08 august 2020

Forlydender om en slesvig-holstensk Deputation til Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Wien var beretninger om revolutionære omvæltninger den 18. marts i Kjøbenhavnsposten den 20. marts, samtidig med at man berettede om en delegation fra Rendsborg som ville ankomme til København. 


København den 20. marts 1848.
I lørdags er ved et møde af slesvig-holstenere i Rendsborg affattet en adresse til regeringen, indeholdende deres sidste bestemte fordringer, og en deputation vil blev sendt hertil med deres adresse. I anledning af disse efterretninger holdes i aften et nyt Casino-møde. Hvorledes de forskellige rygter om begivenhederne i Rendsborg der vil blive fremstillede eller oplyste, vil måske ikke være af ringe betydning. - Demokraterne vil ikke være der i noget stort antal, lige så lidt som forrige gang, og den fjerde stand møder heller ikke. - Når man i Rendsborg eller hvor som helst i hertugdømmerne opægger befolkningen ved at sige at det danske folk vil tvinge regeringen til at inkorporere Slesvig i Danmark, så er det en usandhed. - Det danske folk vil ingen borgerkrig, og hvis der skulle være eksalterede personer som ikke tog i betænkning at forsøge på en opstand, hvor som helst i det danske rige, så ville de få sandheden at erfare. Regeringen behøver derfor ikke at give efter for noget separatistisk partis fordringer, allermindst når den vil anerkende den store mængdes retfærdige krav på lige berettigelse med dem der vil være eneberettigede. Det slesvigske folk vil sikkert ikke selv indtræde i det tyske forbund, så meget mindre som der i dette øjeblik ikke kan siges at eksistere noget tysk forbund. Den tyske "Bundschuh", som nu rejser sig, vil næppe smage dem der hidtil har været de ivrigste anbefalere af et tysk forbund.

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1848).

Det er højst alvorlige efterretninger damskibet "Kopenhagen" har bragt fra hertugdømmerne. Privatbreve og rejsende, som er ankommet med dette, beretter nemlig at på forsamlingen i Rendsborg i lørdags, der ikke blot bestod af stænderdeputerede, men tillige af mænd fra alle egne, har mange stemmer forlangt at Schleswig-Holstein straks skal proklameres som selvstændig stat i unionsforhold med kongeriget; at forskellige petitioner derom forelagdes forsamlingen, blandt dem en underskrevet af en del menige blandt de i Rendsborg garnisonerende tropper i spidsen; at det imidlertid lykkedes de mænd, der for tiden er de mest formående i hertugdømmerne (Reventlow-Preetz, Olshausen, Clausen, Bargum?) at sætte igennem, at man foreløbig skal indskrænke sig til at sende en deputation til København for at overbringe den ovenanførte fordring på en schleswig-holsteinsk konstitution; at Grev Reventlow-Preetz står i spidsen for denne deputation, som formodentlig kan ventes hertil med dampskibet "Skirner" på onsdag; endelig, at der er nedsat en permanent komite, som naturligvis skal varetage det videre fornødne, ifald deputationen ikke bringer et fyldestgørende svar tilbage. 

(Fædrelandet, 20. marts 1848)

Bemærk at Fædrelandet enten ikke havde fået fat på deputationens faktisk hensigt, eller også bevidst undlod at omtale den, mens Kjøbenhavnsposten helt undlod at meddele at deputationen ikke stillede krav om løsrivelse fra Danmark. Lyna den 22. marts var den eneste avis som nævnte at Olshausen var blevet nedstemt, og gav et mere korrekt referat. Men det blev formentlig ikke læst i København.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar