Slesvigsk Deputation i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

En deputation af tillidsmænd fra den kongevenlige del af Slesvig ankom den 22. til København. I modsætning til modpartens deputation der blev afvist af kongen allerede inden afrejsen, mødtes de med statsrådspræsidenten. Den bestod af 8 personer. De fik overrakt Frederik 7. en adresse. 

Den slesvigske deputation havde d. 23. audiens hos hans majestæt kongen på Frederiksborg Slot og fandt den nådigste modtagelse. Efter endt audiens behagede kongen selv at ledsage de deputerede på en vandring gennem slottet og bød dem derpå til taffels hos sig. Deputationen overleverede hs. maj. følgende adresse: Vi undertegnede, afsendinge fra hertugdømmet Slesvig, der er talsmænd for de trosindede indbyggere i købstæderne Flensborg, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, ligesom i amterne Haderslev, Aabenraa, Løgumkloster, Flensborg og i Angelen, også sønden for den nuværende demarkationelinje, på øen Als, i Sundeved, på de gravenstenske og nabogodserne, samt i de omliggende dele af amtet Tønder, - henvender os tillidsfuldt til Deres Kongelige Majestæt i et øjeblik, som er af højeste betydenhed for det hele hertugdømme og efter al sandsynlighed vil være afgørende for landets fremtid. 

Vi har troet at skylde vort moderland Slesvig åbent at fremtræde for hele landet i dette afgørende tidspunkt, da et gesandtskab fra Holsten er indtruffet til hovedstaden, for efter forlydende at indlede umiddelbare fredsunderhandlinger med kronen, ved hvilke begge hertugdømmers forhold til kongeriget skulle ordnes. Vi kunne ikke indse med hvilken ret dette gesandtskab - som består af mænd, der alle mere eller mindre har taget del i oprøret imod Deres Majestæt, vor elskede Konge, og endnu deltager deri - anmasser sig fuldmagt og berettigelse til at repræsentere hertugdømmet Slesvig og at føre ordet for dette. - Hertugdømmet Slesvig som når man undtager den sydligste del, altid er blevet sin konge tro, selv under de værste plagerier fra insurrektionens side, kan aldrig nogensinde repræsenteres ved sendebud fra en oprørsregering, der endnu i dette øjeblik lader det være sig magtpåliggende at udbrede i vort land det vildeste anarki, og der hidleder sin autoritet fra en revolutionær tysk centralmagt, som altid har været os fuldkomment fremmed. 

Vi fremtræder derved i dybeste underdanighed for Deres Majestæts trone med den højtideligste og bestemteste indsigelse imod de holstenske fredsunderhandleres berettigelse og bemyndigelse til at andrage på eller beslutte noget som helst, der angår hertugdømmet Slesvig. Om de kunne anses som retmæssige repræsentanter for hertugdømmet Holsten, skal vi ikke indlade os på at afgøre. Deres Majestæts tro slesvigske undersåtter har så ofte lejligheden gaves, udtalt samt bekræftet det med mange tusinde underskrifter, at det er deres ønske at blive delagtige i de goder, som Deres Majestæt har tilsagt os i proklamation til slesvigerne af 27. marts 1848. I denne er hertugdømmet Slesvigs adskillelse fra det tyske forbundsland Holsten og dets muligst nøje forening med kongeriget Danmark betegnet som det mål, der i fremtiden skal være rettesnor for Deres Maj. regerings politik. Vi slesvigere gentager herved for Deres Maj. den højtidelige forsikring, at netop dette er den loyale slesvigske befolknings ønske og attrå. Vi ønsker intet mere, end at den gamle ulykkeligt og i sine følger så fordærvelige administrative forbindelse mellem vort land og det tyske forbundsland Holsten må blive ophævet. For kun denne har givet Tyskland, en tilsyneladende ret og et påskud til at blande sig i Danmarks og Slesvigs anliggender, hvorved så megen jammer og ulykke er kommet over hele vort dyrebare fædreland. 

Det er vor faste overbevisning at en fornyelse af den ulyksalige forbindelse mellem et dansk og tysk land, den være end nok så løs, kun kan bringe os fordærvelse, og at vi aldrig kan nyde ro og fred, når vort statsforhold ikke ved ophævelsen af Slesvigs forbindelse med Holsten bliver stillet rent og klart overfor det i indre kamp liggende Tyskland. Smertelig har vi følt og erfaret hvad det er at være tvistens æble mellem to krigsførende magter, at være to nationers kampplads og kamppris; vi kan i vedvarelsen af vor hidtil bestående svævende stilling mellem Danmark og Tyskland kun se udsæden til nye blodige krige. Vi kan og vil kun høre til Danmark. Vi har kun et ønske, nemlig det at prøvelsestiden for det tro Slesvig snart måtte være forbi, og at det måtte lykkes Deres Maj at opnå en betryggende fred, for at kunne læge rigets, og især Slesvigs sår, og for at ordne vort lands forhold således, at de aldrig mere kan frembyde lejlighed til fremmed indblanding og vække erobringslysten. Vi tror at proklamationen af 27. marts indeholder grundtrækkene for en heldig stilling af hertugdømmet Slesvig i den danske stat; men vi kan ikke andet end udtale vor frygt for at efter en tid af indvortes splid, i hvilken det er lykkedes de højere og lærde stænder at opflamme lidenskaberne og at forivre en del af vore landsmand til frafald, forholdenes ordning ville vanskeliggøres, når en landdag sammenkaldtes umiddelbart efter freden. Det er derfor vort allerunderdanigste ønske at Deres maj., efter opnået fred, vil behage at regere landet vel efter den allerhøjeste proklamations ånd, men dog indtil videre ville beholde i Deres hånd den hele på Dem nedarvede suveræne magt, og først da at lade udøvelsen af de i proklamationen tilsagte politiske rettigheder indtræde, når formedelst tro embedsmænds ansættelse, ordenens ånd igen er blevet herskende i landet. Dette ville efter de fra det dansktalende Slesvig her allerunderdanigst underskrevne afsendinges uforgribelige mening, kunne lettes derved at de troblevne embedsmænd fra Nordslesvig forflyttes til Sydslesvig, og at i det dansktalende Slesvig danske juridiske kandidater, der har gjort sig bekendt med den Slesvigske ret, blev ansatte, ligesom i foråret 1848, hvilket ville stemme overens med befolkningens ønske. Indtil den tid da det måtte være hensigtsmæssigt at lade den slesvigske landsforfatning fuldstændig træde i kraft, burde fortrinsvis indførelsen af et kommunevæsen og en fri udvikling af kommuneforholdene fremmes, for at folkets deltagelse i hele landets offentlige anliggender kunne få en fast grundvold. (Fdl.)

Et festmåltid der skulle arrangeres for slesvigerne, er ikke kommet til udførelse, da 3 af de deputerede allerede d. 24., og de øvrige 5 d. 25. har forladt København. (Dvk.) 

(Ribe Stifts-Tidende, 29. april 1850).

Kanon fra Krigen 1848-1850. Krigsmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy.