Præstegaardene og bedre Byggeskik.
Tegning til en Præstegaard.
Hvem kender ikke vore gamle, hyggelige Præstegaarde i Bindingsværk eller Grundmur, straatækte eller teglhængte, med Stuehuset ud mod den skyggefulde Have. Og hvem holder ikke af dem. Altid slutter de sig nær til Byggeskikken, som den har udviklet sig i vedkommende Egns Bøndergaarde, selv om de oftest har haft et solidere Præg og et lidt mere herskabeligt Tilsnit. Men de gamle Præstegaardes Tid synes snart at være omme. En for en falder de for Tidens Krav, og, om end adskillige ved nænsom Behandling lader sig omdanne til fuldt moderne Boliger, uden at det gaar ud over den gamle Hygge og Stemning - i overordentlig mange Tilfælde har fuldstændige Nybygninger fundet Sted, og endnu flere vil finde Sted i den nærmeste Fremtid.
Der har imidlertid vist sig en beklagelig Tilbøjelighed hos mange Præster til, særlig naar der skal bygges et nyt Stuehus, ganske at gaa ud af deres gode Skind. De er, som saa mange andre, der bor og bygger paa Landet og under almindelige landlige Forhold, faldne for den Fristelse at ville kopiere en Byggeskik, der kun egner sig for Byer og Villakvarterer. De har villet bygge Villaer, medens det, de selv og vi andre har Brug for, er Præstegaarde.
Hvad det gælder om, er at give ogsaa den moderne Præstegaard i Indre og Ydre den Værdighed i Holdning og samtidig den Jævnhed i Væsen, der er Karaktermærket for vore ældre Præstegaarde, disse gennem saa mange Slægtled udmærkede Hjem for megen fin og ægte, dansk kultur. Og dette kan meget godt ske ved Tilknytning til den lokale, i vedkommende Egn hjemlige Byggeskik. Har Bygherre og Bygmester blot den rette Forstaaelse af, hvori Opgaven bestaar, vil det ikke være vanskeligt for dem, at træffe den rette Tone. Som et Eksempel paa, hvad den rette Tone er, er over disse Linier anbragt et Billede af en moderne, teglhængt og grundmuret Præstegaard, nærmest tænkt i Vestjylland, i det ydre med Tilknytning til den herlige, solide vestjydske Landboarkitektur. Mod Syd vender Stuehuset ud til Haven og den lille Udløberfløj skærmer mod Vestenvinden, skaber en lun Krog og gør Anlæget som Helhed saare malerisk. Vil man yderligere sætte sig ind i, hvad der forstaas ved den rette Tone for Præstegaardsbygninger, kan det anbefales at gennemblade det af Kultusministeriet 1896 udgivne Hefte: Tegninger til Præstegaarde, udarbejdede af Martin Nyrop. et Værk, som i alt Fald samtlige Provster i Landet burde eje.
Men stadig maa man med dette, som med andre lignende Værker, huske paa, at de deri gengivne Bygninger ikke skal kopieres; de skal tjene til Vejledning for Bygherre og Bygmester, saa de har lettere ved at slaa den Tone an, der klang smukt og rent allerede i de ældste Slægtleds Præstegaarde, og som Nutiden har en selvfølgelig Forpligtelse til at lade klinge videre igen til kommende Slægter og med den samme ægte, danske Klang!
Vilh. Lorenzen
i Bestyrelsen for
Landsforeningen Bedre Byggeskik.
(Skive Folkeblad 18. marts 1916).
Landsbyskolen og bedre Byggeskik
For vore Præstegaarde er der en gammel, solid Tradition, let at faa Øje paa for alle, der blot vil se det. Noget anderledes forholder det sig med Skolerne. Her har Forholdene udviklet sig med en rivende Fart, Fordringerne er i moderne Tid blevne saa langt anderledes og saa store i teknisk, hygiejnisk og pædagogisk Henseende, at det her har været nødvendigt at skabe noget helt nyt. Man kan de fleste Steder ikke længer nøjes med de beskedne Skole huse, der tidligere kunde tilfredsstille den danske Landsbystoles Behov. Den Opgave, der nu ligger for, er egentlig at skabe det, man kan kalde Skolegaarde. Og det vil altid være rigtigt, at man søger at knytte dem i det Ydre til den for Egnen eller Landsdelen hævdvundne Byggeskik. Men - som allerede sagt - i det væsenlige maa der paa Skolebygningernes Omraade skabes nye Typer. 1913 udkom, for at fremme Udviklingen af gode kønne Skolebygninger: Tegninger til Skolebygninger og Gymnastikhuse paa Landet; de skulde vejlede Befolkningen til - ogsaa inden for denne Bygningsart - at slaa den rette Tone an.
Thi de Bygninger, der opføres til Skolebrug, bør se ud som Skoler. Og selv om det kun drejer sig om en mindre Bygning, maa den fremmede, der kommer til Byen, aldrig være i Tvivl om, at der ligger Skolen.
Landsbyskolen er jo dels en offentlig Bygning, dels Bolig og Hjem for Lærere.
Disse Bygningens to Bestemmelser bør præge den.
Skolen bør give sig til Kende - ikke som Privatmands, men som en Samfundsbygning. Som Udtryk for noget fælles, noget udover den enkelte, skulde den ogsaa være noget ud over den almindelige Privatbolig, den bør være anseligere og fylde saa godt paa sin Plads, at den - i al Beskedenhed - alligevel bliver en monumental Bygning.
Som Skolebygning skal den huse Børnene fra alle de omliggende Hjem.
Den skal staa som et Enhedsmærke for disse Hjem - en Art Generalnævner for dem. Noget af dette skulde gerne give sig Udtryk i Bygningen; Børn og Forældre med, fra de mange Hjem skal kunne føle sig hjemme i den. Derfor er det, den maa have et Præg af dansk, hjemlig Byggestil. Men først og fremmest skal det jo være en Bygning, hvor Børn skal færdes. Det fælles, offentlige og hjemlige, skulde derfor iklædes en venlig og festlig Form.
Ved Siden af at være en offentlig Bygning - Samfundsbygning og Skole - er den tillige Bolig og Hjem for Læreren. At forene dette med de først anførte Hensyn vil dog næppe falde saa vanskeligt. Det drejer sig jo ikke her om en Privatbolig i almindelig Forstand, men nærmest om det, man betegner som Embedsbolig for de skiftende Lærere. Dette blivende, solide i den Del af Bygningen, der specielt er Lærerens, kunde ypperligt tænkes at harmonere med det anselige og monumentale.
Som Skole, som dagligt Opholdssted for Generationer af Børn, vil disse Bygninger i det stille øve en god eller daarlig eller siet ingen Indvirkning paa Børnenes Sind - alt efter det Præg, det lykkes at give dem. Og det maa man ogsaa huske: At manges Øjne altid vil søge vore Skolebygninger. Til alle - stedboende som vejfarende - vil en karakterfuld og smuk Skolebygning Dag ud og Dag ind tale indtrængende og forhaabningsfuldt om, at her lægges Grunden til en stor Del af Danmarks Fremtid.
Vilhelm Lorenzen
Cand. mag.
(Skive Folkeblad 25. marts 1916).
Bondegaarden og bedre Byggeskik.
Men de moderne Tiders Krav - - mindre nye Levevilkaar end de nye Driftsformer i Landbruget - har gjort der nødvendigt nu at bygge paa en noget anden Maade, end man for blot et Slægtled siden kunde gøre det. Nye Materialier, ny Teknik har ogsaa der stillet sine Krav og grebet ind i tidligere Tiders enklere Byggemaade. Det er vel næppe for meget sagt, at i Løbet af de næste tyve Aar vil ikke mange af de endnu staaende Avlsbygninger ved vore Bøndergaarde være tilbage.
Det gælder da i højeste Grad, at Landbefolkningen forstaar, hvilket Ansvar den har. Ikke blot for, hvor praktisk og økonomist den indretter sig, men ogsaa for, hvordan de Masser af nye Bygninger, dette Slægtled rejser, kommer til at tage sig ud. Thi hvad Landbefolkningen bygger af større eller mindre Gaarde, det fylder ganske anderledes i Landskabet end de enkeltliggende Præstegaarde, Skoler, Mejerier eller Forsamlingsbygninger, vor vigtigt det end er, at ogsaa de bliver saadan, at vi kan være dem bekendt.
Her har da alle Bestræbelser for bedre Byggeskik en af sine store Opgaver, og det er i høj Grad at haabe, at den nye Landsforening maa vinde Landboernes og Landbygmestrenes Tillid, saa Landsforeningen her kan yde Vejledning. Thi det kan behøves. Som vort Landbobyggeri hidtil har formet sig, har det næret alt for meget overladt til planløs Eksperimentering, alt for meget hvad Indretning of Bygningerne og Valg af Materalier angaar; endnu mere med Hensyn til Bygningernes Ydre. Daarlig Placering af de enkelte Længer, skiftende Moder i Tagbeklædning, uheldige Udformninger af den ellers ofte saa nyttige Trimpel, og sidst, men ikke mindst, Tilbøjeligheden til at efterligne Byarkitekturens Unoder, har skæmmet og skæmmer endnu vor Landboarkitektur.
Det hele kan gøres bedre, og det kan navnlig gøres skønnere. Vi bør lære igen at bygge naturligt og ligefremt. Som Prøve paa, hvordan en mindre Bondegaard kan tænkes bygget, anbringes her en Tegning, der viser, hvor kønt et tolænget Anlæg kan være. Stuehuset er holdt ganske enkelt, og Udhusets to Udbygninger luner om Gaardspladsen. Udhuset selv viser os, at det, trods den store Køreport, trods Trimpel og Paptag, meget godt kan faa Skik paa sig.
Vilh. Lorenzen
cand. mag.
(Skive Folkeblad 4. april 1916).
Husmandshuset og bedre Byggeskik.
Det er vel næppe for meget sagt, at for hver almindelig Bondegaard, der opføres, bygges der ti Husmandshuse, ja - Udstykningsbevægelsen og Oprettelsen af Statshusmandsbrug fører jo tit med sig, at der mange Steder i Landet opføres i Snesevis af Husmandshjem, ofte paa et begrænset Omraade. Det er sandelig ikke ligegyldigt, hvordan disse Mængder af Smaahjem, der efierhaanden fylder godt op i Danmark, bliver byggede, og hvordan de kommer til at se ud. Landsforeningen "Bedre Byggestil" vil her gøre sit til at fremme gad og smuk Byggestil, vil her gøre sit til at fremme god og smuk Byggemaade. Udstykningsforeningerne kan selv gøre overordentlig meget, og det var at ønske, at Staten - hvad den i Øjeblikket slet ikke gør - vilde overvaage, hvordan de statsunderstøttede Husmandsbrug bebygges.
Netop ved et Husmandshjem, hvor Midlerne oftest er smaa, gælder det om at tænke et Byggearbelde særlig godt igennem, for at sikre sig, at der ikke ødsles med Plads, at alt - Stuer og Økonomirum - ordnes paa den bedst mulige Maade. Derfor kan det ikke noksom anbefales Husmanden at lægge Planer i god Tid, for at Resultatet økonomisk og praktisk set kan blive godt. Men om noget Steds gælder det ogsaa her, at det ydre ikke maa forsømmes. Man maa - som ved alt moderne Byggeri - lære at forstaa, at det, det kommer an paa, er at bygge naturligt. Man maa lære at indse, at ogsaa er Husmandshus godt kan være praktisk og fuldt moderne indrettet, og dog samtidig bygget saaledes, at det er tiltalende at se paa. Og det kan ikke noksom fremhæves, at det ikke er Anvendelsen af de store Midler, der gør en Bygning smuk. Det ligger i noget ganske andet, uafhængigt af ydre Pynt - i de rette, gode Forhold, i en Dørs, et Vindues Form og velberegnede Plads, i alt det, som, naar det skal være kan faas uden Penge.
Længe har man været klar over, at det Massebyggeri, Husmandsbevægelsen vil medføre, krævede Vejledning. Hvad der optørres af Husmandshjem rundt omkring, kunde Husmandsbevægelsen i Virkeligheden slet ikke være tjent med. Derfor udgav Landbrugsministeriet allerede 1909: Tegninger til Husmandsboliger med vejledende Tekst ved Vilh. Lorenzen. Og 1915 udkom: Tegninger til Husmandshuse, udgivne af Sjællands og Fyns Stifts Udstykningsforening. Ovenstaaende Billede viser et Husmandshus af den ret almindelige Parallel-Type: det teglhængte Stuehus, naturligt og ligefremt. og Udhuset med Trimpel og Tagpap. Et Hjem med et saadant Ydre kan en Husmand altid være vel tjent med.
Vilh. Lorenzen
cand. mag.
(Skive Folkeblad 7. april 1916).
Butikshuset og bedre Byggeskik.
Der en Slags moderne Bygninger, der hidtil har voldt nogen Vanskelighed at faa sat Skik paa. Det er dem, der paa een Gang tjener til Bolig og samtidig til Forretningsbrug af en eller anden Art - som Brugsforeninger og andre Huse med Butik eller Butikker. At give denne Bygningens dobbelte Bestemmelse et smukt Udtryk og skabe det Fælles, hvori begge Bestemmelser kan gaa op i en højere Enhed, er en vigtig, men lønnende Opgave: Vanskeligheden ligger særlig i de store Butiksvinduer, der ofte naar helt ned til Husets Fod og samtidig, fordi de tidt bestaar af en eneste stor Rude, let kommer til at flaa hele Huset i Stykker. Men selv store Butiksvinduer kan gøres saadan, at der alligevel bliver Helhed over et saadant Hus. Et Middel er - saa vidt muligt - at anbringe Døre og Vinduer i samme faste Takt hen over Facaden. Man kan ogsaa give den øverste Del af Vinduet, som dog ikke betyder noget for Udstilling af Varer, et tæt Sprosseværk; det fylder saa godt! Og denne Fremgangsmaade er med Held anvendt mange andre Steder. Endelig kan man anbringe Butiksvinduer i Smaakarnapper. Det er noget dyrere, men kan gøres smukt, og Karnapmotivet virker ofte oplivende paa en Bygnings Ydre.
Hele dette Spørgsmaal er vigtigt, fordi der særlig i Stationsbyernes Hovedgader er Brug for mange Bygninger til dette dobbelte Formaal. Det er særlig vigtigt, fordi saadanne Bygninger, hvor mange Mennesker har Ærinde, uvilkaarligt drager manges Blikke paa sig. Det vilde vise klog Forretningssans, om alle de, der opfører Butiksbygninger, vilde forstaa, at det et ypperlig Reklame for en Forretning at være til Huse i en Bygning, der gør sig bemærket ved smuk Form og kønt Ydre. Denne Tankegang har vist sig at være rigtig i større Forhold. Den er det selvfølgelig ogsaa, hvor der gælder Brugsforeninger, Købmandsgaarde og lignende i vore Smaabyer. Man bider lettere Mærke i en Forretning, der holder til i et ejendommeligt og kønt Hus, end i en Forretning, der er til Huse i en ganske ordinær, maaske endog grim Bygning.
Der er Tilfælde, hvor skøn Byggemaade er rede Penge.
Vilh. Lorenzen,
Cand. mag
(Skive Folkeblad 15. april 1916).
Huset paa to Stokværk og bedre Byggeskik.
Men det er altid værd at overveje, om Grunden nu ogsaa altid udnyttes bedst ved at bebygges helt ind til Nabogrundene. Ofte vil det lønne sig at udspare Plads til en Gang ved Siden af Huset, ind til Grunden bag ved, saa Bygningen bliver fritliggende. Derved kan let opnaas meget smukke Gadebilleder. Det er dette, der er vist i ovenstaaende Gengivelse af et Etagehus med Butik og dels Nabo, et mindre Hus. Der er ogsaa vist - gennem Tagformerne - , hvorledes de to Huse, trods Forskel i Størrelse, tilsammen danner en Helhed.
Overhovedet er det en god og nyttig Regel, naar man bygger, at lægge Mærke til Naboers og Genboers Huse og tage et rimeligt Hensyn til dem.
Vilh. Lorenzen,
Cand mag.
(Skive Folkeblad 29. april 1916)
Mejeriet og bedre Byggeskik.
Vilh. Lorenzen
Cand. mag.
(Skive Folkeblad 13. maj 1916)
Bedre Byggeskik. Landsforeningens Udstilling.
Landsforeningen "Bedre Byggeskik" var i Kunstindustrimusæet i København arrangeret en Udstilling, der skal staa aaben for Publikum i en Maaneds Tid, og som derefter muligvis kommer ud i Provinsen som Vandreudstilling.
Udstillingen, der er et Led i Oplysningsarbejdet for at fremme Kendskabet til Foreningen og dens Fonnaal, skal vise den Hovedlinie, hvorefter Foreningen vil arbejde; den skal i store Træk angive, hvad der er, Landsforeningen vil lære Befolkningen; hvad det er, den mener med bedre Byggeskik.
Saa meget skulde Udstillingen klargøre, at der - skønt man endnu længe vil være nødt til at prøve sig frem i mangt og meget allerede er gjort faa mange Erfaringer, at den Hovedlinie, som Bedre Byggeskik skal følge i Fremtiden er trukket tydeligt og klart op. Udgangspunktet for denne Linie har fra første Færd været ældre Tiders gode og solide Byggeskik.
Derfor er det kun rimeligt og retfærdigt mod Fortidens Bygherrer og Bygmestre, at Udstillingen ogsaa viser Prøver paa denne ældre Byggeskik: Bindingsværksbygninger fra Øerne, solide, grundmurede Gaarde og Huse, særlig fra Jylland og Vestslesvig. De gode Forhold i disse Bygninger - mellem Mur og Tag. Vinduer og Døre, deres ofte saa rolige og faste Inddeling efter Fag, deres enkle Tagform - kort sagt: deres hele tilforladelige, danske Karakter er det, man har stræbt at overføre paa Nutidens Bygninger.
Vilkaarene for den gode Udformning ai Nutidens Bygninger paa Landet er jo højst forskellige.
Lettest gaar det selvsagt, hvor Traditionen er stærkest og Fortidens Bygninger byder paa et stort Udvalg af Typer og Motiver. Dette er bl. a. Tilfælde med Bøndergaarde, større og mindre, Husmandshuse. Præstegaarde og almindelige Beboelseshuse. Af Udstillingen fremgaar det ogsaa, at her falder det naturligt at bygge videre paa tidligere Tiders Landbygningskunst.
Vanskeligere er det, hvor Nutidens mere sammensatte Forhold kræver helt nye Bygningstyper. Saaledes Forsamlingshuse, Restaurationer, Mejerier, Elektricitelsværker. Stationsbygninger, Industribygninger af alle Slags, lige fra almindelige Huse med Værksted til fabriksmæssige Anlæg. Men disse Opgaver kan løses, uden at Bygningerne falder udenfor den rette Linie, hvad denne Udstilling ogsaa bærer Vidnesbyrd om.
Ofte kræver Nutiden jo velkendte Byggeopgaver løst paa helt ny Maader. Det gælder først og fremmest Bøndergaardenes Avlsbygninger. Det gælder ogsaa tildels Skoler, der mere og mere udvikler sig fra Skolehuse til Skolegaarde. Det gælder endvidere Huset med Butik eller Butikker, Brugsforeninger, købmandshuse og -gaarde, Kroer og Smaahoteller. Paa ovenstaaende Billede ses en Kro, som Foreningen gerne ønsker den. Der er to korte Sidefløje til Rejsestald (til venstre) og den uundværlige Sal (til højre). Foran i Hovedlængen er Skænkestue og Restaurationslokaler (de sidste i Forbindelse med Salen). Ovenpaa Plads til Gæsteværelser. Facaden er inddelt saaledes, at Bygningen paa naturlig Maade vil kunne passe ind baade mellem et og toetages Huse. Paa ven lille Plads mellem Sidefløjene kan der ved Sommertid staa Borde og Bænke.
Der er en Ting, Udstillingen kun kan antyde, men som det ikke desto mindre er overordentlig vigtigt for alle, der bygger og for hvem der bygges, at forstaa Betydningen af. Det er den enkelte Bygnings rette Beliggenhed paa Grunden i Forhold til Vej, Sol og Vind og ikke mindst i ForhoId til Naboer og Genboer. Dette hører nøje sammen med bedre Byggestik. At være opmærksom paa disse Forhold er den nødvendige Betingelse for at kunne bygge gode og praktiske Bygninger.
Paa Udstillingen vil man kunne studere en Række Tegninger og Planer, der er udarbejdede efter Bestilling paa Foreningens Kontor i København. Kontoret, som har virket i en Maanedstid, ledes af Arkitekt Seest. Endvidere vil man kunne se Tegninger og Fotografier af gamle Herre- og Bøndergaarde samt en Række Prospekter fra det idylliske Troense. Endelig møder en Række af vore mest kendte Arkitekter som Nyrup, Varming, Klint, Rosen, Ekberg og Gottlob m. fl. frem med en Række Arbejder paa denne Udstilling, hvis nærmere Arrangement er besørget af Arkitekterne Varming og Brummer i Forening med Kunsthistorikeren Vilhelm Lorenzen.
(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 27. maj 1916)
Det moderne Afholdshotel.
Det er ved en Byggeopgave som denne et dobbelt Krav, der skal ske Fyldest i den moderne Landsbykros Arkitektur. De nye Hoteller skulde nødig sætte den gammeldags Hyggestemning til, fordi de bøjer fig for Tidens Krav og opfører sig stateligere med rummelige Lokaler og alskens moderne Installation. Og det hele skal tage sig godt ud. Er der nogen Art af Bygninger, hvor man skulde synes, det maatte være god Forretning at bygge smukt, rigtig indbydende og venligt, skulde det være Afholdshotellet. Enhver, der rejser rundt i Landet, ved, hvor tiltalende det er ved Aftenstid, at havne i et kønt og hyggeligt Hotel. Som for Købmandsgaarden gælder det ikke mindre om Hotellet, at smuk Byggestil her er rede Penge.
Ovenfor er gengivet en Type for et Hotels Hovedbygning, ud mod en Vej, med to korte Sidefløje til Rejsestald (til venstre) og den uundgaaelige Sal (til højre). Foran i Hovedlængen er Skænkestue og Restaurationslokaler (de sidste i Forbindelse med Salen). Ovenpaa er Plads til Gæsteværelser. Facaden er inddelt saaledes, at Bygningen paa naturlig Maade vil kunde passe ind baade mellem et- og toetages Hitte. Paa den lille Plads mellem Sidefløjene kan der ved Sommertid staa Borde og Bænke.
Uden en vis Hyggestemning, uden noget vist tillidvækkende i sit Ydre bliver et moderne Landsbyhotel aldrig det Bygningsværk, det bør være.
Vilhelm Lorenzen
cand. mag.
(Skive Folkeblad 31. maj 1916)
Elektricitetsværket og Bedre Byggeskik
Ogsaa Elektricitetsværket hører til den Slags Bygninger, man kan stille større Fordringer til, fordi det er en halvoffentlig Bygning. Som for Mejeriet gælder ogsaa her, at det er en ny Type, der skal udformes. Og dette skal ske paa en saadan Maade, at man lægger Mærke til Bygningen og straks er klar over, at det er en samfundsbygning, værdig og enkel som den materielle Kraftkilde, den huser.
Ogsaa det har Elektricitetsværket tilfælles med Mejeriet, at et enkelt Parti af det let kan gøres til Hovedpartiet, det, der bestemmer Bygningens Karakter og holder sammen paa det hele. Maskinhallen er i sig selv Bygningens Hovedrum og dens Højde gør den naturligt til det samlende i Bygningens Ydre.
Ovenfor er vist et saadant Elektricitetsværk med Maskinhal i Midten; bag ved er tænkt Rum for Motor, Værksted og lignende, til venstre Bolig og til højre Kontor m. m. Takfast som Stempelslag deler brede, enkle Murpiller Facaderne. De faste, rolige Forhold i Bygningens Ydre staar godt til dens Bestemmelse og giver den det Præg af det monumentale, en saadan Bygning ikke maa undvære.
Vilhelm Lorenzen.
cand. mag.
(Skive Folkeblad 5. juni 1916)
Den store Bondegaard og Bedre Byggeskik
Men eet er, som ofte sagt, den rent praktiske Indretning. Et andet er den ydre Form, man giver Bygningerne. Og her kommer det atter an paa, hvordan man behandler Materialerne, hvilke Tagmaterialer man bruger, og hvilke Farver man benytter til Murene, hvis Farve bør afstemmes efter Tagets Farve.
Det gælder ogsaa om at give Stuehuset en Karakter, der staar godt til Avlsbygningernes. Naar disse sidste let faar et enkelt, lidt nøgternt Præg over sig - Nyttebygninger, som de jo først og fremmest er - ligger der allerede heri en Advarsel mod at gøre Stuehuset villaagtigt. Stuehuset skal ikke søge sit Forbillede i Købstædernes Villakvarterer. Nej! det skal langt mere søge det blandt lidt ældre Tiders Proprietærgaardes og Smaaherregaardes noble og solide Hovedbygninger. Der er den Tone slaaet an, som naturligt bør klinge igen i Stuehusene til vor Tids større Bøndergaarde.
At vi har en betydelig Landbrugskultur, vil ingen benægte. Men Kultur har ogsaa altid noget at gøre med Skønhed i ydre Fremtræden og Form. Og dansk Bondekultur skulde ogsaa vise sig i Evnen til at tvinge det moderne Landbrugs Byggevirksomhed ind under en bedre Byggestil, end den hidtil har formaaet det.
Paa den Udstilling, "Bedre Byggeskik" for Tiden afholder, findes forskellige interessante Løsninger af Opgaven: den moderne Bondegaard. Ovenfor er vist, hvordan Sagen ogsaa kan gribes an. Hovedtanken har her været i Avlsgaarden at samle del mest mulige i en enkelt dyb og høj Hovedlænge. Stuehuset ligger passende langt fra Avlsbygningerne, saa der bliver naturlig og god Plads til Indkørsel i Gaarden. Taget - ogsaa paa Stuehuset - er her lagt med Tegl. Ogsaa andre Tagmaterialer kunde her været benyttede; Væggenes Farver skal blot altid rette sig efter Tagets, saa Vægge og Tag staar godt sammen.
Vilhelm Lorenzen
cand. mag.
(Skive Folkeblad 26. juni 1916)
Det almindelige Beboelseshus og Bedre Byggeskik
Netop ved disse Smaahuse har der vist sig en Tilbøjelighed til at kopiere de store og kostbare Købstadsvillaer, der er blevne til under helt andre Vilkaar og beregnede paa Mennesker med en helt anden Levevis end Landsbyens og Landsbymenneskers. Det forlorne og opstyltede er altfor ofte netop knyttet til de mange almindelige Beboelseshuse, hvorom Talen er her. Den store Købstadvilla kan taale pompøse Troppeanlæg. Altaner, fremspringende Karnapper og taarnaqtige Udbygninger. Men det kan Smaahuse paa 5-6 Fag ikke. Alligevel er der mange Bygherrer, der med Vold og Magt vil have deres Hus bygget efter det straalende Forbillede, der er givet af vore Handelsog Industribaroner, og Bygmesteren følger dem ofte alt for villigt - smigrer dem maaske endda ved fantastiske Overbud. Disse beskedne Huse bliver tit uhyggeligt overlæssede Prøvekort paa alle de Villamotiver, der overhovedet kan anvendes her til Lands.
Den almindelige jævne og sunde Regel, der gælder for al god Byggeflik, er jo den, at en Bygning i Indretning skal svare til sit Formaal og i Indre og Ydre være et naturligt Udtryk for Beboernes Levesæt.
Den her gengivne Bygning slaar en Tone an, der vil klinge naturligt i Landsbygaden med spredt Bebyggelse eller fjernt fra By, ved Landevej eller Bivej. Vejen er tænkt i Retning Syd-Nord. Beboelsen med Have er mod Syd. Køkkengaard m. m. mod Nord, hvor der er lagt et lille Udhus, her tænkt med Vognport og Stald til en Hest. Ved, som det her er sket, at give Beboelseshusets Facade samme Pillebredde mellem Vinduerne, lade Kvisten svare til Faginddelingen i Stuen og afvalme Gavlene gør man aldrig meget forkert. Her har Gavlen mod Gaden smuk og værdig Bredde, fordi Vinduerne er rykkede hen mod Hjørnerne. Og der er Ro baade over Gavl og Langside, fordi der er Symmetri og Ligevægt. Det er en anden Leveregel, at holder man sig til det symmetriske i Facader, gør man ogsaa vanskeligt noget helt forkert.
Hyggeligt og værnende virker den Maade, hvorpaa de to Bygninger er knyttede sammen ved en Hegnsmur. Den og Havehækken binder det hele Anlæg godt fast til Grunden. Og netop ved disse smaa, let overskuelige Anlæg maa det ikke glemmes, at Haven betyder saa meget, at den næsten er en Del af selve Arkitekturen!
Vilhelm Lorenzen
cand. mag.
(Skive Folkeblad 11. juli 1916)
Bedre Byggeskik
I denne Artikelserie har nu været behandlet en Række Bygninger 11 ialt, der naturligt vil forekomme rundt om i Landsbyer og i der navne Land. Der er i al Korthed og med faa Streger søgt at tegne et Billede af det nye Danmark, der bør komme - et Billede ogsaa Landsforeningens Udstilling, der snart vil gaa paa Vandring Landet rundt, har trukket op paa mere fyldig Vis.
Der er Grund til nu til sidst at pege paa noget fælles for den heldige Løsning af alle de mange Byggeopgaver. Arkitekterne har omtalt, og som allerede lejlighedsvis har været berørt.
Dette fælles er den absolutte Nødvendighed af altid, naar man bygger, ligegyldigt hvad eller hvor, at være opmærksom paa Bygningens rette og naturlige Beliggenhed paa Grunden. Alle, der bygger, bør tænke denne Sag godt igennem og nøje overveje, hvordan Bygningen bedst kan lægges, i Forhold til Vej og sol, Vind og Vejr. Der bør altid hvad nu kun sker altfor sjældent udarbejdes en Beliggenhedsplan, der klart viser Bygherren, at der er taget tilbørligt Hensyn til alle disse Forhold, inden man begynder at grave Grunden ud. Et maaske ellers godt og kønt Hus kan blive inderlig umuligt og upraktisk, naar der ikke lægges rigtigt Paa Grunden.
Som Eksempel paa en god Beliggenhedsplan er ovenfor vist et Husmandshus. Vejen tænkes gaaende nordlig sydlig Retning, stalden er lagt ud mod Vejen, Gaardsiden mod syd. Gaardspladsen dannes af Bygningerne og Haven, som mod Nord. Øst og Vest skærmes af et Læbælte.
Er en rigtig Placering vigtig for den enkeltliggende Bygning, gælder dette i lige saa høj Grad Bygninger i Landsbyer og anden pænere Bebyggelse. Er der Tale om at opføre mange Bygninger paa en Gang, som Udstykningsforeningerne gør det, bliver sagen ikke mindre vigtig, men den bliver tillige mere sammensat. Thi her er det af største Betydning, at der søges udarbejder en samlet Bebyggelsesplan, for at Grundene kan blive fornuftigt udnyttede, og Nabo ikke skal genere Nabo.
Og der er et Omraade, hvor Fortiden løfter sin advarende Røst og maner vort slægtled til at kræve en bedre Ordning, er det den Maade, hvorpaa mange af vore store stationsbyer er blevne til. Her bør Kommunalraadene gribe ind og sørge for, al der tilvejebringes et Forslag lil Bebyggelse og Udvidelse, der kan virke regulerende og blive til Gavn og Nytte for Beboerne som Helhed.
Gode Beliggenheds- og Bebyggelsesplaner fremmer god Byggeskik, slette hæmmer den.
Vilh. Lorenzen,
cand. mag
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 18. juli 1916)
Hedegaard og Bondegaard.
Dansk Landbobygnings-Skik gjennem Tiderne.
Bygningshistorikeren, cand. mag. Vilhelm Lorenzen, har i Det kgl. danske Landhusholdningsselskab holdt et Foredrag over vore Landbrugsbygningers Historie. Efter "Tidsskrift for Landøkonomi" gjengives her Hovedtankerne i det.
Medens Stuehusene ved vore Bøndergaarde, selv om de er fra ældre Tid, ofte endnu kan bruges, og Nybygningerne her gjærne vil falde i Traad med det almindelige Boligbyggeri her til Lands, er de egentlige Landbrugsbygninger, som Fortiden har efterladt os, godt paa Vej til enten helt at forsvinde eller i alt Fald ved Ombygninger at miste deres oprindelige Karakter. De gammeldags, skjønne, selvgroede Bøndergaarde, der ligesom havde skabt sig selv og hørte med til det danske Landskab, de falder i vore Dage, ikke i Hundredvis, men i Tusindvis.
Lad være, at Udviklingen fører dette med sig. Men Udviklingens Ubønhørlighed bør ikke medføre en konfus Taben-Hovedet overfor de Krav til Skjønhed og Karakter, som vi bør stille ogsaa til moderne Land-Arkitektur. Vi behøver jo ikke at bygge løs som Nybyggere paa Prærien uden Hensyn til andet end den rene Brugsnytte. Vi lever jo dog i et gammelt Kulturland med en netop paa Landbyggeriets Omraade, rig og skjøn Tradition bag os, og vi er forpligtede baade overfor os selv og vore Efterkommere, æa vi ikke blot bygger praktisk og nyttigt, men ogsaa lige saa tiltalende og smukt, som de ældre Slægtled gjorde det.
Der er her store Vanskeligheder at overvinde, men vi staar vist alligevel ved et Vendepunkt til det Bedre, hvor det for at kunne disponere rigtigt for Fremtiden er godt at kjende Nutiden og at vide noget om, hvordan den er bleven til. Man maa kjende lidt af det langsomme, møjsommeligt tilvejebragte Resultat af Aarhundreders Udvikling.
Hvordan ser da Nutiden ud, idet vi ved Nutiden forstaar det Overleverede, det vore Fædre. Bedstefædre, ja maaske endnu fjærnere Tider har efterladt os, lige fra Herregaarden til Husmandshuset? Vi maa da sige, at karakteristisk for det nuværende Danmarks Byggeskik er de lave, smalle Længer. I det gamle danske Landskab Sønderjylland mødes denne Byggeskik med det høje, treskibede sachsiske Røghus, og i det nordlige Skaane mod den skandinaviske Bondegaard med sine vidt spredte, lavtbyggede Blokhuse.
Men hvorledes er nu denne danske fra den nærmeste Fortid, over leverede Landbobygningskunst med dens forskjellige Typer bleven til?
Desværre er vor ældste Landbohistorie endnu saa lidt kjendt og særlig hvad Bygningshistorien angaar, og det er paa Tide, der tages fat, det kunde snart blive for sent. Men lidt veed vi dog.
Der synes saaledes at være Sandsynlighed for, at vore danske Bøndergaarde helt langt tilbage mod Oldtiden har bestaaet af flere selvstændige Huse, ganske som den skandinaviske Bondegaard. Men i Tidens Løb er de mange spredte Huse voxede sammen til sammenhængende Anlæg med lange Længer. Mest typisk er her den firlængede, sammenbyggede Gaard. Tyskere mener, at denne Form er den ældste, men det er den næppe. Særlig i Jylland, hvor Type-Rigdommen er meget stor, gaar sikkert baade den eenlængede Gaard og Parallelgaarden saare langt tilbage i Tiden, for ikke at tale om Vinkelanlæget og den trefløjede Gaard.
De lange Længer har deres bygningsmæssige Forklaring i Bindingsværks-Konstruktionerne, der sikkert er en Oldtidsarv her i Danmark. Det er Byggemaaden med lave Stolper, oprindeligt visfnok jordgravede, senere sat paa Fyldsten, senest i en Fodrem, - lave Stolper, som vore Ege- og Bøgeskove lunde levere dem, og hvormed man rejste Huset Fag for Fag, idet man fyldte Mellemrummet mellem Stolperne med stavrede, vendrede og lerklinede Tavl, en Fremgangsmaade, der sikkert ogsaa var Oldtidens. Og ved efter Ønske at forøge Antallet af Fag opstod af sig selv den den lange Længe, der er saa typisk dansk. Man kunde ogsaa let gaa videre og bygge Gaardene i Knæk, som Vinkelbygninger eller som tre- eller firlængede Anlæg.
Den landbrugsmæssige Forudsætning for hele denne Udvikling kan maaske søges i den Overgang, der i 1200'erne fandt Sted fra overvejende Kvægavl til eget Kornavl, og som staar i Forbindelse med de store Nyerobringer af dyrkelig Jord. Og muligvis spiller det en Rolle, at man i samme Tidsrum fik Landsbyfællesskabet fast organiseret: de sammenbyggede Længer muliggjorde en mere koncentreret daglig Drift af den enkelte Gaard, hvor Beboelse, Stalde og lade allesammen gik op i en fælles bygningsmæssig Helhed.
Siden disse nu saa fjirne Tider, da denne Udvikling var fuldbyrdet, har de danske Landbobygningers Hovedtype ikke undergaaet væsentlige Forandringer. De Ændringer, der er sket, stammer fra ret sene Tider, fra forrige Aarhundrede, og skyldes Paavirkning fra Herregaardene. Men Byggemaaden er i Aarhundredernes Løb bleven solidere særlig i Vestjylland er Bindingsværket i de senere Aarhundreder afløst af grundmurede Bygninger, nn i Typerne er stadig de gamle.
Med Herregaardene, som jo ogsaa hører med til Landbo-Arkitekturen, forholder det sig paa en egen Maade.
De var allerede i Middelalderen enten Landsby-Hovedgaarde, beliggende i Landsbyen og vel oftest i Fællesskab med de almindelige Bøndergaarde, eller de var Særbruggaarde, der laa for sig selv og havde deres egen private Drift (Særbrug). Mange af dem var kun større Bondegaarde og har ogsaa haft Bondebygninger. I den for vore Storgaarde kritiske Tid, Overgangen til Stordrift i 1500'erne og 1600 erne, forsvandt mange af dem, modens andre voxede op ul store, endog meget store Ejendomme, ofte ved Nedlægning af Bøndergaarde, ja undertiden hele Landsbyer.
Ved Herregaarde skjelnedes fra gammel Tid skarpt mellem Borggaarden (Beboelsen) og Ladegaarden (Landbrugsbedriften). Den middelalderlige Særbrugsgaard har rimeligvis haft disse to liggende paa hver sit Sted, ofte ret fjærnt fra hinanden, saaledes som ved Nørlund i Jylland endnu i vor Tid.
Men i 1500'erne og 1600'erne finder der en Koncentration Sted i Forbindelse med den sejrende Stordrift. Stald og Ladegaard samles, og Ladegaarden bestaar nu altid af sammenbyggede Længer, dog ret uregelmæssigt og tilfældigt i Grupperingen af de forskjellige Længer, Hovedtypen er det trefløjede Anlæg, der aabner sig op mod Borggaarden, saa at Herremanden, som Arent Berntsen siger, altid kan have indseende med, hvad der foregaar her nede,
I denne Stil griber Renæssancen og Barokken ind: op i 1600'erne; Ladegaarden, og ved Nyanlæg tillige Borggaarden, lægges i Anlægets Midtaxe, saa at alle Bygninger folder sig symmetrisk op til begge Sider for denne Axe. Smukke Exempler herpaa haves i Brobygaard paa Fyn og Dronninglund i Vendsyssel. I Anlægets Storhed og Konsekvens staar de ikke tilbage for mangt et Slotsanlæg. Fra 1700'erae er endnu flene af disse prægtige Herregaardsanlæg bevarede, i. Ex. Lerchenborg paa Sjælland.
1 1770'erne og særlig i første Halvdel af 1800'eme, da Overgangen fra Fællesskab til fri Drift medførte en rig Byggevirksomhed, er det, at Herregaardenes fornemt isolerede Hovedbygning paavirker vore Bøndergaarde saa de begynder at rykke Stuehuset ud fra Sammenhængen med Avlsrummene.
Saaledes er da vor overleverede Landboarkitektur ældgammel i sine Forudsætninger og udviklet i Forbindelse med Landbrugets almindelige Vilkaar og Krav til en Rigdom og Fylde af Typer og Motiver. Disse Bygninger er os kjære, fordi de hører med til vort Billede af Danmark, og fordi vi føler den stille Skjønhed, der saa ofte er i den enkelte Gaard. Hvor er ikke de fynske firlængede Bindingsværksgaarde dejlige! Men aller dejligst dog maaske de smaa trefløjede fynske Boelsteder, der aabnede sig saa hyggeligt, saa gjæstfrit ud mod alfar Vej. Og saa Modsætningen: de dystre, alvorlige vestjydske røde Gaarde, duknakkede og vejrbidte, men fulde af Karakter!
Vore Herregaarde taler for sig selv. Altid er Typen klart udformet og Byggemaaden fast og ligetil. Taktfast følger Fag paa Fag. Dør er tilt med forbavsende sikker og fast Haand taget paa Inddeling og Komposition af Facaden.
Og hvad der ikke mindst præger vor Landboarkitektur: Tagskæringerne er altid i Orden, naturlige og smukke, og Straataget selv er den blødeste, farverigeste Hætte over Stuer og Stalde, over Lade og Lo, som tænkes kan.
Skulde der af Tusind Aars Arbejde ikke i Typer og Motiver være noget, hvoraf man kunde tage Lære for Fremtiden? Dansk Landboarkitektur har tidligere gjennemgaaet Kriser: for Bondegaardene ved Nyordningen af Landboforholdene i 1200'erne, og for Herregaardene ved Omlægning til Stordrift i 1500'erne og 1600'erne. Vi staar atter ved en Krise, og atter drejer det sig om en Koncentration paa nyt Grundlag. Lad os haabe, at vi uden Forlis af praktiske og økonomiske Værdier og dog med Bibeholdelse af den Skjønhed og Stemning, der bærer al god Bygningskunst til, maa staa Krisen igjennem!
A. K. S.
(Jyllandsposten 13. juli 1917)
Foreningen "Bedre Byggeskik" havde rødder tilbage til "Foreningen af 3. december 1892" som bl. a. målte og registrerede gamle marskgårde og Møgeltønders gamle bygninger. Sammen personkreds var med "Tegnehjælpen" (1907). De tog initiativ til bevægelsen "Bedre Byggeskik" (1915) og prægede efterfølgende byggeriet i Danmark. Da artiklerne blev skrevet, skelnede man mellem det almindelige byggeri og arkitektur. De håndværksuddannede bygmestre bekymrede sig ikke så meget om æstetik og arkitektur. Arkitekternes interesserede sig fortrinsvis for monumentale bygninger og det offentlige byggeri som havde en langt højere status. Bedre Byggeskik ville skole "bygmestrene" arkitektonisk, og de ovennævnte artikler leverede typetegningerne. Internationalt arbejdede de sammen med Baupflegebevægelsen i Tyskland. Bevægelsens højdepunkt var i 1920'erne og 1930'erne. I 1950'erne skiftede fokus til parcelhuse og foreningen blev nedlagt i 1965.
Vilhelm Birkedal Lorenzen (1877-1961) var arkitekturhistoriker og lærer. Cand.mag. 1901 med historie som hovedfag. Han gjorde sig især gældende som agitator og organisator, foredragsholder og forfatter og fik indflydelse på samtidens bygningskunst og byplanlægning. Han gjorde sig gældende fra omkring 1905 for bedre byggeskik i tilslutning til hjemlige traditioner. Han blev formand for et af landbrugsministeriet nedsat udvalg der gav tegninger til husmandsboliger (1909). Han var medstifter af Foreningen til gamle bygningers bevaring 1907 og sekretær i denne 1907-1947. 1918-1954 medlem af Det særlige bygningssyn. 1926-1933 formand for landsforeningen Bedre byggeskik. Han udkastede ideen til Dansk byplanlaboratorium (1921) hvor han var bestyrelsesmedlem indtil 1943. 1917-20 redaktør af Architekten. Med i redaktionen af Danske Herregaarde ved 1920, Danske Herregaardshaver og Nordisk Kultur.
Han skrev mange bøger, heriblandt Vore Byer I-V (1947-1958). L. blev overordentligt medlem af Akademisk arkitektforening 1924 og modtog 1957 foreningens æresmedalje. Korresponderende medlem af Kungl. vitterhets, historie och antikvitets akademien 1942 samt æresmedlem af Foreningen til norske fortidsminnesmerkers bevaring 1945.
Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar