbejdsmand C vers, der dirigerede, den alvorlige del af sammenkomsten. Han gav ordet til Sigvald Olsen (stærkt bifald), der holdt talen for 8 timers arbejdsdagen. Han henviste til, at arbejderne nu forstår arbejderbevægelsens opgave, kampen, der føres nu, er ført i flere menneskealdre, men først nu har arbejderne fundet frem til klarhed over, hvad det er, der skal tilstræbes, og hvorledes der skal kæmpes. Allerede Benjamin Franklin hævdede, at en 4 timers arbejdsdag er tilstrækkelig. Den moderne arbejderbevægelse har videnskaben på sin side. Der er lagt store vanskeligheder i vejen for vor demonstration, men de arbejdere, der er blevet borte, idet de har bøjet sig for magten, har gjort det med bittert sind. Deres følelser og tanker er hos os, og magthaverne har intet opnået ved deres brutale magtbud. Politistyrken har været stærkt anspændt og tropperne konsignerede (Åh! Latter!) fordi vi har indvarslet til en demonstration på en sådan måde, at al ophidselse og uorden derved i forvejen var udelukket. Den socialistiske ånd vil gennemtrænge hele folket, altså også den del af folket der er soldater, og en ny ordning af forholdene må komme inden længe. Denne tro er vi berettiget til at nære, men samtidigt må vi ikke glemme, at det, vi skal nå, kun vil kunne nås ved hjælp af den magt, der ligger i en stærk arbejderorganisation. Et leve for en sådan organisation og for enighed blandt arbejderne!
Det udbragte leve modtoges med rungende hurraråb af den tætpakkede forsamling, ligesom talen helt igennem hilsedes med stærkt bifald. Et for taleren udbragt leve besvaredes med
vedholdende hurraer.
Efter foredraget talte arbejdsmand Jensen, cigarmager O. Nielsen og flere under stærkt bifald. En repræsentant for "Værnets" politik talte så udfordrende, at hr. Sigvald Olsen anså det for heldigst at give ham sikkert lejde ved personlig at lodse ham ud af etablissementet.
Dirigenten udtalte sin glæde over den smukke dag og sluttede derpå den alvorlige del af festen med at udbringe et meget kraftigt besvaret leve for den internationale socialisme. Dirigenten leve! Hurra!)
Resten af aftenen udfyldtes med musik og sang. Kl. 12 forlod den store menneskemasse lokalerne i den bedste stemning og med den fuldstændigste ro. Udrykningen overværedes af en ret anselig politistyrke der naturligvis kun havde at udfylde en tilskuers rolle.
* * *
(Herefter fulgte telegrammer, notitser fra provinsen og andre lande).
(Social-Demokraten, 3. maj 1890. Illustrationerne er indsat af mig, de var ikke med i de originale artikler).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar