Den 21. marts krævede det nationalliberale, ejderdanske ministerium Slesvig indlemmet i Danmark. Nu begyndte det at gå stærkt.
København, den 21. marts 1848.
Kongen er imødekommet ønsket om en forandring af ministeriet. Den fra Casino forsamlingen i aftes (hvorom vi henviser til nedenstående beretning) udgåede opfordring om i masse at ledsage borgerrepræsentanterne med en adresse til Kongen, havde i formiddags på Gammeltorv samlet flere tusinde studenter og borgere, og da dette tog satte sig i bevægelse voksede det ved den tilstrømmende folkemængde fra alle sider i den grad, at det ved sin ankomst på slotspladsen vel udgjorde 12 til 15.000 mennesker.
Magistraten havde på rådhuset sluttet sig til borgerrepræsentationen. Deputationen blev modtaget af H. M. Kongen, som til svar på dens Andragende om at HS. M. ville omgive tronen med andre mænd, ytrede at dette ønske allerede var forekommet, ved det hidtilværende ministeriums opløsning, hvorhos han opfordrede dem til at slutte sig til ham, i hvem de altid ville finde en trofast Leder.
Da deputationen bragte dette svar ned til forsamlingen, udbrød denne i gentagne hurraer for kongen, og ledsagede derpå kommunalbestyrelsen tilbage til rådhuset, mens den øvrige folkemængde skiltes ad.
Hvorvidt dette kan anses for en afgørelse, må først følgerne vise. Af hvem det nye ministerium vil komme til at bestå, ved vi ikke, men vist er det, at dersom det skal udføre sit hverv til folkets og tidens tilfredsstillelse, må det gøre friheden til sit løsen.
Har det hidtilværende ministerium været svagt, så viser det nye en bedre kraft, men ikke tror det at kraften nu til dags ene ligger i bajonetspidserne - den ligger meget mere i den frihedsorden, som med hver fag tydeligere bebuder sin opgang i resten af Europa. Man byder derfor ikke blot Slesvig, men også Holsten og Lauenborg frie folkelige institutioner, før man byder dem krig; man knytter ikke alene Slesvig fastere til Danmark, men man byder også de to i det hidtilværende tyske forbund indlemmede hertugdømmer sådanne frihedsgarantier, at den overvejende mængde af befolkningen - som aldrig kan eller vil foretrække borgerkrig eller revolution - kan blive villig til atter ganske at tiltræde den danske Statsenhed.
------------
Ved indgangen til Casino i går aftes omdeltes et trykt blad af nedenstående indhold *), hvortil forhandlingerne skulle knytte sig. Da præsidenten etatsråd Hvidt ventedes fra borgerrepræsentationen, hvor den samme genstand forhandledes, kunne debatterne ikke straks begynde, hvorfor nogle for at forslå tiden på en passende måde, istemte "Danmark dejligst vang og vænge", hvis naive, idylliske standpunkt sikkert forekom majoriteten som en anakronisme, hvorfor den også blev sunget af et forholdsvis ringe antal og øjeblikkeligt afbrudt ved præsidentens uformodede ankomst. Med statshøjheden har den sang kun meget lidt at gøre.
Hr. etatsråd Hvidt oplæste nu en af borgerrepræsentanterne besluttet adresse, som i formiddag Kl. 11.30 skulle overbringes kongen og som indeholdt den mest åbne, uforbeholdne mistillidserklæring om ministeriet, hvorpå man hidtil her i landet har haft et eksempel, og som allerede af den grund er et vigtigt skridt. Adv. Lehmann motiverede derpå adressen, såvel som den herhidhørende passus i det uddelte blad på en endnu mere energisk og utvetydig måde, idet han underkastede de gamle ministre såvel for evnernes som viljens vedkommende en lige ugunstig kritik, som det må blive deres sag at gendrive på anden måde end ved aktioner. Man har vist nok endnu aldrig her i vore offentlige forsamlinger hørt et så uforbeholdent sprog - et glædeligt vidnesbyrd om de uhyre fremskridt, som friheden om end ikke de jure så dog de facto har gjort.
Hvad vi imidlertid ikke kan billige, er at taleren stillede den danske sag som legitimitetens lige overfor den slesvig-holstenske som revolutionens på en tid, da ingen slags legitimitet mere respekteres. Man bør på ingen måde overlade revolutionen til den slesvig-holstenske opposition som dens standpunkt nu da revolutionen har skaffet Tyskland så store velgerninger; man kunne jo have eftervist, at denne opposition hylder den mest forrustne legitimitet og følgelig må afsky revolutionen, som det øvrige Tyskland i dette øjeblik udfører.
Hr Lehmann afløstes af etatsråd Francke, der fungerede som en art kongelig kommissarius og ønskede at meddele forsamlingen nogle faktiske oplysninger om begivenhederne i Rendsborg, for at formå den til at afstå fra ethvert overilet skridt. Hr Francke holdt med forsamlingens indvilgelse sit foredrag på tysk, og hans meddelelse støttede sig på et brev fra politidirektør Krohn i Kiel, hvis hovedindhold var, at der i Rendsborg foruden forsamlingen af de Deputerede også var afholdt en folkeforsamling. Om den sidste meddeltes intet nærmere, hvorimod det hed, at majoriteten i den første havde besluttet at sende en deputation til Kjøbenhavn, som skulle ankomme på onsdag. Hr. Francke håbede da, at man til den tid ville opsætte enhver demonstration. Han benægtede for øvrigt alle rygter om en provisorisk regering, permanent komite etc. etc. som i går var sat i omløb i byen.
Hr. mag. Monrad fandt Franckes oplysninger meget ufyldestgørende og Lehmann bemærkede, at de forholdsregler, man foreslog, slet ikke var motiverede ved rygterne men ved det slesvig-holstenske partis hele historie, navnlig ved de sidste stænderforsamlingere trusler med oprør. Stiftsprovst Tryde optrådte derefter for at minde dels om den krise i kreditten, som en krigerisk konflikt mod det slesvig-holstenske parti måtte medføre, dels om det meget gode vi besad i det nuværende ministerium, som ville gå tabt ved dettes fuldstændige opløsning. Hr. Tryde var for øvrigt kun i meget ringe grad den opgave voksen at tale til en forsamling, som ikke tier stille, men interpellerer.
Den gejstlige veltalenhed kom til kort og afløstes af den militære, af kapt. Tscherning, som begyndte et formeligt forhør over stiftsprovsten, indtil denne tydeligt havde forklaret sig. Tscherning påstod da at man ikke så meget havde en personelforandring for øje (??), som en ny, konstitutionel organisation af ministerierne, hvorved disse kunne få såvel en bestemt vilje som et bestemt ansvar.
Eksdeputeret Hansen fra Fyn reklamerede i hr. v. Bardenfleths favør, hvortil han af en del af forsamlingen fik det svar, at Bardenfleth ikke hørte til de ministre, som den nuværende konge havde arvet efter sin højsalige Fader og altså ikke var indbefattet under mistillidsvotumet. Hr. Ploug foreslog forsamlingen at indfinde sig i dag kl. 11 på Gammeltorv for at ledsage kommunen til Christiansborg, hvad der vedtoges. Hr. mag. Monrad talte om, at man vel kunne benytte en del af de gamle regeringskræfter som brugbare materialer til det nye ministerium og at man ikke tænkte på en fuldstændig kassation, hvormed han vel ville trøste sin gejstlige broder, hr. Tryde. For øvrigt talte han noget temmelig uklart om det Parricedium, som skulle bestå i at lægge hånd på Slesvig for at adskille det fra Danmark. Noget, hvorpå vist ingen dansk tænker. Endelig gav han helstatstilhængerne at betænke, at Holsten kun gennem Slesvig kunne bindes til Danmark.
De Coninck meddelte en efterretning om folkeforsamlingen i Rendsborg, som han ville have modtaget af et øjenvidne og som gik ud på, at man der havde besluttet at petitionere regeringen om anerkendelsen af staten Slesvig-holsten og Grev C. Moltkes afskedigelse; den sidste begæring anså han for aldeles uretfærdig fra slesvig-holstenernes side.
Dernæst blev de enkelte bestemmelser i programmet sat under afstemning og enstemmig antaget. Mærkeligt var det for øvrigt, at hs. h. hr. professor Clausen ikke ved denne lejlighed tog ordet, og ved udtrykkelig at ratihabere Lehmanns kritik over de gamle ministre både gav denne en forøget autoritet hos det af ham repræsenterede Parti og fordrede sin andel i et ansvar, hvis frivillige overtagelse ikke kunne andet end forøge respekten for hans bekendte borgerlige mod.
Således har vi da endelig langt om længe set statshøjhedspartiet det første skridt til at handle og, som Lehmann træffende sagde, til at komme ud over den blotte snak. Det kunne efter hvad der var passeret og navnlig efter den skadefro spot, hvormed hertugdømmernes blade have omtalt den første forsamling i Casino, ikke være bekendt andet end ligefrem at tilbyde regeringen sin bistand og fordre delagtighed i statsmagten. Bør regeringen modtage denne bistand eller afvise den? Dette spørgsmål falder sammen med det andet: Bør regeringen erklære hertugdømmerne i oprørstilstand og gribe til anvendelse af våbenmagt? Der er kun et middel til at undgå dette og det er antagelsen af det i Frankrig fastsatte valgsystem og den øjeblikkelige sammenkaldelse af en på dette system baseret rigsforsamling. Regeringen ville således forekomme den revolutionære bevægelse i Tyskland ved at give en frihed som der endnu ikke er opnået, og den fik da andre stemmer at høre end dem, som den hidtil har hørt. Hvorfor skal man ikke antage, at den samme differens som her i hovedstaden findes mellem de forskellige klasser af befolkningen, ikke også kunne gøre sig gældende ovre i hertugdømmerne? Men kan eller vil regeringen ikke gå denne populære vej, men lader den repræsenterende klasse i hertugdømmerne forblive i den stilling, som den der alt længe har indtaget og som daglig bliver mere fjendsk og til sidst må blive voldsom, da indser vi sandelig ikke, hvorledes den kan undgå at stille den tilsvarende klasse her i Danmark imod den og tillade den at optage den stridshandske, som tilkastes den fra dens slesvig-holstenske antagonist, da kan den ikke forhindre voldsomhedens udbrud, når den ikke vil lade det slesvig-holstenske parti uden modstand tilrive sig magten i hertugdømmerne.
Altså en ren populær demokratisk politik eller også statshøjhedspartiets; det gamle system er vistnok blevet en umulighed. Hvad os angår, da har vi tit nok udtalt vor mening om sagen, vi er intet mindre end tilhængere af statshøjhedspartiet, men skulle det formedelst regeringens ulyst eller mangel på mod til at betræde den demokratiske bane blive til en forbigående nødvendighed og krigen således blive erklæret, da kunne det ikke ligge i vor plan at modsætte os det resultat, hvortil Krigen skulle føre eller vanskeliggøre det nye guvernement dets nærmeste øjemeds opnåelse, dets opgaves løsning.
Det måtte selv bære det hele ansvar for sine handlinger, og vi håber det vil indse betydningen af dette ansvar. Led det et nederlag, hvoraf det selv anerkender muligheden, førte dets voldsomme politik til tabet af Slesvig, da var dets tid forbi, for det har jo frakendt Danmark al politisk betydning uden Slesvig, da kunne det ikke længere modsætte sig den uopholdelige demokratiske organisation af folket; opnåede det den så meget attråede Ejdergrænse og afsondrede det Holsten fra Riget, da kunne vi kun modtage dette som fait accompli; men hvis det omtalte parti i tillid til en så stor sejrs betydning skulle føle lyst til ved befæstelsen af det gældende repræsentationsform at befæste sin egen politiske position, sin engang erobrede magt, hvilken det nu ikke længere kunne støtte ved de slesvig-holstenske stridigheder om statsenheden, så ville dette kun have til følge, at det populære parti, demokratiet konsoliderede sig så meget desto fastere og samlede kræfter til at fortrænge det magthavende, som havde så ganske andre interesser, og for så vidt kunne vi heller ikke have noget imod, at sagen fik den vending. Demokrati, folkesuveræniteten måtte dog til sidst sejre. Altså man gøre forsøget, når man tiltroer sig kraft dertil, man er nu gået så vidt, at man ikke med anstand kan træde tilbage.
*) En slesvig-holstensk forfatning er en opgivelse af den danske krones ret over Slesvig. Dertil er kongen af Danmark uberettiget, og det kan det danske folk aldrig tåle.
Det danske Folk tilsiger kongen af Danmark sin ubegrænsede bistand til opfyldelsen af den helligste af hans regentpligter, at værne om det suveræne dansk-slesvigske riges ukrænkede opretholdelse.
Danmarks og Slesvigs nuværende forbindelse kan kun sikres ved en for begge fælles rigsforfatning, bygget på en i sandhed folkelig valglov.
Slesvigs nuværende provinsielle selvstændighed og de deri værende to nationaliteters lige ret bør betrygges ved en egen provinds-landdag og tilsvarende provinsielle indretninger i forvaltning og retspleje.
Danmarks velfærd fordrer, at kongen uopholdeligt omgiver tronen med mænd, hvis indsigt, energi og fædrelandskærlighed kan give regeringen kraft og nationens tillid.
L. R. Hvidt. H. N. Clausen. Orla Lehmann.
A. F. Tscherning. Flor. Marckmann. Schouw.
D. G. Monrad. Carl Ploug. Hother Hage.
J. F. Gjødvad. Plesner. Meinert. A. F. Kriger
(Kjøbenhavnsposten den 21. marts 1848).
Maleren Peter Tom-Petersen (1861-1926): Folketoget til Christiansborg Slot den 21. marts 1848. Illustreret Tidende 1898. Billedet skal snarere end en dokumentation ses som en fortolkning af hvordan man opfattede begivenheden 50 år efter at den fandt sted. Maleren var end ikke født i 1848. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar