En avislæsestue i Rundetårn?
Kommunale planer om den fremtidige anvendelse af Carl Lunds gamle malersal.
Har Turistforeningen en bedre ide?
For ikke ret lang tid siden rejste vi her i bladet spørgsmålet om Rundetårn og dets anvendelse. Vi slog til lyd for den tanke, at der burde skabes nyt liv i det gamle tårn, der blot har været en død museumsgenstand, siden observatoriet rykkede ud derfra.
Nu gør i disse dage teatermaler Carl Lunds flytning fra tårnet spørgsmålet om det ejendommelige gamle stykke arkitekturs fremtidsanvendelse aktuelt påny.
Det er en ret stor sal, som her bliver ledig, og man har lov til at spørge, om den nu skal stå tom gennem åringer og forfalde, eller om det ikke skulle være muligt at drage den ind i byens liv på en måde, der står i naturligt forhold til den popularitet, hvormed københavnerne altid har omfattet Christian den Fjerdes gamle tårn.
Vi har på sommerdage set engelske turister stå stille på Købmagergade og måbende stirre på den tykke, grå kolos midt i det myldrende cityliv.... alt andet forblev de uimponerede overfor, men Rundetårn - det gjorde dem stumme af forbavselse!
Hvor er Turistforeningen henne? Hvorfor har den ikke beskæftiget sig indgående med spørgsmålet: Rundetårn og dets fremtid, stillet forslag og idéer under diskussion? Turistorganisationens opgaver er i denne by så mange, at man stundom får indtryk af, at foreningens ledere ikke kan se skoven for bare træer - som det med et mildt udtryk hedder.... Magistraten, der har tilsynet med Trinitatis Kirke - og dermed også Rundetårn - har været mere vågen. Da vi spørger borgmester Kaper, om der er planer fremme om nogen kommunal anvendelse af den gamle Carl Lund'ske malersal, svarer han:
- Vi fører stadig forhandlinger med menighedsrådet om en samlet ordning af alle forholdene ved Trinitatis Kirke og Rundetårn, og i nær fremtid skal vi have et møde om sagen. Naturligvis har vi også opmærksomheden henledt på muligheden af en udnyttelse af den tomme malersal. Den tanke har været fremme, at man kunne indrette en avislæseslue, men om dette er praktisk gennemførligt, ved jeg ikke endnu.
- Kan gulvet bære så tunge vægte som store avisoplag?
- Det er muligt, at det bliver for meget, hvis man ogsaa skal have oplag af gamle aviser samtidig med fremlæggelsen af dagens avislekture. Men benyttelsen og anbringelsen af aviser er et stort spørgsmål både for de store biblioteker og for fællesbibliotekerne, og det venter endnu på sin løsning.
.. Såvidt borgmester Kaper. En københavnsk avislæsestue vil muligvis afhjælpe et savn; men vi spørger alligevel: Har Turistforeningen en bedre ide?
(Nationaltidende, 21. april 1927).
Oppe på Rundetårn. Foto fra Klokken 5 (København), 23. april 1927.
Rundetaarn
Planer med tårnet, kirkeloftet, krypterne og pladsen.
Spørgsmålet om Rundetårn har i den seneste tid gentagne gange været under debat, og ved Borgerrepræsentationens møde i aftes gav borgmester Kaper beretning om hvorvidt man var kommet med forhandlinger og overvejelser.
- Rundetårn, udtalte han, burde tilhøre byen; jeg har forhandlet med Kirkeministeriet herom, og jeg håber at nå til det ønskede resultat. Så vil der være mulighed for at vi kan gå videre ad den vej vi allerede har betrådt: holde tårnet i god stand og udstyre det efterhånden i stil med fortidens udstyrelse - dog ikke i væsentlig grad med fortidens instrumenter, da vi ikke har kunnet fremskaffe dem. Vi har dog fundet en kikkert fra Rundetårn på Bornholm og resterne af to gamle planetarier af hvilke det ene er blevet overgivet til Bertram Larsen, som jo er en ren tusindkunstner. Blot han får en to-tre hjul, kan han få et helt instrument ud af det.
Bibliotek på kirkeloftet.
Kirkeloftet er nu blevet ledigt efter i en række år at have været udlejet til teatermaler Carl Lund. Jeg tænker mig at det kunne anvendes til aflastning af folkebiblioteket i Helligåndshuset.
De overfyldt krypter.
Under kirken er ikke mindre end otte krypter som efter ældre tiders skik er fyldt med døde, men efterhånden som det har knebet med pladsen, har man smækket kisterne ovenpå hinanden, så krypterne er stoppet, og en række kister med historiske personligheder er helt skjult og deres kunstneriske værdi ved at gå tabt. Man vil nu søge at få en ordning på dette.
Præstebolig og fliser.
Der er fremkommet anmodning om en præstebolig ved Trinitatis, og det kan lade sig gøre, hvis man fjerner det gamle ligkapel. Derved opnår man også at få pladsen selv, der er noget af det mest forsømte her i byen, reguleret. Det vil være muligt at bevare mindesmærkerne på pladsen ved siden af kirken og belægge det hele med fliser i stedet for den såkaldte græsplæne. Derved opnår vi en lignende frihed og skønhed som på mange italienske kirkepladser.
(København, 6. maj 1927).
Rundetårn set fra et tag i Skindergade. Foto fra Social-Demokraten, 17. maj 1928)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar