At konflikterne også udviklede sig til en stigende vold, er nedenstående artikler vidnesbyrd om. Og de er langt fra de eneste tilfælde. Samtidig er artiklerne også eksempler på den partiskhed som gennemsyrer alle artikler fra dansksprogede aviser - oven i købet i samme nummer.
Først overfald på en herredsfoged fra den provisoriske regering.
Ribe. Imellem Vestervedsted og Sønderfardrup, c. 3/4 mil syd for byen, er i går formiddags c. kl. 9, sket et overfald på en af nordslesvigs provisoriske embedsmand herredsfoged Ahlmann. De nærmere omstændigheder fortælles efter A's eget opgivende således: Han tilligemed tingbuddet fra Toftlund kørte i går formiddags fra V. Vedsted til S. Fardrup, for der at syne liget af et druknet barn. Omtrent midt imellem byerne standses vognen af to personer, som bød A. at stige af og følge dem, hvilket han også gjorde. Efter at være gået omtrent 1/4 mil med de nævnte personer standsede A. og opfordrer dem til at sige sig, hvor de vil føre ham hen, og da svaret lod: "til Ribe", forlangte han at vide om de havde ordre; da dette benægtedes, erklærede han ikke at ville følge længere med, hvorpå den ene af personerne greb en pistol under sit slag, skød ham en kugle gennem armen og sagde til ham: "så kan De gå med det!"
A. steg nu på vognen, som var fulgt med vejen tæt ved siden af, og kørte til en nærliggende gård, hvis ejer bandt ham et klæde om armen og senere kørte ham til S. Fardrup, hvorhen han straks havde sendt sin egen vogn for at hente en læge fra Gram, som man ventede der i anledning af synsforretningen. Da denne imidlertid ikke var kommet, sendte A. vogn hertil byen efter læger; men forinden disse nåede S. Fardrup var lægen fra Gram kommet og efter at denne yderligere havde forbundet armen i al hast, afrejste A., som han sagde, til Apen- rade.
I sin harme har A. foregivet, at de to personer, som overfaldt ham, var danske soldater som, hvis det var tilfældet, måtte være permitterede folk af en af de slesvigske bataljoner der kender ham personlig; men vi må dog meget betvivler rigtigheden heraf. Så meget er imidlertid klart af A's egen beretning, at man ikke har haft i sinde at dræbe ham. Man har måske villet erindre ham og de øvrige provisoriske embedsmand i Slesvig om, hvad de ikke ville begribe, at deres anmasselser kan bringe folk til at gribe til selvhjælp. For øvrigt er undersøgelser indledt såvel fra de militære som civile autoriteters side.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 17. oktober 1848)
I det næste eksempel er det en dansk landvæsenskommissær som kommer i problemer:
Efter pålideligt rygte blev hr. landvæsenskommissær Knudsen af Forballum, under sit sidste ophold i Tønder By på en markedsdag, opfordret af stedets borgmester, på det skyndsomste at forlade byen, da et opløb af byens tysksindede borgere ville være at befrygte, og navnlig blive rettet mod hans person. Uagtet dette nu gerne kunne have fundet sted, da de fortyskede tønderanere, som velbekendt jo har sat sig tiI formål at efterabe slesvig-holstenerne i Haderslev og Apenrade til punkt og prikke, forblev Knudsen dog ligefuldt i byen, støttende sig på en god overbevisning og en god sag, og på den ham egne rolige og sindige måde, indtil han om aftenen begav sig til sit hjem.
Man må jo fristes til at spørge : Hvad har denne mand gjort tønderanerne? I sandhed jeg ved ikke hvad der har været grunden til sådan en fremfærd, undtagen denne, at hr. Knudsen er almindelig bekendt for en ægte dansksindet og varm fædrelandsven, og på grund deraf gerne kan have sagt et ord i nogle af de tønderanske høje herrers nærværelse som ikke har været så ganske overensstemmende med deres politik. Men i grunden har han hverken sagt eller gjort mere eller mindre, end hvad enhver dansk mand burde, skulle og ville sige og gøre, når han altid havde mod og mandshjerte dertil. Altså fordi manden er dansk bliver han opfordret til at forlade en by som Tønder, og ellers at belave sig på at liv og lemmer måske står på spil. Er det da ikke med det samme en opfordring til alle vi danske beboere, der føler os sammenknyttede til denne mand ved fælles fædreland, og hvis fælles løsen er Danmark og gamle Danmarks ære.
Når da vore forretninger engang skulle kalde os til Tønder og en renlig genius hvisker os i øret at de høje herrer der begynder at mumle, så lad os altid ligesom Knudsen huske, at det er vor gode sag vi har at stole på, og at vi i grunden er de lykkelige, da vi har bevaret nedarvet troskab mod konge og fædreland, hvorimod vore fjender må mindes med blussel at de har vendt deres moder Danmark ryggen.
Dog bedst ville det vel være for os at afholde os så meget som muligt fra denne by, for derved bliver tønderanerne bedst frie for vores danske nærværelse, og fri for at spilde tiden og bryde deres hoveder med, hvorledes de bedst skulle bringe en og anden af os i ulejlighed. Derimod vil jeg råde de danske beboere til at vende blikket mere mod den gamle trofaste stad Ribe, med hvis indvånere vi er forbundet ved en og samme fælles store grundtanke, og hvor vi i vore handelsaffærer let vil kunne blive tilfredsstillede. Vi danskeres tanker må jo bestandig rette sig mod norden, hvorfra Nordstjernen kaster skin over Danmarks skønne vange, og håbe vil vi med hverandre at et lyst og klart stjerneskud i nord snart må afløse den dunkle aften, der nu ruger over vort elskede Fadreland.
En bonde fra det slesvigske. M. B.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 17. oktober 1848)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar