Forfatteren Olga Eggers skrev for Social-Demokraten indtil omkring 1933. Nedenstående artikel er et eksempel på en sådan artikel. Senere, i 1934 meldte hun sig ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Herefter begyndte hun at skrive stærkt antisemitiske artikler. Eksempler på sådanne kan findes på denne blog ved at følge dette tag.
I sin bog "Ene Hvid gennem Liberias Urskove" (1931) skrev hun: "Jeg gaar aldrig med til at indrømme, at den sorte Mand og Kvinde er mere slet af Natur end den hvide, gule eller brune. Enhver Race har sine Ejendommeligheder, sin specielle Indstilling. (...) Den sorte Mands Psyke er ikke som den Hvides. Den kan aldrig blive det. Men det er ikke tilfældigt, at Jorden blev befolket med mere end én Slags Mennesker."
Det håb, som blev stillet til ægtheden af den tyske folkesjæls socialdemokratiske indstilling, synes at skulle beskæmmes i samme grad som Hitlerbevægelsen vokser i styrke.
Den gamle Hindenburg er ved at trættes, og det kan ikke forundre. Måske ser han med det klarsyn- alderdommen undertiden har, at reaktionens mørke tætner sig over Tyskland i en grad, som han i hvert fald ikke tiltror sig kræfter og leveår nok til at tage kampen op med. Ingen aner i virkeligheden, hvor tæt det er. Optimisterne tilkender det kun en kort virketid. Da ingen ved noget sikkert om fremtiden, kan den ene opfattelse være lige så gyldig som den anden.
De som troede, at med kejserdømmets fald sprængte også den spændetrøje, der hidtil havde hindret verden i at se den tyske nations sande ansigt, er blevet akuffet. Der var nogle, der gik så vidt at påstå at Tysklands sjæl, den oprindelige, den i dybet endnu levende og kraftige folkeånd, var ånden fra Weimar, var Goethes frie verdensomfattende humanisme. De tog fejl! Den arrogante militarisme og det spytslikkende adels- og hofkryberi var trængt dybere ned, end lysseerne ville tro.
Der fortælles i Wien en meget gouteret historie om den gamle kejser Franz Josef. For ikke at gøre herskeren nervøs, havde man i flere år ikke sagt ham, at der var krig i Europa, og da man endelig langt om længe kom til det resultat, at nu var det dog vist bedst, han fik det at vide, svarede han "Hvad - hvad siger I? Er der krig I Europa? Det synes jeg ikke om - gå ud og sig til dem, at de skal holde op".
Hvis denne anekdote havde haft sit udspring i Berlin, ville den utvivlsomt have formet sig på modsat måde. Man indterper ikke gennem hundrede år historien om militarismens magt som det eneste saliggørende, uden at en nation tager skade på sin sjæl. Man forsøger ikke systematisk at dræbe forståelsen af den socialistiske idés skønne humanisme og verdenssamlende retfærdighed hos et folk, uden at det spores.
Når man ser det kaos, hvori det ulykkelige Tyskland for øjeblikket befinder sig, kan man ikke andet end føle dyb glæde over at tilhøre den danske nation, lad så ubehagelighederne ved landets lidenhed være nok så iøjnefaldende.
Jeg siger det ikke for at hovmode mig, men vort skolevæsen, vort sundhedsvæsen, vort voksende antimilitaristiske sindelag, det viser dog alt sammen, at vi er blandt de førende på vejen frem mod den sande kultur.
Og den nedadstigen mod mørket, som Hitlerbevægelsen profeterer om, vil give sig frygtelige udslag også på steder, som ikke er lige iøjnefaldende for alle.
Jeg tænker her på jøderne.
En jøde, der bor i Berlin, et af de fineste, et af de mest intelligente og storsindede mennesker, jeg har truffet, fortalte mig fornylig, at allerede nu kunne det spores, at Tyskland var ved at glide tilbage mod de middelalderlige fordomme.
Det var en daglig tilbagevendende oplevelse for hans to sønner, at de på vej til og fra skole blev bombarderet med snavs eller bananskaller af andre drenge, der samtidig morede sig overdådigt ved at råbe smæde- og øgenavne efter dem.
Jeg svarede, at det havde jeg dog Ikke ventet. Vi levede vel trods alt i 1932, og vi kaldte selv vort århundrede for oplysningens og fremskridtets tid. Forøvrigt naturligvis en betegnelse, der ikke er fri for at være temmelig humoristisk, selv om humoren er besk. Et århundrede, der føder en europaomspændende krig - humant! - Men jeg troede dog, at jødeforfølgelser, i hvert fald på enkelte undtagelser nær, måtte betragtes som et overstået stadium af nationalistisk snæversind.
"Men Hitler har jo sagt, at den dag, han får magten, begynder en systematisk jagt på jøder. Af sted skal de, bort fra hus og hjem, og hvad en ophidset folkeskare, der med lovens billigelse slippes løs på værgeløse individer, tør tillade sig, er det vist bedst ikke at tale om," sagde min jødiske ven.
Denne mand er fra Rusland; han ved, hvad han taler om.
I en lille by, hvor en slægtning af ham boede, i Sydrusland, begyndte en dag bønderne en udryddelseskampagne imod de der boende jøder. Fem og tyve unge mænd samlede sig for at forsvare kvinderne og børnene. Nitten af dem dræbtes og resten såredes så hårdt, at forfølgerne anså dem for at være døde. Medens husene omkring stod i flammer og de lemlæstede og voldtagne kvinders skrig endnu skar igennem luften, blev de alle fem og tyve smidt op på en arbejdsvogn, og en skare drukne og hujende bønder drog af sted med deres ofre for at kaste dem i et vandhul udenfor byen.
Da der imidlertid fandtes en kro ved vejkanten, standsede toget, for at bønderne kunne komme ind og fortsætte drikkeriet, og vognen med de døde og halvdøde jøder blev stående udenfor. Tilfældigt kom en læge, der boede I nærheden, kørende forbi, og han standsede for at se nærmere på vognens underlige læs. Han opdagede, at en hånd, som stak frem, bevægede sig, og han skubbende da de oven over liggende lig til side og fik håndens ejermand gravet ud. Det viste sig at den unge mand var en god bekendt af ham, og uden at blive opdaget af de fulde og skrålende bønder inde i værtshuset, tog han den sårede med i sin vogn, kørte ham til det nærmeste hospital og fik ham indlagt.
Efter et halvt års forløb var knivstikkene i hans legeme lægt. Det ene ben, som var aldeles gennemhullet af sår, var blevet sat af, og manden havde fået et kunstigt ben. Legemligt var han helbredet så godt, som det kunne lade sig gøre; sjælellgt vil han altid lide under en vis deprimeret skyhed, en uro, som stod han altid tæt foran en ny rædsel.
Han er kun en af mange. Hitlers voksende magt er en trussel, et sværd, ophængt i en tynd tråd. rede til at falde ved det første signal over tusinde uskyldige nakker.
Det er rigtigt nok, at Tyskland er ikke Gammel-Rusland. Vist ikke! Tyskerne er et oplyst folk, men et folk, der netop l de sidste dage ved slagsmål i Rigsdagen af folk som det selv for få år siden ville have betragtet som en umulighed, har bevist sin skæbnesvangre mangel på balance.
Nød, håbløshed og ledere, der kun kender een Gud, Hitler, kun een nation, som er jorden værdig - Tyskland - skal nok være i stand til at udføre underværker i retning af tilbagegang.
Den socialistiske idé er ret for alt, hvad der lever! Samarbejde mellem Modsætningerne! Forståelse af det nye! En sjæl, der redebont modtager verdens brogede mangfoldighed i sig. som vanddråben genspejler alle solens forskellige farver.
Millioner af mennesker har kæmpet for at lade deres eget væsen med dets medfødte snæverhed, goldhed og selviskhed genopstå forklaret af broderskabsfølelsens rene lys. Det første og sidste af alle humanisters evige bud har gennem alle tider været dette, at "vær imod andre, som du ønsker at de skal være imod dig."
Og n
Europa skulle være kulturens centrum, og hvad er kultur andet end udryddelse af råhed,
[timudø], fordummethed, uforståelse? Kan det så virkelig være muligt, at et helt folk, fredeligt, men uden fædreland, der trods alle dets fejl og mangler - men hvilket folk har ikke mangler - dog har tilført verden så store værdier, skal ansessom skadelige dyr? I så fald er det i sandhed militarismens ånd, der her fejrer en sejr, der burde få menneskeheden til at skjule sit ansigt i skam over at være mennesker - og samtidig så lidet menneskelige i den høje betydning, hvori ordet bruges.
Retten i spydstagen - det er krigens løsen! Den forbenede nationalisme er dens ægtefødte barn! Dertil - og så til, at kampråbet: "Alt for os - intet for andre", skal gjalde mod de dødsskræmte ofres øren, er der kun en såre kort vej.
Ulykkelige Tyskland, dersom dets historieskrivere om hundrede år også skal indskrive ordet "jødeforfølgelse" på dets elendigheders liste!
Olga Eggers,
(Nordjyllands Social-Demokrat, 14. juli 1932)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar