Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen

- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!

 

Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).