"Tvende gange skudt i grus, atter rejst som møllehus" står der i et digt om Dybbøl Mølle. Anden gang var Slaget ved Dybbøl i 1864. Første gang var 1849 hvor møllen blev ødelagt af dansk artilleri. Om det handler nedenstående afsnit.
Augsburg. Den 13. april var igen i år mindedag for mange tyske våbenbrødre der i 1849 adlød deres højeste krigsherrers og suveræners ordrer. De gjorde det naturligvis uden nogen som helst hensyntagen til den bagvedliggende politik, umiddelbart betingelsesløst og kun i med henvisning til den ed om loyalitet og loyalitet, de lydigt havde taget. De mindedes en dag i felttoget mod Danmark, udført meget rask af tropper fra næsten alle tyske lande forenede med slesvig-holstenerne, og i særdeleshed en mindedag om stormen og indtagelsen af de forskansede højder i Sundeved nær landsbyerne Øster- og Vester-Dybbøl, overfor byen Sønderborg på øen Als. Overalt i garnisonerne samledes helt sikkert de kampfæller som villigt fulgte deres regenters opfordring til en forening, for at mindes dengang, for at mindes de værdifulde krigsoplevelser og begivenheder af enhver art som de havde der, og samtidig mindes mange gode våbenkammerater som med glæde gav deres liv der for at forny det. I mangel af større militærhandlinger for øjeblikket er disse begivenheder blevet hellige og en stolt bevidsthed for de involverede, hvoraf mange fik den første indvielse i krig i seriøs kamp med ofring af liv og lemmer for deres ophøjede hersker og for deres fædreland, og sådan vil det være hele deres liv. Selv om den 13. april 1849 i Slesvig ikke synes at være så vigtig i forhold til kampen i andre militære felttog, står denne dag mål med, hvis ikke mere, med den moderne tids kampe; siden da har der bortset fra Sevastopol, ikke været kampe hvor over 200 mand (inklusive elleve officerer fra de saksiske tropper alene) forblev døde på kamppladsen på én dag eller var ude af stand til at kæmpe, og hvoraf mange flere senere amputerede unge mennesker endte deres liv. Ifølge senere rapporter var fjendens tab den dag næsten det samme som de tyske troppers. Det er derfor meget beklageligt at Friedrich Beck ved sin indvielse af dagen i München den 1. juli 1856, side 13 sagde: "Våbnene har ligget i ro i mere end fyrre år, vore unge krigere fik ikke den blodige mark at se," - fordi dette udsagn er usandt, og det er lige så usandt som urimeligt at i samme dokument på side 19 nævnes general v. Schmalz ikke engang som værende chef for en bayersk brigade i hvert felttog på det tidspunkt, og udmærkede sig ved Dybbøl, mens han nævnes i hjælpebrigaden for Grækenland. Det virker også utilgiveligt og uretfærdigt at man i historien om Anton J. friherre v. Schönhub, München 1856, ikke har nævnt nogen af de tidligere elever i det involverede kadetkorps med et eneste ord om deres deltagelse i den kampagne. I mellemtiden vil mindet om de dage leve videre blandt dem der kæmpede kampen mod danskerne, og uanset disse forsømmelser vil de altid være parate til med glæde at følge hver opfordring af deres øverste krigsherrer, samtidig med at de også holder mindet om det land og dets indbyggere i sig selv der gav så store ofre under den treårige krig og værdsatte det tyske militær så højt. Især på sygehusene sørgede man gennem særligt nedsatte udvalg omhyggeligt for at bespise over tusinde syge og sårede militærfolk i ti bygninger i Flensborg og skaffede endog magasiner fra alle tyske lande til de rekonvalescente og ikke skånede sig selv overhovedet for deres indsats. (A.Z.).
Augsburg. Der 13. April war auch dieses Jahr wieder für viele deutsche Waffenbrüder, welche im Jahr 1849 den Befehlen ihrer obersten Kriegsherren und Landsfürsten, selbstverständlich ohne alle Rücksicht auf die etwa zum Grunde liegende Politik, sofort unbedingt und nur eingedenk des geleisteten Eides der Treue und des Gehorsams, gefolgt waren, ein Tag der Erinnerung im allgemeinen an den Feldzug gegen Dänemark, ausgeführt von äusserst rasch vereinigten Truppen von fast allen deutschen Gauen mit den Schleswig-Holsteinern, und insbesondere ein Tag der Erinnerung an die Erstürmung und Behauptung der verschanzten Höhen im Sundewitt bei den Dörfern Oster- und Wester-Düppel, gegenüber der Stadt Sonderburg auf der Insel Alsen. In Ermanglung vorläufig von grössern Kriegsthaten sind diese Ereignisse den Betheiligten, worunter sehr viehle die erste Weihe des Kriegs im ernsten Kampf mit Aufopferung des Leibes und Lebens für ihren erhabenen Herrscher und für ihr Vaterland empfangen haben, heilig und zum stoltzen Bewusstseyn geworden, und sie werden es bleiben Zeit ihres Lebens. Wenn auch schon der 13. April 1849 in Schleswig gegen andere Kriegszüge in Beziehung auf den Kampf nicht so wichtig erscheint, so hält dieser Tag doch immer das Gleichgewicht, wenn nicht mehr, mit den Gefechten der neuern Zeit; denn ausser vor Sebastopol sind seitdem nicht wohl Gefechte vorgefallen, bei welchem an einem Tag über 200 Mann (daruter von den sächsischen Truppen allein elf Offiziere) auf dem Kampplatz todt blieben, oder Kampfunfähig geworden sind, und von welchem später nach der Amputation noch viele besonders junge Leute, ihr Leben endeten. Der Verlust des Gegners war an diesem Tage, nach spätern Berichten, fast derselbe wie bei den deutschen Truppen. Es ist daher sehr zu beklagen, dass Friedrich Beck in seiner Weihe des Tags in München am 1. Juli 1856 Seite 13 sagt: "Seit mehr als vierzig Jahren ruhen schon die Waffen, unsern jungen Kriegern war es nicht gegönnt, das blut'ge Feld zu schau'n," - denn dieser Ausspruch istd unwahr, und ebenso unbillig und ungerecht ist es, dass in derselben Schrift Seite 19 selbst nicht einmal bei der General v. Schmalz erwähnt ist, dass es damals Commandant einer bayerischen Brigade in jedem Feldzuge war, und sich bei Düppel auszeichnete, während er bei der hülfsbrigade für Griechenland genannt wird. Gleichfalls unverzeihlich und ungerecht erscheint es, dass in der Geschchte von Anton J. Frhrn. v. Schönhub, München 1856, bei keinem der betheiligten ehemaligen Zöglinge des Cadettenkorps auch nur ein Wort über die Theilnahme an jenem Feldzuge beigesetzt ist. Die Erinnerung an jene Tage wird indessen fortleben bei den Vertheiligten im Kampfe gegen die Dänen, und sie werden ungeachtet jener Vernächlässigungen stets bereit seyn, jedem Winke ihrer obersten Kriegsherren mit Freuden zu folgen, zugleich auch die Erinnerung in sich bewahren an jenes Land und seine Bewohner, die so grosse Opfer während drejjährigen Kriegs brachten, dabei die deutschen Militärs so hoch schätzten, besonders in den Spitälern unermüdlich durch eigens aufgestellte Comités sorgfältig wie in Flensburg in zehn Gebäuden für über tausend kranke und verwundete Militärs die Verpflegung übernommen hatten, ja sogar für die Rekonvalescenten die Zeitschriften aus allen deutschen Ländern beischaffen und überhaupt keine Kosten für ihre Herstellung scheuten. (A. Z.).
(Der Bayerische Landbote. 21. april 1857)
Ved Dybbøl foregik også et mindre slag sted den 5. juni 1848. Slaget ved Dybbøl 13. april 1849 (eller slaget ved Sundeved) stod mellem danske og tyske styrker (11.000 mand) og kom kort tid efter det danske tab af to krigsskibe i Eckernförde den 5. april 1849.
Christian von Schmalz var en mindre kendt officer i den saksiske slægt von Schmalz. I marts 1849 blev udrustet et fuldstændigt armekorps bestående af soldater fra de tyske stater som skulle overvåge overholdelsen af våbenhvilen fra 26. marts 1849. Det bestod af 3 divisioner og en reservebrigade, kommanderet af generalløjtnant von Prittwitz, en preussisk general. Også den bayerske regering bidrog med styrker, og en af brigaderne blev ledet af generalmajor og brigader Christian von Schmalz.
Dybbølstillingen var erobret af danskerne den 3. april 1849, mens hovedstyrken under general Rye trak sig tilbage over Kongeåen. Den tyske styrke bestod af tropper fra Bayern, Sachsen og Hannover. Møllen blev ved den lejlighed ødelagt af dansk artilleri der beskød tyskere som havde søgt ly bag ved den. Den stod først genopbygget 4 år efter i 1853. På Dybbøl kirkegård findes to gravsten med ialt 12 navne på tyske soldater som faldt i slaget den 13. april 1849. Det lykkedes at fordrive danskerne fra Dybbøl og de danske styrker trak sig over til Sønderborg på Als.
De tysk-slesvigholstenske styrker blev spredt, og senere kom den danske sejr ved Fredericia 5.-6. juli 1849. Møllen ejedes af Heinrich B. Quade der som ganske ukendt i Dybbøl havde købt den i 1832. Heinrich døde i 1860, så han nåede ikke at opleve møllens andet bombardement i 1864. Det gjorde derimod sønnen og dennes familie.
Også i Danmark dannedes i 1859 De danske Vaabenbrødre, en forening af krigsveteraner fra de slesvigske krige. Den var kun åben for personer der havde deltaget i de to krige. I 1930 blev foreningen slået sammen med De samvirkende danske Forsvarsbroderselskaber. Med det sidste medlems død i 1941 ophørte selskabet. Foreningen blev stiftet i Aarhus. Siden fulgte en række lokalafdelinger i mange danske byer. I København fik foreningen sat mindetavler op i flere kirker og på Garnisonskirkegården en obelisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar